-
Tre, fem og tolv
De her to typer har fødselsdag.
Irma i dag og Bob på mandag.
Irma bliver tre og Bob fem.
Irma lader sig ikke mærke med, at hun forlængst burde være blevet voksen. Hun er en spradebasse og Bob kigger indimellem på mig, som ville han sige; “hvor havde vi det godt, inden vi fik hende”.
De stortrives sammen og der har aldrig været et ondt ‘ord’ mellem dem. Selvom hun er den irriterende lillesøster, beskytter han hende over for andre hunde.
I aften skal de forkæles med et godt ben.
Selv har jeg 12 år jubilæum i den afdeling, jeg er ansat i nu. Det må også godt fejres 🙂
-
Den franske liga
Jeg skulle slet ikke holde ferie nu, men med en utrolig fleksibilitet og velvilje fra både manager og kolleger kunne jeg fremrykke min ferie 2 uger og dermed støtte den lille nye familie og passe deres hund under deres indlæggelse.
Det er noget af en mundfuld med tre hunde.
Ikke når vi er herhjemme, hvor de leget og hygger sig sammen, men når de skal luftes bliver det indimellem lidt en udfordring.
I dag holder jeg helt fri – også fra besøg på hospitalet.
Nattøj, kaffe, flow-tv og strikketøj passer fint på en dag, hvor regnen siler ned over Nordjylland.
Jeg strikker på en Parfait Jakke fra bogen ‘Børnestrik, mere kærlighed på pinde’. Jeg havde tre nøgler Filcolana Pernilla på hylden og sammen med Rauma Alpaca Silk – også fra hylden – bliver det den lækker blød og varm jakke til en 2-3 årig Solveig.
Jeg døjer ret meget med, at jeg kun får fat i en af trådene og i ret strik er det ret svært at lade en maske falde og samle alle tråde op igen. I hvert fald for mig.
Måske bruger jeg de forkerte strikkepinde… skal de være spidse eller mere afrundede når man strikker med to tråde? Har du nogen erfaring med det?
-
Exhale
Ikke engang den temmelig højgravide mave kunne holde Nanna hjemme da L.O.C. gav koncert fredag aften i Tivoli Friheden i Aarhus. De unge mennesker besluttede at kombinere koncerten med et weekendophold i Aarhus – det sidste inden de lige om lidt bliver en lille familie på tre.
Imens har Jack været hos os. Det er altid en fest og man bliver totalt overflødig som hundeejer, når der er tre til at underholde hinanden. Kun når jeg bevæger mig hen i køkkenet er jeg interessant.
Nu er han afhentet igen og så snart døren blev lukket bag ham, gik de to fastboende franske direkte i seng. Jeg vil tro, at jeg ser dem igen, når maven begynder at knurre ved 16:30 tiden.
-
Søndag i skoven
-
Der er så fuld af sjov
inde i en skov -
Stakkels Bob
På vej hjem fra dyrlægen i Sulsted tænkte jeg, at det kunne være skønt at køre omkring hundeskoven i Hammerbakker og lufte hundene der.
Det viste sig, at der hver dag kl. 16 er en sammenrend af hunde fra Vodskov og da vi ankom blev vi mødt af 12-13 hunde og deres mennesker.
Både Bob og Irma er sociale væsener og vil rigtig gerne lege med andre hunde uanset størrelse og der var da heller ingen optræk til ballade, men de var alle – uden undtagelse – på nakken af Bob og en flok store hunde, der humper ham på én gang fra alle sider, så fik den bette Bob på et tidspunk nok og sagde fra.
Jeg har aldrig oplevet Bob blive vred for alvor – og har heller ikke lyst til det – så da han blev presset mere end han brød sig om, gik vi vores vej.
Bobben blev eftermiddagens helt store prygelknabe. Det var synd – de skulle have fundet nogen på deres egen størrelse at mobbe.
Irma synes det var overvældende det hele og holdt sig i nærheden af mig.
Det årlige sundhedstjek hos Mogens Dyrlæge var tilgengæld en god oplevelse. Både for hunde og ejer. Hundene får al opmærksomheden. Og godbidder. Ejeren ros for opdragelse (*host*) og foderstand.
Bob har været på kur og tabt det ønskede ene kg og er dermed tilbage på sin idealvægt på 10,7 kg.
Irma vejer præcis 1 kg. mere – 11,7 – og er i super flot form.
