-
Hele tre ting
Til morgen havde Bob og jeg en tid ved Dr. Dyr.
Kontrolblodprøve, vaccination og flåtbehandling.
Blodprøven viste stigende stoftskiftehormon T4, men ikke nok og derfor har han nu fået fordoblet sin Eltroxin behandling til 1 tablet hver dag i stedet for hver anden dag.
Det har ellers allerede gjort en synlig forskel. Han har fået hår på brystet og bag ørene – og pelsen på kroppen er langsomt blevet grovere og mere normal for en fransk bulldog.
Det er ikke medicin, der – i rette dosis – har bivirkninger, så jeg har det fint med, at han skal leve med det tidskud resten af sit liv.
Trod sin stigende alder stortrives han… fast plads i sofaen, soveplads ved siden af min seng, det bedste seniorfoder man kan opdrive, masser af ture i naturen og en matte, der har al tid i verden til ham.
Ikke meget ‘hundeliv’ over det.
-
Bob og den sibirisk kulde
I mandags måtte jeg en tur forbi Dyrlæge Mogens med Bobben. Den byld, han havde mellem tæerne tilbage i november, var nemlig begyndt at røre på sig igen. Den havde ellers været helt væk, men jeg var blevet forberedt på, at den godt kunne finde på at dukke op igen. Heldigvis tror jeg, at vi denne gang har fået taget den i opløbet og sat ind med den rette behandling, før det nåede at udvikle sig.
Bob er derfor igen i gang med sine daglige fodbade – denne gang i Kovaline. Jeg kom i tanke om dets gode egenskaber fra dengang Lillebror havde hotspot, og på vej hjem fra dyrlægen snuppede jeg en flaske med fra Maxi Zoo. Sammen med penicillinen ser det ud til at have en rigtig god effekt, så fingrene er krydsede.
Dyrlægen havde god tid, og mens vi snakkede, spurgte han pludselig, om Bob nogensinde er blevet testet for hypothyroidisme (nedsat skjoldbruskkirtelfunktion). Det er han ikke, men efter lidt snak frem og tilbage blev vi enige om, at når vi alligevel skal til kontrol fredag i næste uge, så tager han en række blodprøver og får ham testet.
Da jeg kom hjem, læste jeg mere om hypothyroidisme, og det var lidt af en øjenåbner. Jeg kunne sætte kryds ved rigtig mange af de symptomer, der er typiske; tynd pels, “rottehale” og kuldskærhed. Hvis det viser sig, at det er det, Bob har, så er det heldigvis noget, der kan behandles ganske enkelt, og de symptomer, han måtte have, forsvinder igen.
Efter en travl uge holder jeg helt fri i dag. Det bliver med strik, varm kaffe og alt for meget tv. Den sibiriske kulde lokker nemlig ikke ligefrem til lange ture udenfor – og slet ikke for Bob. Han hader både blæst og kulde, klarer sine fornødenheder på nul-komma-fem og vil derefter bare gerne hurtigt tilbage i den varme kurv.
-
En slags jubilæum
I dag er det 8 år siden, Nanna og jeg satte kursen mod Vejle og kørte hjem igen – med Bobben.
Han vejede mindre end en halv liter mælk, men det, han manglede i kilo, havde han rigeligt af i kækhed.
Indendørs.
Udendørs var en helt anden historie… faktisk var det en større mission bare at få ham ud ad døren.
Bagdøren til haven? Ja tak.
Hoveddøren? Aldrig i livet.Og sådan fortsatte det.
Længe.
Faktisk helt indtil foråret meldte sin ankomst, og temperaturen blev mere Bob-venlig. Han havde både trøje og jakke på, men den lille fyr mente simpelthen, at der var for koldt.
Og ærligt? Lige den del har ikke ændret sig. Han gider stadig ikke dårligt vejr. Regn, sne eller blæst betyder han udvikler sig til en rigtig sofakartoffel. Han kan holde sig nærmest uendeligt – så længe han slipper for at blive slæbt udenfor.
-
Otte år
I dag er det Bobbens fødselsdag – og det fejrer vi med en tur til dyrlægen senere i dag.
Ikke noget nyt, men en kontrol af den byld han havde mellem tæerne. Den er ikke helt væk, men dog væsentligt reduceret i størrelse.
Han er blevet lidt grå i skægget, men ellers lader han sig bestemt ikke mærke af alderen – han er stadig fuldt med på alle Irmas skøre idéer.
-
Bob har aldrig haft renere poter
I formiddag stod den på kontol af Bobs pote og Dyrlæge Mogens var tilfreds med udviklingen – eller rettere afviklingen af den byld han har mellem tæerne.
To daglige fodbade i sæbespånevand og penicillin har gjort deres virkning og der er endnu ingen grund til at ty til skrapper midler.
Vi har en kontrol igen fredag i næste uge og så håber jeg sørme, at alle symptomer er pist væk.
-
Det er noget skrammel
I aftes opdagede jeg et par grimme hævelser mellem tæerne på Bobs ene forpote og det betød selvfølgelig en kontakt til dyrlægen.
Det ser ikke ud til et genere ham eller gøre ondt, men jeg var alligevel glad for at kunne få en tid allerede i dag.
Diagnosen? Furunkulose.
Dyrlægens kommentar: “Det er noget værre skrammel!” – og det lyder jo altid lovende… NOT.Så nu står den på fodbade og penicillin, og vi krydser poter og fingre for synlig bedring inden torsdag, hvor han skal til kontrol. Hvis ikke… ja, så er det frem med det tunge skyts.
