• Der er længe til endnu

    Jeg rydder op og ud, smider væk, fotograferer og sætter til salg. Målet er, at der kun er det tilbage jeg skal bruge, når jeg begynder at pakke i flyttekasser.

    Tyvstarten er gået. For ikke så længe siden havde jeg besøg af en mand og en trailer, og udhuset blev ryddet for alt unødvendigt. Jeg har lovning på at han kommer igen, for jeg har helt sikkert materiale til at fylde yderligere en trailer.

    I dag kørte jeg et par sække på genbrugspladsen. En med gamle håndklæder – det er altså begrænset hvor mange hundehåndklæder man kan bruge – og en sæk med sengetøj i så psykedeliske mønstre/farver, at jeg har svært ved at forstå, at jeg overhovedet har lukket et øje.

    Planen er, at jeg på den måde langsomt kommer gennem skuffer og skabe, og ikke pludselig skal stresse over flytningen.

    I dag fik jeg såmænd også lavet lidt i haven OG købt den første julekalender gave 🙄

    18+
  • Opbrud

    Det bliver sidste sommer, hvor jeg skal passe haven i Hals.

    Den har længe været min sorte samvittighed. Efter begge mine skuldre på skift begynde at skabe sig tosset, har jeg ikke rigtigt magtet havearbejdet.

    Mit løfte til mig selv om at blive i Hals, så længe mine forældre levede, har jeg holdt. Da de begge nu er væk opstod der en fornyet frihed til at flytte. Jeg har kigget efter noget andet det seneste år. Overvejet mange muligheder – også en lejlighed i Aalborg, men det er så dyrt, støjende, snavset og parkering en pestilens, så det blev forkastet.

    Som det så ofte før er sket, faldt løsningen ned i min turban.

    Nu er et nyt lejemål indgået og i næste uge siger jeg det gamle op.

    Jeg bliver i Hals og flytter bare lidt længere hen af vejen. I et fint renoveret hus som ejes af NyBolig og som ligger i forbindelse med deres forretning.

    Større hus. Mindre have.

    Gårdhave, vel at mærke. Ingen græs, der skal slås ingen hæk, der skal klippes og ingen store bede, der kan rumme uanede mængder af skvalderkål, men en fin lille flisebelagt gårdhave med plads til at havemøbler, krukker og måske et par højbede.

    Det bliver skide godt og jeg glæder mig.

    32+
  • Parkeringsregime

    Jeg ved ikke hvordan det fungerer i andre landsdele, men i Nordjylland hersker et parkeringesregime i form af private parkeringeselskaber.

    Jeg bliver indigneret over størrelsen på de bøder, de tillader sig at udstede.

    I december – oven i købet på min fødselsdag – måtte jeg betale kr. 795 for en parkering, som jeg selv synes var unfair da skiltningen i løbet af få dage var lavet om, UDEN det tydeligt fremgik på pladsen.

    I april måtte Nanna indkassere en bøde på kr. 650 for at parkere på Nettos p-plads (efter 6 minutters obs. tid) fordi viseren på hendes elendige p-skive faldt ned da hun smækkede døren. Det er hendes ansvar, det ved jeg godt – man kan det være i Nettos (og andre forretningers interesse), at deres kunder behandles sådan.

    Hvis man i stedet vælger, at køre ud til Bilka og storcentret hvor parkering er gratis, har jeg stor forståelse for det.

    Også hos Aldi i Hals hersker der et parkeringesregime styret af et p-selskab. Forretningen har åbent fra 8-20, men der er en halv times parkering 24/7 365 dage om året. Why?

    I dag har jeg sparet en gæst/håndværker på firmaets p-plads for en bøde på kr. 795. Hans bil blev fotograferet, men i observationstiden nåede jeg at registrere hans nummerplade.

    Q-park er sikkert kolde som jordbæris, men jeg kan ikke lade være med at fryde mig bare en lille bitte smule.

    17+
  • En smule normalitet

    Både tirsdag og fredag tilbragte jeg på kontoret ved havnen i Aalborg.

    Fra næste uge er vi to på kontoret alle dage. Vores unge tekniker møder, efter eget valg, ind hver dag og vi andre hver anden.

