Jeg havde sådan glædet mig til i morgen, hvor jeg sammen med min niece skulle være startet til keramik. I dag tikkede der så desværre en aflysning ind.

Underviseren havde trukket sig og de havde ikke kunne finde en erstatning på den korte tid.

Jeg var virkelig opsat og havde 117 projekter i tankerne, som jeg ville have kastet mig ud i.

Det lød som om at kurset kunne blive udbudt senere på vinteren, hvis de kan finde en underviser og så er jeg klar til at melde mig til igen.

Det er ikke akkurat fordi jeg mangler en hobby, men det er altid godt at få udvidet repertoiret.

For en stund tog Hals navneforandring til Vandløse. Vandværket havde nemlig meldt ud, at der i dag ville blive lukket for vandet hele dagen – og i hele byen.

Vi fik først beskeden i går på Facebook, så der var ikke ligefrem oceaner af tid til at forberede sig. Jeg stod tidligt op, gik i bad, fyldte nogle kander med vand og var klar, da der klokken 8.30 blev lukket for hanerne.

Allerede klokken 11.15 kunne jeg dog konstatere, at vandet var tilbage, trods meldingen om, at det først ville komme igen ud på eftermiddagen. Det var jo nærmest en skuffelse. Jeg havde lige nået at føle mig en lille smule som en overlever.

Var det blevet mere langvarigt, har jeg faktisk lyttet til Beredskabsstyrelsen og har dunke med vand stående til en eventuel krisesituation. Vand og toiletpapir. Det er åbenbart det, mit personlige katastrofeberedskab rækker til.

Måske skulle jeg begynde at tænke lidt videre og få anskaffet mig noget mad, batterier, en lommelygte og den slags. For skulle der en dag opstå en rigtig krise, er jeg ret sikker på, at der bliver udsolgt af den type varer på nul komma fem. Og så står jeg der med 25 liter vand og toiletpapir og ikke meget andet.

Udover vandmanglen har dagen mest handlet om den norske konge, hvis liv efter alt at dømme rinder ud i disse timer. Det kan man vist godt udlede af, at stort set hele den norske kongefamilie er samlet på Rigshospitalet i Oslo. Selv hans gamle storesøster og ‘barnebarnet’ Marius med fodlænken er til stede.

Kong Harald virker som sådan en hyggelig fætter. Nordmændene kalder ham vist hele Norges bedstefar, og det er faktisk et meget passende navn alderen taget i betragtning. Han er tæt på 90, så det er jo heller ikke, fordi det kommer helt uventet. Men trist er det selvfølgelig alligevel.

Jeg har faktisk mødt både ham og Sonja engang.

På en tur til Norge var vi i nærheden af Eidsvoll stavkirke. Der var et større opbud af mennesker og politi, og vi kunne ikke helt gennemskue, hvad der foregik.

Det viste sig, at de var der af en ganske god grund. Pludselig kom Harald og Sonja gående forbi lige dér, hvor vi stod.

Så jeg har altså stået ganske tæt på hele Norges bedstefar. Det er måske ikke helt det samme som at have drukket kaffe med ham, men i min bog tæller det alligevel som et kongeligt møde.

Jesper Buch og OOONO deler 100.000 gratis CO-DRIVERs ud til de bilister, der har allermest brug for det. Det eneste, du skal betale er fragten.

Hvis du klikker på linket i teksten, kan du selv nominere en – eller dig selv.

Jeg blev nomineret og modtog en Co-Driver No1 i dag med posten.

Den er nu sat op og skal monteres i bilen, så må vi se om den virker.

Jeg har nu kun fået én fartbøde i de mange mange år jeg har kørt bil – men det er alligevel rart med en advarsel – også om evt. trafikproblemer, køer, vejarbejde og lignende forude.

(ikke reklame)

Jeg har hverken briller eller svejsemaske, så jeg oplevede ikke onsdag aftens solformørkelse.

Næste gang er i 2048 og så husker jeg at købe briller, tænkte jeg – indtil det gik op for mig, at jeg i 2048 er 86 år!!!

