I går havde jeg sat et ambitiøst mål: Jeg skulle absolut ingenting. Det plan led dog et knæk, da en tidligere kollega annoncerede sin ankomst til kaffe. Så måtte jeg modvilligt forlade nattøjet og sørge for at huset så lidt præsentabelt ud.

Det blev heldigvis en rigtig hyggelig eftermiddag, hvor vi fik vendt verdenssituationen – den lille.

I dag skulle jeg så i stedet lave ingenting.

Jeg gik dog en lille tur ned i byen, hvor årets Fjordfest fylder havnen med musik. Desværre for arrangementet er det ikke samme fantastiske vejr som sidste sommer, hvor ‘Kim og Freddie‘ gav den max gas.

I år det det Shubidua, Helmig og Springsteen, der gæster byen og jeg tror ikke, at det bliver en mindre fest. Hvis altså vejret holder.

Bob og jeg lyttede lidt til Helmig Jam. Eller… jeg lyttede. Bob var dybt koncentreret om den langt vigtigere disciplin: systematisk gennemsnusning af samtlige madvogne i håbet om, at nogen havde tabt en pølse.

Da det begyndte at småregne lod vi Fjordfest være Fjordfest. Bob var tydeligvis få minutter fra at dø af sult og jeg havde også en 2. sidste dag i Touren jeg skulle se afslutningen på.

I år har der ikke været den mindste spændning om den gule trøje – til gengæld kan vi danskere glæde os over, at Mads P. ser ud til at rulle ind i Paris iført den grønne trøje i morgen. Hold da op, hvor har han kørt en flot Tour!

Engang drømte jeg om at besøge Kibbutz Mishmar HasHaron igen, men meget er så forandret, at jeg er bange for, at det ville blive en kæmpe skuffelse. Og så er der jo heller ikke lige den del af verden man rejser til lige nu.

Kibbutzen har – ligesom omkring 230 andre kibbutzer – gennemgået store forandringer i løbet af de seneste 25 år. Privatiseringen begyndte i 2005, og er derfor ikke længere en traditionel kollektiv kibbutz, men en privatiseret kibbutz.

Produktionsmidlerne er dog fortsat fælleseje, ligesom tidligere. Det gælder blandt andet landbrugsjorden, afgrøderne, traktorerne og fælles bygninger som det gamle bageri (hvor jeg arbejdede en del) og spisesalen.

Medlemmernes boliger og den jord, de ligger på, bliver nu købt af beboerne selv. Indtil nu har de været statsejede og stillet til rådighed for kibbutzens medlemmer.

Den største forandring handler dog om arbejdslivet. I dag arbejder folk, hvor de kan finde et job – de fleste udenfor kibbutzen – og de beholder selv deres løn. Til gengæld betaler hvert medlem et fast månedligt bidrag til kibbutzen på 700 israelske shekel (cirka kr. 1500) samt betaler for de ydelser, de benytter, såsom måltider i spisesalen, el, vand, internet, indkøb i kibbutzens butik, swimmingpool og børnenes uddannelse uden for kibbutzen.

Undtagelsen er mennesker med handicap eller andre, der ikke kan arbejde. De får fortsat alt, hvad de har brug for – og mere til – fordi det stadig er en kibbutz, et samfund bygget på solidaritet og medmenneskelighed.

Kibbutzen har i dag omkring 330 medlemmer plus en del børn. Samlet er de lidt over 600 personer. Kun de, der er født i kibbutzen, samt deres ægtefæller eller partnere kan optages som medlemmer.

Der er ikke længere volontører som jeg var eller ulpan-elever (skole med intensiv hebraisk sprogundervisning).

Jeg har set en video, hvor man går en tur gennem kibbutzen. Der er mange nye huse – de fleste betydeligt større end dem jeg husker. Snart bliver der også opført et nyt boligområde på stedet, hvor det (for volontører) legendariske “The Chicken House” lå.

“The Chicken House” som det så ud før det, for kort tid siden, blev jævnet med jorden. Her boede rigtig mange volontører og her har jeg været til rigtig mange fester og drukket rigelige mængder Goldstar 🙂

Jeg tror, at jeg gør mig bedst ved at nøjes med de dejlige minder om en fed tid – og om mødet og venskaberne med mennesker fra hele verden.

Jeg drømte i nat, at Bob fik en lille ny kammerat i form af en ruhåret gravhund med navnet Gunvald.

Mon det er et tegn?

Af mange gode grunde, har jeg besluttet at Bob skal være eneste hund på matriklen. Ikke fordi jeg ikke gerne vil have en hund mere, men det er så meget nemmere at finde en lejebolig, hvor man må have én hund end to – og når vi/jeg om nogle år måske skal forlade Hals, så er der ingen grund til at gøre det besværligt for sig selv.

Men måske er det der, jeg skal hen når engang Bobben ikke er her mere – om forhåbentlig mange år. Med held og et fortsat godt helbred kan han blive 12-13-14 år, så realiseringen af drømmen ligger år ude i fremtiden. Håber jeg.

Jeg har for første gang stiftet beskendtskab med et bygkorn. Det må gerne være første og eneste gang. Det har stået på i et par uger og jeg synes, at det var i bedring, men i går dukkede der så et nyt op næsten ved siden af.

Jeg har været på apoteket og investeret i nogle øjendråber, der både skulle rense og smøre. De virker faktisk til at lindre lidt, så der er da håb. Til gengæld føles det stadig, som om jeg har en halv grusgrav liggende under øjenlåget, og øjet er flot rødt over et større område. Hvis målet var at ligne én, der har været på tredages festival uden søvn, så er vi godt på vej.

Allermest har jeg lyst til bare at lukke øjet. Eller begge øjne. Jeg har kort overvejet, om en piratklap kunne være løsningen. Den ville i det mindste give mig lidt karakter.

Det hjælper bestemt heller ikke at stirre på mobil, computerskærm eller strikketøj, så de aktiviteter er sat på pause. Til gengæld har jeg hygget mig med en lydbog og lyden af Tour de France på mit tv. Det kræver heldigvis ikke ret meget af et ømt øje.

Hvis det ikke ser bedre ud i løbet af weekenden, må jeg nok erkende, at det er tid til at ringe til lægen på mandag 🙁

Alt ånder igen fred og ingen fare omkring min matrikel og jeg har sovet som en baby de sidste to nætter.

Jeg har flere steder fra fået lidt på puklen over, at jeg ikke tilkaldte hjælp natten til tirsdag, men når man ser de videoer min dørklokke har optaget, var det tydeligt, at manden ikke evnede at komme ind om så han havde haft en nøgle i hånden.

Onsdag startede ud med et akut tandlæge besøg. Minus 6 havde mistet et hjørne som lige skulle lappes. Tandlægen mente nu ikke det var voldsomt akut, men det er svært at vide, hvor skrøbelig en tand bliver når der ryger et stykke af den og da de går på ferie i 3 uger fra i morgen, så ville jeg meget gerne have det lavet.

Det tog højst 8 minutter, så var der boret rent og sat en plastik prop i.

8 minutter … 800 kr.

I dag kan I finde mig her. Under parasollens skygge med kaffe, strikketøj og Tour de France på computeren. Måske en lille Tourlur inden de når Col de Tourmalet.

Det er SKØNT at være arbejdsfri!