-
Skyderier
Endnu et skoleskyderi i USA. Denne gang med dødelig udgang for fire mennesker.
Gerningspersonen er en 14 årig med navnet Colt (!?!), som havde fået våbnet af sin far i julegave. Det behøver vel ikke nærmere uddybning, hvor syg jeg mener USA’s våbenlov er?!?
I Danmark er det vist kun sket én gang.
Den 5. april 1994 gik 35 årig Flemming Nielsen ind i kantinen på Nordisk Institut på Aarhus Universitet og skød to kvindelige studerende. Efterfølgende skød han sig selv.
Tæt på i samme bygning befandt min mor sig. Hun var på det tidspunt ansat ved Nordisk Institut i en afdeling, der kortlagde jyske dialekter. I afdelingen befandt sig store mængder båndoptagelser af indtalte dialekter i en stor brandboks og min mor fortalte, at da de hørte skudende og den efterfølgende panik gemte de sig i brandboksen.
Jeg har forsøgt – uden held – at genkalde mig min mors oplevelse (det foregår 10 dage inden jeg fødte Nanna – min undskyldning er begyndende ammehjerne.
Flemming Nielsen var selv studerende på Institut for Nordisk Sprog og Litteratur og jeg har hørt en podcast om hændelsen, som forsøger at klarlægge hvorfor det skete. Flemming Nielsen var en ensom mand uden noget socialt liv og uden succes hos kvinderne. Han var vred på sine forældre, vred på kvinder, vred på verden.
I et afskedsbrev skrev han bl.a.: ‘Når dette læses, så har jeg forhåbentlig myrdet et par værdiløse søer, som skal betale for de ar, jeg render rundt med.’
Hvilke svigt skal til, før et menneske kommer så langt ud til at blive en morder? Hvordan kunne han gå på universitetet i otte år, uden at nogen reagerede på hans sindstilstand? Hvad var det, der forvandlede Flemming Nielsen fra menneske til morder? Hvad udløste katastrofen?
Det får vi nok aldrig at vide – ligesom vi sikkert heller ikke finder ud af, hvad der får en 14 årig til at skyde lærere og elever på en skole.
-
Brodøse
Jeg er ikke akkurat nogen Karen Marie Dehn, som kan brodere, så det ligner en million, men fra bare at være en lidt kedelig brun sweater er den nu pimpet med lidt blomster broderet i mohair.
Valgte faldt på mohair både fordi det er let garn, men også fordi det er tilgivende overfor fejl … jeg synes, at jeg slap ret godt fra det.
Jeg vil rigtig gerne lære broderikunsten. Særligt den på strik. Førnævnte Karen Marie afholder workshops, men desværre mest på Sjælland.
Jeg må i gang med google – det burde være muligt at finde et kursus tættere på Nordjylland.
Trøjen er selvfølgelig til den lille Miss Sunshine.
Vi var på legepladsen i Stae i går, hvor de har en hoppepude. Det var et hit og der var på ingen måde brug for en uldtrøje.
-
Hyggeligt gensyn
Det er næsten blevet en tradition at vi mødes en lille flok nuværende og tidligere kolleger til en frokost på Kystens Perle.
Kystens Perle er en over 100 år gammel beværtning som ligger et spytklat fra Vester Bådehavn og med et bord udendørs havde vi den dejligste udsigt til marinaen og fjorden. Jesper havde lovet både solskin og flyopvisning – det sidste måtte vi dog kigge langt efter i år.
Der blev serveret god mad og velskænket fadøl, som ‘kaffekassen’ betalte og efter knap 3 timer i det hyggeligste selskab gik vi derfra opdateret på hinandens arbejds- og privatliv.
Næste år er det mine kolleger, der må tage initiativet og så håber jeg, at de husker at invitere undertegnede også.
Jeg kan i hvert fald godt den dag!
-
Varme ører af rester
For mere end to år siden modtog jeg det fineste nøgle håndfarvet garn af Anne.
Det skulle have været omsat til en lille slipover, magen til den hun selv havde strikket til sit barnebarn.
Jeg blev aldrig færdig med den fordi jeg var bange for der ikke var nok garn. I går dukkede den op i garnkurven. Jeg trevlede den op og nu er den, sammen med en rest mohair, omsat til en lille blød og lun hue til Solveig.
Den anden hue – samme opskrift – er strikket af Pernilla rester.
Den står i det hele taget på restestrik.
På pindene lige nu er en hoodie – også til Solveig. Den bliver stribet i brun og natur, for de alpakka nøgler jeg købte for en slik, er ikke i samme indfarvning, men med en stibe imellem er der ikke en kat, der ser det.
-
Ting jeg undrer mig over
- Hvordan var en arbejdsdag på et kontor inden computere eksisterede? Mødte man bare op til et tomt skrivebord med en telefon? Hvordan fik man mødeindkaldelser, hvordan fik man beskeder fra ens chef? Hvad gik dagen med?
- Taylor Swift… sikken en hype! Den her boomer kan ikke nævne ét eneste nummer damen har lavet.
