Endelig fik jeg has på musen – eller én mus – for jeg tvivler på den har været alene i gården. Sidste år blev der ved med at dukke døde mus op i mit skur.

Her til morgen har jeg også samlet en død mår op, som har ligget ude på fortovet ved busstoppestedet i et par dage. Jeg har gået forbi den flere gange og håbede lidt, at nogen andre ville tage tjansen. Det skete bare ikke. Så efter morgenlufteturen fandt jeg handsker og en pose frem og fik den fjernet.

Om man egentlig må smide døde dyr i restaffald, ved jeg ikke helt – men sådan blev løsningen altså i dag.

Heldigvis er der også masser af liv i gården – og af den mere muntre slags.

Det varer ikke længe, før der bliver fuld gang i fugleforældrene, som skal flyve i pendulfart med mad til sultne unger. Her ved jeg af erfaring, at mejsekuglerne er et kæmpe hit, så jeg har været forudseende og købt ekstra fra Vivara.

Om vinteren rører fuglene dem knap nok, men når ungerne kommer til verden, kan jeg næsten fylde op hver dag. Jeg har en teori om, at det er hurtig energi – lidt ligesom fuglenes version af en energibar – og noget de virkelig kan bruge i den travle småbørnsperiode.

Også Bobben bliver der taget ekstra hånd om.

Som alenehund er han ekstra forkælet og jeg kan tydeligt mærke at han ikke har Irma at lege med mere – og jeg bliver langt oftere budt op til dans og leg.

Den 5. februar fik Bob taget en blodprøve for at undersøge om han skulle have hypothyroidisme (nedsat skjoldbruskkirtelfunktion).

Det var ikke et meget klart resultat, for hans værdier på stofskiftehormonet lå præcis mellem lavt og normalt. Dyrlægen mente, at vi alligevel skulle prøve at behandle ham for hypothyroidisme og han har derfor fået en Eltroxin tablet hver anden dag siden.

På et tidspunkt skal han have taget en kontrol blodprøve, men jeg kan allerede se forskellen på hans pels. Fra at være nærmest nøgen på bugen har han sørme igen fået hår på brystet.

Nu er jeg spændt på, om halen også får sin gamle pragt tilbage – den ligner stadig lidt en halvt afpillede støvkost.

På landevejen Stagstedhedevej nær Dybvad i Nordjylland passerede jeg en stor grå sten i vejkanten med en inskription. Det siger sig selv, at jeg vendte iGoen og skulle undersøge det nærmere.

Umiddelbart lignede den et almindeligt mindesmærke, men teksten på stenen fortæller en usædvanlig historie. Den hylder nemlig syv mænd, der i 1841 tog loven i egen hånd og dræbte fire beboere i et fattighus.

Indskriften fortæller, at de syv vendelboer slog de “lovløse beboere” ihjel.

HER LÅ “ASYLET” STAGSTED HEDEHUS
1.11.1841 TOG 7 VENDELBOER:
LARS JENSEN HELLUM, LARS JENSEN KROG HELLUM,
PEDER HANSEN AUNKJØT, SØREN JEPSEN KRATTET,
PEDER JEPSEN AUNKJØT, JENS CHR. PEDERSEN STAGSTED,
ANDERS PEDERSEN STAGSTED
– KRÆNKEDE I DERES RETSFØLELSE –
LOVEN I EGEN HÅND OG IHJELSLOG
HUSETS LOVLØSE BEBOERE

På bagsiden står navnene på ofrene: Klog-Maren, Klog-Christen, Klog-Lars og Skov-Christian.

DR har lavet en spændende podcast om hedehusmordene og nørdet som jeg er, har jeg selvfølgelig lyttet til den. Den hedder “Et klassemord” og kan findes på DR Lyd.

De fire ofre boede i et fattighus på Stagsted Hede og levede under meget fattige forhold. De havde et dårligt ry i lokalområdet og var kendt for tyveri, hvilket gjorde det svært for dem at få arbejde.

I november 1841 fik syv lokale mænd – heriblandt sognefogeden, mølleren og andre spidsborgere fra lokalsamfundet – nok. Fire af dem gik ind i huset og bankede beboerne ihjel med kæppe. Obduktionen viste, at ligene var voldsomt mishandlede.

