-
Jeg skal gå til ‘Ler’
Da jeg stoppede på arbejdsmarkedet, lavede jeg en lille liste over ting, jeg gerne ville prøve af i min nye, arbejdsfrie tilværelse.
En af dem var at gå til ler – eller keramik, som det vist hedder, når man er blevet voksen.
Og nu sker det sørme! Jeg er tilmeldt 10 mandag eftermiddage på begynderkursus på Hals Husflidsskole, og jeg glæder mig helt vildt.
Sidst jeg havde ler mellem hænderne, gik jeg på Vejgaard Østre Skole og havde formning et par timer om ugen.
Jeg aner ikke, om jeg har bare den mindste smule keramiktalent. Men det skal selvfølgelig prøves – og ellers kan jeg jo altid kalde det abstrakt kunst.
På byens julemarked sidste år købte jeg den fine vase med julehjerterne. Kvinden, der havde lavet den, fortalte, at hun var begyndt sin keramikrejse på Hals Husflidsskole – så mit ambitionsniveau er hermed lagt. Hvis alt går efter planen, står jeg efter de 10 mandage med en vase, der ligner noget i samme liga.
Hvis ikke … ja, så har jeg i det mindste haft 10 hyggelige eftermiddage med ler under neglene. Og det er vel også en slags pensionistliv.
-
Waaaw
“Waaaw!” var det allerførste, Solveig sagde, da vi trådte ind i Nordsøen Oceanariums dunkle univers og pludselig stod ansigt til ansigt med de kæmpestore fisk.
Vi har årskort til ZOO i Aalborg, og det giver halv pris på entréen til Nordsøen Oceanarium i Hirtshals. Det tilbud kunne vi selvfølgelig ikke lade gå til spilde.
Waaaw-effekten stoppede ikke ved akvarierne. Ude på legepladsen ventede en kæmpe blåhval, som man kan gå ind i og rutsje ud af. Det koncept blev grundigt testet af Solveig. Meget grundigt. Mange gange.
Som altid foregik turen på Solveigs præmisser. Selvom der var masser af spændende ting, man kunne have fordybet sig i, havde den unge guide andre planer – og vi måtte bare følge med!
-
Vi skal ikke hjem – vi skal videre
Solveig har fået forlænget sin daglige tid i børnehaven med lidt over to timer og klarer det i fin stil.
Da hun stadig sov til middag var det naturligt at hente tidligt, men i takt med at middagsluren forsvandt, så var der ingen grund til, at hun kun skulle være der 2,5 time.
De første dage var hun meget meget træt, men nu er det som om hun allerede har vænnet sig til de nye rutiner – og til at være med til ‘samling’ og til at spise madpakke.
Det er mega sejt af vores ellers ret følsomme pige.
I dag havde hun et par dl vand med hjem i gummistøvlerne udover godt humør og en hel rugbrød UDEN pålæg.
I morgen kører mormorbussen igen – men nu med langt kortere vagter!
-
Jeg holder af hverdagen
To og en halv time – det er cirka, hvad vores lille Solveig kan klare af børnehaveliv, før tanken er helt fyldt, og systemet begynder at køre på overtid. Når jeg henter hende lige inden frokost, er hun mæt af indtryk og klar til det eneste, der dur: ro, ro, ro – og en god middagslur.
Timingen for min exit fra arbejdslivet kunne ikke have været bedre. At jeg kan hente hende dagligt gør, at mor og far kan passe deres job uagtet, at de har en lille pige, som ikke er helt som de andre.
Mens hun sover lur nyder jeg husets mange streamingtjenester og fred til bare at sidde med mit strikketøj uden der er pligter, der råber ad mig. Det er ret skønt.
Lurene er dog blevet kortere på det seneste. Engang kunne hun sove som en sten i to og en halv time, men nu napper hun oftere kun halvanden. Til gengæld giver det os en times tid sammen, inden far kommer hjem – og den bliver brugt på leg og hygge.
I mandags havde vi f.eks. et lille ‘kunsterisk’ øjeblik med malebog og farvekridt … mest uden for stregerne.
Torsdag er lig med fridag!
Planen?
At kaste mig over det huslige arbejde, der desværre ikke laver sig selv. Hvis jeg bare får mig selv sparket i gang fra morgenstunden kan det faktisk nå at føles som en fridag. Det siger jeg i hvert fald til mig selv. Gentager mantraet i morgen tidlig i håb om at det virker.
-
Fra have til mave
Da jeg var barn, var søndagens helt store kulinariske højdepunkt: dåsepærer med flødeskum. Jep, dåsepærer! Min mor var ikke lige typen, der henkogte eller piskede råcreme sammen af æg, sukker og alt muligt fancy. Hun var ikke specielt interesseret i madlavning – en manglende interesse hun har givet videre til begge sine døtre – og flødeskum kunne man jo bare piske i en fart. Bum, dessert serveret.
I dag blev jeg inviteret til at plukke pærer fra min nieces pæretræ (Conferencepærer, hvis jeg har googlet rigtigt). De er ved at drukne i pærer, så det sagde jeg fluks ja tak til.
Heldigvis har jeg stadig Rikkes gave: “Mit frugt- og bærkøkken” stående i reolen. Den blev hevet frem, og så gik jagten i gang for hvad stiller man op med et mindre bjerg af pærer. Svaret blev: en pæresnaps til julefrokosten og en ordentlig omgang henkogte pærer, som jeg kan tage dem frem til vinter og lave min barndoms dessert.
