-
Jeg holder af hverdagen
To og en halv time – det er cirka, hvad vores lille Solveig kan klare af børnehaveliv, før tanken er helt fyldt, og systemet begynder at køre på overtid. Når jeg henter hende lige inden frokost, er hun mæt af indtryk og klar til det eneste, der dur: ro, ro, ro – og en god middagslur.
Timingen for min exit fra arbejdslivet kunne ikke have været bedre. At jeg kan hente hende dagligt gør, at mor og far kan passe deres job uagtet, at de har en lille pige, som ikke er helt som de andre.
Mens hun sover lur nyder jeg husets mange streamingtjenester og fred til bare at sidde med mit strikketøj uden der er pligter, der råber ad mig. Det er ret skønt.
Lurene er dog blevet kortere på det seneste. Engang kunne hun sove som en sten i to og en halv time, men nu napper hun oftere kun halvanden. Til gengæld giver det os en times tid sammen, inden far kommer hjem – og den bliver brugt på leg og hygge.
I mandags havde vi f.eks. et lille ‘kunsterisk’ øjeblik med malebog og farvekridt … mest uden for stregerne.
Torsdag er lig med fridag!
Planen?
At kaste mig over det huslige arbejde, der desværre ikke laver sig selv. Hvis jeg bare får mig selv sparket i gang fra morgenstunden kan det faktisk nå at føles som en fridag. Det siger jeg i hvert fald til mig selv. Gentager mantraet i morgen tidlig i håb om at det virker.
-
Fra have til mave
Da jeg var barn, var søndagens helt store kulinariske højdepunkt: dåsepærer med flødeskum. Jep, dåsepærer! Min mor var ikke lige typen, der henkogte eller piskede råcreme sammen af æg, sukker og alt muligt fancy. Hun var ikke specielt interesseret i madlavning – en manglende interesse hun har givet videre til begge sine døtre – og flødeskum kunne man jo bare piske i en fart. Bum, dessert serveret.
I dag blev jeg inviteret til at plukke pærer fra min nieces pæretræ (Conferencepærer, hvis jeg har googlet rigtigt). De er ved at drukne i pærer, så det sagde jeg fluks ja tak til.
Heldigvis har jeg stadig Rikkes gave: “Mit frugt- og bærkøkken” stående i reolen. Den blev hevet frem, og så gik jagten i gang for hvad stiller man op med et mindre bjerg af pærer. Svaret blev: en pæresnaps til julefrokosten og en ordentlig omgang henkogte pærer, som jeg kan tage dem frem til vinter og lave min barndoms dessert.
Det er mit allerførste henkogningsforsøg – men nu er jeg jo både pensionist og mormor, og så er det vel nærmest en pligt at sysle med den slags små køkkenprojekter. Så må vi se, om de smager som dåsepærerne fra barndommen… eller om jeg har lavet den luksusudgave, jeg aldrig fik dengang 🙂
-
Det er tillokkende
Marts var en ren succes på solo-rejsefronten – det gik faktisk så godt, at jeg nu sidder og kigger ud i verden efter næste eventyr.
Min underviser fra fotoworkshoppen i Lille Vildmose er den ene af en trio af fotografer, som arrangerer fototure til alt fra Finland og Helgoland til Kenya, Spanien, Zimbabwe og hele vejen ned til Sydafrika.
Lige nu trækker Finland mest i mig – det lyder både vildt spændende, til at betale sig fra, og kræver ikke, at jeg udholder en flyvetur på 87 timer eller tropiske temperaturer. Sydafrika og Kenya lyder da vildt eksotiske, men lad mig være ærlig: jeg er ikke bygget til 40 grader i skyggen.
Mine investeringer går ret okay – og hvis jeg spiller kortene rigtigt og er tålmodig, kan der måske en dag dryppe et lille overskud af, der sender mig nordpå igen.
