-
Man må kende sin lokalhistorie..
På arkiv.dk har man adgang til store mængder af gamle fotos, der har ligget i lokalarkiverne, men som nu er på vej til at blive digitaliseret. Det er bla. her jeg har fundet billedet af ham, som jeg tror er min tipoldefar. Jeg ledte også efter fotos fra Hals for evt. at kunne se billeder af matriklen jeg bor på. Her boede Bus Harald jo engang med sine mange cykler.
Jeg fandt ikke Bus Harald eller hans hus på Aalborgvej – til gengæld foldede der sig en historie ud om det, der betegnes som Danmarks største skibsforlis. Det fandt sted i 1948, hvor passagerskibet ‘Kjøbenhavn’ blev minesprængt ud for indsejlingen til Hals.
Der var masser af billeder at finde om forliset og ud af de kortfattede billedtekster kunne jeg ane, at her lå en historie.
Bjarne Wagner-Augustenborg har skrevet bogen ‘Farvel, farvel…’ som er beretningen om rutebåden Kjøbenhavns dramatiske forlis. Den fik jeg lånt på det lokale bibliotek og læst.
Bogen giver en dybdegående analyse af den engelske minering af danske farvande og den tyske udnyttelse af dansk minestrygning i de år under besættelsen, da hær og søværn endnu fungerede på tysk nåde. De tyske troppeskibe led svære tab, men også dansk skibsfart blev ramt både under og i de første efterkrigsår.
“Kjøbenhavn”s forlis var katastrofen over dem alle. I bogen er vi med fra minutterne, før den indtraf.
Klokken 3:30 passerede “Kjøbenhavn” eksportbåden “Frigga”, der skulle laste smør i Aalborg. Anden styrmanden Johannes Bøje, der havde vagten på “Frigga”s bro, kiggede på “Kjøbenhavn” i morgendisen forude og sagde til rorgængeren: “Nu kan den gamle spand da snart finde Aalborg af sig selv.” I samme sekund rejste sig en vandsøjle omkring rutebåden – og to sekunder efter kom drønet af mineeksplosionen.
Det var heldigt, at “Frigga” lå så tæt på rutebåden. 247 mennesker, blev reddet om bord i “Frigga”, takket være dygtig indsats af kaptajn Leth og hans besætning. Hertil kom 14, der blev reddet af den lille tankbåd “Dangulf Lubbe”. 40 passagerer (muligvis 41, én er der aldrig skabt vished om) og otte besætningsmedlemmer omkom.
I bogen har forfatteren talt med overlevende fra forliset og det er de detaljer, der gør bogen stærk læsning. Den 33-årige Hugo Niebuhr fra København, skulle til Aalborg med sin seks-årige datter. “Jeg drukner ikke, når du er her far”, sagde hun. De ord og det syn har han aldrig kunne glemme – da han og datteren lå under vandet og han så op mod lyset. Nej, Bente skulle ikke dø. Han kom op, måtte med vold frigøre sig fra en anden nødstedt, der ville klamre sig til ham. Han svømmede med én arm og holdt datteren med den anden. Et redningsbælte drev forbi. Han slyngede barnet op, det røg direkte igennem og skulle igen hentes til overfladen. Den afgørende hjælp var barnets tillidsfulde ro. Far og datter blev (længe efter syntes han i erindringen) bjerget af en redningsbåd fra “Frigga”.”
-
På gensyn
Jeg tilbragte eftermiddagen på fjorden i Jens lille båd… jeg med kamera og Jens ved roret.
Jeg fik taget en millionmilliard billeder… ingen fristelser rokkede ved mine planer for i dag.
Sejl så tæt på Mir som du tør“, provokerede jeg… og vi kom så nær, at jeg kunne se matroserne i øjnene og det føltes som om jeg blot kunne række hånden frem og røre.
Mir var det sidste sejlskib jeg så i denne omgang.
Regnen begyndte så småt at falde og det var på tide at finde land.
Det har været et storslået arrangement.
På alle måder.
-
Trekantskoven
Trekantskoven er en 80 tdr. land stor uindhegnet hundeskov lige nord for Hals.
Det er ikke et sted vi har brugt meget, men i dag havde jeg lyst til en tur i skoven.
Her er virkelig dejligt… skyggefuldt og stille. Udover fuglesang og vindens susen i de høje træer, høres ikke en lyd… altså hvis Lillebror et kort øjeblik lukker munden!
