Lørdagen begyndte med et besøg på Nordkraft til ‘Neu – Et kunst & designmarked jule-edition’. Jeg var der da de åbnede med smuk korsang og det samme var rigtig mange andre. Alt for mange mennesker på alt for lidt plads gjorde, at jeg kun var der en times tid.

Nu er jeg parkeret i sofaen med camille te, strikketøj og en god engelsk krimi på fjernsynet.

Jeg hoster mig gennem både dage og nætter i øjeblikket. Et læge besøg fredag var desværre uden at finde årsag/hjælp. Hosten skyldes virus, så jeg er henvist til de midler man kan få i håndkøb og Benylan har desværre vist sig at være temmelig virkningsløs.

Fredag var også en dag, hvor jeg havde 9 år jubilæum som teknisk konsulent. Umiddelbart synes jeg det lyder som alt for længe, men når jeg tænker på hvor meget tummel jeg har været igennem i de år i form af fyringsrunder, chefskifte og organisationsændringer kan jeg godt regne ud, at der må være gået en del år.

Dagen bragte også en glædelig nyhed med sig, men den er jeg blevet bedt om at vente lidt med at afsløre. Bare et par dage.

En af dem er, at jeg ikke behøver læse tykke bøger om vejen til at leve i nuet.

Jeg kan bare gå en tur med Bob ved stranden. Mens jeg går og spekulerer på samtalen med chefen eller udfordringerne i jobbet, stopper han brat op for at snuse til et bunke tang eller en død fisk.

Og det skal altså være NU!

Mens han begejstret snuser færdigt og glad genoptager sin søgen efter andre dejlige dufte, opdager jeg en svaneflok på havet, et skib i horisonten og mærker vinden i ansigtet. Og så er jeg pludselig der, hvor jeg skal være.

Til stede… trods kulden, der bider i kinderne.

Er vejret pænt på denne dag, er sne i julen en sikker sag, siger et gammelt vejrvarsel.

Skal man tro på det, er den hvide jul sikret for det har været usædvanligt smukt i dag. I det mindste i det nordjyske, hvor solen har skinnet hele dagen fra en klar kold himmel.

Det var også første dag med normaltid. Kunne jeg ønske mig noget var det, at vi havde sommertid hele året for pludselig er det alt for tidligt mørkt.

Havde jeg ikke fri kl. 15 ville Bob og jeg kun komme i skoven eller til stranden i weekenden og ville nærmest ikke se lyset hele vinteren udover det jeg ser gennem kontorvinduet og det ville da nærmest ikke være til at holde ud.

Stranden var skøn i dag, men også så kold, at jeg fortrød at hue og vanter lå hjemme. Vi gik en lang tur. Igennem sommerhusområdet ud og ad stranden hjem.  Der er øde nu.

Husene er pakket ned for vinteren og der er fuldstændig mennesketomt.

Det giver en dejlig plads til os.

En af glæderne ved at have hund er, at man kommer ud i al slags vejr og selvom om det ikke var lysten der trak, så var det alligevel dejligt at komme ud og mærke, hvor meget mere intens skoven dufter på sådan en regnvejrdag.

Regnen har silet ned siden vi stod op tidligt til morgen og dagen har – udover morgen lufteturen og skovturen – været tilbragt inde med strik. puslespil og madlavning. Og ikke ret meget andet.

Jeg er nået til ærmegabet i den lille islænder og har strikket rib på første ærme.

Jeg er rigtig godt tilfreds indtil videre

Min hippie periode sidst i halvfjerdserne var meget mere lilla og jeg har aldrig ejet en islænder, men en af mine venner havde i samme periode sådan en trøje og tog den, til sin mors ærgrelse, aldrig af.

Da han så den, tog vi lige en tur ned af Memory Lane, men den samtale skal ikke refereres her… vores børn behøver jo ikke vide, hvor vilde vi har været 🙂