-
230 dage
Jeg tror faktisk, jeg nu har slået min egen rekord i længden af fravær fra arbejdsmarkedet. Arbejdsløs har jeg aldrig prøvet at være. De eneste længere fravær har været min barsel i ’94 (seks måneder) og et par sygdomsperioder på et par måneder hver.
Og nu? Nu er jeg på den der helt særlige form for “arbejdsfri”, hvor man ikke rigtigt kan kalde det ferie, men heller ikke arbejde.
Min mobil minder mig ellers dagligt om, at jeg har en to-do liste med opgaver jeg skal have lavet. En slags arbejde. Den ligger der bare, og jeg kan med hånden på hjertet sige: Der bliver altså ikke sat mange flueben. For hvorfor skulle jeg? Tingene løber jo ingen steder. Og der er jo altid i morgen… og i overmorgen… og næste uge.
Måske – hvis jeg en dag keder mig helt ustyrligt (hvilket ærlig talt virker usandsynligt) – så kunne det da være, jeg tog fat i listen igen, men indtil videre trives jeg vældig godt med at være på “oversprings-holdet”.
I dag sluttede i øvrigt seniorlivets første “ferie”. Det betyder, at jeg igen er tilbage på min faste tjans som hente-service i børnehaven.
Og det er da i grunden en ganske glimrende beskæftigelse – især når barnet er vores lille sol 🌞
-
Morgenmagi
Klokken var kun halv syv, og jeg burde nok stadig ha’ ligget under dynen… men hundene havde en anden plan. Det var allerede 18 grader, solen hængte som en gylden pandekage på himlen, og luften duftede af varm sensommer.
Vi mødte ingen mennesker, kun et par søvnige sommerfugle i lyngen.
Det er i sådan en stund, man mærker, hvor enkel lykke kan være – en stille sommermorgen, glade hunde og tid til bare at være. For hvad mere kan man egentlig ønske sig?
Hele dagen ligger åben – med kaffe, strik og måske en lur senere.
De sidste dage har budt på en kaffegæst i gården og en markedsbod i byen – i dag har jeg absolut ingen planer.
-
Rekorder
Der blev slået rekord på morgenlufteturen i dag – både i meter og minutter – vi nåede lige hen på stien ved ejendomsmæglerne (100m), så havde begge hunde skidt og ville hjem igen.
Behøver jeg at sige, at de hader regn?
Danmark har vist også sat verdensrekord i dag med en pensionsalder, som nu bliver 70 år.
Jeg mener at vide, at de fleste pensionsselskaber gør det muligt at starte udbetalingen 3-5 år før folkepensionsalderen – afhængig af hvornår den er oprettet – og kan kun opfordrer til, at man får sparet så meget op som muligt, så man selv kan bestemme om man ønsker at gå på pension nogle år inden man bliver 70.
Selv havde jeg muligheden for at starte udbetalingen allerede som 60 årig fordi min pensionsopsparing blev startet før 1. maj 2007. Det er den opsparing, der gør det muligt for mig at leve et fint og selvfinancieret seniorliv nu – længe inden jeg kan få folkepension.
-
Piger og penge
Tilbage i marts satte jeg lidt penge i en fond og det er gået overraskende godt.
Altså jeg har jo ikke tjent millioner, men kurven er i det mindste hovedsagelig opadgående trods alle de negative økonomiske nyheder medierne er fyldt med.
Pengene ligger hos Nordnet og er investeret i en Nordnet One fond … den mindst risikable investering og dermed heller ikke den største gevinst.
Man skal jo starte et sted.
Jeg kan forstå, at det er weekend nu. Dagene løber lidt sammen, når jeg ikke skal på job – det er mest afhentningen af Solveig, der gør, at jeg har en lille smule styr på, hvilken dag i ugen det er.
I går var jeg med Nanna over i vuggestuen og hente hende, så jeg lige kunne blive introduceret til stedet og den elektronisk tavle, der viser aflevering og afhentning.
Hun var på legepladsen og bestemt ikke tilfreds med de færdselsregler Pædagog Mette forsøgte at forklare hende.
