– bliver jeg nok ikke, men mindre kan også gøre det.

I formiddag var der broderiworkshop hos min lille lokale garnpusher.

Vi var 8 omkring bordet + underviseren, Jane Ingerslev. 8 kvinder med meget begrænset broderierfaring, så vi startede med de helt grundlæggende ting inden vi fik en prøveklud, som vi kunne afprøve de forskellige sting på.

Det ser så skide nemt ud – det er det ikke!

Det skal jeg klart dyrke meget mere … når jeg er færdig med at hønsestrikke 🙂

I juni 2023 besluttede HK på 700 ansattes vegne at anlægge sag mod vores tidligere pensionsselskab.

Da vi i 2020 skiftede pensionsselskab, bad mit nye selskab på mine vegne at få flyttet opsparingen. I perioden frem til overførslen blev pengene placeret på en konto uden rente og afkast, hvor de stod i omkring en måned.

I den periode fik vi hverken del i afkastet fra investeringerne eller nogen form for rente.

En beregning viser, at vi samlet kan være gået glip af op til 50 mio. kr., og for enkelte personer helt op til 75.000 kr.

Sagen har haft sine op- og nedture. Det tidligere pensionsselskab nægtede i første omgang at indgå i et gruppesøgsmål, så den udfordring måtte først afgøres i retten. Den sag er nu afgjort – og de tabte.

Det er efterfølgende blevet beregnet, hvor stort mit afkast ville have været i den måned, hvis opsparingen var blevet stående i investeringsmiljøet og det er ikke småpenge.

Jeg har i dag underskrevet de nødvendige papirer – nu må sagen gå sin gang.

Plettet Fladhat, Okkergul Skørhat, Grovporet Slimrørhat, Stor Parykhat… det er bare nogle af de yderst beskrivende navne på de svampe, der i øjeblikket vælter frem i skovbunden. Jeg har hentet en app, der hedder Seek, som på imponerende vis kan artsbestemme alt, hvad jeg peger kameraet mod – det føles lidt som at have en lille biolog i lommen.

Vi fandt et hul i dagens regnbyger og fik en god, lang tur i skoven. Her mødte vi et egern, der var dybt koncentreret om at samle forråd, og et andet, der fuld af arbejdsiver hentede smågrene fra et grantræ, drønede op ad stammen og flettede dem ind i sin rede.

Jeg stod længe og så på det, helt stille. Lige indtil en larmende børnefamilie kom trampende forbi og sendte både egern og stemning på flugt. Men det passede egentlig meget godt – vi skulle alligevel videre, og nåede bilen lige i tide, inden himlen åbnede sig igen.

Ejendomsmægleren i nabohuset skulle forskønnes, så jeg har i et par dage haft malere i gården, men de er færdige og kørt retur til Fyn. Jeg er glad for, at jeg selv brugte kræfter på at flytte alle mine ting, så de kunne komme til at male for det var et par roderøve og jeg tror ikke, at de ville have haft meget respekt for mine ting. De har efterladt et syndigt rod af klude, tomme flasker, affald og cigaretskodder. Til gengæld er træværk og den gulemurstensmur i gården nu malet hvid – det pyntede.

Næste uge skal huset også have nye vinduer – også dem ind mod mig. Så jeg holder vejret, lader mine ting stå i sikkerhed og venter spændt på afsnit 2 af Håndværkerkaos i Gården.

Det er meget muligt, at jeg er millionøse(!), men juleturen til London sidste år var så dyr, at vi i år ikke kommer længere end på en éndags tur til Göteborg.

Det er nu også skide hyggeligt.

Sidst vi tog den tur var i 2022, hvor Nanna holdt en enkelt dags pause fra barselsboblen.

Der er sikkert også sket lidt i byen siden, men vi satser på at vores favoritsteder stadig ligger hvor de plejer.

Næste år drømmer jeg om, at vi tager nogle dage til Dublin. De kan vist også noget med jul.

Jeg har taget forskud på glæderne og har allerede fundet det hotel, som vi skal bo på. Det er i samme kæde som Londonhotellet og det betyder, at vi også opnår en vis rabat på opholdet. Det ligger lige i centrum og lige overfor hvor lufthavnsbussen har ankomst og afgang.

Når man ankommer til et nyt sted har det ofte været en af de største udfordringer: hvordan kommer vi fra lufthaven og til hotellet. Det er jeg blevet bedre til at planlægge mig ud ad. I Dublin er det lige til højrebenet.

Amy rasede i Hals i nattetimerne og havde stadig fuld kraft til morgen da jeg gik med hundene. Jeg var ikke i kridthuset da de blev slæbt med ud. Bob tissede lige uden for hoveddøren og troede vist, at han kunne nøjes med det, men den gik ikke. De hader regn og blæst … og i det øjeblik, sikkert også mig!

Anderledes fredeligt var vores eftermiddagstur. Bevares, det blæste stadig en del, men i det mindste piskede regnen ikke ned.

Jeg kan se, at man mange steder døjer med forhøjet vandstand, men ikke i Hals. Tværtimod. Vinden har presset vandet ud af Limfjorden og vores lille færge har været indstillet det meste af dagen på grund af for lav vandstand.

Jeg skulle have lavet noget praktisk i dag, men der gik papirklip i den i stedet for – og det der støv det løber jo heller ingen steder.

Mit arbejdsværelse roder. Skrivebordet er fyldt med materialer og hel- og halvfærdige projekter

Jeg burde nok rydde op.

Det gør jeg i morgen!

Det er nu omkring syv år siden, vi ryddede mine forældres hus, efter de flyttede på plejehjem.

