-
Otte år
I dag er det Bobbens fødselsdag – og det fejrer vi med en tur til dyrlægen senere i dag.
Ikke noget nyt, men en kontrol af den byld han havde mellem tæerne. Den er ikke helt væk, men dog væsentligt reduceret i størrelse.
Han er blevet lidt grå i skægget, men ellers lader han sig bestemt ikke mærke af alderen – han er stadig fuldt med på alle Irmas skøre idéer.
-
Bob har aldrig haft renere poter
I formiddag stod den på kontol af Bobs pote og Dyrlæge Mogens var tilfreds med udviklingen – eller rettere afviklingen af den byld han har mellem tæerne.
To daglige fodbade i sæbespånevand og penicillin har gjort deres virkning og der er endnu ingen grund til at ty til skrapper midler.
Vi har en kontrol igen fredag i næste uge og så håber jeg sørme, at alle symptomer er pist væk.
-
Det er noget skrammel
I aftes opdagede jeg et par grimme hævelser mellem tæerne på Bobs ene forpote og det betød selvfølgelig en kontakt til dyrlægen.
Det ser ikke ud til et genere ham eller gøre ondt, men jeg var alligevel glad for at kunne få en tid allerede i dag.
Diagnosen? Furunkulose.
Dyrlægens kommentar: “Det er noget værre skrammel!” – og det lyder jo altid lovende… NOT.Så nu står den på fodbade og penicillin, og vi krydser poter og fingre for synlig bedring inden torsdag, hvor han skal til kontrol. Hvis ikke… ja, så er det frem med det tunge skyts.
Og som om én dyrlægehistorie ikke var nok for en uge, så besluttede Irma i weekenden at levere et lille drama. Pludselig gemte hun sig bag min store stueplante (samme sted som under hendes løbetider), og mundvandet fossede ud af munden på hende som en åben vandhane.
Det lignede en allergisk reaktion – og så kom jeg i tanke om, at hun tidligere på aftenen havde været meget optaget af et bestemt hjørne i gårdhaven. Og ganske rigtigt: dér sad en af de store tudser, der indimellem kigger forbi. Jeg er ret overbevist om, at Irma har givet den et lille “smagstest” 😬
Heldigvis stoppede mundvandet igen, og siden har hun været helt sig selv igen.
-
Vådt, vådt, vådt og gråt
Jeg tror ærligt talt, dagen sprang det dér med dagslys helt over. Og selvom det ikke regnede-regnede, så var luften så fugtig, at jeg kom hjem fra skoven med hår som om jeg havde taget en tur under bruseren.
Efter søndagens broderiworkshop har jeg brugt en del af ugen på at brodere – bla. på en lærredsjakke jeg købte sidste år, men ikke har brugt ret meget – når jeg er færdig bliver den helt Sissel Edelbosk. Jeg er indtil videre ret tilfreds med min indsats og har nærmest dagligt besøgt Kreativiteket for at hente nye farver og forsyninger af DMC garn.
Jeg mente, at jeg havde fået hønsestrikket nok for en tid, men Nanna har ‘overtalt’ mig til at strikke en hønsestrikket trøje til hende – starten gik i aftes.
Det bliver en stor opgave med steaking og hvad har vi, men også et projekt, der for alvor kan få bugt med nogen af alle mine Filcolana Pernilla rester.
Hun kiggede forbi i eftermiddags for at hjælpe med at sætte matteringsfilm på Nyboligs vinduer – helt efter aftale, altså. Der er lige kommet nye ruder i de vinduer, der vender ind mod min gårdhave, og i modsætning til de gamle er de helt almindeligt klare. Det betyder: farvel privatliv og hej til, at Nybolig nu kan følge med i alt, hvad jeg laver både i gården og i mit køkken.
Efter en snak med dem foreslog de faktisk selv, at jeg satte film på ruderne. Jeg købte noget billigt bras i Jem&Fix, som efter ganske kort tid begyndte at rulle af igen – hvilket spild af penge!
Nu har jeg købt en rulle professionel film, som forhåbentlig giver et bedre resultat – i hvert fald lover de 8 års holdbarhed udendørs.
-
Opsagt efter middagsluren
Chefen var ikke i godt humør i dag. Da jeg hentede hende i børnehaven, lavede frokost og lagde hende til middagslur gik alt som smurt. Men da jeg efter 2,5 time mente, at pausen måtte være ovre, og forsøgte at vække hende… ja, der røg jeg direkte ud af kridthuset!
Inden afhentningen havde hun ellers haft en fest sammen med en flok drenge. De holdt på række på bakken med deres cykler og en ad gange kørte de så i fuld fart ned gennem legepladsens største vandpyt. Ren jubel.
Men da hun vågende … kors hun var sur. Heldigvis dukkede far op som dagens redningsmand, og hun gjorde det helt tydeligt, at jeg var færdig i firmaet. Jeg blev nærmest eskorteret ud med en fyreseddel i hånden og nul bonus.
Hjemme ventede et par glade og forventningsfulde hunde – skovtur og ikke mindst mad ventede 🙂
-
Irma på briksen
Til morgen var Irma og jeg endnu engang på Vang Hovedgård for at konsultere Kiropraktordyrlægen.
Irma er allerede blevet mere smidig i bevægelserne, og traver nu afsted uden at ligne en rusten indkøbsvogn. Jeg tager det som et rigtig godt tegn på, at besøgene ikke bare er hyggelige, men også virker.
Vi har en tid mere i oktober, og så foreslog dyrlægen en lille pause, så vi kan se, hvordan Irma udvikler sig på egen hånd.