Fire af gerningsmændene blev dømt til livstid af Kong Christian d. 8., men efter seks år blev de benådet af den nye konge, Kong Frederik d. 7.

Mindestenen har skabt en del debat og det kan da også være svært at forstå, hvordan Historisk Samfund for Vendsyssel 135 år efter sagen (vi taler her 1976) vælger at rejse en mindesten for drabsmændene som en retfærdiggørelse af selvtægt.

Borgmesteren i Frederikshavn Kommune, Birgit Hansen, har på opfordring fra bibliotekar og historieinteresserede, Martin Smith-Nielsen fået opsat en informationstavle ved stenen, så besøgende kan få hele baggrunden for hændelsen, men understreger også, at det er vigtigt, at stenen får lov at blive stående.

– Vi er nødt til at konfrontere os selv med, at der er sket noget uhyggeligt. Stenen skal minde os om, hver morgen når vi står op, at vi kan ændre noget til den gode side.

For tiden er bybilledet plastret til med portrætter.
De hænger i hver eneste lygtepæl langs vejen, på stribe, så langt øjet rækker.
Det ene smil afløser det andet.

Store plader i plastik, spændt fast med strips, med indstuderede smil og faste blikke, der svæver over fortovet og kigger ned på os.

Jeg må indrømme, at jeg ikke synes, det pynter. Og jeg kan ikke lade være med at tænke: Hvor meget rykker det egentlig? Er der oprigtigt nogen, der lader sig overbevise af et forstørret ansigt og et kort slogan?

På positiv siden har jeg denne gang i det mindste ikke Inger Støjberg lige udenfor mit vindue. Endnu i hvert fald.

Positivt er det også, at marts i den grad har taget foråret med sig. Vi har stadig nogle enorme menneskeskabte snebunker liggende, men selv de er på vej væk.

Jeg holder fri fra mormorjobbet i denne uge og har fået sat et par krydser på min to-do liste. Gården ser helt hæderlig ud efter min indsats derude med kost og højtryksrenser, og nu glæder jeg mig bare til at kunne pakke havemøblerne ud og købe lidt forårsblomster.

Jeg kan se der er liv i det meste af det grønne derude. Det eneste jeg kunne have en lille tvivl om er to hortensiaer jeg havde i krukker hele sommeren og plantede ud i mit eneste bed i efteråret. Bob har været enormt glad for at tisse op ad dem – og det ved jeg ikke om de overlever.

Det eneste jeg lige mangler at få has på derude er musen. Den har ikke været sulten nok endnu til at bide på giften jeg har lagt.

Det kan godt være, at der nu er tøbrud, men vores lille færge har alligevel ligget stille 2-3 dage pga pakis i Limfjorden, så pendlerfolket må nok køre udenom lidt endnu.

Jeg har mormor tjansen de næste tre dage og vi kører også ‘udenom’.

Det er fuldstændig umuligt at skubbe en klapvogn gennem det store lag sne, is og sjap, så vi tager en lidt længere, men langt mere fremkommelige rute.

I dag havde hun ikke tid til at tage med hjem. Hun var i fuld gang med pensler og maling – en af de stillesiddende aktiviteter, der hitter hos den ellers meget fysisk aktive Solveig.

I går havde hun siddet stille en hel time og malet påskeæg.

De større børn kunne oplyse at Solveig også havde smagt på malingen – så hvilken farve der kommer ud af den anden ende bliver spændende 🙂

Mens Solveig sover strikker jeg videre på min Skogstjernekofte og er nået til ærmegabet og skal nu strikke ærmer inden jeg kan komme videre.

Der er ingen vejledning i hvor man skal starte mønstret på ærmerene – det kan man selv måle ud – og så helst ramme samme sted i mønstret, som under ærmerne.

Det må jeg så se, om jeg kan finde ud af.

Hvis man ikke vidste bedre, kunne man tro, at jeg igen havde taget turen nord for polarcirklen – men det er altså bare Hals.

