Bob, Jack og en stjålet strømpe
Bolde, trækketov og lignende indkøbt til formålet kan på ingen måde måle sig i underholdningsværdi, med den strømpe man har hugget fra vasketøjsposen.
Der er dog intet i verden, der er så sjovt som når strømpen kan bruges i leg med en anden hund.
Jack har været på besøg i haven og de har haft en fest.
Jeg kender et par hunde, der sover godt i nat. Og i morgen.
Endnu en sommerdag
Det kom bag på mig at, der var 18 grader udenfor. Jeg var taget hjemmefra i sweater og på stranden mødte vil folk i shorts og t-shirt, hvilket i øvrigt var langt mere passende til forholdende.
Op ad hegnet ind til naboen vokser en humle.
Selvsået tror jeg.
Jeg undgår helst berøring med den da jeg slår ud med langvarigt rødt og irriteret udslæt. Naboen har klippet den ned på hendes side og i dag måtte jeg selv igang på min side.
Iført langærmet trøje og handsker.
Jeg fyldte havecontaineren og en sæk og så er den væk.
Indtil næste sommer.
Sidste hånd
Jeg har set strikkere kalde de ufærdige projekter i strikke kurven for UFOer. Jeg gætter på, at UF står for ufærdige, men hvad O’et dækker over ved jeg ikke. Objekter måske!?!
Uanset har jeg en enkelt UFO i kurven og mens jeg venter på at GLS får leveret garnet til mit næste projekt kan jeg passende få den ud af verden.
Det er en lille Ellens Cardigan i restegarn fra min Copenhagen Cardigan, som mangler et halvt ærme. Det får den inden weekenden er omme.
Jeg afleverede en rigtig fin – synes jeg selv – gammel rosa Sunday Mohair Edition sweater til Poden i går.
Den er strikket i to tråde mohair og vejer kun omkring 260 gram.
Opskriften er fra PetitKnit og er, ligesom de fleste af hendes opskrifter, med enkle teknikker og meget nem at følge.
Nyt for mig var halskanten, som er dobbelt og strikket ned. Der lå en meget fin instruktionsvideo sammen med opskriften, som gjorde metoden super nem. Det gør halskanten elastisk og giver en fin finish.
Det næste projekt er en tilsvarende til mig selv – blot i en fin gråbrun farve, som klæder sølvræven bedre end gammelrosa.
Garnet er på vej med GLS og forventes at lande lige efter weekenden. Det er rigelig tid til det halveærme og nogle knaphuller.
Foran kameraet
Det er ikke så ofte jeg befinder mig foran kameraet, men i dag havde jeg selskab i hundeskoven af en, som gerne ville afprøve Fuji.
Det blev til temmelig mange billeder. Af mig. Af Bob. Af os.
Det er lidt skræmmende at komme så tæt på sig selv. Rynkerne, de tunge øjenlåg, den slappe hud på halsen… forfaldet bliver så uhyggelig tydeligt i den høje opløsning.
Om nogle få måneder bliver jeg 57 og trods alle Podens forsøg med cremer, der nærmest lover evig ungdom, så ville det vel være for mærkeligt, hvis alderen overhovedet ikke kunne ses.
Der er bare det, at jeg ikke helt er klar til forfaldet endnu.
Mistforstå mig ikke – jeg trives fint med min alder, jeg gad bare godt at det ikke var så tydeligt udenpå.
Nu med nymalede vinduer
Bob har ikke lukket et øje i dag.
Tidligt i morgen kørte et sjak polske malere ind i min indkørsel (bestilt af Husejer Ole). De har, helt frem til kl. 18, haft travlt med at slibe og male vinduerne udenfor.
Jeg arbejdede på hjemmekontoret fra 7-15. De malede fra 8-18. Sikkert for ren brøkdel af hvad jeg tjener og bor sikkert hele sjakket i et lejet sommerhus eller i den elendige lejlighed, der ligger ved siden af kiosken. Det er ikke i orden, men det har jeg desværre ikke haft indflydelse på.
