• To og elleve

    Verdens fineste Irma bliver to år i dag – samme dag som jeg har 11 års jubilæum som Teknisk konsulent.

    Det skal fejres!

  • Jeg trænger…

    – både til den weekend, der venter forude, men sandelig også til ferien.

    Ugen har været brugt på at slukke ildebrande rundt omkring og det er så pokker udmattende.

    Vi kan ingen varer skaffe, så det er en evig kamp at få skaffet det rigtige udstyr til brugerne – især til nye kolleger, som vi gerne vil pusle lidt om, men hvad kan det nytte når de skærme eller det headset de bestiller har en ETA, der siger ultimo december.

    Det er fanjensme op ad bakke.

    Det går ikke væk fordi jeg holder fri – men det går væk i mit hoved og det er der er brug for lige nu.

    I dag måtte jeg nøjes med den frihed, der ligger i en tur i skoven med de to franske.

    Det er nu heller ikke det værste der kan ske.

    Holland indførte i går skærpede restriktioner for indrejse fra højrisiko lande – herunder Danmark

    • Ikke vaccinerede skal i 10 dages karantæne
    • Der skal udfyldes helbredserklæring
    • og en karantæne deklaration
    • Der skal benyttes mundbind i offentlig transport og på indendørs stationer

    Heldigvis opfylder vi fortsat kravene for indrejse, så jeg satser ikke på, at der kommer en aflysning i sidste øjeblik.

    Præcis som herhjemme opfører vi os fornuftigt og de få ting, som vi har planlagt at ville se, er steder, hvor man skal booke tid, så der ikke lukkes større antal mennesker ind.

    Derudover har jeg at tage en PCR test inden afrejse og igen nogle dage efter hjemkomst.

  • Snart

    Nedtællingen til vores julerejse er for alvor gået i gang.

    Vi skal rejse om 12 dage og satser stærkt på, at Corona og de nye restriktioner, der er på vej, ikke når at sætte en stopper for vores tur denne gang.

    Vi er så klar og mens vi gør gaderne i Amsterdam usikre flytter mureren til Hals og passer både hunde og hus.

    Egentlig skulle hundene have været i pension – men så tilbød han at være hundesitter og det er helt sikkert en langt bedre løsning for dem at være i vante omgivelser.

    Det bliver dejligt at komme lidt ud og se noget andet efter i et par år kun at have været i Nordjylland. Bevares her er skam dejligt, men for mig/os betyder det noget særligt at komme ud og se noget andet end den hjemlige andegård.

    Ud af Nordjylland skal jeg også senere i december. Vi genoptager vores juletradition i afdelingen og mødes allesammen i hovedstaden. Efter en lille workshop skal vi i Tivoli og slutter med julefrokost i Grøften.

    Hvis altså Gud og Corona vil.

  • 72 gram finull og andre rester

    Jeg har ikke rørt Kelly genseren siden jeg opdagede at mine magic knots var gået op… overvejer om det er et tegn på, at jeg lige så godt kan trævle skidet op!?!

    Det er ikke fordi pindene af den grund ligger inaktive hen. Jeg strikker små projekter af kurvens mange rester.

    I går strikkede jeg en scrunchie efter Lærke Baggers vejledning. To tråde merino af en slags og en tråd mohair. Den er blevet lidt tyk og fast – det skal prøves igen for det er et sjovt resteprojekt og Nanna synes de er fede.

    Jeg er anderledes tilfreds med et andet lille resteprojekt – Overvintring Mini, str. 3 mdr. som har kostet bare 72 gram af min mange Finull rester. Opskriften, som er lavet af norske Aftenstrikk, går fra nyfødt til str. 2 år, så der er masser af muligheder for at få brugt flere rester.

    Til morgen er der slået op til et Seaside sæt – også i rester – mens jeg overvejer, hvad jeg skal gøre ved den Kelly Genser.

  • Vores nye hemmelige sted

    Der er ikke mange, der bevæger sig uden for skovens afmærkede stier, men gør man det, kan man opdage de dejligste steder.

    Vi har fundet et nyt yndlingssted. En smal sandet sti fører gennem heden og ned mod stranden. Et stykke inde åbner stien sig mod et klitområde med bakker og sand.

    Området er ikke vildt stort, men stort nok til at hundene synes, at det er fedt at piske rundt i bakkerne, sandet og den lave vegetation.

    Helt ukendt er området ikke. Jeg gik her en enkelt gang i foråret – alene – for at kigge efter hugorme. De skulle efter sigende være gået i hi for vinteren, så vi kan færdes i området uden risiko for at blive bidt.

  • Don’t kill the messenger

    Desværre er jeg blevet hende, der er nødt til at fortælle kunderne om både lange og udsatte leveringstider på den hardware, de har bestilt.

    Nogen er søde og takker blot for at holde dem orienteret – hos andre falder det ikke i god jord, de brokker sig, mener ikke det kan passe, de kan jo hente varen i Elgiganten og hvad har vi…

    De må have levet under en sten de sidste par år, hvis ikke de er oplyst om de problemer, der pt. er i at få leveringer fra – specielt – østen.

    Jeg svarer ikke yderligere medmindre de stiller et decideret spørgsmål – jeg mener de er orienteret om situationen i min første mail og hvad mon de vil de have jeg skal gøre? Starte iGo og køre til Kina og hente deres vare? Eller?


