Min sove-app er helt oppe og ringe efter weekendens søvn med en ‘sleep quality’ på 94% og 95% – og til kl. 7 både lørdag og søndag. Også Bob har sovet længe – hvis man altså synes, at kl. 7 er længe.

Søndag har været skøn. Vi har kunnet være ude det meste af dagen og der er blevet udnyttet til fulde.

Freden blev lidt forstyrret af en børnefødselsdag på den ene side og brug af alskens slags havemaskiner på den anden… men med et headset med noise reduction kan man lukke verden ude og jeg kunne nyde Karsten Pharao læse op af “Gud er bare hund stavet bagfra” uden forstyrrelser.

Knap så afslappet har Bob følt søndagen – med mennesker på alle sider af haven har han haft vagthundekasketten på og været travlt beskæftiget med at patruljere hegnet, så ingen af forstyrrelserne kom ind på hans matrikel.

To fulde arbejdsuger venter før det igen er tid til en række mandagsfridage.

Behøver jeg at sige, at dem ser jeg frem til?

Da vi talte med præsten efter min mors død var det første min søster nævnte: at hun var sådan et ordentligt menneske.

Det var hun – og det samme kan man sige om min far.

ALT  i forbindelse med deres død var forberedt, så det har været lettest muligt for os efterladte. Der var ryddet op, vigtige papirer samlet, bisættelserne var forudbetalt og ønskerne til samme nedfældet på skrift. Min fars aske skal spredes i havet – også den tilladelse var på plads.

Der har i det hele taget ikke været noget at være i tvivl om. Der er noget at leve op til og tage ved lære af.

Vi er ikke stødt på mange forhindringer undervejs og har fået den fineste behandling og hjælp alle steder; hos bedemanden, af præsten, i skifteretten – som i begge tilfælde var de samme personer.

På mandag er der syn i min fars lejlighed, hans aske er klar til afhentning og i går kom skifteretsattesten.

I dag har jeg ryddet op i de allersidste kasser, sorteret billeder og kasseret papirer.

Lige om lidt kan vi sætte punktum og så vil mor og far kun være et kærligt minde, men som en nævnte en dag: hvor har vi været heldige at have vores forældre så længe.

“Den næste helligdag er den 25. december”, sagde min skrivebordsmakker til morgen da vi mødte ind på kontoret.

Heldigvis er der juli måneds mandagsfridage og en sommerferie at se frem til inden vi når dertil – ellers var det næsten ikke til at holde ud at tænke på.

Udenfor kontorvinduerne siler regnen ned og det bliver næppe i dag Bob og tager turen rundt i mosen – vi må nøjes med tørvejrsbillederne fra i går.

Det er okay med regn for jeg har garn, der afventer på posthuset og i regnvejr er det hyggeligt at sidde inde med strik og tv.

Efter mine succes projekter det seneste år er jeg igen blevet bidt af strikkedillen og er pludselig sådan en, der køber garn.

ALT for meget garn.

Jeg kunne ikke beslutte mig til noget da min orange fluffy PetitKnit Sunday Cardigan Mohair Edition var færdig… og så er jeg er typen, der køber det hele.

F.eks. kunne jeg ikke modstå Sandnes Kos Tweed. Jeg forestiller mig at PetitKnit Sunday sweateren eller cardiganen vil være tosset lækker i præcis det garn, sammen med en grå mohair, som jeg dog ikke har købt endnu.

Jeg bryder mig ikke om spild, så resterne af mit Triangulære tæppe er i ventetiden blevet til en varm hue i dobbelt alpaka. Sidste år blev der strikket huer til Hus-forbi sælgere i Garncafe Madsine og gentager de den aften i år, har jeg allerede et par donationer til de kolde ører 🙂

‘Moms Laundry’ har været i sving det meste af pinsedag og bagefter sad vi og summede på terrassen, mens tøjet tørrede på snorrene.

Inden vi kom dertil havde vi også slidt og slæbt. Min far havde både parasolfod og et tonstungt (næsten) granitfuglebad, der skulle afhentes. Det lykkedes ved fælles hjælp og begge er nu installeret i min have.

Mens vi summede sparkede Bob til bøtten…. intet hundelegetøj i verden kan ikke måle sig med en tom urtepotteskjuler.

Om en uge skal min fars lejlighed være tømt. Når det er gjort står der blot tilbage at sprede min fars aske på havet.

Der er været rigtig mange praktiske ting at ordne, men man kan sige, at vi har opgaverne i frisk erindring. Da jeg ringede til skifteretten var det, ligesom med både bedemand og præst, også en kendt stemme.

Det nye er, at det alarmberedskab, der har været i funktion både nat og dag, nu er nedlagt. Det bemærkede jeg da akutbilen i dag kørte forbi mit hjem. Den knude i maven, der frygtede at det var til Fjordparken, er pist forsvundet.

Først kunne jeg slippe bekymringen for min mor – og nu også for min far.

Sommeren bliver ganske anderledes…

Som jeg også skrev da vi bisatte min mor er der noget fint og rigtigt ved at sige farvel til et gammelt menneske, der har levet et godt og langt liv.

