Til morgen var Irma og jeg endnu engang på Vang Hovedgård for at konsultere Kiropraktordyrlægen.

Irma er allerede blevet mere smidig i bevægelserne, og traver nu afsted uden at ligne en rusten indkøbsvogn. Jeg tager det som et rigtig godt tegn på, at besøgene ikke bare er hyggelige, men også virker.

Vi har en tid mere i oktober, og så foreslog dyrlægen en lille pause, så vi kan se, hvordan Irma udvikler sig på egen hånd.

Hun var lidt forsinket, så vi gik os en lille tur på stedet og hilste på et par smukke krikker.

Klokken lidt i 9 kørte Irma og jeg ind på det mest fantastiske sted – Vang Hovedgård, som er en herregård beliggende tæt på Vestbjerg. Den er først nævnt omkring 1503, hvor bispen Niels Styggesen Rosenkrantz var ejer.

Når man kører forbi ude på vejen, ser man næsten intet af stedet. Men så snart man triller ind gennem den store jernlåge, åbenbarer der sig en verden af smukke bygninger, lange alléer, grønne haver, skov og blanke vandgrave. Det er virkelig idyllisk – det eneste lille minus er motorvejen, som ligger tæt på og hele tiden kan høres i baggrunden.

Bag jernlågen holder også Kiropraktik Dyrlægen til, i en af ladebygningerne. Det var her, Irma havde en tid i dag. Klinikken er ikke en traditionel klinik – mere bare et bord i hjørnet af laden – men på vejen hjem gik det op for mig, at hun jo også behandler heste, og dem kan man selvsagt ikke få ind i et fint kliniklokale.

Selve behandlingen var rigtig positiv og behagelig for Irma. Selvom der ikke kan ændres på det ‘rod‘, Irma har i overgangen mellem hals og ryg, kunne der gøres meget for hendes velbefindende og mobilitet så rodet ikke går hen og bliver et problem. Allerede nu kan jeg se en forskel: hendes bevægelser virker blødere og mere afslappede.

Vi har bestilt tid til endnu en omgang.

Mandag startede ikke helt, som jeg havde håbet. Irma fik pludselig travlt med at løbe spidsrod mellem stuen og gårdhaven – og nej, det var ikke fordi der var noget interessant derude, men fordi hendes mave havde sat sig for at sabotere dagen.

Jeg vidste, at jeg for nylig havde tømt den sidste tube Zoolac på Bob, som havde haft samme udfordring. Klassisk! Men heldigvis fandt jeg en æske Canikur tyggetabletter i gemmerne.

Hun fik to med det samme og to til aften og en enkelt inden sengetid. Jeg var forberedt på at få en urolig nat og havde ladet dørene stå åbne, så jeg ville kunne høre, hvis hun ville ud.

Men klokken 6:30 til morgen lå både Irma og Bob og snorkede tungt, som om intet var hændt. Og på morgenturen kunne jeg konstatere, at Canikur havde gjort præcis, hvad der stod på pakken. For en sikkerhedsskyld fik hun et par ekstra – og jeg har nu bestilt en ny æske, for det er altså små mirakler på pilleform, som man altid bør have i huset.

De er heller ikke billige (mellem 92 og 169 kr.) og har man en stor hund, så er det nærmest en æske i døgnet der ryger – men hvad gør man ikke for sin hund – og sin nattesøvn.

Irma dingler forvirret rundt og aner ikke, hvad der har ramt hende.

Hun måtte kort i narkose i formiddag og have taget røntgenbilleder, så vi kunne se om der var en synlig grund til at hun har haft ondt.

Det var der.

Det der ved den røde pil er noget rod… “OA (Osteoartrose) og spondolyse fra Thorax T10 – L1”, skriver han i journalen.

Min dyrlæge er hårdt ramt pt. efter en alvorlig påkørsel på cykel for nogle måneder siden og da hans klinikassistent nu også er sygelmeldt måtte jeg træde til og hoppede i blyforklædet for at hjælpe med at tage billederne. Og bagefter sad jeg og monitorerede hende under opvågningen.

Kunne set ses på regningen? Nej 😉

Jeg overvejer at lade en kiropraktor se røntgenbillederne – der skulle ligge en, som er ret dygtig, ikke så langt herfra.

Som det ser ud nu har hun ikke smerter. Siden de to behandlinger med laser og Cartrophen har hendes mobilitet været præcis som den plejer, men kunne der nu gøre noget for måske at bedre roderiet i de led, så er det klart den vej vi skal.

Hun har fundet ro nu og skal vist sove rusen ud resten af dagen 🙂

Alle planer for de næste dage er skrinlagt. Irma har ondt i ‘bevægeapparatet’ og har i dag været ved dyrlæge.

Jeg håber, at det er en akut opstået skade, så hun bare skal have lidt ro, men som hundeejer tror jeg altid man frygter det værste.

Indtil videre har hun fået laserbehandling, smertestillende og Cartrophen – og så skal hun holdes i ro de næste mange dage. Kun små lufteture i snor og ingen spring op og ned af noget.

Vi har en tid til 2. Cartrophen behandling om 14 dage og til røntgen om 3 uger, hvis det bliver nødvendigt. 

Hun har fået behandling så hatten passer og jeg gætter på, at hun sover tungt resten af dagen.

I dag bliver min søde blide Irma 5 år.

Min og Bobs tro følgesvend.

Det er to meget forskellige bulldogs jeg har, både i krop og psyke.

Bob er spinkel, har en silkeblød pels, er frygtløs og umådelig egensindig.

Irma er af krop en bulldozer. Hun muskuløs, grovpelset, frygtsom og en pleaser.

Hun læner sig op ad Bob og han lægger sig imellem ved enhver interesse fra andre hunde.

Irma har været på operationsbordet i formiddag.

Efter et hovedspring fra havebænken mistede hun en tand. Den brækkede ikke, men blev slået løs.

På et tidspunkt havde den sluppet helt og jeg kunne pille den ud.

Jeg troede vi slap med det – men desværre var de tre andre fortænder i undermunden også slået løs og i dag er de blevet fjernet hos Dyrlæge Mogens.

Det blev selvfølgelig undersøgt om der kunne være en anden årsag til rokketænderne, men der er overhovedet ingen tegn på pardentose eller anden sygom i tandkød eller tænder.

Tænderne er smidt ind med et møggreb, men ellers fine og sunde.

Jeg hentede hende efter et par timer – temmelig omtåget og det bliver vist først i morgen hun vågner helt.

Fine blide Irma. Min lille tro følgesvend, som ikke viger mange tommer fra min side.

Hun lader sig på ingen måde mærke med, at hun forlængst burde være blevet voksen. Hun er en spradebasse og Bob kigger indimellem på mig, som ville han sige; “hvor havde vi det godt, inden vi fik hende” men de stortrives sammen og der har aldrig været et ondt ‘ord’ mellem dem.

I aften skal de forkæles med et godt ben.

Selv har jeg 13 år jubilæum i den afdeling, jeg er ansat i nu. Det må også godt fejres 🙂