• Så gik den weekend også

    Planen var, at jeg ville have brugt weekenden på bl.a. at montere et solsejl i gården mellem de to huse, som kunne give mig en slags overdækket terrasse.

    Jeg havde lånt værktøjet og købt sejl og kroge. Men jeg kan skuette rigtig greje, hvor jeg skal montere sejlet på mit eget hus, hvor taget på hovedbygning og tilbygning ikke er i samme plan… opgaven er sat på standby.

    Nå men den anden plan jeg havde blev ført ud i livet.

    Havebordet er slebet og malet – men inden jeg kom så langt måtte jeg på jagt efter sandpapiret til min rystepudser. Det endte med at jeg fik endevendt og ryddet op i skuret uden at finde noget, der lignede sandpapir.

    Jeg var ved at give op indtil jeg kiggede i kassen med rystepudseren… behøver jeg at sige mere?!?

    Søndag havde jeg tid til første vaccination med Pfizer-BioNTech. Man kan bestemt ikke klage over ventetid og ineffektivitet – tværtimod kører det efter en snor og en halv time efter ankomst var jeg på vej hjem igen.

    Det er nu ved at være mere end fire timer siden og jeg kan godt mærke påvirkningen af kroppen.

    Jeg har hørt om folk, der absolut intet mærkede og om andre, som i to-tre dage har influenza lignende symptomer. Hvilken kategori tilhører jeg mon?

    +17
  • Take-away og løbetid

    Kantinen har igen lukket op for take-away og selvfølgelig skulle jeg have byg-selv-burger med hjem. I øvrigt som den eneste. Jeg tror ikke informationen er nået ud til alle eller også er de sædvanlige kunder blandt de, der fortsat arbejder hjemme.

    Det betyder nem aftensmad og ekstra god tid til at tage på eftermiddagstur med de franske.

    I dag blev det en tur ad Nordsøstien. Man kan hoppe på ruten rigtig mange steder i området – her er jeg på den del, der går bag golfbanen.

    De trænger til at komme ud og løbe frit i hundeskoven eller ved stranden, men med betterøv i løbetid, så foregår vores ture i snor.

    Vi forstyrrede en træningssession af to ellers meget velopdragene retrivere på turen… den ene kunne altså ikke dy sig og måtte hen og se nærmere på, hvor den dejlige duft kom fra. Jeg forestiller mig, at mange er udfordret med deres hanhunde i området, for sjældent har jeg da oplevet en tæve markere sig mere end hun gør.

    Der er nu sat dato på Irmas sterilisation og fridagene i den forbindelse er bestilt. Dyrlægen mener godt nok, at det er noget hun kommer sig over lynhurtigt, men de første dage vil jeg nu alligevel foretrække at være hjemme. Jeg har noget smertestillende liggende fra Bobs kastration som jeg ikke har brugt og Irma måtte gerne få sådan en halv pille både morgen og aften. Hun fik en straks efter vores samtale og det har været en roligere dag for hende.

    +10
  • Kryds ved den

    Ved mit sidste besøg i Lille Vildmose så jeg ikke andet end en trane. Den var også fin nok, men den var altså elgen jeg var kommet for at se.

    Det område, hvor der er offentlig adgang er kun en lille del af vildmosen så det er ikke uden grund de er svære at spotte

    Pinsens vejr har ikke været motiveret til udeliv, men hundene skal ud og så kunne vi lige så godt tage færgen sydpå at se om jeg ikke kune få den elg krydset af på min liste. Og sørme om ikke det lykkedes at se – ikke bare en, men to og måske tre. Måske en mor med sine kalve. Laaaangt væk, men en elg er det.

    Jeg holdt længe i vejkanten i håb om at de ville bevæge sig min vej, men desværre.

    Før dette møde havde vi gået turen til Kællingebjerget og mens vi gik der tænkte jeg på, hvad jeg ville gøre, hvis jeg mødte en elg… at jeg rent faktisk havde været tæt på vidste jeg heldigvis ikke.

    +16
  • En snegl på vejen

    Regnen trommede på loftsvinduet da jeg vågnede og der var helt stille nedenunder i hundekurven. Ingen grund til at stå tidligt op. Hundene kan alligevel ikke fordrage at blive slæbt ud i regnen, så jeg blev liggende en time ekstra.

    Over middag var der et længere ophold i regnen. Vi kørte ud til Ølandsvej og gik os en tur. Det er såden en tre-i-en tur. Skov, strand og hede på en og samme tur. Og ikke ret mange mennesker på en regnvejrsdag.

