I dag er det 8 år siden, Nanna og jeg satte kursen mod Vejle og kørte hjem igen – med Bobben.

Han vejede mindre end en halv liter mælk, men det, han manglede i kilo, havde han rigeligt af i kækhed.

Indendørs.

Udendørs var en helt anden historie… faktisk var det en større mission bare at få ham ud ad døren.

Bagdøren til haven? Ja tak.
Hoveddøren? Aldrig i livet.

Og sådan fortsatte det.

Længe.

Faktisk helt indtil foråret meldte sin ankomst, og temperaturen blev mere Bob-venlig. Han havde både trøje og jakke på, men den lille fyr mente simpelthen, at der var for koldt.

Og ærligt? Lige den del har ikke ændret sig. Han gider stadig ikke dårligt vejr. Regn, sne eller blæst betyder han udvikler sig til en rigtig sofakartoffel. Han kan holde sig nærmest uendeligt – så længe han slipper for at blive slæbt udenfor.

I dag er det Bobbens fødselsdag – og det fejrer vi med en tur til dyrlægen senere i dag.

Ikke noget nyt, men en kontrol af den byld han havde mellem tæerne. Den er ikke helt væk, men dog væsentligt reduceret i størrelse.

Han er blevet lidt grå i skægget, men ellers lader han sig bestemt ikke mærke af alderen – han er stadig fuldt med på alle Irmas skøre idéer.

I formiddag stod den på kontol af Bobs pote og Dyrlæge Mogens var tilfreds med udviklingen – eller rettere afviklingen af den byld han har mellem tæerne.

To daglige fodbade i sæbespånevand og penicillin har gjort deres virkning og der er endnu ingen grund til at ty til skrapper midler.

Vi har en kontrol igen fredag i næste uge og så håber jeg sørme, at alle symptomer er pist væk.

Vi fandt en time med sol midt på dagen og kørte en tur i mosen. Der var intet at se – hverken dyr eller mennesker, men jeg er ret sikker på, at Bob i stablen af tømmer opdagede noget levende eller måske noget, der havde været levende på et tidspunkt.

Det er blevet hugormetid, så jeg er meget påpasselig med at lade dem løbe frit derude netop nu og normalt holder de sig også på stien… når der altså ikke lige er en duft, der lokker.

Jeg ved ikke, hvor meget skade en hugorm kan gøre på sådan 10-12 kg. hund og jeg håber ikke, at jeg finder ud af det.

Bob har fået dårlig mave og vi måtte have gang i Canikur tabletterne. Desværre havde jeg kun til en enkelt dag. Jeg har bestilt en æske hjem fra en webshop, men forventer ikke de lander før en gang i næste uge.

Jeg måtte omkring Maxizoo efter en pakke, så vi kan fortsætte behandlingen nu.

Den, der er bestilt på nettet (apoteket), kostede kr. 86 – men i Maxizoo står den til kr. 169,95.

Det er en ret grov prisforskel.

Maxizoo har prisgaranti og jeg var noget spændt på, hvor besværligt, de ville gøre det at få den. Det viste sig, at jeg blot behøvede at vise prisen på min mobil og så lavede de rabatten til mig. Og så sparede jeg oven i købet fragten 🤷‍♀️

Det hjalp meget på Bobs lyst til en længere tur i sneen da han i går blev iført hjemmestrik i norsk uld. Hans lille krop var da også dejlig varm inden under selv efter en times travetur. Også den bare mave var varm.

Det blev igen en tur i smukt solskin – bidende koldt, men smukt.

De truer med snestorm i nat og denne gang kan jeg tage det helt afslappet.

Skulle jeg have været på job i morgen ville det ikke have været nogen rar udsigt.

Når man bor langt ude på landet skal man køre af lange stræk, hvor der ingen læ er og selvom der også bliver ryddet sne herude, fyger vejene til igen på nulkommafem. I morgen kan jeg bare kigge ud og nyde synet.

I fredags blev Irma fem og i dag fylder Bobben syv. Der vanker et godt ben i aften. Til dem begge.

Jeg sad på en trappe i en butik i London og ventede på at Nanna skulle bliver færdig med at shoppe, da der tikkede en besked ind fra Miriam om at hvalpene var født og at der også var en lille hanhvalp til mig.

I næste uge rejser jeg til London igen, men venter ingen glade nyheder. Ikke af den slags i hvert fald. Hundene bliver hjemme. Jeg har hyret mureren til at passe både dem og huset – de skal nok få det hyggeligt.