Begge meldes i tiptop stand, har fine sunde tænder og tandkød, ingen vejrtrækningsbesvær, sunde led og normal hjertelyd.
-
Der kom brev fra Sundsvall
Behøver jeg at sige, at jeg er rasende begejstret for indholdet?
(Please don’t use my pictures without permission). Det er svenske Lisa, der har malet de to franske. Jeg har efterhånden en del fra hendes hånd – både print og originaler, men denne her er jeg særligt glad for. Det er en original og et fotografi kan slet ikke vise de mange lag, som akvarellen består af.
På hendes Instagram profil kan man finde mange videoer hvor hun tegner og jeg bliver lige imponeret hver gang jeg ser det, der kommer ud af hendes streger på papiret… det ser så legene let ud.
-
Mandag igen
Der er kun én negativ ting at sige om sådan en weekend… den er alt for kort!
Søndagen blev med en smule sol på og jeg pakkede de franske og kørte til kysten.
Vi havde taget hende den tiltagende ‘tykke’ med. Og hendes hund.
Baby Solveig trives og vokser som hun skal og inden længe kan hendes mor ikke klemme sig med i heldragten… ikke hvis den skal lynes i hvert fald.
Efter lufteturen gik hun hjem med et stor pose mormorstrik som supplement til alt det hun selv har købt til Solveig.
Hun har været fornuftig nok til at købe tøj på januarudsalg og i tre forskellige størrelser – så baby kommer ikke til at gå ned på bodyer, strømpebukser og natdragter.
Eller hjemmestrik.
Jeg har en lille pudderfarvet Erantis cardigan på pindene og bagefter har jeg garn klar til et par Teddy Pants.
Jeg fristes ofte af opskrifter, som jeg ser på fx. Instagram, køber garn hjem til formålet og så ender det ofte med at garnet bliver brugt til noget helt andet. Det pudderfarvede var fx. købt til striber på en seaside trøje, men er nu endt i en Erantis Cardigan.
-
Julesne måske
Der er koldt derude. Knas i græsset og is på vandpytterne.
Metrologerne har halvvejs lovet, at vi får lidt julesne i Vendsyssel og uanset hvilken vejrapp jeg kigger på, ser det også ud til at ramme Hals.
Hurra siger jeg bare.
På vores tur i skoven viste Irma sig at have en smule jagtinstinkt. Da rådyret herover stak af forsøgte hun at følge efter. Hun blev dog bremset af sine meget korte ben, som ikke helt slog til i den tætte hedelyng – og af min formaning om at stoppe (eller noget).
Bob er klogere. Han ved godt han ikke kan fange noget… hverken rådyr eller fugle og nøjes med at studere Irma piske rundt og skræmme flokke at fugle op.
Om få timer stempler jeg ud til juleferie. 12 dejlige dage med tid til alt det jeg bedst kan li’.
De få timer kan kun gå for langsomt.
-
To og fire
I mandags blev Irma to år og i dag er det Bob’s tur til at fylde år.
Fire bliver han.
Hvor albevægelseforegåriløb når det gælder Irma, så er Bobben mere mageligt anlagt. Langt mere magelig anlagt.
Ofte må han hives ud fra sengevarmen når det er tid til luftetur. Hans yndlingsplads er i sofaen mellem mine ben, hvor han kan være i fred for Irma – her kan han ligge og koge og lader sig ikke forstyrre af hverken laptop eller strikketøj.
Det er to meget forskellige typer – både i krop og sind.
Bob har fin blød pels, er ret forsigtigt anlagt, men også den, der bevogter matriklen og gør opmærksom på uønskede hændelser. Efter sin egen opfattelse er han er ubetinget Kongen af Aalborgvej. Han er også ret udspekuleret. Hvis de får en ‘politistav’ hver, ligger han og lurer til Irma har blødgjort sit og så snart hun vender ryggen til napper han hendes. Irma lader sig ikke mærke med noget, men går bare i gang med hans i stedet.
Irma er muskuløs, grov i pelsen og en lille bulldozer, der ikke står tilbage for noget eller nogen – undtagen hvis det alligevel bliver lidt for farlig, så er hun hurtig til at søge hen til mig. Hun har en enorm springkraft som indimellem overrasker mig og kan løbe lige så hurtigt som den lille sheltie som vi af og til leger med i hundeskoven.