    Jeg havde håbet på en Pinse med masser af udeliv. I stedet har vi mest været inde. Jeg har gang i ikke mindre end tre strikkeprojekter, så på den vis er regnen velkommen. Mens jeg strikker, har jeg gang i at gense ‘ Rejseholdet’, som er fint strikke tv.

    Irma er i løbetid og det er desværre ikke nogen bedre oplevelse end første gang.

    Jeg har haft tæver i løbetid før og det har aldrig været noget de har været påvirket af på den måde.

    Jeg tænker, at der står sterilisation på programmet i min sommerferie til august. Jeg har hørt fra de mennesker, der har hendes mor og kan forstå, at også hun havde det svært med sine løbetider… måske kan sådan noget være arveligt!? Hun blev steriliseret efter Irma og Hans blev født.

    +15
  • Onkel Enoch

    Der er mange, for mig, ukendte personer i de fotografier jeg har fået fra både min forældre og fra min moster, men min mors kusine Jonna er fuld af gode historier om de fotos, jeg har spørgsmål til:

    Jeg sendte billedet til min fars kusine i Fr.havn. Hun er jævnaldrende med din mor. Hun fortæller, at hun var på besøg i København og en dag tager de 2 unge damer en tur til Malmø. De sidder på en bænk da en nydelig herre kommer og snakker med dem. Han vil gerne fotograferes sammen med og have billederne sendt. Det gør Lizzie så – og hun bliver “penneven” med onkel Enoch.

    Kort tid efter fortæller Lizzie, at hun skal giftes – og så sender han et halstørklæde til hendes mand, som han selv har vævet. Lizzies mand har det endnu!! Da hun fortæller ham, at hun har fået en søn – får han også et hjemmevævet halstørklæde. Lizzie har forbindelse med ham lige til han dør.

    Så det er altså onkel Enoch min mor her er fotograferet sammen med. Ham havde jeg aldrig hørt om før og det minder mig igen om, hvor ærgerligt det er, at denne forbindelse til Jonna først blev skabt efter min mors død – der havde været meget at tale om og mange minder, der måske kunne vækkes i min mors demente hjerne.

    (Familie krøniken noteres mest her for min egen skyld. Hvis jeg engang bliver dement har mine pårørende noget at hive frem og tale med mig om 😉 )

    +15
  • Corona hår

    23. november 2020 var sidste gang jeg sad i frisørstolen og nu har jeg endelig taget mig sammen til at bestille en tid til den helt store tur, men først om 4 uger. På det tidspunkt er første vaccination overstået og jeg har dermed et gyldigt coronapas, som jeg kan vifte med ved indgangen.

    Mit hår er den ondelyneme også blevet langt. Hvor meget Hanne får lov at klippe af har jeg ikke besluttet. Måske kun det nødvendige. Måske til skulderen.

    Kan man ikke godt have langt hår, selvom man for længst har rundet de 50, eller kommer man til at ligne en heks?

    For bare ti år siden var det ikke så almindeligt, at midaldrende kvinder lod håret været gråt og langt.

    Jeg har haft kort hår, endda meget kort, det meste af mit voksenliv og føler mig meget anderledes med mit lange hår. Måske endda lidt mere feminin – i hvert fald når jeg også tager kjole og makeup på (og guder skal vide, at jeg er aldrig har været feminin).

    +24
  • For 100 år og en madpakke siden

    Hvad jeg præcis ledte efter glemte jeg, for fundet af en kasse fyldt med billeder kom til at optage mig mere – som den slags har det med at gøre.

    Kassen indeholdt blandt andet dette billede taget i Norge omkring byen Åndalsnes.

    Genseren har jeg selv strikket. Garnet er hentet på Rauma Ullvarefabrik, som ligger tæt ved og opskriften er fra samme sted.

    Jeg synes, at trøjen er ret fed – også her cirka 35 år senere – og det fik mig til at lede efter opskriften.

    Jeg troede, at jeg havde en mappe et sted fyldt med 30-40 år gamle opskrifter, men må nok desværre indse, at den mappe var en af dem, der røg ud under sidste flytning.

    Desværre.

    Jeg kunne slemt godt tænke mig at strikke den igen, så i aftes sendte jeg billedet og en efterlysning til Rauma Ullvarefabrik og sørme om jeg ikke her til morgen fik svar med hilsen fra Hildegard og opskriften vedhæftet.

    Jeg forestiller mig, at jeg kan overføre farver og mønsterborder til en lidt mere moderne sweater med rundstrikket bærestykke, så jeg slipper for opklipning og de tilsatte ærmer.

