-
Hallbjønnsekken
Jeg har bildt jer noget på ærmet … jeg mente, at jeg havde et kongeligt møde med Kong Harald og Dronning Sonja ved en stavkirke.
Fotos fra den tur viser imidlertid, at det var foran Hotel Dalen, at vi stødte på dem. Bygningen er af træ – så meget huskede jeg da. Der er fotos af en stavkirke fra samme dag – så jeg var ikke helt gal på den.
Kong Harald og Dronning Sonja var på rundrejse i Vest-Telemark og skulle vist overnatte på hotellet.
Vi var der på sommerferie i august 1996. Idrætsklubben i det firma, hvor både min eksmand og jeg arbejdede, havde en lejlighed i Hallbjønnsekken – Hallbjønn Feriesameie – nærmest ude midt i ingenting. Der var 25 kilometer til nærmeste forretning.
Nanna er kun 2 år, men kunne åbenbart allerede kaste med en fiskestang. Jeg er ret sikker på at hun ikke fangede noget.
Det var flere får end mennesker. Mange flere. Og ikke alle var lige begejstret for de påtrængedne dyr.
Billederne er affotograferet fra papirbilleder, så kvaliteten er ikke noget at råbe hurra for.
-
Mormor, masker og medaljer
Da jeg flyttede til Hals for efterhånden mange år siden, var jeg vist mest kendt i byen som hende med de to meget store hunde. De var ikke ligefrem diskrete i bybilledet de to.
De mennesker, der genkender mig nu, er højst seks år gamle. I dag lød en høj og meget klar stemme gennem Rema:
“Det er Solveigs mormor!”
Det var en af de lidt større piger fra børnehaven, som nu er startet i skole. Hun vinkede ivrigt og kunne fortælle, at det var rigtig sjovt at gå i skole. Jeg er nu slet ikke utilfreds med mest at være et kendt ansigt i børnehaven.
Weekenden er gået med en blanding af sokkestrik og atletik.
Sokkerne er til Solveig, som stikker sine små fødder ud under dynen om natten og så skal der naturligvis være et par bløde og lune sokker at putte dem i.
Jeg har strikket to par. Det første par er i sokkegarn af ren uld. De er fine og varme, men garnet blev lidt hårdt i overfladen, så jeg lavede også et par i to tråde Filcolana Alva, som er ren alpaka og noget af det blødeste og luneste, man kan forestille sig.
Jeg havde faktisk først kastet mig over et par i noget tilsvarende tyndt alpakkagarn, som lå i restekassen. En billigere udgave af Alva, men hvor stor forskel kan der egentlig være?
Åbenbart en hel del.
Jeg kunne virkelig se forskellen på det billige og det dyrere garn. Maskebilledet i det billige garn blev bare grimt og ujævnt, mens Alva lagde sig smukt og jævnt. Måske kunne det billige garn have fungeret fint som følgetråd, men strikket alene i to tråde var det altså noget skod.
Da skaftet var færdigt, væltede jeg en kop kaffe ud over både garn og strømpe. Og så var beslutningen pludselig meget nem. I skraldespanden med det. Nogle gange kommer tilfældet bare med en løsning, man ikke selv havde tænkt på.
Fra fredag til søndag konkurrerer verdens bedste atleter i den første udgave af World Athletics Ultimate Championship.
Det er toppen af poppen, der er samlet i Ungarn og konkurrencen er skruet sådan sammen, at alle deltagere får en pengepræmie. Den samlede præmiesum er på 10 millioner dollar. Den individuelle vinder får 150.000 dollar (1 million kroner!), nummer to 75.000 og nummer tre 40.000. Faktisk får alle der stiller op noget med hjem.
Jeg elsker at se atletik, så jeg var nødt til lige at købe en måneds TV 2 Sport for at kunne følge med. Og de første to dage må jeg sige, at jeg har fået masser af fed underholdning for pengene.