Det er mit allerførste henkogningsforsøg – men nu er jeg jo både pensionist og mormor, og så er det vel nærmest en pligt at sysle med den slags små køkkenprojekter. Så må vi se, om de smager som dåsepærerne fra barndommen… eller om jeg har lavet den luksusudgave, jeg aldrig fik dengang 🙂
-
Det er tillokkende
Marts var en ren succes på solo-rejsefronten – det gik faktisk så godt, at jeg nu sidder og kigger ud i verden efter næste eventyr.
Min underviser fra fotoworkshoppen i Lille Vildmose er den ene af en trio af fotografer, som arrangerer fototure til alt fra Finland og Helgoland til Kenya, Spanien, Zimbabwe og hele vejen ned til Sydafrika.
Lige nu trækker Finland mest i mig – det lyder både vildt spændende, til at betale sig fra, og kræver ikke, at jeg udholder en flyvetur på 87 timer eller tropiske temperaturer. Sydafrika og Kenya lyder da vildt eksotiske, men lad mig være ærlig: jeg er ikke bygget til 40 grader i skyggen.
Mine investeringer går ret okay – og hvis jeg spiller kortene rigtigt og er tålmodig, kan der måske en dag dryppe et lille overskud af, der sender mig nordpå igen.
-
230 dage
Jeg tror faktisk, jeg nu har slået min egen rekord i længden af fravær fra arbejdsmarkedet. Arbejdsløs har jeg aldrig prøvet at være. De eneste længere fravær har været min barsel i ’94 (seks måneder) og et par sygdomsperioder på et par måneder hver.
Og nu? Nu er jeg på den der helt særlige form for “arbejdsfri”, hvor man ikke rigtigt kan kalde det ferie, men heller ikke arbejde.
Min mobil minder mig ellers dagligt om, at jeg har en to-do liste med opgaver jeg skal have lavet. En slags arbejde. Den ligger der bare, og jeg kan med hånden på hjertet sige: Der bliver altså ikke sat mange flueben. For hvorfor skulle jeg? Tingene løber jo ingen steder. Og der er jo altid i morgen… og i overmorgen… og næste uge.
Måske – hvis jeg en dag keder mig helt ustyrligt (hvilket ærlig talt virker usandsynligt) – så kunne det da være, jeg tog fat i listen igen, men indtil videre trives jeg vældig godt med at være på “oversprings-holdet”.
I dag sluttede i øvrigt seniorlivets første “ferie”. Det betyder, at jeg igen er tilbage på min faste tjans som hente-service i børnehaven.
Og det er da i grunden en ganske glimrende beskæftigelse – især når barnet er vores lille sol 🌞
-
Morgenmagi
Klokken var kun halv syv, og jeg burde nok stadig ha’ ligget under dynen… men hundene havde en anden plan. Det var allerede 18 grader, solen hængte som en gylden pandekage på himlen, og luften duftede af varm sensommer.
Vi mødte ingen mennesker, kun et par søvnige sommerfugle i lyngen.
Det er i sådan en stund, man mærker, hvor enkel lykke kan være – en stille sommermorgen, glade hunde og tid til bare at være. For hvad mere kan man egentlig ønske sig?
Hele dagen ligger åben – med kaffe, strik og måske en lur senere.
De sidste dage har budt på en kaffegæst i gården og en markedsbod i byen – i dag har jeg absolut ingen planer.
-
Rekorder
Der blev slået rekord på morgenlufteturen i dag – både i meter og minutter – vi nåede lige hen på stien ved ejendomsmæglerne (100m), så havde begge hunde skidt og ville hjem igen.
Behøver jeg at sige, at de hader regn?
Danmark har vist også sat verdensrekord i dag med en pensionsalder, som nu bliver 70 år.
Jeg mener at vide, at de fleste pensionsselskaber gør det muligt at starte udbetalingen 3-5 år før folkepensionsalderen – afhængig af hvornår den er oprettet – og kan kun opfordrer til, at man får sparet så meget op som muligt, så man selv kan bestemme om man ønsker at gå på pension nogle år inden man bliver 70.
Selv havde jeg muligheden for at starte udbetalingen allerede som 60 årig fordi min pensionsopsparing blev startet før 1. maj 2007. Det er den opsparing, der gør det muligt for mig at leve et fint og selvfinancieret seniorliv nu – længe inden jeg kan få folkepension.
-
Piger og penge
Tilbage i marts satte jeg lidt penge i en fond og det er gået overraskende godt.
Altså jeg har jo ikke tjent millioner, men kurven er i det mindste hovedsagelig opadgående trods alle de negative økonomiske nyheder medierne er fyldt med.
Pengene ligger hos Nordnet og er investeret i en Nordnet One fond … den mindst risikable investering og dermed heller ikke den største gevinst.
Man skal jo starte et sted.
Jeg kan forstå, at det er weekend nu. Dagene løber lidt sammen, når jeg ikke skal på job – det er mest afhentningen af Solveig, der gør, at jeg har en lille smule styr på, hvilken dag i ugen det er.
I går var jeg med Nanna over i vuggestuen og hente hende, så jeg lige kunne blive introduceret til stedet og den elektronisk tavle, der viser aflevering og afhentning.
Hun var på legepladsen og bestemt ikke tilfreds med de færdselsregler Pædagog Mette forsøgte at forklare hende.
Åbenbart må man kun bruge ‘køretøjer’ foran børnehaven og ikke køre på den sti, der går hele vejen rundt om bygningen. Der er helt sikkert en grund til det, men det havde Solveig ikke den store forståelse for.
Heldigvis skulle vi hjem og hun glemte hurtigt, at hun var edderspændt rasende.
I aftes var der ingen ballade og vi hyggede os gevaldigt, mens mor og far var i byen.