    Det bliver nu rart at komme tilbage til en smule normalitet efter to måneders hjemmearbejde – også selv om jeg har nydt de fordele, der også er; jeg skal ikke op før en hvis mand får sko på, morgen ritualerne er reduceret til at smide håret i en hestehale og gå med hundene, sidstnævnte har selskab hele dagen, transporttiden er lig nul, jeg slider ikke på min bil og sparer benzinen.

    Selvfølgelig savner jeg mine kolleger og kunder. Og maden. Den hjemlige kantine er ikke nær så god.


    Krisen har kostet alle på den ene eller den anden måde, lukket virksomheder, sendt mange ud i arbejdsløshed og taget mange liv.

    Onsdag havde jeg møde med mit nye pensionsselskab. 2020 har været et hæsligt år på den front. Jeg har mistet kr. 269.000 de første 4 måneder af året. Det begynder at gå bedre – selvom vi helt sikkert ikke skal regne med nogen stor værdiforøgelse i år. Jeg er bange for, at også min pensionalder fik et nøk opad, men så er det sådan det er.

    Den del kan vi sagtens blive enige om at lægge bag os.

    Men det har ikke KUN været negativt. Kreativiteten har været stor, der bliver nytænkt måder at være sammen på, afholde arrangementer på og arbejde på, som ikke nødvendigvis er ringere. Luften er blevet målbar renere. Vores hygiejne er blevet bedre, hvilket har skånet mange for f.eks. almindelig influenza.

    Jeg håber, at vi tager de nye gode ting med os når den større åbning mod normalitet nu snart bliver sat i værk.

    13+
  • Et halvt år i dag

    Seks måneder gammel er Irma lige så høj som Bob. Hun er lidt finere i ansigt og krop fordi hun er en tæve, men ellers er det mest opførslen og bevægelsen, der afslører, at hun stadig kun er en hvalp.

    Det er meget typiske billeder de her. Bob kan sidde længe i skoven og bare observere, mens Irma hurtigt keder sig og begynder at fjumre rundt.

    Hun har været nem at integrere i familien og er en rigtig sød og kærlig hvalp. Hvis du spørger mig. Bob er måske ikke helt enig.

    Jeg kan godt mærke , at hun er ved at blive mere voksen. Hun er begyndt at udfordre Bobs position i flokken. F.eks. sidder hun nu forrest i buret når de skal ud ad bilen, hvor hun før ventede pænt på, at det blev hendes tur. Og sådan er der flere små ting, som Bob nok snart bør begynde at reagere på.

    Han har og får min opbakning – ellers står jeg næst på listen hun vil udfordre.

    16+
  • Søndag er hviledag

    I dag holdt vi alle hviledagen hellig. Vi lagde ud med en stille tur i skoven og derudover har vi bare tusset rundt herhjemme og i haven.

    Hundene restituerer fortsat efter strandturen i går.

    Vi skulle ikke ha’ gået så langt. Der er jo også en tur tilbage og både Irma, som ikke er så gammel endnu og Jack, som har dårlige hofter, var tydeligt trætte på tilbagevejen.

    Det gør vi bedre næste gang.

    Jeg fik slået græsset ud mod vejen, men bortset fra det, har jeg intet foretaget mig.

    Eller jo… strikket og set film. Blockbuster sælger klippekort og indimellem køber jeg sådan et og streamer de film, som jeg aldrig fik set i biffen.

    I dag var det Downton Abbey. Det var et dejlig gensyn og perfekt til en stille søndag.

    14+
  • Hvem skal man tro?

    For et par uger siden spurgte jeg min egen læge, om jeg – som tidligere har haft blodpropper i lungerne – hører til i den særlige risikogruppe.

    Det mente hun ikke!

    Det svar ville måske være et andet i dag. I Lægens bord udtaler en professor i lungemedicin

    … blodpropper i hjernen og i andre organer, herunder lungerne, har man fundet ud af er betydende ved COVID19 sygdom. Har man tendens til blodpropper er man i risikogruppe, og skal forsat passe på.

