-
Fra have til mave
I går plukkede jeg de sidste to – lidt misdannede – agurker og bagefter fjernede jeg planterne fra mit lille drivhus.
Begge planter var syge – noget med nogle spindemider, tror jeg – men for søren, hvor har de leveret varen hen over sommeren.
Næste år bliver der holdt øje med dem og så snart de viser tegn på noget, bliver der indkøbt rovmider som kan tage livet af de ødelæggende spindemider.
Nu er der så langt bedre plads til den enlige tomatplante, som først her i september giver røde tomater.
Næste år vil jeg prøve med en sort, som måske kunne give en tidligere høst.
Det må kunne findes.
I år valgte jeg San Marzano fordi de er små og velsmagende.
Små er mine så ikke akkurat, men velsmagende er de.
Næste forår bliver der også indkøbt et ekstra drivhus.
Tre stærkt voksende planter i en enkelt kapilærkasse var lidt for meget. Jeg mistede overblikket og fik ikke rigtig knebet de steder som var nødvendigt og derfor er det blevet vildere end Hans og Bønnestagen.
Når tomaterne er færdige gøre der klar til vinterophold for mine krukker. Jeg har held med at overvintre mange af mine stauder fordi jeg har et ‘plante telt’ de har stået i om vinteren – med drivhuset har jeg plads til flere – også de høje.
-
Søndagstravlhed
Jeg har været så myreflittig lige siden jeg stod op kl. 7, at jeg har fået en tømmerlus … det sker ikke ofte.
Under formiddagens rengøring brød mit tøjstativ sammen da jeg flyttede på det og jeg måtte en tur i Ikea efter noget nyt. Jeg har godt nok en skabsvæg – det bugner – men meget andet end tøj.
Jeg købte noget, som virker mere solidt end det fritstående tøjstativ på hjul og jeg er ret tilfreds med dagens indsats. Altså lige udover tømmerlusen.
Nu mangler der lige at blive sat en enkelt skrue eller to i væggen, så det står mere stabilt, men da det er en ydermur skal jeg have fat i en med en effektiv boremaskine. Sådan en kender jeg heldigvis.
Udover rengøringen og alt det andet, var også Bobs månedlige bad på programmet – og så har jeg en bil fyldt med alverdens ting, der skal på genbrugspladsen. Det bliver først i morgen. Nu gider jeg nemlig ikke mere i dag.
-
Tænk hvis du vandt i Lotto
Så havde jeg købt det her hus ude i skoven nord for Hals.
150 kvm fuldstændig nyrenoveret hus for 2.395.000 kr.
I 2024 gik jeg også forbi og så tilsalg skiltet og tænkte, at den ruin bliver da aldrig solgt. Det fremstod nedrivningsklart med smadrede vinduer og et slidt og hullet stråtag.
Men nogen bed på og siden er det så blevet totalt renoveret. På et tidspunkt stod kun ydermurene tilbage og nu 2 år senere står der det fineste hus og mangler en beboer.
Det ville være ret fantastisk at bo i skoven med langt til nærmeste nabo og alligevel forholdsvis tæt på Hals og Strandvejen.
Måske skulle jeg genoptage mit abonnement på Eurolotto. Der er 196.000.000 i puljen lige nu – så skulle der nok være råd til at købe sådan et bette hus og lidt til.
Vi kommer forbi huset når vi går ad en bagvej i Præstens Plantage som vi gjorde i dag.
September ligner april med sit omskiftelige vejr. I dag var jeg i uldsweater og regnjakke – i morgen ser det ud til at man kan sidde på terrassen og drikke kaffe.
I skovbunden pibler svampene frem og jeg har allerede set svampejægere med kurve over over armen, som støvsuger skoven for spiselige svampe.
Jeg nøjes med at spise et par brombær på min vej 🙂
-
Så skete det
Det er ved at være nogen tid siden at jeg annoncerede, at min lille Aygo snart rundede de 200.000 km – det skete så først i dag. Man kan ikke sige at kilometertallet løber hurtigt i øjeblikket – det bliver mest til småture til skoven og mosen og det rykker ikke akkurat.
11 år, 3 måneder, 3 uger og 2 dage tog det.
I dag tog vi turen i mosen. Efter 4 km, da vi var omtrent halvvejs, åbnede himlen sluserne og resten af turen foregik i øsende regnvejr. Jeg var i regnjakke og kameraet blev pakket ind i hundelorteposer – det var kun den bette Bob der var totalt ubeskyttet.
Han er ikke vild med det og det gik i rask trav da han fornemmede, at vi var på vej retur mod bilen.
-
Duehalen på besøg
Jeg opdagede duehalen i gårdhavens sommerfuglebusk, mens jeg stod i køkkenet og lavede mad. Hurtigt greb jeg kameraet, løb ud i gården og havde max 10 sekunder til at fange den i søgeren og så var den væk igen.
Jeg har set sådan en før, men aldrig i min lille gårdhave, hvor biodiversiteten desværre ikke er så stor.
