Vi fandt en time med sol midt på dagen og kørte en tur i mosen. Der var intet at se – hverken dyr eller mennesker, men jeg er ret sikker på, at Bob i stablen af tømmer opdagede noget levende eller måske noget, der havde været levende på et tidspunkt.

Det er blevet hugormetid, så jeg er meget påpasselig med at lade dem løbe frit derude netop nu og normalt holder de sig også på stien… når der altså ikke lige er en duft, der lokker.

Jeg ved ikke, hvor meget skade en hugorm kan gøre på sådan 10-12 kg. hund og jeg håber ikke, at jeg finder ud af det.

Bob har fået dårlig mave og vi måtte have gang i Canikur tabletterne. Desværre havde jeg kun til en enkelt dag. Jeg har bestilt en æske hjem fra en webshop, men forventer ikke de lander før en gang i næste uge.

Jeg måtte omkring Maxizoo efter en pakke, så vi kan fortsætte behandlingen nu.

Den, der er bestilt på nettet (apoteket), kostede kr. 86 – men i Maxizoo står den til kr. 169,95.

Det er en ret grov prisforskel.

Maxizoo har prisgaranti og jeg var noget spændt på, hvor besværligt, de ville gøre det at få den. Det viste sig, at jeg blot behøvede at vise prisen på min mobil og så lavede de rabatten til mig. Og så sparede jeg oven i købet fragten 🤷‍♀️

Det hjalp meget på Bobs lyst til en længere tur i sneen da han i går blev iført hjemmestrik i norsk uld. Hans lille krop var da også dejlig varm inden under selv efter en times travetur. Også den bare mave var varm.

Det blev igen en tur i smukt solskin – bidende koldt, men smukt.

De truer med snestorm i nat og denne gang kan jeg tage det helt afslappet.

Skulle jeg have været på job i morgen ville det ikke have været nogen rar udsigt.

Når man bor langt ude på landet skal man køre af lange stræk, hvor der ingen læ er og selvom der også bliver ryddet sne herude, fyger vejene til igen på nulkommafem. I morgen kan jeg bare kigge ud og nyde synet.

I fredags blev Irma fem og i dag fylder Bobben syv. Der vanker et godt ben i aften. Til dem begge.

Jeg sad på en trappe i en butik i London og ventede på at Nanna skulle bliver færdig med at shoppe, da der tikkede en besked ind fra Miriam om at hvalpene var født og at der også var en lille hanhvalp til mig.

I næste uge rejser jeg til London igen, men venter ingen glade nyheder. Ikke af den slags i hvert fald. Hundene bliver hjemme. Jeg har hyret mureren til at passe både dem og huset – de skal nok få det hyggeligt.

Vi er nu 2 uger på den anden side af Bobs øjenoperation og endelig tør jeg sige, at det går godt. Vi var til kontrol i fredags og også Dr. Dyr var af den opfattelse, at vi er på vej til normale tilstande.

Bobs skade var ret stor, så det blev et større indgreb og han nævnte, at 2-3 uger var helt normalt for øjet at være påvirket.

Han er i behandling med Terraxin øjendråber frem til tirsdag og så håber jeg, at det er slut. Helt slut.

Ikke mindst for Bob’s skyld.

Han har været SÅ tålmodig. Jeg tvivler på at det var gået lige så nemt med den yngre model, der bor her i huset … hun hader at blive pillet ved, altså medmindre man gider klø hende på maven.

Bob blev afleveret hos dyrlægen kl. 10 og lagt i narkose inden jeg gik. Dyrlægen havde fået selskab af en erfaren kollega med stor viden på øjenområdet.

Da jeg forlod klinikken havde de endnu ikke fået talt færdig om hvad var den bedste behandling af Bob, så jeg var lidt spændt på at blive ringet op efter operationen.

I stedet for at lukke øjet havde de ladet det stå åbent. De havde trukket blod og lavet serum af Bobs eget blod, som skal benyttes som øjendråber de næste 5 dage. Den metode skulle være lige så god som at sy øjet sammen. Og mere skånsom, da der ingen sting er der skal fjernes under endnu en narkose.

Han er temmelig medtaget af narkosen og kunne kun akkurat holde sig på benene til at tisse i gården.

Nu er det så med ‘lampeskærm’ de næste mange dage, men så forventer jeg sørme også, at vi endelig kan lægge den skade bag os.