• Hurra for muligheden

    Når man tror man trykker på snooze og i stedet for slukker vækkeruret og vågner 5 minutter i mødetid, så er det skønt at kunne benytte hjemmearbejdspladsen i stedet for at stresse rundt og komme helt forkert ud af huset.

    Sådan en mandag blev det for mig.

    Det var ikke nogen svær beslutning at træffe. Normalt er det noget, som jeg aftaler med mine kolleger, men jeg vidste, at ingen af dem havde fri i dag eller have aftaler ud af huset.

    På den vis blev min mandag fredelig og tilbragt i nattøj og med sovende hunde under skrivebordet.

    Kontoret blev lukket ned til sædvanlig tid og så blev hundene pakket til en skovtur.

    Julen er begyndt at snige sig ind på os.

    I dag skulle vi vælge firmajulegave og vores årlige tur til København, Tivoli og Grøften er i planlægningsfasen. Det er et par år siden vi var afsted sidst, men det var ikke svært at overtale vores nye chef til at holde ved den tradition.

    Vi har fået en ny lokation på Frederiksberg og i år bliver dét mødestedet. Det sparer os for en del transport til og fra byen.

    Jeg glæder mig – det er altid hyggeligt at møde kolleger live og ikke kun på telefon.

  • Valore Mark 1963

    I kassen med negativer fandt jeg også en gammel kuvert med nogle lige så gamle negativer. De er fra 1963. De passede ikke i negativscanneren, så dem måtte jeg til fotohandleren med.

    Jeg kan afsløre, at prisen for scaningen var noget højre end de kr. 12,60 fremkaldelsen kostede i 63 😬

    Det er billeder af mine forældre, min søster og jeg.

    Den meget tyndhårede i barnevognen er undertegnede.

    Billederne et taget på min Onkel Eriks lille landsted lige uden for Viby Sj. Valore Mark hedder stedet.

    Det er kun få af de 21 billeder, som jeg har set før, så det var et af de bedre fund.

  • For pokker KLM

    Jeg modtog nedenstående til morgen…

    For fanden da også, tænkte jeg. Kommer vi nogensinde til Amsterdam. Jeg tjekkede med min billet og kunne se at det ikke var samme flynummer, men i stedet det flynummer, som vi fik aflyst og ombooket i september.

    Da KLM åbnede kl. 9 ringede jeg og fik bekræftet, at vi fortsat har en afgang både fra Aalborg og Amsterdam, som faktisk ser ud til at skulle flyve. Kundeservicemedarbejderen mente, at det var en fejl, at jeg en måned senere modtager sådan en mail.

    Det kan de ikke være bekendt. Jeg var jo nærmest ved at blive kvalt i morgenkaffen.

    Inden snakken med KLM var jeg inde på, at så måtte vi via Kastrup… der må for pokker gå et fly til Amsterdam derfra. Besværligt ja, men ikke så besværligt som endnu engang at skulle flytte ferie, annullere hotel, aflyse hus-/hundepasser og hvad har vi.

    Det var heldigvis en fejl og endnu er der altså udsigt til at vi kommer afsted.

  • Ingen suspekte forandringer

    I går kontaktede jeg Hudklinikken i Brønderslev og i dag kl. 9:00 forlod jeg klinikken to modermærker fattigere.

    Det havde jeg ikke forventet..

    Hverken at komme til så hurtigt eller at det lige var noget de fiksede med det samme.

    Jeg glad og taknemmelig for at have en sundhedsforsikring.

    Der var heldigvis ingen malignitetssuspekte forandringer, men når jeg nu var der, mente han vi skulle fjerne dem og sådan blev det.

    To små lokalbedøvelser, som var det eneste jeg kunne mærke og kort efter var de væk og jeg kunne køre hjem.

  • Jeg har læst

    Jeg var glad for, at jeg havde valgt at tage en mandagsfridag. Baller og lår kunne godt mærke lørdagens mange ture op og ned af malerstigen og søndagen blev af den mere dovne slags med strikketøj og lydbog.

    Jeg har læst ‘Pigen fra den franske skole’ af Jacob Weinreich.

    Det er den 21. marts 1945. Krigen er slut om få uger. 26 modstandsfolk sidder fanget i Shellhuset. Over 500
    mennesker er samlet på Den franske skole, heriblandt 34 katolske nonner, otte civile lærerinder og 482 børn. Og 1200 kilometer væk letter 51 engelske fly med kurs mod København – forude venter en af danmarkshistoriens mest afgørende dage.

    Bogen skildrer omstændighederne omkring bombningen af Shellhuset. Historien foregår i fire separate spor. Vi følger nonnen Benedikte, københavnerpigen Asta, modstandsmanden Harald og den engelske Royal Air-Force pilot Edward – og bombningens betydning for deres liv.

    Forfatteren har researchet grundigt, blandt andet ved at interviewe overlevende fra bombardementet. Personerne er alle fiktive, men bygger dog på grundig research, historiske fakta, vidneudsagn og breve.

    Det er en ualmindelig velfortalt historie og gjorde mig nysgerrig på at læse mere.

    Jeg har sideløbende læst om begivenheden og om De Havilland Mosquito flyene som var bemærkelsesværdige ved at være bygget af krydsfinér og balsatræ. Det havde den fordel, at flyet ikke reflekterede radarbølgerne så godt som metalfly, som betød de kunne snige sig uopdaget ind i fjendeland.

    Historien binder en lille sløjfe til mit besøg på Frederikshavn Kirkegård, hvor 62 britiske flyvere ligger begravet. Meget unge mænd – nogen uden navn – som aldrig kom hjem fra krigen.