Og som om én dyrlægehistorie ikke var nok for en uge, så besluttede Irma i weekenden at levere et lille drama. Pludselig gemte hun sig bag min store stueplante (samme sted som under hendes løbetider), og mundvandet fossede ud af munden på hende som en åben vandhane.
Det lignede en allergisk reaktion – og så kom jeg i tanke om, at hun tidligere på aftenen havde været meget optaget af et bestemt hjørne i gårdhaven. Og ganske rigtigt: dér sad en af de store tudser, der indimellem kigger forbi. Jeg er ret overbevist om, at Irma har givet den et lille “smagstest” 😬
Heldigvis stoppede mundvandet igen, og siden har hun været helt sig selv igen.
-
Vådt, vådt, vådt og gråt
Jeg tror ærligt talt, dagen sprang det dér med dagslys helt over. Og selvom det ikke regnede-regnede, så var luften så fugtig, at jeg kom hjem fra skoven med hår som om jeg havde taget en tur under bruseren.
Efter søndagens broderiworkshop har jeg brugt en del af ugen på at brodere – bla. på en lærredsjakke jeg købte sidste år, men ikke har brugt ret meget – når jeg er færdig bliver den helt Sissel Edelbosk. Jeg er indtil videre ret tilfreds med min indsats og har nærmest dagligt besøgt Kreativiteket for at hente nye farver og forsyninger af DMC garn.
Jeg mente, at jeg havde fået hønsestrikket nok for en tid, men Nanna har ‘overtalt’ mig til at strikke en hønsestrikket trøje til hende – starten gik i aftes.
Det bliver en stor opgave med steaking og hvad har vi, men også et projekt, der for alvor kan få bugt med nogen af alle mine Filcolana Pernilla rester.
Hun kiggede forbi i eftermiddags for at hjælpe med at sætte matteringsfilm på Nyboligs vinduer – helt efter aftale, altså. Der er lige kommet nye ruder i de vinduer, der vender ind mod min gårdhave, og i modsætning til de gamle er de helt almindeligt klare. Det betyder: farvel privatliv og hej til, at Nybolig nu kan følge med i alt, hvad jeg laver både i gården og i mit køkken.
Efter en snak med dem foreslog de faktisk selv, at jeg satte film på ruderne. Jeg købte noget billigt bras i Jem&Fix, som efter ganske kort tid begyndte at rulle af igen – hvilket spild af penge!
Nu har jeg købt en rulle professionel film, som forhåbentlig giver et bedre resultat – i hvert fald lover de 8 års holdbarhed udendørs.
-
Opsagt efter middagsluren
Chefen var ikke i godt humør i dag. Da jeg hentede hende i børnehaven, lavede frokost og lagde hende til middagslur gik alt som smurt. Men da jeg efter 2,5 time mente, at pausen måtte være ovre, og forsøgte at vække hende… ja, der røg jeg direkte ud af kridthuset!
Inden afhentningen havde hun ellers haft en fest sammen med en flok drenge. De holdt på række på bakken med deres cykler og en ad gange kørte de så i fuld fart ned gennem legepladsens største vandpyt. Ren jubel.
Men da hun vågende … kors hun var sur. Heldigvis dukkede far op som dagens redningsmand, og hun gjorde det helt tydeligt, at jeg var færdig i firmaet. Jeg blev nærmest eskorteret ud med en fyreseddel i hånden og nul bonus.
Hjemme ventede et par glade og forventningsfulde hunde – skovtur og ikke mindst mad ventede 🙂
-
Irma på briksen
Til morgen var Irma og jeg endnu engang på Vang Hovedgård for at konsultere Kiropraktordyrlægen.
Irma er allerede blevet mere smidig i bevægelserne, og traver nu afsted uden at ligne en rusten indkøbsvogn. Jeg tager det som et rigtig godt tegn på, at besøgene ikke bare er hyggelige, men også virker.
Vi har en tid mere i oktober, og så foreslog dyrlægen en lille pause, så vi kan se, hvordan Irma udvikler sig på egen hånd.
Hun var lidt forsinket, så vi gik os en lille tur på stedet og hilste på et par smukke krikker.
-
Der ryddes op i ‘rodet’
Klokken lidt i 9 kørte Irma og jeg ind på det mest fantastiske sted – Vang Hovedgård, som er en herregård beliggende tæt på Vestbjerg. Den er først nævnt omkring 1503, hvor bispen Niels Styggesen Rosenkrantz var ejer.
Når man kører forbi ude på vejen, ser man næsten intet af stedet. Men så snart man triller ind gennem den store jernlåge, åbenbarer der sig en verden af smukke bygninger, lange alléer, grønne haver, skov og blanke vandgrave. Det er virkelig idyllisk – det eneste lille minus er motorvejen, som ligger tæt på og hele tiden kan høres i baggrunden.
Bag jernlågen holder også Kiropraktik Dyrlægen til, i en af ladebygningerne. Det var her, Irma havde en tid i dag. Klinikken er ikke en traditionel klinik – mere bare et bord i hjørnet af laden – men på vejen hjem gik det op for mig, at hun jo også behandler heste, og dem kan man selvsagt ikke få ind i et fint kliniklokale.
Selve behandlingen var rigtig positiv og behagelig for Irma. Selvom der ikke kan ændres på det ‘rod‘, Irma har i overgangen mellem hals og ryg, kunne der gøres meget for hendes velbefindende og mobilitet så rodet ikke går hen og bliver et problem. Allerede nu kan jeg se en forskel: hendes bevægelser virker blødere og mere afslappede.
Vi har bestilt tid til endnu en omgang.
