-
Brodøse…
– bliver jeg nok ikke, men mindre kan også gøre det.
I formiddag var der broderiworkshop hos min lille lokale garnpusher.
Vi var 8 omkring bordet + underviseren, Jane Ingerslev. 8 kvinder med meget begrænset broderierfaring, så vi startede med de helt grundlæggende ting inden vi fik en prøveklud, som vi kunne afprøve de forskellige sting på.
Det ser så skide nemt ud – det er det ikke!
Det skal jeg klart dyrke meget mere … når jeg er færdig med at hønsestrikke 🙂
-
Opsagt efter middagsluren
Chefen var ikke i godt humør i dag. Da jeg hentede hende i børnehaven, lavede frokost og lagde hende til middagslur gik alt som smurt. Men da jeg efter 2,5 time mente, at pausen måtte være ovre, og forsøgte at vække hende… ja, der røg jeg direkte ud af kridthuset!
Inden afhentningen havde hun ellers haft en fest sammen med en flok drenge. De holdt på række på bakken med deres cykler og en ad gange kørte de så i fuld fart ned gennem legepladsens største vandpyt. Ren jubel.
Men da hun vågende … kors hun var sur. Heldigvis dukkede far op som dagens redningsmand, og hun gjorde det helt tydeligt, at jeg var færdig i firmaet. Jeg blev nærmest eskorteret ud med en fyreseddel i hånden og nul bonus.
Hjemme ventede et par glade og forventningsfulde hunde – skovtur og ikke mindst mad ventede 🙂
-
Mere restestrik
Hanne Rimmen opfordrer i sin bog Hønsestrik til, at man skal strikke sin egen fortælling. Det lyder jo dejligt poetisk – og måske også lidt ambitiøst. Jeg må indrømme, at jeg ikke har fortalt de helt store historier i de projekttasker jeg har strikket… men da Nanna ønskede sig en lille hønsetrikket vest til Solveig, tænkte jeg, at her lå måske en lille historie.
Og historien kom helt af sig selv. For et af Solveigs yndlingsmennesker i børnehaven er Jesper – en ældre herre (flexjobber, tror jeg?), som hver formiddag tropper op og er institutionens altmuligmand. Han reparerer, bygger og fikser – og i sommer stod den på havearbejde. Hver dag hentede han vandkanden og – med uvurderlig hjælp fra Solveig selvfølgelig – sørgede han for, at blomsterne ikke visnede i sommersolen.
Så selvfølgelig skulle Solveigs vest have både blomster, vandkande og en strålende sol – deres lille historie, fanget i masker og farver.
Opskriften er én, jeg har strikket et hav af gange, men den er egentlig ikke så hønsestrik-venlig, fordi man lukker af til både ærmegab og hals. Alligevel synes jeg, at jeg fik det til at fungere – og resultatet blev en lille solskinsvest fuld af sommer, minder og et strejf af Jesper.
-
Mistede millioner
I juni 2023 besluttede HK på 700 ansattes vegne at anlægge sag mod vores tidligere pensionsselskab.
Da vi i 2020 skiftede pensionsselskab, bad mit nye selskab på mine vegne at få flyttet opsparingen. I perioden frem til overførslen blev pengene placeret på en konto uden rente og afkast, hvor de stod i omkring en måned.
I den periode fik vi hverken del i afkastet fra investeringerne eller nogen form for rente.
En beregning viser, at vi samlet kan være gået glip af op til 50 mio. kr., og for enkelte personer helt op til 75.000 kr.
Sagen har haft sine op- og nedture. Det tidligere pensionsselskab nægtede i første omgang at indgå i et gruppesøgsmål, så den udfordring måtte først afgøres i retten. Den sag er nu afgjort – og de tabte.
Det er efterfølgende blevet beregnet, hvor stort mit afkast ville have været i den måned, hvis opsparingen var blevet stående i investeringsmiljøet og det er ikke småpenge.
Jeg har i dag underskrevet de nødvendige papirer – nu må sagen gå sin gang.
-
Mellem bygerne
Plettet Fladhat, Okkergul Skørhat, Grovporet Slimrørhat, Stor Parykhat… det er bare nogle af de yderst beskrivende navne på de svampe, der i øjeblikket vælter frem i skovbunden. Jeg har hentet en app, der hedder Seek, som på imponerende vis kan artsbestemme alt, hvad jeg peger kameraet mod – det føles lidt som at have en lille biolog i lommen.