    Hvis altså mine evner rækker til sådan en gennemgribende ændring.

    Senere i dag kan jeg afhente et Finull farvekort i pakkeshoppen. Farverne skal udvælges og så må jeg se, om jeg kan finde ud af at give den en 2021 revival.

    (Jeg har skrevet en del om Rauma og man kunne få den tanke, at jeg er sponsoreret – det er jeg IKKE. Jeg er bare så glad for at strikke i den norske uld og for at have fundet en dansk forhandler – i Norge handler man nemlig kun med Norge. Desværre)

    +15
  • Anker

    Det er ikke længe siden, at jeg besluttede, at jeg ikke måtte købe mere garn før jeg havde brugt nogle af min mange rester.

    Den beslutning blev lige kort sat på standby. Jeg havde brug for en cardigan til at have på over mine kjoler. Der er gult i mønstret på flere af mine sommerkjoler, så gul skulle den være. Det blev så ikke helt den gule jeg havde ønsket mig, men den blev alligevel ganske god.

    Garnet er Finull fra Rauma. Jeg har strikket adskillige sweatre i den norske uld da jeg var yngre og vi besøgte min norske kærestes bedsteforældre i Åndalsnes, hvor fabrikken ligger og har sådan glædet mig over at se Rauma garnet hos en dansk forhandler.

    Jeg har 96 gram garn til overs, så der er fluks slået op til en lille bitte cardigan og restestrik projektet er dermed tilbage på sporet. Indtil næste gang jeg lader mig friste!

    +16
  • Gårdhaveliv

    Jeg nåede en halv time med ansigtet vendt mod solen, mens jeg spiste min frokost og drak en kop kaffe. Skyerne ødelagde kort efter fornøjelsen og det begyndte at tordne mod vest, hvor også himlen var mørk og ildevarslende.

    Der er dejligt i min gård og når først det grønne bliver dominerende er jeg sikker på, at det også bliver den lille oase jeg drømte om, hvor jeg blot skal vande lidt, pille et par visne blade eller blomsterhoveder af og ellers bare sidde i skyggen med kaffe, lydbog og strikketøj.

    Jeg har forskellige krydderurter i en kurv. Min tidligere nabo forærede mig en solbærbuskaflægger, som kommer fint og ser ud til at give en lille smule bær i år.

    Op ad hegnet mod syd vokser en Clematis Montana Rubens, og op ad hegnet mod nord – ved siden af sommerfuglebusken – en Blåregn. Blåregnen skulle have en ‘aggressiv’ vækst og den aggressivitet gider jeg godt snart begynder at vise sig… sådan lidt a la eventyret om bønnestagen… tak! Længe troede jeg, at jeg havde købt katten i sækken, men nu kommer der små grønne blade.

    Jeg tvivler mere på mine to bornholmske figener. De er blevet afskrevet før og har alligevel pludselig vist sig med smukke grønne blade og fine frugter. De plejer at være sprunget ud på dette tidspunkt, men foråret har været køligt så de får en chance for at bevise, at der er liv endnu.

    +11
  • Resocialisering

    Min dag er startet langsomt og foregået i nattøj på sofaen, med strikketøj og computeren inden for rækkevidde. Samfundet er i færd med at lukke mere og mere op, men det gør ikke det store forskel for mig – og slet ikke på en lørdag i nattøj.

    Jeg er en af dem, der har haft gavn af pandemien og er blevet endnu mere bevist om mit behov for fordybelse det sidste år. Der er rigtig mange, der har mistet, mens jeg synes at have vundet.

    ”Jeg er stortrives faktisk,” sagde jeg på et tidspunkt til en, der spurgte, hvordan jeg klarede det under nedlukningen. Den lille forandring Corona pandemien har medført i mit liv har været positiv og jeg frygter en smule at vende tilbage til normale arbejdsdage. Misforstå mig ikke – jeg savner også at være på kontoret og at være sammen med mine kolleger, men tiden og roen herhjemme har kun gjort noget godt for mig.

    Arbejdsboblen

    Da det i en sen alder gik op for mig, at jeg ikke er helt ‘forkert’, gav jeg slip på den forestilling, at jeg partout skal være udadvendt og det gør, at jeg ikke længere føler mig hverken kejtet og forkert. Presset om at skulle være social har været pakket væk det seneste år.

    Heldigvis har jeg fået carte blanche til at fortsætte med et par ugentlige hjemmearbejdsdage – også efter corona og efter den vaccination, der venter lige om hjørnet, men skal jeg igen finde min plads i højhastighedssamfundet så kan jeg også det.

    +25