Der er kun én lille sten i skoen.
Den medkommentator, som efterhånden har sneget sig ind i stort set alle atletikstudier. Jeg bliver så træt, når jeg hører den konstante kævren og klogen sig på stort set alt. Jeg vil faktisk bare gerne se atletik. Jeg behøver ikke nødvendigvis en længere forklaring på, hvad jeg lige har set med mine egne øjne eller teorier om hvad som helst.
Men bortset fra det har weekenden været ganske glimrende.
Solveigs fødder er sikret varme, verdenseliten har leveret underholdning og jeg har ovenikøbet fået bekræftet, at jeg stadig er genkendelig i Hals. Om end nu mest som Solveigs mormor. Jeg tager det som en opgradering.
-
Fra have til mave
I går plukkede jeg de sidste to – lidt misdannede – agurker og bagefter fjernede jeg planterne fra mit lille drivhus.
Begge planter var syge – noget med nogle spindemider, tror jeg – men for søren, hvor har de leveret varen hen over sommeren.
Næste år bliver der holdt øje med dem og så snart de viser tegn på noget, bliver der indkøbt rovmider som kan tage livet af de ødelæggende spindemider.
Nu er der så langt bedre plads til den enlige tomatplante, som først her i september giver røde tomater.
Næste år vil jeg prøve med en sort, som måske kunne give en tidligere høst.
Det må kunne findes.
I år valgte jeg San Marzano fordi de er små og velsmagende.
Små er mine så ikke akkurat, men velsmagende er de.
Næste forår bliver der også indkøbt et ekstra drivhus.
Tre stærkt voksende planter i en enkelt kapilærkasse var lidt for meget. Jeg mistede overblikket og fik ikke rigtig knebet de steder som var nødvendigt og derfor er det blevet vildere end Hans og Bønnestagen.
Når tomaterne er færdige gøre der klar til vinterophold for mine krukker. Jeg har held med at overvintre mange af mine stauder fordi jeg har et ‘plante telt’ de har stået i om vinteren – med drivhuset har jeg plads til flere – også de høje.
-
Søndagstravlhed
Jeg har været så myreflittig lige siden jeg stod op kl. 7, at jeg har fået en tømmerlus … det sker ikke ofte.
Under formiddagens rengøring brød mit tøjstativ sammen da jeg flyttede på det og jeg måtte en tur i Ikea efter noget nyt. Jeg har godt nok en skabsvæg – det bugner – men meget andet end tøj.
Jeg købte noget, som virker mere solidt end det fritstående tøjstativ på hjul og jeg er ret tilfreds med dagens indsats. Altså lige udover tømmerlusen.
Nu mangler der lige at blive sat en enkelt skrue eller to i væggen, så det står mere stabilt, men da det er en ydermur skal jeg have fat i en med en effektiv boremaskine. Sådan en kender jeg heldigvis.
Udover rengøringen og alt det andet, var også Bobs månedlige bad på programmet – og så har jeg en bil fyldt med alverdens ting, der skal på genbrugspladsen. Det bliver først i morgen. Nu gider jeg nemlig ikke mere i dag.
-
Tænk hvis du vandt i Lotto
Så havde jeg købt det her hus ude i skoven nord for Hals.
150 kvm fuldstændig nyrenoveret hus for 2.395.000 kr.
I 2024 gik jeg også forbi og så tilsalg skiltet og tænkte, at den ruin bliver da aldrig solgt. Det fremstod nedrivningsklart med smadrede vinduer og et slidt og hullet stråtag.
Men nogen bed på og siden er det så blevet totalt renoveret. På et tidspunkt stod kun ydermurene tilbage og nu 2 år senere står der det fineste hus og mangler en beboer.
Det ville være ret fantastisk at bo i skoven med langt til nærmeste nabo og alligevel forholdsvis tæt på Hals og Strandvejen.