    Tænker de også bliver klogere på den her virus hele tiden.

    Indtil andet er bevist, vælger jeg at betragte mig selv som værende i risikogruppen.

    Bare for en sikkerhedsskyld.

    16+
  • En lykkelig slutning…

    Det er ikke enden på min historie, men derimod navnet på den roman af Maren Uthaug, som jeg er ved at læse.

    Jeg kender hendes små striber, som jeg tror er at se i Politiken, men bogen er mit første bekendskab med hendes forfatterskab.

    En lykkelig slutning er hendes seneste roman.

    Nikolas er syvende generation i en familie af bedemænd, og så er han nekrofil. Den oplysning får vi leveret råt for usødet i bogens første linjer, og så er der ligesom skudt gang i en morbid, grotesk og morsom slægtshistorie.

    Nicolas er bedemand, ligesom sin mor Lone Helle, og sin morfar, Christian 5. Nicolas nedstammer i lige linje fra syv generationer af bedemænd. Nu har han fået et problem. Lig er begyndt at tiltale ham på en ny måde. I et forsøg på at forstå sig selv og sine egne skyggesider begynder han at optrevle familiens historie.  En lykkelig slutning er en roman om døden i dens mange afskygninger – om nekrofili og medlidenhedsdrab, om overtro og kremering, om spøgelser og OCD, om teosofi og nazisme. Maren Uthaug leverer en tour de force gennem dødens kulturhistorie, med rablende fantasi og en stædig logik, der truer med at sprænge virkeligheden, som vi kender den, i luften.

    Det lyder måske for aparte, for kontroversielt, men der er en rigtig fin balance mellem det morbide og det morsomme. Det er en historie om døden og dødens kulturhistorie, og det er derfor en roman, man godt kan blive klogere af, samtidig med at man er særdeles godt underholdt.

    Og så er den vanvittigt godt skrevet. Der er afsnit og sætninger man har lyst til at vende tilbage til blot for at nyde formuleringen. Aldrig har jeg sat så mange ‘bogmærker’ i en lydbog.

    Jeg vil glæde mig til også at læse hendes tidligere bøger; Og sådan blev det og Hvor der er fugle.

    10+
  • Har du røget bong, Laura

    I 2019 lukkede Radio 24/7. Skide god og informativ radio, hvis du spørger mig.

    Radio Loud overtog sendefladen. En taleradio for unge.

    Til morgen grinede jeg, så jeg ved at kløjs i min morgenkaffe da jeg læste denne kommentartråd på Instagram:

    Umut er herboende tyrk, ikke-muslimsk og i den grad flæskespisende.

    Laura.louddk er SoMe manager på Radio LOUD.

    Fornemmer man niveauet?!?

    Til gengæld tror jeg, at det kunne være rasende interessant at høre Umut fortælle om hvordan det er at være muslim under ramadanen

    13+
  • Haveliv

    Lørdagen er brugt i haven.

    Jeg købte elefantgræs i Gug Planteskole i går og den er nu planet i store potter. Det er indtil videre kun stubbe og krukkerne er derfor sat lidt i skammekrogen.

    Det samme er pragtkærterne.

    Sidste år havde jeg dem i flere mindre krukker, men nu er de samlet i en stor. Pragtkærten er ikke hårdfør, så jeg havde ingen forventinger til at mit projekt med at sætte dem i carporten pakket ind i bobleplast ville lykkes – men sørme om ikke de alle begyndte at skyde igen.

    De er så fine hele sommeren med deres lange aks og hvide blomster. Der er et stykke vej endnu til de ser sådan ud, så de er placeret sammen med elefantgræsset.

    Pragtkærte på vej

    Jeg er ikke noget havemenneske og kunne sagtens nøjes med terrassen. Det er også her jeg koncentrerer mig om at holde det pænt og dyrke det grønne i krukker.

    Over mod den ene nabo er et stenbed med buske, som heldigvis efterhånden så tilgroet, at der ikke skal gøre meget.

    Det eneste, der kræver konstant opmærksomhed er græsset.

    Det passer mig glimrende.

    Den bornholmske figen folder sig også snart ud for fuld styrke
    12+