• The bulldog way

    Nøjagtig som med bordeauxerne er de små bulldogs helt deres egne. Hundetræneren kaldte det “The Bulldog Way” og han er heldigvis klar over at jeg kæmper med noget helt andet end hende med den lille hyrdehund, som er helt anderledes førerfikseret.

    Jeg vil ikke bytte – lad mig endelig slå det fast. De to franske er begge egensindige og det elsker jeg. En hund, der klistrer til mig og adlyder mit mindste vink ville irritere mig på samme måde som et menneske, der ikke har sin egen mening og vilje.

    Kan de det helt basale: gå pænt i snor, komme når jeg kalder og ellers opfører sig ordentligt overfor både mennesker og andre hunde er jeg ret godt tilfreds.

    Bob kommer ikke når jeg kalder og mener, at han skal bestemme ruten både når vi går i skoven og ved stranden. Det kæmper jeg lidt med. Han er er ikke til fals for godbidder, men er langt mere optaget af hvordan han selv kan ødelægge sit fordøjelsessystem med det han finder i naturen.

    Han løber ikke væk, men har åbenbart fået den ide, at han er gruppens leder.

    Irma holder sig lige i nærheden af mig. Til gengæld fjumser hun fortsat rundt når hun skal gå i snor. Det kæmper jeg også lidt med.

    Dagens tur i mosen endte i et bad af dem begge to.

    Rådyrlort smurt ind i hundepels… skal vi ikke bare sige, at der ingen vej var udenom.

    Dét fik de ikke lov selv at bestemme!

  • Autonome striber

    Det vokser. Mit reste projekt, som jeg blev stærkt inspireret af Anne og Liselotte til at strikke, selvom jeg som ‘nystrikker’ sikkert ikke har nær den samme variation af rester.

    Det er strikket på pind tre og i uldgarn af varieret struktur og kvalitet. Der er merinould, lamme uld, alpakka og forkellige blandinger. Hovedsagen er at få resterne brugt og så gør det ikke noget, at det bliver lidt vildt.

    Det er jo vild en verden vi lever i lige nu så på den måde passer det fint.

    Det er en verden, der må mange måder bryder sammen, og på andre måder viser en helt ny form for sammenhold. Der er ligesom en fælles tro på at det nok skal blive godt igen.

    Det er en tid, hvor man samler på gode ting og gode historier og altså strikker vilde striber.

    Måske vil halstørklædet fremover hedde Corona.

  • Jeg kommer til at savne

    Mette har sået et lille håb om en forsigtig åbning af Danmark efter påske. Om det også kommer til at indebære, at jeg igen skal mødte fast ind på kontoret ved jeg ikke.

    En af de ting, som jeg kommer til at savne meget er mine morgenture i skoven. Og det tror jeg også hundene kommer til. Desværre er der ikke tid på hverdagsmorgener, når jeg også skal bruge tid på morgentoilette og transport.

    Skoven dufter fantastisk på sådan en kold forårsmorgen. Rådyrene græsser i lysningerne og de eneste lyde, der er at høre, er fuglenes sang og spættens ihærdige hakken i et gammelt fyrretræ.

    Så længe det varer er den del af hjemmearbejdslivet skønt.

    Min ven P har fødselsdag på den her fine april dag. Jeg spurgt ham, hvad sådan en mand i hans bedste alder ønsker sig: bare verdensfred og en vaccine mod Corona svarede han.

    Et fint ønske.

    Han fik et pandekys, et kæmpe kram og en fødselsdagssang.

    Virtuelt.

  • Hvordan kan jeg bedst ødelægge min fordøjelse?

    Det er Bob’s mission i livet uanset om vi er i skoven, mosen eller på stranden. Han går og snasker i alt mulig. Og Irma har, som det ses, taget ved lære.

    Lort i alle afskygninger, døde dyr, krabbeklør, tang… jo klammere, jo bedre.

    Nogle gange kunne jeg ønske mig, at de kunne gå med mundkurv.

    Vi har levet i haven de sidste par dage. Naboerne til begge siden har slået græs, men jeg venter til påsken. Både fordi det er for tidligt, men også fordi min plæneklipper først kan få sit årlige eftersyn i næste uge.

    Jeg har ryddet op, pottet om, fjernet mos mellem fliserne og alle de andre ting, der trængte efter vinteren.

    Kompostkværne er det jeg har Googlet mest de sidste dage. Jeg har ingen træk og trailer og er afhængig af, at alt skal i poser og køres på genbrugspladsen. Afklip fra hæk, buske og træer fylder enormt og jeg forventer, at sådan en kværn kan gør den del af havearbejdet meget nemmere.

  • Jeg er ikke ved at gå i spåner

    Min stærkt introverte side, tror jeg, er en stor fordel i den her krise, vi befinder os i.

    Jeg er IKKE ved at gå i spåner over at være isoleret. Udover at jeg arbejder på hjemmekontoret, har det ikke betydet den store forskel i mit liv. Min lille boble er intakt og jeg kunne nemt vænne mig til de fordele, der også er ved at arbejde hjemme.