Hun var lidt forsinket, så vi gik os en lille tur på stedet og hilste på et par smukke krikker.
-
Der ryddes op i ‘rodet’
Klokken lidt i 9 kørte Irma og jeg ind på det mest fantastiske sted – Vang Hovedgård, som er en herregård beliggende tæt på Vestbjerg. Den er først nævnt omkring 1503, hvor bispen Niels Styggesen Rosenkrantz var ejer.
Når man kører forbi ude på vejen, ser man næsten intet af stedet. Men så snart man triller ind gennem den store jernlåge, åbenbarer der sig en verden af smukke bygninger, lange alléer, grønne haver, skov og blanke vandgrave. Det er virkelig idyllisk – det eneste lille minus er motorvejen, som ligger tæt på og hele tiden kan høres i baggrunden.
Bag jernlågen holder også Kiropraktik Dyrlægen til, i en af ladebygningerne. Det var her, Irma havde en tid i dag. Klinikken er ikke en traditionel klinik – mere bare et bord i hjørnet af laden – men på vejen hjem gik det op for mig, at hun jo også behandler heste, og dem kan man selvsagt ikke få ind i et fint kliniklokale.
Selve behandlingen var rigtig positiv og behagelig for Irma. Selvom der ikke kan ændres på det ‘rod‘, Irma har i overgangen mellem hals og ryg, kunne der gøres meget for hendes velbefindende og mobilitet så rodet ikke går hen og bliver et problem. Allerede nu kan jeg se en forskel: hendes bevægelser virker blødere og mere afslappede.
Vi har bestilt tid til endnu en omgang.
-
Når maven driller
Mandag startede ikke helt, som jeg havde håbet. Irma fik pludselig travlt med at løbe spidsrod mellem stuen og gårdhaven – og nej, det var ikke fordi der var noget interessant derude, men fordi hendes mave havde sat sig for at sabotere dagen.
Jeg vidste, at jeg for nylig havde tømt den sidste tube Zoolac på Bob, som havde haft samme udfordring. Klassisk! Men heldigvis fandt jeg en æske Canikur tyggetabletter i gemmerne.
Hun fik to med det samme og to til aften og en enkelt inden sengetid. Jeg var forberedt på at få en urolig nat og havde ladet dørene stå åbne, så jeg ville kunne høre, hvis hun ville ud.
Men klokken 6:30 til morgen lå både Irma og Bob og snorkede tungt, som om intet var hændt. Og på morgenturen kunne jeg konstatere, at Canikur havde gjort præcis, hvad der stod på pakken. For en sikkerhedsskyld fik hun et par ekstra – og jeg har nu bestilt en ny æske, for det er altså små mirakler på pilleform, som man altid bør have i huset.
De er heller ikke billige (mellem 92 og 169 kr.) og har man en stor hund, så er det nærmest en æske i døgnet der ryger – men hvad gør man ikke for sin hund – og sin nattesøvn.
-
Hundespa & Garnpanik
Begge hunde trængte virkelig til et bad – efter både strand- og skovture bar pelsen rundt på en mindre souvenirbutik af sand, jord og uidentificerbare naturting.
Nu er de rene, lækre og bløde.
Irma fælder som et juletræ i januar efter et bad, Bob næsten ikke, men de får selvfølgelig samme behandling. Der skal jo ikke gøres forskel på spa-oplevelserne!
På strikkefronten kører det stadig derudad med de gule snoninger. Kroppen er færdig, og jeg er halvvejs gennem første ærme.
Jeg strikker i et andet garn end opskriften anbefaler, og frygten for at løbe tør for garn lurede. På Instagram havde jeg set én, der havde løst problemet ved at lave glatte ærmer – men det kompromis var slet ikke aktuelt.
Jeg skrev til garnbutikken (ikke min sædvanlige garnpusher) for at høre, om de havde mere i samme indfarvning. Ingen svar. Brugte deres kontaktformular. Stadig ingen svar.
Til sidst lurede jeg i webshoppen og så, at de havde otte nøgler tilbage. Da jeg i første omgang havde købt tolv, satsede jeg på, at det var resterne fra mit køb – og bestilte fire.
Bingo! Samme indfarvning.
Fire ekstra nøgler er nok lidt rigeligt, men så kan Solveig også få en lille gul cardigan eller vest.
-
Endnu et dyrlægebesøg
Irma dingler forvirret rundt og aner ikke, hvad der har ramt hende.
Hun måtte kort i narkose i formiddag og have taget røntgenbilleder, så vi kunne se om der var en synlig grund til at hun har haft ondt.
Det var der.
Det der ved den røde pil er noget rod… “OA (Osteoartrose) og spondolyse fra Thorax T10 – L1”, skriver han i journalen.
Min dyrlæge er hårdt ramt pt. efter en alvorlig påkørsel på cykel for nogle måneder siden og da hans klinikassistent nu også er sygelmeldt måtte jeg træde til og hoppede i blyforklædet for at hjælpe med at tage billederne. Og bagefter sad jeg og monitorerede hende under opvågningen.
Kunne set ses på regningen? Nej 😉
Jeg overvejer at lade en kiropraktor se røntgenbillederne – der skulle ligge en, som er ret dygtig, ikke så langt herfra.
Som det ser ud nu har hun ikke smerter. Siden de to behandlinger med laser og Cartrophen har hendes mobilitet været præcis som den plejer, men kunne der nu gøre noget for måske at bedre roderiet i de led, så er det klart den vej vi skal.
Hun har fundet ro nu og skal vist sove rusen ud resten af dagen 🙂