Vi fandt et hul i dagens regnbyger og fik en god, lang tur i skoven. Her mødte vi et egern, der var dybt koncentreret om at samle forråd, og et andet, der fuld af arbejdsiver hentede smågrene fra et grantræ, drønede op ad stammen og flettede dem ind i sin rede.
Jeg stod længe og så på det, helt stille. Lige indtil en larmende børnefamilie kom trampende forbi og sendte både egern og stemning på flugt. Men det passede egentlig meget godt – vi skulle alligevel videre, og nåede bilen lige i tide, inden himlen åbnede sig igen.
Ejendomsmægleren i nabohuset skulle forskønnes, så jeg har i et par dage haft malere i gården, men de er færdige og kørt retur til Fyn. Jeg er glad for, at jeg selv brugte kræfter på at flytte alle mine ting, så de kunne komme til at male for det var et par roderøve og jeg tror ikke, at de ville have haft meget respekt for mine ting. De har efterladt et syndigt rod af klude, tomme flasker, affald og cigaretskodder. Til gengæld er træværk og den gulemurstensmur i gården nu malet hvid – det pyntede.
Næste uge skal huset også have nye vinduer – også dem ind mod mig. Så jeg holder vejret, lader mine ting stå i sikkerhed og venter spændt på afsnit 2 af Håndværkerkaos i Gården.
-
Jeg bliver 100. Mindst.
Efter overgangsalderen sneg kiloene sig ind på mig – sådan lidt som en kat om natten – og lagde sig pænt til rette som en badering omkring livet. Ikke ligefrem den slags tilbehør, man drømmer om til sommerkjolen.
Sidste år fik jeg så lidt af en øjenåbner hos lægen. Mine levertal var nemlig helt oppe at ringe. Der kan være mange grunde til det, men overvægt er desværre en af de oplagte syndere.
Jeg havde ellers længe bildt mig selv ind, at jeg da ikke var så overvægtig – bare lidt blød i kanterne. Men blodprøverne sagde noget helt andet – og de lyver sjældent.
Noget måtte ske, og siden starten af 2024 har jeg sagt farvel til hele 21 kilo. Og nu begynder gevinsterne virkelig at vise sig: I dag fik jeg de nyeste blodprøver – levertallene er faldet fra himmelhøje til flotte 18. Nærmest som en frisk 20-årig lever! Kolesteroltallet er også næsten helt normalt.
Men det stopper ikke der. Jeg bevæger mig som et helt nyt menneske. For et år siden, hvis jeg var nede på knæ for at tage et billede i skovbunden, kunne jeg lige så godt sende bud efter Aalborg Kranløft for at komme op igen. I dag rejser jeg mig bare – uden dramatik og uden stønnelyde.
Jeg tænker især på det når jeg har fået leveret hundemad. En sæk til hver af hundene i en kasse vejer præcis 21 kg. og jeg har store problemer med at få sådan en kasse bakset ind i bilen – tænk, at jeg har slæbt rundt på sådan en ekstra ballast hver eneste dag.
Er der slet ikke noget træls ved det hele? Jo, lidt… jeg har også tabt en del hår. Det er desværre en klassisk bivirkning efter et stort vægttab. Så mens jeg virkelig håber, at kiloene bliver væk, så må håret gerne vende tilbage snarest.
-
Jeg holder af hverdagen
To og en halv time – det er cirka, hvad vores lille Solveig kan klare af børnehaveliv, før tanken er helt fyldt, og systemet begynder at køre på overtid. Når jeg henter hende lige inden frokost, er hun mæt af indtryk og klar til det eneste, der dur: ro, ro, ro – og en god middagslur.
Timingen for min exit fra arbejdslivet kunne ikke have været bedre. At jeg kan hente hende dagligt gør, at mor og far kan passe deres job uagtet, at de har en lille pige, som ikke er helt som de andre.
Mens hun sover lur nyder jeg husets mange streamingtjenester og fred til bare at sidde med mit strikketøj uden der er pligter, der råber ad mig. Det er ret skønt.