    I bogen følger vi den britiske pilot Edward, hans tanker og reaktioner før han leder de 51 fly over Østersøen mod Sjælland. Mange af dem kom ikke med retur og det kunne være hans kammerater, der ligger begravet her.

    Meget apropos er Ole Bornedal ved at lave en film om samme begivenhed. ‘Skyggen i mit øje’ skulle få præmiere i biograferne i slutningen af denne måned.

  • Vi rullede og rullede

    Kl. 9 startede aktionen og kl. 14. kørte jeg mureren retur til Aalborg.

    På det tidspunkt havde vi malet halvmur, vægge og loft i stue, køkken og soveværelse samt vægge i bryggers. Vi havde også spist pizza, gjort malergrej rent og pakket al afdækning væk.

    Vi var dæleme effektive.

    I morgen kommer flyttelæsset og det er så skønt for de unge mennesker at kunne flytte ind i et nymalet hus.

    Den del – flytningen – klarer de selv.

    Min rolle bliver at passe hund og lægge bruseforhæng op.

    Det kan jeg vist lige overkomme efter at have været i malesjakket i dag.

  • 1986

    Bunken af negativer optager fortsat det meste af min fritid.

    Strikketøjet er lagt til side for en stund, mens jeg arbejder mig gennem den ene kuvert efter den anden… scanner, redigere og gemmer.

    Jeg kontaktede ham som var afbilledet på de fotos der var blevet kasseret og spurgte om han var interesseret i at se dem også.

    Svaret kom samme dag.

    De viser en periode af hans liv – studietiden på Aalborg Universitet – og de billeder ville han heldigvis meget gerne se.

    Vi delte min lille ejerlejlighed oppe under taget på Budolfi Plads. To værelser, køkken og bad på bare 50 kvm, men vi havde det skønt.

    Scanneren er slukket for i dag. I morgen tidlig henter jeg mureren.

    Vi udgør en del af det malersjak, der i morgen skal gøre klar til at Nanna og kæresten flytter ind i mit gamle hus.

    I dag er der blevet dækket af og lukket huller i væggene så vi er klar til at kaste os over malingen lige fra morgenstunden

    Vi er fire til at tage fat, så vi skal nok komme i mål inden lørdagen er ovre.

  • Heldigvis har jeg negativerne

    For 100 år og en madpakke siden havde jeg en frygtelig jaloux kæreste. I den forholdsvis korte tid vi var sammen nåede han at slette alle spor efter en tidligere kæreste… breve og fotos forsvandt.

    Negativerne lå heldigvis gemt væk i en kasse og jeg har nu taget hul på at genskabe billederne digitalt.

    Firmaets fotoklub har en negativscanner og den har jeg lånt. Jeg har brugt lidt tid på at installere og opgradere softwaren til dyret og nu funker det.

    Kvaliteten kan sagtens blive langt bedre, men jeg har valgt at prioritere en hurtigere scanning og en mindre filstørrelse.

    Det er billederne fra midt 80erne jeg er gået i gang med at genskabe. Det var en god og sorgløs tid. Jeg var glad og tilpas i mit liv kan jeg se af billederne.

    Jeg synes også, at jeg kan se på frisuren, at Lady Diana var tidens store modeikon 🙂

    Der er mange negativer. Rigtig mange. Det bliver noget med at scanne en ‘kuvert’ om dagen og starte med dem, hvor billederne ikke længere findes.

  • Fast & Furious 11

    Jeg drømte i nat, at jeg var på vej til Amsterdam og da vi stod i lufthavnen opdagede jeg, at jeg havde glemt mit pas.

    Der var 20 minutter til afgang. Jeg sprang i bilen og jeg kørte som død og helvede gennem Aalborg, overfor rødt og hvad har vi.

    Min ex-mand sad ved siden af og prædikede om alle de fejl jeg begik i trafikken og hvor ringe jeg var til at skifte gear.

    Hvorfor han havde fået sig forvildet sig ind i historien og i bilen melder historien ikke noget om. Den melder heller ikke nogen om, hvorvidt jeg nåede flyet.


    Jo tættere vi kommer på, jo mere tror jeg på, at vi kommer af sted denne gang.

    Og jeg HAR tjekket, at jeg ved hvor mit pas befinder sig.

  • Urværk

    Rating: 5 out of 5.

    Jeg ville gerne have set verden og livet gennem min mors øjne, da hun blev dement. For hvad foregik der derinde. Hvad tænkte og følte hun mon?

    Jeg blev en lille smule klogere af at læse Ane Riels roman ’Urværk’, som er en kærlig fortælling om alderdom, demens og ensomhed.

    Ældgamle Alma bor alene i det hus, hun delte med sin mand, urmageren Otto. Manden er tilsyneladende borte, men tilbage er hans ure, og især det gamle bornholmerur i stuen har en særlig betydning for Alma. Det er ’konen’, et ur, hvis taktslag følger Almas. »Noget i hende sagde, at de hang sammen, de to. Bornholmeren og hendes hjerte. Hvis hun en aften skulle glemme at trække uret op, ville hjertet gå i stå sammen med det«, så hun trækker troligt uret op hver aften med følelsen af, at hun til hver en tid selv kan vælge, hvornår hendes indre ur skal gå i stå.

    Hun knytter venskab med en lille dreng og hans hund og langsomt kommer Alma ud af sin skal.

    Den lille dreng puster nyt liv i den gamle kone, og samtidig ruskes der op i mindet om ægtemanden Otto og det, der skete med ham. Kun Alma kender sandheden, og den kan hun ikke altid huske.

    Bogen er i øvrigt glimrende læst op af Henrik Koefoed – for de, der foretrækker lydbøger.