I dag har jeg haft fri fra mit lille mormorjob og i stedet lagt lidt arbejdskraft hjemme, mens jeg fik krydset et par ting af på to-do-listen.

Blandt andet har jeg fået skabt lidt mere luft i et køkkenskab, der var fyldt med porcelæn, jeg ikke bruger – blandt andet 18 Pillivuyt-kopper med underkopper. De stod bare og samlede støv. Nu er de pakket forsigtigt ind i silkepapir og lagt i en kasse på første sal. Jeg har ingen planer om at skille mig af med dem og de er stadig lige til at hente frem, hvis vi en dag bliver mange omkring bordet, eller hvis det igen bliver moderne at drikke kaffe af en rigtig kaffekop.

Derudover har jeg fyldt et par poser til genbrugspladsen og sat noget tøj til salg. Allerede fem minutter efter det kom online, fik jeg en mail om, at noget var solgt. Det er en rar følelse at vide, at andre kan få glæde af det, jeg ikke længere selv bruger.

Dagens højdepunkt var dog eftermiddagsturen til stranden.

Høj sol, sne og helt vindstille – det bliver næsten ikke bedre. Jeg følte mig simpelthen så privilegeret over at kunne gå der med Bobben og suge energi fra solens stråler på en helt almindelig torsdag.

Jeg bad ChatGPT om at lave en karrikatur tegning af mig baseret på det den vidste om mig – altså udfra de spørgsmål jeg har stillet. Den endte med dette billede.

I første forsøg sad der en kat i baggrunden.

EN KAT!

Der må så absolut være noget den har misforstået!

Det er et ret genialt værktøj til at få en hurtig besvarelse på et eller andet spørgsmål man måtte sidde med.

Når jeg kigger listen i gennem har jeg gennem tiden blandt andet fået afklaret

• hvad International Emergency Economic Powers Act (IEEPA) fra 1977 er for en størrelse
• om det korrekt at skrive/sige: hun havde haft mødt ham? (Det er det ikke – på dansk bruger man kun ét hjælpeverbum i denne type sætning.)
• hvad det betyder at være lagerbeskattet
• at man ikke må støvsuge i Schweiz om søndagen – eller larme på nogen anden måde – Ruhetag kalder schweizerne det
• hvorfor brydere får blomkålsører

Og en masse andre spørgsmål som har været oppe til diskussion eller jeg har undret mig over. En bred vifte som det fremgår 🙂

I går fandt jeg en sjov lille strikkeopskrift på en høne.

På engelsk.

Jeg gav ChatGPT opgaven at oversætte opskriften og prøvede så, om jeg kunne strikke hønen ud fra oversættelsen.

Det kunne jeg, med ganske få rettelser …

Snestormen lagde sig sent fredag i Hals, og lørdag vågnede vi op til den der stille, langsomt dalende sne, som gør det en hel del mere tåleligt at være ude – både for to- og firbenede.

Når vinden ikke piber én om ørerne, får Bob – og ja, også jeg – langt mere lyst til at gå udenfor, og vi har været ude på nogle gode og lidt længere ture. Der er trods alt stor forskel på, om temperaturen føles som minus 10–12 grader, eller om den i virkeligheden kun sniger sig ned på minus 1–2.

Lørdag gik vi forbi vores gamle have, og jeg kunne se, at der var gang i en regulær sneboldkamp, så vi stak lige næsen indenfor.

Udover sneboldkampen var de også i fuld gang med at bygge en stor snemand.

Jeg er vild med sne – men indrømmer gerne, at det også er skide besværligt. Især for dem, der skal forsøge at komme på arbejde i bil.

Også mormortaxaen er udfordret. En klapvogn lader sig ganske enkelt ikke skubbe gennem sneen og der må sadles om til vintertransport, så i morgen bliver det afhentning på kælk … helt sikkert til Solveigs store fornøjelse 🙂

Jeg kæmper en ulige kamp mod vinteren for at holde fuglenes foderplads og vandskålen sne og isfri.

I går lavede jeg en lille opstilling med et gravlys i en urtepotte og en underskål som låg og ovenpå vandskålen – og det lykkedes mig faktisk at holde vandskålen isfri hele dagen.