De har arbejdet i alle vinduer og Bob har været fuldt beskæftiget med at holde øje med, at de ikke overtrådte tærsklen til hans revir. Han har taget det overraskende pænt og har ikke hverken gøet eller skabt sig… blot observeret.
Jeg har mest af alt følt mig hjemløs. Når man ikke aner hvilket vindue, der dukker en maler op i, så er det problematisk både at benytte toilet og bad.
Mon ikke vi sover godt begge to i nat. Jeg tror det.
Fra glæde til frustration
Midt i glæden over og forventningen til en mulig familieforøgelse i starten af 2020 tog vi en rutchetur da vi til morgen fik oplyst at vores chef har fået nyt job og at afdelingen ved udgangen af måneden splittes op.
Jeg bliver så træt.
Nå, men jeg napper da bare den 7. chef på ca. samme antal år og håber ikke han også skal ind og kaste alt op i luften så vi efterfølgende for travlt med at samle stumperne.
Ventetiden er begyndt
Vi fik plads på ventelisten og der er betalt depositum. Herefter er det så blot at krydse fingre for at ovenstående parring har båret frugt.
Det bliver igen sådan en langvarig ventetid, hvor første etape handler om at vente på en 4 ugers scanning for at se om tæven overhovedet er drægtig…
Er hun det, forventes der fødsel sådan henne omkring 17.-18.-19. november.
Bob bliver 2 år den 21. november, så det bliver sådan cirka samme ankomst i Hals også – midt i januars kulde.
En forsigtig og håbefuld nyhed
Jeg har i dag skrevet til Bob’s opdrætter i håb om at komme på venteliste til det kuld franske bulldogs, der (forhåbentlig) ventes om et par måneder.
MEGET mere om det senere…
Lørdag blev til søndag
Søndag lignede den september vi kender med blade, der begynder at klæde sig i efterårsfarver, æbler, der snart er plukkemodne og temperaturer, der kræver en lun trøje. Nætterne har været småkolde og jeg har igen fundet vinterdynen frem.
Vi sov længe i dag Bob og jeg – hvilket her i huset betyder til kl. 8. Jeg er stadig mærket af den hovedpine, der ramte mig i onsdags og usædvanlig træt, så jeg har ikke fået lavet nogle af alle de ting, som jeg havde planlægt i weekenden. Det løber ingen steder.
Vi kørte til stranden, men den stærke blæst var bestemt ikke behagelig at gå i, så vi valgte stien, der går på den anden side af klitterne. Der ligger nogle skønne sommerhuse langs den sti.
Det er præcis et år siden mine forældre forlod deres hjem for at flytte på plejehjem. Et år siden vi stod for at skulle tømme det hus, hvor de havde boet i 20 år.
Min far havde det rigtig skidt med at sige farvel til det hele og det kan jeg sagtens forstå. Han vidste også godt, at det ikke kunne være anderledes. Han kunne ikke længere tage vare på min mor. Eller på sig selv.
Det har været et turbulent år på alle måder og selvom jeg fortsat har det svært med det, så er det også en lettelse, at det hele ligger bag mig.
September lørdag
En af fordelene ved at være nået cirka til midten af september: man kan gå i mosen uden at være omsværmet af store mængder af irriterende fluer.
Det benyttede vi os af i formiddag og tog hele turen rundt langs kanalvejen. Den er på lidt over 6 km og da vi nåede bilen var luften gået ud af His Bobness.
En meget kort del af turen går langs Skovsgårdsvej, som går helt fra Hals til Hou og hvor genbrugspladsen ligger og det er det eneste tidspunkt Bob behøver være i snor.
Man mærker ikke, at han er træt mens vi går – men når vi kommer hjem går luften helt ud af ham.
Mens Bob hvilede benene gik jeg yderligere tre kvarter rundt i haven efter plæneklipperen. Og så var dagens skridt vist også klaret.