Det meste af skoven består af fyrretræer, som ofte ses herude ved den lidt barske kyst, i skovbunden gror blåbær, tyttebær og bregner tæt og stierne er sandende og viser tydeligt, at det er en klitplantage vi går i.
Der er tre ruter man kan gå – rød gul og grøn – Lillebror og jeg tog den røde, som er den længste. Ruterne er klart afmærket og uden afstikkere tog den ca 40 minutter i jævnt gå tempo.
Ud fra de afmærkede ruter går adskillige stier ind i skoven, men trods min veludviklede stedsans *host* holdt vi os på den afmærkede sti.
Tidligt lørdag morgen havde vi de 80 tdr. land for os selv – det vil vi ikke klage over!
-
På hjørnet af Limfjorden og Kattegat
Hals er ikke nogen stor by. I følge Danmarks Statistik bor her 2483 personer fordelt på 1293 af hunkøn og 1190 af hankøn. 2/3 af dem er over 66 år og sidste år blev der kun født 11 nye halsboer.
Det lyder, i mine ører, temmelig bekymrende – for byen og ikke mindst for skolen – men det er en helt anden historie.
Når de store krystogtskibe lægger vejen ind og ud gennem Limfjorden er det da også nærmest hele byen, der er samlet på havnen.
Om 14 dage ankommer de store sejlskibe og jeg tænker, at det bliver et tilløbsstykke, som nok kan lægge husene i Hals øde.
Jeg har hyre på en båd til ‘Parade of Sail’, når de den 4. august igen sejler ud af Limfjorden… forhåbentlig for sejl og med mandskabet i riggen.
Denne dag er det klart en fordel at kunne transporteres til vands. I 2010 kørte Poden og jeg i kø 22 af 24 km mellem Vodskov og Hals – og havde jeg kortvarigt den tanke, at jeg kunne smutte til Aalborg og se starten på ‘Parade of Sail’ og derefter også nå dem i Hals, så har jeg revurderet efter at have læst dét indlæg.
Jeg glæder mig til at komme ud med kameraet, til koncerter på havnen i Aalborg, til mødet med fremmede søfolk, til festfyrværkeri, til det hele…
-
Tour de Nordmandshage
Fra Winthers Plantage til sejlrenden ved tvillingefyret og retur er der 7,9 km, når man går i vandkanten på Nordmandshage.
En time og tooghalvtreds minutter tog det os at gå turen. Den gamle skulle ikke ha’ været med, hendes ben er gamle og trætte – men da vi tog til stranden var der ingen planer om at gå så langt.
Normalt er den store sydlige ø ikke tilgængelig i gummistøvler, men i dag gav vandstanden os muligheden og vi greb den.
Hundene fandt mange lækre sager. Ikke alle sammen nogen, der blev modtaget med lige store begejstring af deres matte… men sådan er vi så forskellige!
Nu er vi fodret af allesammen, hundene er gået kolde og når jeg har delt en flaske rødvin tænker jeg, at jeg gør det samme.
God fredag og god weekend!
-
For to år siden
For to år siden var jeg ved at pakke mit hjem ned. Vi levede i et papkassehelvede, sov på gulvet og var trætte som alderdomshjem.
Det var en chance at tage, at bryde op og flytte helt herud. I dag ærgrer jeg mig lidt over, at jeg ikke gjorde det noget før. Men jeg tænker, at situationen havde været en noget andet med et hjemmeboende barn, som havde alle sine kammerater 25 km væk. Jeg er ikke sikker på, at det ville have været med samme happy ending.
Nu blev det i stedet sådan, at hun var klar til at flytte hjemmefra ved samme lejlighed og det gav mig frihed til at træffe et valg kun for mig.
På det tidspunkt havde jeg ikke turdet købe en bolig herude. I dag ville jeg ønske, at det var mit hus. Men selvom jeg havde haft råd, er jeg ikke sikker på, at Ole overhovedet ville sælge.
Nu må jeg nøjes med at bo her så længe han lader mig…
-
Breaking news fra Hals
Midt i formiddagskaffen og lidt nyhedslæsning på nettet fik jeg nærmest kaffen galt i halsen.
Hals var breaking news på samtlige nyhedsmedier jeg kom forbi (TV2, DR, EB, BT, Politiken, osv.) pga. fundet af to krysantemumbomber, der var smidt i vandkanten.