Den svirrer stille i luften som en lille kolibri, men den fine duehale er en natsværmer.
På trods af sit beskedne vingefang på 5-6 cm formår duehalen af trække mere end 2.000 kilometer fra Middelhavsområdet til Danmark. Snart flyver den op i 2 km højde og vender snuden syd på igen.
-
Held i uheld
Det endte faktisk med at være lidt held i uheld, at jeg ikke skulle starte til keramik i går alligevel.
Solveigs far kom til skade på sit arbejde og måtte en tur på skadestuen, netop som han var ved at være på vej hjem. Det endte heldigvis godt og var ikke alvorligt, men sådan en uplanlagt tur på skadestuen kan hurtigt ødelægge en tidsplan, så jeg havde under alle omstændigheder ikke nået mit første keramikhold.
Til gengæld fik jeg en eftermiddag med vores lille Sol, som var i det allerbedste humør. Og når man nu alligevel ikke skal sidde og fedte med ler, kan man jo lige så godt hygge sig med en fireårig.
I dag var der afhentning som sædvanlig. Der er dog indført en lille ændring i vores eftermiddagsprogram.
Vi går ikke længere direkte hjem. Først skal vi omkring skolens legeplads.
Det er ikke noget, vi diskuterer. Det er mere en fastlagt del af transporten. Jeg er efterhånden blevet klog nok til at vide, at man ikke skal forsøge at forhandle med en fireårig, der har besluttet sig for noget. Man kan lige så godt nyde turen.
Når vi endelig kommer hjem, starter vi med håndvask.
Og jeg skal love for, at der bliver vasket hænder.
I MEGET sæbe.
Det er godt, hendes mor arbejder i Matas og kan købe håndsæbe i store flasker.
Efter jobbet kørte Bobben og jeg ud til golfbanen og gik en lang tur langs Nordsøstien. Vi så markfirben, egern og flere sommerfuglelarver på jagt efter et egnet sted at forpuppe sig eller overvintre.
Det er ikke længere muligt at bilde sig selv ind, at det stadig er sommer. Efteråret er på vej. Man kan mærke det i luften, og jeg glæder mig faktisk lidt til igen at kunne pakke mig ind i uld, vindtæt jakke og støvler.
-
Sikken en skuffelse
Jeg havde sådan glædet mig til i morgen, hvor jeg sammen med min niece skulle være startet til keramik. I dag tikkede der så desværre en aflysning ind.
Underviseren havde trukket sig og de havde ikke kunne finde en erstatning på den korte tid.
Jeg var virkelig opsat og havde 117 projekter i tankerne, som jeg ville have kastet mig ud i.
Det lød som om at kurset kunne blive udbudt senere på vinteren, hvis de kan finde en underviser og så er jeg klar til at melde mig til igen.
Det er ikke akkurat fordi jeg mangler en hobby, men det er altid godt at få udvidet repertoiret.
-
Hals nyt
Vi kan rigtigt godt li’ at komme på landkortet herude i vandkantsdanmark, men helst når det er for noget positivt som f.eks. vores nye ismejeri, kunstfestivallen eller trolden i skoven.
Når det handler om fund af flåter med den alvorlige TBE virus (en virusinfektion, som i nogle tilfælde kan udvikle sig til alvorlig hjernebetændelse) er det knap så rart at blive omtalt. Men det er den nye virkelighed vi skal forholde os til herude. Det er selvfølgelig yderst sjældent, at man bliver smittet med TBE, men jeg forestiller mig, at der alligevel lige skal undersøges en ekstra gang når vi kommer hjem fra skoven og mosen.
Jeg kan se, at det også kan ramme hunde og så meget mere grund til at benytte nogle af de medicinske metoder dyrlægen kan ordinere. Bob har i flere år fået Bravecto tyggetabletter – en halv i april og en halv i august. Han har ingen bivirkninger af dem og de er ret effektive.
Desværre er der ikke helt samme mulighed for mennesker. Man kan blive vaccineret, men det anbefales mest til jægere og skovarbejdere, der opholder sig uden for stierne i naturen.
Et sted vi mangler på landkortet og i historiebøgerne er ved afslutningen af 2. verdenskrig.
De fleste danskere forbinder 5. maj 1945 med én ting: Befrielsen. Efter fem lange år var Danmark frit, tyskerne havde kapituleret og der blev sunget, flaget og festet rundt omkring i landet.
Men ikke i Hals.
Ude ved Nordmandshage – på Hjørnet af Land – lå en tysk deling med omkring 600 soldater og et ganske imponerende arsenal af kanoner og bunkere. Anlægget var bygget for at kontrollere indsejlingen til Limfjorden.
Da tyskerne officielt kapitulerede 5. maj, forventede den lokale modstandsbevægelse naturligvis også, at tyskerne i Hals lagde våbnene.
Det gjorde de ikke.