Det er ikke engang sikkert, at jeg er her til den tid og så alligevel – jeg læste en artikel på DR at flere og flere bliver over 90, så måske når jeg det alligevel.

Mine forældre var begge godt deroppe ad (86 og 89) og ligger der også noget i generne har jeg relativ gode chancer for at se den solformørkelse 🙂

---

Apropos og inspireret af Anders Aggers bog ‘Død’, som jeg lige har læst, kom vi til at tale om vores egen død. Eller rettere, hvad der skal ske bagefter.

Vi er i dette tilfælde min gode ven P og jeg. Han er begyndt at udfylde ‘Min sidste vilje‘, mens jeg foreløbig er nået til at oprette en profil, kigge lidt rundt, skrive lidt. Ikke, at jeg har tænkt mig at dø de næste mange mange år – jeg skal jo nå at se Nanna blive gammel, Solveig blive voksen og så er der jo også den solformørkelse – men døden kan komme pludseligt og så er det rart og vigtigt at have talt om det.

Da mine forældre døde var alt nærmest forberedt. Der var forudbetalt for begge bisættelser, min far havde selv søgt om at få lov at få sin aske spredt i havet (det skulle man på det tidspunkt) og i mappen, hvor alle vigtige papirer var samlet fandt vi en lille håndskrevet seddel fra min mor med hendes ønsker.

Jeg er ikke medlem af folkekirken og skal derfor ikke bisættes i en kirke af en præst. Det gør det hele lidt mere åbent – og måske også lidt mere besværligt for mine pårørende. Der findes ikke den faste ramme med tre salmer og jordpåkastelse at læne sig op ad og derfor synes jeg, at det giver god mening at efterlade en slags drejebog for, hvordan jeg selv kunne forestille mig, at det kunne foregå.

Det har vi talt en del om og mine holdninger har skiftet flere gange. Fra at være helt ligeglad og tænke “det må Nanna bestemme”, til ønsket om bare at blive kørt direkte til krematoriet og så lade familie og venner holde en mindehøjtidelighed, når min aske bliver spredt i havet eller fjorden.

Jeg har stadig ikke besluttet om det overhovedet er noget, som jeg behøver at præcisere yderligere. Jeg er der jo ikke til at blande mig, men nu ligger der i det mindste lidt at tage udgangspunkt i.

Men først efter den der solformørkelse!

Mandagen begyndte på en multibane i Jerslev og sluttede med tunesisk hækling i Hals.

Indimellem kom jeg til at bruge lidt tid på internettet. 

Jeg har længe fulgt med i sagen om en vis ‘læge’, dennes smykkesælgende datter og en efterhånden ganske imponerende hær af mennesker, der kalder sig Ulla.

Ulla’erne er kritiske over for en indsamling til forskning i coronavaccine-skader som ‘lægen’ står bag. Og der er blevet stillet ret mange spørgsmål til, hvad pengene egentlig bliver brugt til. Så mange spørgsmål, at Civilstyrelsens Indsamlingsnævn også har kigget med og fundet anledning til at kritisere både kommunikationen fra ‘lægen’ og oplysningerne om anvendelsen af pengene.

Jeg kan sagtens forstå, at mennesker tror på en sag og gerne vil støtte forskning, som de mener er vigtig. Det skal de naturligvis have lov til, men jeg bryder mig ikke om, når mennesker bliver presset, udskammet eller på anden måde manipuleret til at finde pengepungen frem, som det er sket her.

Hvis man beder folk om penge, må man vel også forvente, at nogen på et tidspunkt spørger: “Hvad blev de så brugt til?” Men gør man det, kan man være sikker på at få et ubehøvlet svar og en blokering som tak.

Af regnskabet fremgår det, at de fleste penge er brugt til forskerhonorar til ‘lægen’ selv, samt til dyre dyre rejser for hele familien. I forskningens navn må man forstå!