Måske skulle jeg genoptage mit abonnement på Eurolotto. Der er 196.000.000 i puljen lige nu – så skulle der nok være råd til at købe sådan et bette hus og lidt til.
Vi kommer forbi huset når vi går ad en bagvej i Præstens Plantage som vi gjorde i dag.
September ligner april med sit omskiftelige vejr. I dag var jeg i uldsweater og regnjakke – i morgen ser det ud til at man kan sidde på terrassen og drikke kaffe.
I skovbunden pibler svampene frem og jeg har allerede set svampejægere med kurve over over armen, som støvsuger skoven for spiselige svampe.
Jeg nøjes med at spise et par brombær på min vej 🙂
-
Så skete det
Det er ved at være nogen tid siden at jeg annoncerede, at min lille Aygo snart rundede de 200.000 km – det skete så først i dag. Man kan ikke sige at kilometertallet løber hurtigt i øjeblikket – det bliver mest til småture til skoven og mosen og det rykker ikke akkurat.
11 år, 3 måneder, 3 uger og 2 dage tog det.
I dag tog vi turen i mosen. Efter 4 km, da vi var omtrent halvvejs, åbnede himlen sluserne og resten af turen foregik i øsende regnvejr. Jeg var i regnjakke og kameraet blev pakket ind i hundelorteposer – det var kun den bette Bob der var totalt ubeskyttet.
Han er ikke vild med det og det gik i rask trav da han fornemmede, at vi var på vej retur mod bilen.
-
Duehalen på besøg
Jeg opdagede duehalen i gårdhavens sommerfuglebusk, mens jeg stod i køkkenet og lavede mad. Hurtigt greb jeg kameraet, løb ud i gården og havde max 10 sekunder til at fange den i søgeren og så var den væk igen.
Jeg har set sådan en før, men aldrig i min lille gårdhave, hvor biodiversiteten desværre ikke er så stor.
Den svirrer stille i luften som en lille kolibri, men den fine duehale er en natsværmer.
På trods af sit beskedne vingefang på 5-6 cm formår duehalen af trække mere end 2.000 kilometer fra Middelhavsområdet til Danmark. Snart flyver den op i 2 km højde og vender snuden syd på igen.
-
Held i uheld
Det endte faktisk med at være lidt held i uheld, at jeg ikke skulle starte til keramik i går alligevel.
Solveigs far kom til skade på sit arbejde og måtte en tur på skadestuen, netop som han var ved at være på vej hjem. Det endte heldigvis godt og var ikke alvorligt, men sådan en uplanlagt tur på skadestuen kan hurtigt ødelægge en tidsplan, så jeg havde under alle omstændigheder ikke nået mit første keramikhold.
Til gengæld fik jeg en eftermiddag med vores lille Sol, som var i det allerbedste humør. Og når man nu alligevel ikke skal sidde og fedte med ler, kan man jo lige så godt hygge sig med en fireårig.
I dag var der afhentning som sædvanlig. Der er dog indført en lille ændring i vores eftermiddagsprogram.
Vi går ikke længere direkte hjem. Først skal vi omkring skolens legeplads.
Det er ikke noget, vi diskuterer. Det er mere en fastlagt del af transporten. Jeg er efterhånden blevet klog nok til at vide, at man ikke skal forsøge at forhandle med en fireårig, der har besluttet sig for noget. Man kan lige så godt nyde turen.
Når vi endelig kommer hjem, starter vi med håndvask.
Og jeg skal love for, at der bliver vasket hænder.
I MEGET sæbe.
Det er godt, hendes mor arbejder i Matas og kan købe håndsæbe i store flasker.
Efter jobbet kørte Bobben og jeg ud til golfbanen og gik en lang tur langs Nordsøstien. Vi så markfirben, egern og flere sommerfuglelarver på jagt efter et egnet sted at forpuppe sig eller overvintre.