Min mor, som havde demens, udviklede en vis… gemmeleg. Ting forsvandt. Min fars mobil. Fjernbetjeningen. Tv-programmerne. Men – som ved et trylleslag – dukkede det hele op igen.

Da vi ryddede op, føltes det lidt som en skattejagt. Vi fandt små mønter, pakket ind i servietter og gemt de mest mystiske steder. Tændstikæsker i metermål. Og selvfølgelig: den savnede fjernbetjening.

For et par år siden åbnede jeg en tændstikæskerne og fandt et rabatmærke. Jeg har stadig ikke tjekket de andre – hvem ved, måske ligger der en Lotto-kupon eller bare endnu en tændstik.

Og så var der stanniolen. Min mor må have glemt, at hun allerede havde købt… og købt igen. Resultatet? Jeg arvede et større lager af sølvpapir. Faktisk så meget, at jeg først i går – efter syv år – brugte den sidste rulle.

I sommer fik jeg en lidt kedelig nyhed – min frisør gennem 32 år gik på pension. Vi er jævnaldrende, så det måtte jo ske før eller siden, men altså… 32 år – det er et forhold, der har holdt længere end mange ægteskaber.

Siden da er jeg ikke blevet klippet – og tro mig, det kunne virkelig ses! Som om det ikke var nok, har mit hår også besluttet sig for at falde af. Jeg har haft et større vægttab og det er ikke unormalt at kroppen reagerer ved også at smide håret. Jeg håber kroppen snart finder ud af, at der altså ikke er nogen alvorlig krise, så manken kan begynde at gro ud igen.

Men altså, en saks måtte der til, så jeg valgte den lokale salon – passende nok kaldet Salon Rapunzel. Her er én frisør og to elever… undskyld, Juniorstylister som de åbenbart hedder i dag. Da jeg bare skulle have kortet lidt af længden, lod jeg mig gladeligt klippe af en af juniorene. Til reduceret pris.

Enormt sød pige. Hun tog sig virkelig god tid, og så klippede hun i tørt hår. Det var en ny oplevelse, men hun forsikrede mig om, at hun kunne begge dele, men foretrak tørt.

Det bliver ikke sidste gang jeg går de få skridt til den salon og måske også lidt oftere end to gange om året 🙂

Min bifmakker og jeg har brugt noget af lørdagen på at se ‘Rejseholdet‘ og bagefter spiste vi frokost på Mortens Kro.

Vores oprindelige aftale gik på, at han skulle lave mad, men han havde talt så varmt om Mortens Kro og i stedet for, at han skulle til at stå og makke i køkkenet foreslog jeg, at vi tog derind efter filmen.

Det er ikke ligefrem discount-smørrebrød, men hold nu op, hvor var det godt. Vi gik mætte derfra med følelsen af at have levet lidt for fint til vores eget bedste – og vi nød hvert sekund af det.

På et tidspunkt her i september får jeg besøg af håndværkere i min lille gårdhave. Desværre ikke fordi nogen har fået den strålende idé at shine MIT hus op – næ nej, det er hos naboen, ejendomsmægleren. Den mur, der vender ind mod mig, skal nemlig både males og have nye vinduer.

Det betød så også, at jeg måtte give min sommerfuglebusk en uventet beskæring. Den slags plejer man ellers først at gøre i foråret, men for at malerholdet kan komme til, måtte jeg hive grensaksen frem. Nu må vi se – enten skyder den flot igen til næste år, eller også må jeg købe mig en ny.

Derudover skal jeg have ryddet gårdhaven for møbler og andet dims, der står i vejen. Jeg foretrækker nemlig selv at flytte på mine ting, i stedet for at lade fremmede gøre det med en “det-der-kan-vi-da-bare-skubbe-til”-attitude.

Og egentlig er det måske også ved at være sidste udkald for at hygge derude alligevel – så kan det hele jo ligeså godt pakkes væk og gå i vinterhi sammen med resten af os.

Efter at have fået jord under neglene i haven, trampede vi af sted ad Nordsøstien. Vi havde faktisk gået turen et par dage før, hvor de lovede højlandskøer stadig var “no show”. Men nu – trommehvirvel – var de rykket ind! De stod og gumlede lige ved klaplågen og gad ikke engang løfte hovedet, da jeg passerede med hundene.

På hjemturen stoppede vi foran lågen, og så vågnede deres nysgerrighed. Først kom én ko luskende hen for at glo – og pludselig stod hele firebanden foran os.

Jeg fik taget lidt billeder (de poserede overraskende professionelt), og undervejs mødte jeg fire par på tur. Tre var begejstrede for kommunens nye “naturprojekt med pels,” mens det fjerde par havde en mere… lad os sige gnaven tilgang. Manden forklarede højlydt, at han havde boet i Hals hele sit liv, og det dér med afgræsning var da bare spild af penge og ressourcer og bla bla bla…

Info fra kommunen:

Formålet med græsningen er at sikre områdets rige flora og fauna:
Græsningen skal sikre, at området ikke gror til – det giver plads til områdets flora, der ellers ville blive udkonkurreret af højt græs, træer og buske.

Når kvæget tramper rundt og skaber bar jord og knækkede grene, opstår der nye og vigtige levesteder for mange arter.

Kvægets lort er også et vigtigt levested for mange arter af møgbiller, fluer og svampe – og de er vigtige fødekilder for fugle som stære og rødrygget tornskade.

Generelt vil kvæget sørge for at skabe mere variation i landskabet, og det skaber flere levesteder. Resultatet bliver et bedre udgangspunkt for områdets biodiversitet