Jeg greb kameraet, kørte ned til fjorden og lod en sød betjent eskortere mig ind bag politiafspærringerne og hen til resten af pressen – som han fejlagtigt antog mig for at tilhøre… og jeg protesterede ikke (:
Politi, bomberyddere og pressen var mødt op. Og så altså mig (:
Havde man, som jeg, forventet at sprængningen blev med et ordentligt brag blev man død skuffet. De måtte vel nærmest være at betegne som fusere og det kom der ingen fede billeder ud af.
Men en på opleveren var det alligevel (:
-
Økoriget
Jeg læste en tråd til morgen om ugentlig levering af frugt og grønt fra Årstiderne, SkagenFood og Øko til Folket – det er sikkert nemt, men også helt latterligt dyrt.
Her er der da så i hvert fald en fordel ved at bo i ‘udkants Danmark’, hvor leverandøren ligger ved landevejen og varene koster en brøkdel af indholdet i ‘kasserne’.
Herover ses min øko-grønt-butik, hvor produkterne er helt friske og hentet på markerne omkring;
- 2,5 kg. løg. kr. 10,-
- 3 små hvidkål eller rødkål kr. 10,-
- Et stort bundt porer kr. 10,-
- Stor pose æbler kr. 10,-
– de har også gulerødder, grønkål, blomkål, rosenkål, kartofler osv. til samme priser.
Overfor bor ‘æggemanden’, hvor jeg henter store fine økoæg til samme pris, som buræggene koster i supermarkedet.
Det er skønt at bo på landet (:
-
Jeg glæder mig i denne tid
Søndag var tør og blæsende og det lykkedes mig, at få slået græsset for allersidste gang.
Plæneklipperen er nu tanket op og kørt i pit for vinteren.
Mens jeg gik derude blev jeg antastet af et par hjemmehjælpere fra Aalborg Kommune. Jeg havde godt set dem gå omkring over hos genboen. De ville høre om jeg havde observeret ‘liv’ derovre og det kunne jeg kun svare benægtende på. Bortset fra at fjernsynet har kørt 24/7 den sidste uge, har der ingen tegn på liv været. Hun har boet der et par måneder, men der er intet sket i de måneder. Potteplanterne står døde i vindueskarmen og jeg kan se at stuen er fyldt med uåbnede flyttekasser.
Hjemmehjælperne kunne se der flød med rødvinsflasker derinde og mente, at hun sov branderten ud, så de ville komme senere i håb om at komme i kontakt med hende.
Hvor er det trist at mennesker kan komme så langt ud. Det er en dame mine forældre er bekendt med. Hun blev smidt ud af sin kæreste og er nu tilsyneladende gået helt i hundene.
Mens jeg oksede videre rundt med plæneklipperen kom også Lone forbi og hilste på. Lone er lokal og læser med her. Det er så hyggeligt, når folk giver sig til kende (:Julelysene er begyndt at sprede sig i byen… som en slags virus… når først én har pyntet haven følger mange snart efter.
Også jeg.
Jeg har ingen egnede træer i forhaven og derfor er det døren, som pyntes med lys og granguirlande.
Julen er et dejligt lyspunkt midt i den mørke vinter og mig gør det intet, at det starter tidligt.
Udenfor.
Indenfor pyntes der først op til 1. søndag i advent. Jeg forsøger i det mindste at beherske mig. Eller noget.
-
Bus Harald
På vores tur gennem mosen mødte vi en gammel mand på cykel. Han standsede og vi slog en sludder af. Han havde ofte set Poloen parkeret i skovkanten og undret sig over hvem vi var.
Da han hørte hvilket hus jeg boede i fortalte han, at der havde ‘Bus Harald’ engang boet med et hav af unger under meget trange kår.
Han var selv barnefødt i Hals og havde gået i skole med en af Bus Haralds piger og selvom hun var meget dygtig, så var der ikke råd til uddannelse i den familie og hun blev sendt ud og tjene så snart det var muligt.
Huset var et andet dengang og Bus Harald havde fyldt haven med cykler. Gamle cykler. Det fremgik ikke af historien, hvad cyklerne skulle bruges til – kun at børnene engang i mellem tømte haven og kørte dem på lossepladsen, hvorefter Bus Harald startede en ny samling.
Han cyklede videre med et vink og et ‘vi må sludre en anden gang‘.
Vi travede også videre i den smukke efterårskov med en stille undren over, hvorfor man mon kaldte han Bus Harald, når det nu var cykler han samlede på!