Det er ikke længere muligt at bilde sig selv ind, at det stadig er sommer. Efteråret er på vej. Man kan mærke det i luften, og jeg glæder mig faktisk lidt til igen at kunne pakke mig ind i uld, vindtæt jakke og støvler.
-
Sikken en skuffelse
Jeg havde sådan glædet mig til i morgen, hvor jeg sammen med min niece skulle være startet til keramik. I dag tikkede der så desværre en aflysning ind.
Underviseren havde trukket sig og de havde ikke kunne finde en erstatning på den korte tid.
Jeg var virkelig opsat og havde 117 projekter i tankerne, som jeg ville have kastet mig ud i.
Det lød som om at kurset kunne blive udbudt senere på vinteren, hvis de kan finde en underviser og så er jeg klar til at melde mig til igen.
Det er ikke akkurat fordi jeg mangler en hobby, men det er altid godt at få udvidet repertoiret.
-
Hals nyt
Vi kan rigtigt godt li’ at komme på landkortet herude i vandkantsdanmark, men helst når det er for noget positivt som f.eks. vores nye ismejeri, kunstfestivallen eller trolden i skoven.
Når det handler om fund af flåter med den alvorlige TBE virus (en virusinfektion, som i nogle tilfælde kan udvikle sig til alvorlig hjernebetændelse) er det knap så rart at blive omtalt. Men det er den nye virkelighed vi skal forholde os til herude. Det er selvfølgelig yderst sjældent, at man bliver smittet med TBE, men jeg forestiller mig, at der alligevel lige skal undersøges en ekstra gang når vi kommer hjem fra skoven og mosen.
Jeg kan se, at det også kan ramme hunde og så meget mere grund til at benytte nogle af de medicinske metoder dyrlægen kan ordinere. Bob har i flere år fået Bravecto tyggetabletter – en halv i april og en halv i august. Han har ingen bivirkninger af dem og de er ret effektive.
Desværre er der ikke helt samme mulighed for mennesker. Man kan blive vaccineret, men det anbefales mest til jægere og skovarbejdere, der opholder sig uden for stierne i naturen.
Et sted vi mangler på landkortet og i historiebøgerne er ved afslutningen af 2. verdenskrig.
De fleste danskere forbinder 5. maj 1945 med én ting: Befrielsen. Efter fem lange år var Danmark frit, tyskerne havde kapituleret og der blev sunget, flaget og festet rundt omkring i landet.
Men ikke i Hals.
Ude ved Nordmandshage – på Hjørnet af Land – lå en tysk deling med omkring 600 soldater og et ganske imponerende arsenal af kanoner og bunkere. Anlægget var bygget for at kontrollere indsejlingen til Limfjorden.
Da tyskerne officielt kapitulerede 5. maj, forventede den lokale modstandsbevægelse naturligvis også, at tyskerne i Hals lagde våbnene.
Det gjorde de ikke.
Den tyske kommandant, Leutnant Ferdinand Krahe – de lokale kaldte ham Piraten – nægtede simpelthen at overgive sig til de lokale modstandsfolk. Han ville kun kapitulere til de britiske styrker.
Situationen blev ret anspændt og på et tidspunkt blev kanonerne endda rettet mod byen. Den tyske kommandant truede med at beskyde Hals, hvis ikke modstandsbevægelsen sørgede for ro og orden.
Først den 17. maj 1945 – 12 dage efter resten af Danmark havde fejret befrielsen – ankom en britisk styrke til Hals. Den britiske søofficer Commander Alan Douglas Bruford, modtog den tyske overgivelse.
Klokken 17 var krigen så endelig officielt slut i Hals.
Man nævner altid Bornholm, som et sted der blev befriet senere – men i Hals måtte man altså vente endnu længere.
Vi har stadig resterne af anlægget og jeg var forbi i dag.
Så fik I også lige en lille historielektion i dag 🙂
Du kan læse mere her – nederst i artiklen kan man se en lille film omhandlende Hals under krigen