- USA har ca 336 millioner indbyggere. Hvordan er det muligt, at man blandt så mange mange mennesker kun kan opstille en konfus oldning og en usympatisk klovn som præsidentkandidater? Nu har man så skiftet oldingen ud en begavet farvet kvinde… men den anden undrer stadig?!?
-
Jeg prøver igen
Efter sommerferiens utilfredsstillende pensionsrådgivningsmøde, hvor jeg ikke blev ret meget klogere, har jeg nu booket et nyt… og denne gang et fysisk møde i firmaet.
Jeg var så heldig, at en af mine kolleger vidste, at Velliv ville komme til Aalborg i september og der var lige to tider tilbage – en af dem nappede jeg.
Det er ret vigtigt for mig at få et overblik over økonomien inden udbetalingerne starter i januar og det var rådgiveren på sommermødet overhovedet ikke klædt på til. Tværtimod virkede han total uforberedt og havde end ikke kigget på de udtræk fra pensionsinfo, som jeg var blevet bedt om at lave.
Jeg forventer en helt anden velforberedt rådgiver denne gang.
Dagens tal: 133 dage heraf 74 arbejdsdage.
-
På job i Polen… næsten
Fredag insisterede min VPN klient på at give mig en polsk ip-adresse og hele hjemmearbejdsdagen gik alle søgninger til polske websites…
Jeg har ingen erfaring med polske webshops, men jeg kunne da konstatere, at f.eks. det polariseringsfilter (fototilbehør) jeg søgte på, var det del billigere i Polen.
Det var i det hele taget en udfordrende arbejdsdag og da alle brande var slukket havde jeg heldigvis nået fyraften.
I dag er store-rengøringsdag. Hundene er henvist til gårdhaven. En blød plads i solen betragter de ikke som at være blevet forvist i ørådet. Tværtimod.
Den halvt afrevne klo på Bobs tå er faldet af og heldigvis gik det som Mogens Dyrlæge havde håbet… en ny fin lille klo er på vej og han har ikke været generet eller haft ondt. Så fik vi også prøvet det.
Jeg har haft en hund, der brækkede en tå og fik amputeret yderste led og negl, men aldrig en afrevet klo. Det behøver vi ikke prøve igen.
Resten af weekenden bliver af den langsommelige slags – som jeg foretrækker det.
På strikkepindene er en lille bestillingsopgave til Solveig – varme strikkede bukser og på mobilen den dejligste bog skrevet af Mich Vraa, Under en anden himmel.
Jeg klager bestemt ikke over udsigten til to dages fordybelse og ture ud i det blå.
God weekend til dig!
-
Undværlig
Jeg forsøger på alle måder at gøre mit exit fra firmaet så nem som mulig for mine kolleger. Jeg laver små guides og dokumenterer mine opgaver.
Jeg forsøger at gøre mig selv undværlig.
En lidt underlig opgave, men med kun 79 arbejdsdage tilbage skal mine kolleger sørme til at tage over og hellere i dag end i morgen. Jeg håber, at de benytter muligheden, mens jeg fortsat er på kontoret til at hjælpe og til at svare på spørgsmål…
… inden de bliver mødt af denne!
Sommeren har været stille på kontoret, men nu hvor skolebørnene er tilbage i skole, er forældrene også tilbage på job. Det kan man tydeligt mærke på motorvejen om morgenen.
Heller ikke dét skal jeg forholde mig til fremover. Jeg skal heller ikke stå op om morgenen på en snevejrsdag og overveje om jeg skal køre ud i det eller bliver hjemme.
Har jeg fået sagt, at jeg glæder mig?
-
Legedate
I weekenden var jeg på legepladsen med Solveig og hendes mor. På den ene af byens børnehavers legeplads. Det bliver mest sansynligt et af de to steder hun skal gå om et år og så er det skønt at området er kendt i forvejen.
Det havde regnet og solveig var ikke sen til at smide sig i en vandpyt og smage på vandet. Og bagefter råbe aaaad og gentage seancen.
Der kom vand op i bukserne og ned i støvlerne, så hun bagefter gik med sådan en svuppende lyd.
-
Men hvem tæller
De første arbejdsdage efter ferien blev stille – både på kontoret og på motorvejen. Det er tydeligt at mærke, at der fortsat er mange, der holder ferie.
Mine søde kolleger havde gjort deres for at holde min opgavebunke nede – snart er opgaverne deres, så mine tre ugers ferie var en god øvelse.
Jeg har brugt de sidste par dage på at rydde op i skuffer og skabe.
Egne skuffer og skabe.
Min tid lakker mod enden og og de stille dage var oplagte til at gennemgå alt det, der har hobet sig op gennem årene.
Meget kunne kasseres, men jeg fyldte alligevel to bæreposer med ting som skulle med hjem.
146 dage i alt tilbage.
Min teamleder har luftet muligheden for at jeg kan stoppe før – evt. med tilkald. Når mine opgaver er overdraget er der ingen grund til, at jeg sidder og piller næse – så antallet af arbejdsdage er en smule uvist.
Sikkert er det, at jeg afholder det meste af resten af min ferie i december, så der bliver rigtig god tid til alle juleforberedelserne i år. Og til en dejlig tur til London med min yndlings pode.