Den tyske kommandant, Leutnant Ferdinand Krahe – de lokale kaldte ham Piraten – nægtede simpelthen at overgive sig til de lokale modstandsfolk. Han ville kun kapitulere til de britiske styrker.
Situationen blev ret anspændt og på et tidspunkt blev kanonerne endda rettet mod byen. Den tyske kommandant truede med at beskyde Hals, hvis ikke modstandsbevægelsen sørgede for ro og orden.
Først den 17. maj 1945 – 12 dage efter resten af Danmark havde fejret befrielsen – ankom en britisk styrke til Hals. Den britiske søofficer Commander Alan Douglas Bruford, modtog den tyske overgivelse.
Klokken 17 var krigen så endelig officielt slut i Hals.
Man nævner altid Bornholm, som et sted der blev befriet senere – men i Hals måtte man altså vente endnu længere.
Vi har stadig resterne af anlægget og jeg var forbi i dag.
Så fik I også lige en lille historielektion i dag 🙂
Du kan læse mere her – nederst i artiklen kan man se en lille film omhandlende Hals under krigen
-
Fra Vandløse til Oslo
For en stund tog Hals navneforandring til Vandløse. Vandværket havde nemlig meldt ud, at der i dag ville blive lukket for vandet hele dagen – og i hele byen.
Vi fik først beskeden i går på Facebook, så der var ikke ligefrem oceaner af tid til at forberede sig. Jeg stod tidligt op, gik i bad, fyldte nogle kander med vand og var klar, da der klokken 8.30 blev lukket for hanerne.
Allerede klokken 11.15 kunne jeg dog konstatere, at vandet var tilbage, trods meldingen om, at det først ville komme igen ud på eftermiddagen. Det var jo nærmest en skuffelse. Jeg havde lige nået at føle mig en lille smule som en overlever.
Var det blevet mere langvarigt, har jeg faktisk lyttet til Beredskabsstyrelsen og har dunke med vand stående til en eventuel krisesituation. Vand og toiletpapir. Det er åbenbart det, mit personlige katastrofeberedskab rækker til.
Måske skulle jeg begynde at tænke lidt videre og få anskaffet mig noget mad, batterier, en lommelygte og den slags. For skulle der en dag opstå en rigtig krise, er jeg ret sikker på, at der bliver udsolgt af den type varer på nul komma fem. Og så står jeg der med 25 liter vand og toiletpapir og ikke meget andet.
Udover vandmanglen har dagen mest handlet om den norske konge, hvis liv efter alt at dømme rinder ud i disse timer. Det kan man vist godt udlede af, at stort set hele den norske kongefamilie er samlet på Rigshospitalet i Oslo. Selv hans gamle storesøster og ‘barnebarnet’ Marius med fodlænken er til stede.
Kong Harald virker som sådan en hyggelig fætter. Nordmændene kalder ham vist hele Norges bedstefar, og det er faktisk et meget passende navn alderen taget i betragtning. Han er tæt på 90, så det er jo heller ikke, fordi det kommer helt uventet. Men trist er det selvfølgelig alligevel.
Jeg har faktisk mødt både ham og Sonja engang.
På en tur til Norge var vi i nærheden af Eidsvoll stavkirke. Der var et større opbud af mennesker og politi, og vi kunne ikke helt gennemskue, hvad der foregik.
Det viste sig, at de var der af en ganske god grund. Pludselig kom Harald og Sonja gående forbi lige dér, hvor vi stod.
Så jeg har altså stået ganske tæt på hele Norges bedstefar. Det er måske ikke helt det samme som at have drukket kaffe med ham, men i min bog tæller det alligevel som et kongeligt møde.
-
Det er snart jul!
Med fire måneder til juleaften er det vel ikke et øjeblik for tidligt at begynde at tænke på at strikke en julesweater.
Det plejer at være Solveig, der er modtager, når den står på julestrik og det kommer den helt sikkert til igen. Men lige nu er der faktisk tale om en julesweater til mig selv: en Varden Julegenser.
Originalen er strikket i Tynd Peer Gynt og mohair – eller alternativt en enkelt tråd Peer Gynt. Men Peer Gynt har jeg det stramt med. Det kradser ganske enkelt noget så frygteligt. Heldigvis findes der også andre alternativer.
Min garnkurv bugner med den bløde og lækre Filcolana Peruvian, som har præcis den rigtige strikkefasthed. Både små og hele nøgler.
Der er sikkert ikke helt garn nok til den marcipanfarvede bund, men så må jeg supplere med et par nøgler, når jeg har fået strikket mig igennem de mange rester.
Jeg var faktisk et øjeblik ved at overveje at købe nyt garn til de farvede partier også. Men så ender jeg jo bare med endnu flere rester og det ville næsten være at spænde ben for hele projektets ide om at få bugt med garnlageret.
Så den bliver strikket i de farver, jeg allerede har. Det bliver spændende at se, om det ender med noget pænt eller som et meget farverigt bevis på, at jeg burde have købt garn med en plan.