    Til gengæld kan jeg høre, at min nabo, som er alene med et børnehave barn, slider for at holde gejsten oppe og barnet beskæftiget – og til morgen blev jeg ringet om af en ven, som bor nedenunder en ældre dame, der i nat har haft en mental nedsmeltning. Hun er normalt meget meget aktiv og pludselig er hun isoleret i sin lille lejlighed uden nogen steder at gøre af sin energi. Det betød, at han i nat var blevet vækket af en meget ængstelig overbo, som insisterede på at huset rystede og i det hele taget fremstod fuldstændig ude af balance.

    Der er vist næppe nogen, der ikke er berørte af den nuværende situation og som er lidt usikre på, hvad det kommer til at betyde både på kort og langt sigt.

    I dag har jeg taget en pjækdag fra de dårlige nyheder og hverken hørt radio eller set tv. I stedet har jeg gået lange ture i skoven, hyggesnakket med naboen over hegnet, siddet i døråbningen med ansigtet vendt mod solen og bare ladet onsdagen være så normal som det nu kan lade sig gøre.

    God dag til dig derude.

  • Debut ved Vesterhavet

    Medierne fortæller, at folk har svært ved at holde sig fra hinanden langs søerne i det gode vejr. Jeg formoder, at ’søerne’ er dem, de har i København, omend det ikke fremgår af ret mange nationale nyheds-sites, hvilke søer, der er tale om.

    Det var ikke nødvendigt med løftede pegefingre ved Vesterhavet til morgen. Jeg kunne skimte en person langt ude med to store hunde ellers var der kun os.

    Det var Irmas debut ved Vesterhavet og særligt de store sandklitter var et hit. Det bliver helt sikkert ikke sidste gang vi kører turen.

    I kassen med det røde låg ligger poser til affaldsindsamling. Samme sted ligger lodsedler. Når man har fyldt en pose, udfylder man en lodseddel, klistrer den på posen og smider den i trækassen. Så er man med i lodtrækningen af præmier fra en lang række danske og norske sponsorer.

    Det er da smart tænkt – og til orientering var trækassen fyldt med poser og affald.

  • Glædelig Corona

    Vi er alle mere eller mindre isolerede på vores egen lille matrikel.

    I dag har jeg talt med bagerdamen og vinket til naboen over hegnet.

    Thats it.

    Jeg er ikke ved at gå i spåner. Jeg tager i skoven med hundene, strikker, samler puslespil, læser, fotograferer, ser tv, laver lidt i haven og på den vis er der ikke ret meget nyt under solen.

    I den her situation er jeg glad for, at jeg er alene. Jeg går kun mig selv på nerverne 🙂

    Isolationen har også ført sjove og anderledes tiltag med sig.

    Jeg talte i går med en pige, som jeg har et nært samarbejde med. I hendes firma mødes man på telefon-kaffe møde hver formiddag. Man taler ikke om arbejde, men sniksnakker om alt muligt andet. I går efter arbejde skulle de ‘mødes’ til fredagsøl.

    I aften kl. 20 giver Mads Langer online koncert og i morgen kl. 11 er der en times danselektion med Silas Holst, også online.

    Det bliver en fest.

    Hvad hundene siger til en matte, der opfører sig tosset ved jeg ikke.

    Og det er jo det gode ved hunden. Den dømmer dig ikke. Den elsker dig ubetinget uanset hvordan du ser ud, hvad du siger eller hvordan du opfører dig.

  • Fra 100 til 0 på 1 time

    Og så var der efterfølgende dejlig ro.

    PS: Vi mødte ikke et øje i skoven, holdt behørig afstand, udlod at kramme og sprittede hænder efter turen.

  • Den første uge

    Den første uges hjemmearbejde er snart gået. Det går okay. Jeg savner mine kolleger og kunder, kantinens gode frokost og rutinen der ligger i hverdagen. På positiv siden så kan jeg sove lidt længere, jeg slipper for en times transport og kan starte dagen med en tur i skoven eller ved stranden.

    Der er lidt uro af hundene om formiddagen, men når jeg hører de udfordringer forældre til små børn kæmper med, så er to hunde vist alligevel nemmere at håndtere samtidig med at jeg skal passe mit job.

    Som introvert stortrives jeg i mit eget selskab, så jeg føler mig på ingen måde isoleret selvom de eneste jeg har set den sidste uge, er de der har ekspederet mig hos bageren og i Menu.

    . . .

    Vi er midt i Irmas tandskifte. De små sylespidse hvalpetænder rasler ud. Først fortænderne i undermunden, hvor de nye tænder allerede titter frem og nu i overmunden, hvor hendes gumme i dag er helt bar.

    Bob ser helt sikkert frem til at de 4 hjørnetænder også er skiftet. Jeg kan læse tilbage og se at der godt kan gå en måneds tid endnu før sker. Bob havde ingen problemer med tilbageholdte hjørnetænder, men det kan ske. En af vores bordeaxer måtte have alle fire fjernet hos dyrlægen, men jeg satser på at det går helt uden problemer med den lille Irma.

    I dag er hun 18 uger. De 10 af dem har hun boet her hos os. Det har været ganske uden problemer. Selvfølgelig har der været den forventede uro når man får en lille hvalp – men ingen uforudsete ting overhovedet. Det er 100 gange nemmere at få en hvalp, når man har en voksen hund i forvejen.