Lurene er dog blevet kortere på det seneste. Engang kunne hun sove som en sten i to og en halv time, men nu napper hun oftere kun halvanden. Til gengæld giver det os en times tid sammen, inden far kommer hjem – og den bliver brugt på leg og hygge.
I mandags havde vi f.eks. et lille ‘kunsterisk’ øjeblik med malebog og farvekridt … mest uden for stregerne.
Torsdag er lig med fridag!
Planen?
At kaste mig over det huslige arbejde, der desværre ikke laver sig selv. Hvis jeg bare får mig selv sparket i gang fra morgenstunden kan det faktisk nå at føles som en fridag. Det siger jeg i hvert fald til mig selv. Gentager mantraet i morgen tidlig i håb om at det virker.
-
Hun tog vest på
Jeg tør næsten ikke gætte på, hvor mange veste jeg efterhånden har strikket til Solveig – det er vist løbet lidt løbsk! Men altså, en vest er jo den perfekte løsning og en skøn beklædningsgenstand på en kølig dag og uden at blive for varm til en aktiv pige.
I går afleverede jeg en helt ny model. Med rygmærke. De andre jeg har strikket, har været af slipovertypen, men denne er åben og har en enkelt knap, der holder den sammen foran.
Næste projekt er hønsestrik!
Mandag dumpede Hanne Rimmens nye bog Hønsestrik ned i postkassen og jeg har allerede strikket en projektpose til strikketøjet. Posen skulle også fores og et sofapudebetræk, som har ligget i en skuffe i årevis, måttet lade livet og lægge stof til inderposen.
Mange af opskrifterne bruger Filcolanas Pernilla – og det er jo ren held, for jeg har cirka en millionmilliard rester liggende af netop det garn.
Måske ikke lige i farver, der nødvendigvis passer fantastisk sammen 😬
Om jeg har lyst til en hel trøje i hønsestrik ved jeg ikke helt – men bogen indeholder også flere mindre projekter – blandt andet altså strikkeprojektposen.
Jeg er allerede i gang med nr. to – med lidt mere omtanke for farvevalget!
-
Turen går til …
Det er meget muligt, at jeg er millionøse(!), men juleturen til London sidste år var så dyr, at vi i år ikke kommer længere end på en éndags tur til Göteborg.
Det er nu også skide hyggeligt.
Sidst vi tog den tur var i 2022, hvor Nanna holdt en enkelt dags pause fra barselsboblen.
Der er sikkert også sket lidt i byen siden, men vi satser på at vores favoritsteder stadig ligger hvor de plejer.
Næste år drømmer jeg om, at vi tager nogle dage til Dublin. De kan vist også noget med jul.
Jeg har taget forskud på glæderne og har allerede fundet det hotel, som vi skal bo på. Det er i samme kæde som Londonhotellet og det betyder, at vi også opnår en vis rabat på opholdet. Det ligger lige i centrum og lige overfor hvor lufthavnsbussen har ankomst og afgang.
Når man ankommer til et nyt sted har det ofte været en af de største udfordringer: hvordan kommer vi fra lufthaven og til hotellet. Det er jeg blevet bedre til at planlægge mig ud ad. I Dublin er det lige til højrebenet.
-
Klip til regn
Amy rasede i Hals i nattetimerne og havde stadig fuld kraft til morgen da jeg gik med hundene. Jeg var ikke i kridthuset da de blev slæbt med ud. Bob tissede lige uden for hoveddøren og troede vist, at han kunne nøjes med det, men den gik ikke. De hader regn og blæst … og i det øjeblik, sikkert også mig!
Anderledes fredeligt var vores eftermiddagstur. Bevares, det blæste stadig en del, men i det mindste piskede regnen ikke ned.
Jeg kan se, at man mange steder døjer med forhøjet vandstand, men ikke i Hals. Tværtimod. Vinden har presset vandet ud af Limfjorden og vores lille færge har været indstillet det meste af dagen på grund af for lav vandstand.
Jeg skulle have lavet noget praktisk i dag, men der gik papirklip i den i stedet for – og det der støv det løber jo heller ingen steder.
Mit arbejdsværelse roder. Skrivebordet er fyldt med materialer og hel- og halvfærdige projekter
Jeg burde nok rydde op.
Det gør jeg i morgen!