Nu er en af de mere aktive kritikere så blevet sagsøgt og mødt med et ganske betragteligt erstatningskrav for blandt andet satireopslag, stalking og chikane.

Jeg har ikke selv deltaget i noget af det, men jeg synes ikke, det er rart, når man forsøger at lukke munden på en enkeltperson ved at true med en retssag, der potentielt kan blive særdeles dyr.

Den holdning deler jeg tydeligvis med mange, for vedkommende står ikke alene.

Ulla’erne gik i aktion og med Civilstyrelsens godkendelse er der startet en indsamling til advokatbistand og eventuelle sagsomkostninger.

Jeg har også bidraget (her til morgen, efter et døgns indsamling lyder beløbet på lidt over kr. 60.000)

Ikke fordi jeg mener, at alt, hvad der er skrevet på Facebook, er hverken kønt eller klogt. Men fordi jeg synes, man skal kunne lave satire og stille opklarende og kritiske spørgsmål uden at blive meldt til politiet eller få smidt en retsag i hovedet.

Og så var det ellers videre til tunesisk hækling i Hals.

Det var noget mere fredeligt.

Der var kun garn, en hæklenål og en masse damer omkring et bord.

Mormorjobbet er ikke akkurat sådan et job, som det er nødvendigt at holde ret meget ferie fra, men fra i morgen har jeg alligevel næsten 4 ugers ferie.

Chefen trænger derimod til ferie. Det er benhårdt at gå i børnehave og en periode, hvor tempoet bliver væsentligt nedsat tror jeg på, at vi alle har godt af. Både store og små.

Jeg har ikke rigtig nogen planer for ferien.

Den eneste faste aftale jeg har i kalenderen er et lille kursus i tunesisk hækling, som jeg skal deltage i på mandag.

Resten bliver op til lysten, vejret og dagsformen … det er skønt at være arbejdsfri 🙂

Endnu en nordjysk garnbutik lukker. Denne gang en af de større i Aalborg – Garncafe Madsine.

De startede deres ophørsudsalg i dag og jeg kørte ind til Aalborg for at se om jeg endelig kunne finde passende knapper til en cardigan jeg strikkede i foråret. Den har knapper – de er bare lidt for små og den går op, så jeg har længe været på udkig efter nye.

Hver onsdag har jeg besøgt markedet i Hals i håb om at ‘knapdamen’ med de mange keramik knapper dukkede op, men desværre forgæves.

Jeg gik også forgæves i Garncafe Madsine – eller det vil sige, jeg gav op.

Der var SÅ mange strikkere på denne første dag, at der var kø langt ud på gaden for at få lov at betale. Der var overfyldt og drønvarmt i butikken … det magtede jeg ikke.

I slutningen af næste uge prøver jeg igen – så må interessen for det billige garn være stilnet af, så der er plads til at købe lidt knapper.

Jeg hentede bilen, fandt en gratis p-plads på havnen og gik endnu en tur ved Tall Ships Races.

I dag var der langt flere folk, musikken drønede ud fra scenen, madboderne havde travlt og der var åbent skib på to af de største skibe.

Inden klokken var 10:15 var jeg hjemme efter at have været på tilbudsjagt i Bilka, været på kontoret og misbrugt deres kopimaskine og gået tur langs havnen og kigget på de store flotte sejlskibe, der er kommet til Aalborg i forbindelse med The Tall Ships Races.

Jeg var der så tidligt, at besætningerne knap var vågnet og havde jeg troet, at der så tidligt var ‘åbent skib’, kunne jeg godt tro om.

Jeg måtte nøjes med at se skibene udefra.

Måske kører jeg en tur ind igen i morgen, hvor skibe og madboder har åbent, og hvor der er musik at høre. Måske.

Hjemme igen kom Poden forbi. Vi var i skuret for at lokalisere hendes Diddl-samling. Diddl er åbenbart igen blevet et hit og måske kunne hendes samlingen indbringe lidt.

Vi fandt en plastikkasse fyldt og det var var i fin stand trods det, at det har været opbevaret i diverse fugtige skure.