I dag er vi så yderligere udfordret af at sneen vælter ned i Hals og foderpladsen er lynhurtigt dækket af sne.

Da vandet nu var reddet, var næste projekt foderpladsen. Det endte med et noget kreativt arrangement, hvor en “numseslæde” fungerer som tag. Det ser… interessant ud. Ikke kønt, men effektivt. Fuglene kan både spise og drikke, og det er trods alt det vigtigste.

Skarven må klare sig selv – og den ser i øvrigt også ud som om den er fuldstændig ligeglad med vintervejret.

Jeg gik en tur ned til havnen. Her i byen er havnen et udflugtsmål uanset vejr og føre, og det resulterede i, at en ældre mand var kørt fast i sneen. En yngre fyr var stoppet for at grave ham fri – iført alt for lidt tøj og uden vanter.

Da de endelig fik skabt en smal passage, og den ældre mand satte kurs mod endnu en imponerende snedynge, lød det lettere irriterede spørgsmål fra den yngre mand: “SKAL du ned på havnen?”

Det spørgsmål var åbenbart nok. Den ældre mand vendte bilen om og kørte hjem.

Jeg vendte også hjem – til varmen, kaffen og strikketøjet.

Stakkels lille Robin … det er ikke helt let at holde vandet frostfrit i den her nærmest sibiriske kulde, så jeg måtte ud og hælde varmt vand i skålen. Heldigvis dukkede han op igen kort efter og fik slukket tørsten.

Jeg fodrer fugle året rundt, men om vinteren får de lidt ekstra luksus i form af nødder og æbler.

Det er der andre, der også har opdaget … musene er nemlig tilbage. De nøjes ganske vist med at spise det, der falder ned fra foderpladsen, men de er nu alligevel ikke helt så velkomne. Søde er de, og hvis de bare kunne lade være med at ødelægge alt i skuret, måtte de faktisk gerne blive. Det kan de så ikke, så musekornene er igen fundet frem.

Jeg havde et ærinde i byen i dag, og for 4.-5. gang på en måned begyndte iGo kort efter start at brokke sig over for lavt dæktryk, så turen gik igen forbi OK i Vesterhassing for at fylde luft på.

Jeg ved godt, at lufttrykket falder sammen med store temperaturfald, men så tit er altså temmelig irriterende – og jeg kører endda på 1 år gamle Michelin-dæk, så det er ikke fordi, det er noget billigt skrammel.

Det viste sig da også, at der var en helt anden forklaring: Jeg fandt nemlig en pæn stor skrue i det ene bagdæk i dag. Ikke så mærkeligt, at luften stille og roligt er sevet 😬

Nu holder bilen hos Mekaniker Rasmus og venter på, at han får tid til at lappe. Heldigvis bor jeg i en by, hvor man kan gå til det hele på fem minutter, så jeg behøver den ikke før på fredag, hvor Bob og jeg har en aftale med Dyrlæge Mogens.

På en lun sommerdag passer snakken om den milde østkyst sikkert meget godt.

Men i dag? Dæleme nej. Vinden kom bragende direkte fra øst og gav os en ordentlig gennemblæsning.

Det var dejligt at komme hjem i varmen, til en kop kaffe og den sidste af de fastelavnsboller jeg bagte i går.

Fastelavnsbollernes tid er nemlig over os og dem jeg hidtil har købt, har været… lad os sige ret skuffende.

Ikke fordi jeg er i nærheden af at melde mig til Den Store Bagedyst, men den lille portion, jeg bik­sede sammen i går, var – i al beskedenhed – markant bedre end de dyrtindkøbte fra PennyLane … deres druknede simpelthen i en glasur, der var så sød, at tænderne gjorde helt ondt.

Mine var med vaniljecreme og chokoladeganache på toppen, som lagde en fin, bitter modvægt til det søde.

Helt perfekte. Hvis jeg selv skal sige det. Og det skal jeg jo 😉

Måske skulle jeg invitere mig selv på kaffe på kontoret og tage fastelavnsboller med. Jeg kender et par gamle kolleger, som helt sikkert ville sætte pris på det – og det er ved at være alt for længe siden mit sidste besøg.