    Nå, men jeg har også selv måtte udtrykke min utilfredshed i dag. Den 1000/1000 internetforbindelse Telenor har leveret til mig lever langt langt fra op til det lovede. Eller deres router gør ikke.

    Min hjemmearbejdsplads står 13 meter fra routeren og her er hvad den kan levere PÅ EN 1000/1000 FORBINDELSE!

    Det er virkelig ikke imponerende.

    Siddende klods op af routeren opnår jeg 275,9 ned og 539,1 op.

    Jeg har selvfølgelig gjort alt det de foreslår med at slukke routeren, vente og så igen måle hastigheden.

    OG prøvet på en anden laptop og på min MAC. Ingen ændring.

    Det betyder, at jeg på en hjemmearbejdsdag har svært ved at passe mit job. Jeg falder jævnligt ud af møder og mister forbindelsen under Teams telefonopkald.

    Nu har de fået en mail – venlig – og så håber jeg, at der sker noget.

  • November mørke

    Jeg kan sagtens forstå, at rådyrene flygter over hals og hoved når de to franske komme tromlende gennem landskabet.

    De kan ellers godt tage det helt roligt for et eller andet sted i evolutionen er jagtindstinktet vist forsvundet fuldstændig ud af racen – i hvert fald i den blodlinje mine stammer fra.

    I går luftede Nanna og jeg hunde samme sted og meget meget tæt på os lå det her lille dyr og trykkede sig. Ingen af de tre franske vi medbragte fik så meget som færten af dyret. Hverken på ud- eller hjemturen.

    Det er 1. november og med gårsdagens overgang til normaltid levner dagen ikke meget lys til skovture.

    I dag insisterede jeg på at nå det i det hurtigt svindende lys – og vi nåede knap en time inden vi vendte snuden hjemad.

    Det blev på ingen måde nogen god mandag på jobbet. I morgen er der heldigvis en ny dag, som jeg agter at tilbringe på hjemmekontoret.

  • Kelly genser med split og udfordringer

    Det er længe siden jeg har haft gang i samme strikketøj så længe. Jeg kæmper lidt med de tykke pinde – 6mm – de gør mine hænder trætte og det flyder slet ikke for mig.

    Jeg har netop sat masker af til ærmer og opdager, så at mine magic knots ikke holder i det her garn 😩

    De fungerer så fint i finullen og så tænkte jeg, at Peer Gynt også er ren norsk uld, så det må kunne du.

    Det gør det så ikke.

    Jeg trævler ikke op.

    Jeg gør i stedet noget desperat for at forhindre de tre løsnede knuder i at ødelægge mit bærestykke. Hvad, ved jeg ikke ikke endnu, men jeg skal nok finde på noget.

  • Oktober synger på sidste vers

    Natten mellem lørdag og søndag går vi tilbage til normaltid.

    Dagen aftaget med 08:28.

    I går var det 08:03. Der forsvinder tid hver eneste dag.

    Endnu kan jeg nå at lufte hundene i dagslys, men det varer ikke ved.

    Mit cedertræ i gården har fået tændte lys på. Ikke julelys, men lys-i-mørket lys. Om en måned kan vi kalde dem julelys og så kommer de ikke til at stå alene.

    Jeg går lidt og lurer på hvornår naboerne går i gang med lyskæder for hvem vil være hende juletossen, der starter allerede i oktober!?!


    I dag sidder jeg på hjemmekontoret. I nattøj og med hundene sovende under skrivebordet. Møderne ligger som perler på en snor og så er det rart med ro, langt væk fra forstyrrende kunder.

    Der er sådan en sær kultur, når det gælder telefonmøder. Selvom vi sætter et skilt op på disken, vores busylights blinker rødt og vi med fagter fortæller, at vi sidder i møde, så bliver det ikke hverken forstået eller respekteret.

    Hvis vi sad i et lokale med lukket dør og mødeskilt på, mon så også de ville bryde ind? Bare en tanke.

  • Hurra for muligheden

    Når man tror man trykker på snooze og i stedet for slukker vækkeruret og vågner 5 minutter i mødetid, så er det skønt at kunne benytte hjemmearbejdspladsen i stedet for at stresse rundt og komme helt forkert ud af huset.

    Sådan en mandag blev det for mig.

    Det var ikke nogen svær beslutning at træffe. Normalt er det noget, som jeg aftaler med mine kolleger, men jeg vidste, at ingen af dem havde fri i dag eller have aftaler ud af huset.

    På den vis blev min mandag fredelig og tilbragt i nattøj og med sovende hunde under skrivebordet.

    Kontoret blev lukket ned til sædvanlig tid og så blev hundene pakket til en skovtur.

    Julen er begyndt at snige sig ind på os.

    I dag skulle vi vælge firmajulegave og vores årlige tur til København, Tivoli og Grøften er i planlægningsfasen. Det er et par år siden vi var afsted sidst, men det var ikke svært at overtale vores nye chef til at holde ved den tradition.

    Vi har fået en ny lokation på Frederiksberg og i år bliver dét mødestedet. Det sparer os for en del transport til og fra byen.

    Jeg glæder mig – det er altid hyggeligt at møde kolleger live og ikke kun på telefon.