Åbenbart må man kun bruge ‘køretøjer’ foran børnehaven og ikke køre på den sti, der går hele vejen rundt om bygningen. Der er helt sikkert en grund til det, men det havde Solveig ikke den store forståelse for.
Heldigvis skulle vi hjem og hun glemte hurtigt, at hun var edderspændt rasende.
I aftes var der ingen ballade og vi hyggede os gevaldigt, mens mor og far var i byen.
-
Blandt de gamle
Det blev til rasende hyggelige gensyn i firmaet i dag.
Der var trommet til pensionist komsammen og for første gang deltog jeg som ‘pensionist’ og ikke bare som en kollega, der var mødt op for at hilse på.
Jeg synes, at jeg hørte, at der var 130 deltagere og jeg vil tro, at jeg genkendte de 128.
Der var kolleger helt tilbage til min start som 18 årig … det var eddermame hyggeligt. Det er nu for manges vedkommende ‘gamle’ mænd med høje tininger, høreapparater og alverdens skavanker, men stadig de samme søde mennesker, som tog så godt i mod mig for lidt over 44 år siden.
Jeg håber, at de gentager arrangementet næste år!
I morgen er det 1. maj og den har jeg genindført som en hel fridag her hos mig. Jeg skal ikke en skid andet end måske benytte det smukke vejr til at tørre sengetøj i gårdhaven.
-
Påsken står for døren
I går tog det Solveig knap 2 timer at overgive sig til middagsluren – i dag 15 minutter. Så er det altså en nem tjans at være mormor.
Om ikke så længe bliver det i Hals Børnehave, hun skal hentes – den ligger mindre end 400 meter fra mit hjem, så bliver det endnu nemmere at være den, der henter.
Timingen for min abdikation har vist sig at være helt perfekt i forhold til at Nanna har fået job i Matas – ganske vist på deltid, men nu kan hun gå på job og have ro i maven velvidende, at der bliver taget hånd om Solveig, som har det noget svært ved institutionslivet.
Og så holder det jo også den gamle (mig) i gang … så jeg ikke risikere at komme til at gå og sumpe 🙂
Nu har jeg påskeferie ligesom de fleste andre. Påskepynt er ikke noget, jeg har gjort ret meget i – faktisk er det eneste jeg har, dette fine æg som Solveig har malet – og Nanna har klippet og klistret.
Og så hænger der et fint gækkebrev på mit køleskab hvor jeg på ingen måde kan gætte afsenderen, så jeg medbringer et ‘påskeæg’ til vores påskefrokost på fredag og så er der måske en, der melder sig 😉
God påske.
-
Palmesøndag
Regnvejr og Paris-Roubaix er opskriften på den perfekte søndag.
Morgenen var smuk med solskin på og vi var tidligt i mosen. Vi gik den lange tur og det plejer at kræve mange mange timers lur for hundene – måske lige kort afbrudt af en rumlende mave – så jeg vil mene, at jeg har fred til at se cykelløb.
Jeg har længe undret mig over manglen på fugle i mosen, men her tidligt til morgen skal jeg love for der var gang i fuglestemmerne – jeg hørte solsort, musvit, gransanger, bogfinke, gærdesmutte, sangdrossel, rødhals og blåmejse (iflg. min app Merlin Bird ID).
Det har selvfølgelig noget med årstiden at gøre – jeg forestiller mig alle hannerne har travlt med at bevise, hvem der er den smukkeste fugl i skoven.
Nå ja – og så mødt jeg også denne fasankok, som helt sikkert selv synes den var ret imponerende.
Påsken er skudt i gang i byen og jeg har set mange campingvogne og propfyldte biler på vej mod sommerhusområdet.
Når man går på arbejde er det en af de små ferie, man ser frem til. Når man er arbejdsfri er det ret ligegyldigt. Det er tre og en halv måned siden jeg sagde endegyldigt farvel til arbejdsmarkedet og det har jeg ikke haft svært ved at vænne mig til. Ikke det mindste 🙂