Min far gad ikke mere og han døde præcis en måned efter vi bisatte min mor. Han blev 89 år gammel.

I dag blev han bisat fra Hals Kirke og efterfølgende satte vi min mors urne ned på fællesgravstedet.

Både bedemand og præst var rare og kendte ansigter og det blev igen en lille og intim afsked med smukke morgenfruer og klaverspil. Nedtonet og omgivet af sine yndlingsblomster, præcis som han ville havde ønsket det

Vi sang fra højskolesangbogen – og før og efter spillede klaveret Sailing.

I am sailing
I am sailing
Home again
‘Cross the sea
I am sailing,
Stormy waters
To be near you,
To be free

Kærligt farvel far…

De mødte hinanden i Frederikshavn. Min mor var 17 og ansat på det lokale sagførerkontor Kammer/Nørgaard og min far 19 og mathelev på den lokale flådestation. Når man ser billedet herover kan jeg sagtens, at forstå hun er faldet for ham.

Min far kom fra meget trange kår i Nørresundby. Han var den ældste af 8 og jeg har en klar fornemmelse af, at han meldte sig til marinen i 1948 for at slippe væk hjemmefra i en ruf.

Min mor var den yngste af en temmelig stor børneflok – omtalt her – men voksede op under langt bedre forhold end min far.

De blev gift i november 1951.

Livet har været godt ved dem. Det er i hvert fald mit indtryk.

Den 20. april døde min mor og den 26. maj fulgte min far efter – henholdsvis 86 og 89 år gamle.

Der er noget smukt over at dø så tæt på hinanden tidsmæssigt. Det viser noget om en forbundethed i livet, som jeg tror er sjælden.

Min far bisættes i næste uge og vi håber samme dag at kunne nedsætte min mors urne på fællesgravstedet ved Hals Kirke, som det var hendes ønske.

I hjertet var min far først og fremmest mariner og hans aske skal spredes i havet – præcis som det sømmer sig for en sømand.

I nat sov min far stille ind – bare en måned efter vi bisatte vores mor og hans livsledsager gennem 67 år ♥

Jeg blev stoppet af en lettere overrislet ung fyr: Må jeg lige spørge om noget… er vi stadig i Aalborg?

Det kunne jeg svare bekræftende på – selvom det var svært at se i dag.

Mangfoldig, multietnisk, farvestrålende, kreativ og fuld… det er en gadefest med 80.000 – 100.000 deltagere og jeg forstår sagtens, at det er en dag man glæder sig til og forbereder sig på i månedsvis.

Poden og hendes kammerater var ikke helt i sync, så de stillede op med en fiskekutter og dertil fiskere i gule overalls, M&M’s piger, en politibetjent og en cheerleader, men hvad gør det når musikken spiller.

Det er ikke svært at finde motiver sådan en dag og det manglende mod til at fotografere på gaden jeg normalt har forsvinder som dug for solen.

Anders var ikke bekvem i cheerleader kostumet, men da jeg fortalte, at jeg havde mødt to mænd i ble og gummistøvler var cheerleader pludseligt ikke så slemt endda 🙂

Billederne er klikbare – hvis du vil se dem større.

I morgen er der karneval i Aalborg.

Byen er hyldet ind i musik, fest og farver.

Der forventes mellem 80.000 og 100.000 mennesker i optoget. Rasmus Paludan har meldt sin deltagelse. Forhåbentlig er der ingen som helst, der bemærker ham i mængden.

Det er mange mange år siden, at jeg har deltaget aktivt, men jeg tager gerne ind med mit kamera. Sådan bliver det også i morgen.

Poden og hendes kammerater starter fra Vejgaard bydelen og det passer med, at jeg kan parkere ved firmaet og nemt komme til og fra byen.

Senest kl. 13 har jeg en aftale nordpå. Vi skal passe Jack i den kommende uge, mens hans far skal på rejse sydpå med familien.

D er ikke længere Podens kæreste, men selvom den kærlighed ikke holdt, er både han og Jack fortsat en del af vores verden og det bliver der ikke ændret på.

Jack er til enhver tid velkommen i Hals, når der er brug for pasning.

Bob boblede i den lækre stuehundekurv da jeg skulle gå til morgen. Jeg overvejede kort, om jeg skulle prøve at lade ham gå i hele huset mens jeg var væk, men tog ham alligevel med ud af stuen og lukkede børnegitret.

Det var nok meget godt.

Da jeg kom hjem så det nemlig ud som om, at der var sprunget en bombe. En skumgummibombe. Den billige Biabed kopi fra Biltema var skilt af i atomer, som fyldte det meste af entreen.

Kan vi konkludere, at den HELLER IKKE faldt i Bobs smag!?!

Jeg er glad for, at jeg ikke tog chancen og lod ham gå i stuen også. Der er krøyerkugler i mine to pufs og jeg er sikker på, at der også er noget spændende i sofaen. Men dét har jeg ikke lyst til at se hvad er.

‘Baljen’ er fundet frem igen – den må han så leve med. Den kan han i hvert fald ikke ødelægge.

Møgkøter!