Da jeg sagde farvel til Arabella i marts 2015, var hun den hund jeg har haft, der havde levet længst. De store tunge racer bliver ikke ret gamle, så da hun rundede de 9 var hun meget gammel.

Det er heldigvis normalt anderledes med de mindre racer. Bobben bliver 9 senere på året og virker på ingen måde som en gammel hund.

Han er blevet gråskægget, men det er også det eneste synlige aldringstegn. Jeg er dog begyndt at mistænke, at hørelsen måske er blevet en anelse selektiv. Han reagerer i hvert fald ikke altid, når jeg kommer hjem. Jeg kan kalde på ham, gå rundt og lede efter ham og til sidst stå lige foran ham, hvorefter han opdager mig og ser ud, som om jeg netop er materialiseret ud af den blå luft.

Til gengæld har han i år udviklet en stædighed, jeg ikke tidligere har set. Jeg ved ikke, om det er alderen eller om han simpelthen har besluttet, at ni år er det perfekte tidspunkt at overtage ledelsen.

Det er Bob, der bestemmer, hvilken vej vi skal gå. Og Bob bestemmer også, om vi overhovedet skal gå.

I går var vi ude på tur lige op ad golfbanen og her lykkedes det Bob at gøre os til dagens underholdning for fire golfspillere, som havde svært ved at holde latteren tilbage, mens de kom med vittige kommentarer på vores bekostning.

Det kan han altså ikke være bekendt!

Synes han, at vi har gået langt nok, smider han sig demonstrativt om på ryggen og nægter at rejse sig. Så står jeg dér med snoren i hånden og ser komplet idiotisk ud, mens jeg forsøger at overtale en fransk bulldog på snart ni år til at bruge sine egne ben.

Han kan sagtens gå. Han vil bare ikke.

Og når man er ni år, gråskægget og i besiddelse af en meget stærk personlighed, har man åbenbart nået den alder, hvor man ikke længere behøver argumentere for sine beslutninger.

Man kan bare lægge sig ned.

Det er Bobben, jeg mener.

I dag var det tid til hans månedlige bad. Jeg vil ikke ligefrem påstå, at han nyder det, men han finder sig i det. Det samme gælder, når negle og ører skal ordnes. Han står pænt model til det hele – med en lettere fornærmet attitude som ve dhan godt at der ikke er noget at stille op.

Bob har efterhånden været igennem adskillige undersøgelser hos dyrlægen. Han er blevet pillet i øjnene et utal af gange, har fået taget blodprøver og fjernet sting, og sikkert meget andet, som han ikke selv ville have skrevet på sin ønskeliste. Ikke én eneste gang har han protesteret, selv om det helt sikkert ikke har været behageligt hver gang.

Og alligevel er han altid voldsomt begejstret, når vi besøger Mogens Dyrlæge.

(arkiv billeder)

Begejstring er også den eneste lille udfordring, jeg har med ham.

Når jeg får besøg eller nogen vil hilse på ham på gaden kammer begejstringen helt over for ham. Han springer rundt mens hele kroppen sitrer og han laver de der lyde, som kun en fransk bulldog kan.

Han nærmer sig de ni år og burde vel føre sig frem med lidt mere værdighed 🙂

Jeg er begyndt at blive alvorligt bekymret for min økonomi. Bob har nemlig på mystisk vis fået fat i koden til mit Dankort.

Og hvad gør man så, når man pludselig har adgang til mors økonomi?

Man bestiller selvfølgelig en ny seng til sig selv.

Jeg opdagede det først, da der kom en ordrebekræftelse. Bob lå ganske uskyldigt i sin gamle seng og så ud, som om han aldrig i sit liv havde hørt om hverken Dankort eller internetshopping.

Men jeg kender ham.

Og nu sidder jeg tilbage og tænker: hvad bliver det næste?

En elektrisk varmetæppe? Et abonnement på gourmetgodbidder? En Louis Vuitton halsbåndskollektion?

Måske skulle jeg ringe til banken og få skiftet koden?

Nej, pjat til side … han ser ud til at have sovet skønt i sin nye seng, selvom den kun er halvt så stor som den vi kørte på genbrugspladsen.

Vi er cirka lige gamle – i menneske år – og jeg ved fra mig selv, at lidt støtte her og der godt kan være nødvendigt. Den nye seng er med ortopædiskbund og -kanter, så den kan kun føles som en opgradering.

I weekenden skal han ‘forkæles’ med sit månedlige dyrlægeordinerede bad … det ved han heldigvis ikke!

Til morgen havde Bob og jeg en tid ved Dr. Dyr.

Kontrolblodprøve, vaccination og flåtbehandling.

Blodprøven viste stigende stoftskiftehormon T4, men ikke nok og derfor har han nu fået fordoblet sin Eltroxin behandling til 1 tablet hver dag i stedet for hver anden dag.

Det har ellers allerede gjort en synlig forskel. Han har fået hår på brystet og bag ørene – og pelsen på kroppen er langsomt blevet grovere og mere normal for en fransk bulldog.

Det er ikke medicin, der – i rette dosis – har bivirkninger, så jeg har det fint med, at han skal leve med det tidskud resten af sit liv.

Trod sin stigende alder stortrives han… fast plads i sofaen, soveplads ved siden af min seng, det bedste seniorfoder man kan opdrive, masser af ture i naturen og en matte, der har al tid i verden til ham.

Ikke meget ‘hundeliv’ over det.

I mandags måtte jeg en tur forbi Dyrlæge Mogens med Bobben. Den byld, han havde mellem tæerne tilbage i november, var nemlig begyndt at røre på sig igen. Den havde ellers været helt væk, men jeg var blevet forberedt på, at den godt kunne finde på at dukke op igen. Heldigvis tror jeg, at vi denne gang har fået taget den i opløbet og sat ind med den rette behandling, før det nåede at udvikle sig.

Bob er derfor igen i gang med sine daglige fodbade – denne gang i Kovaline. Jeg kom i tanke om dets gode egenskaber fra dengang Lillebror havde hotspot, og på vej hjem fra dyrlægen snuppede jeg en flaske med fra Maxi Zoo. Sammen med penicillinen ser det ud til at have en rigtig god effekt, så fingrene er krydsede.

Dyrlægen havde god tid, og mens vi snakkede, spurgte han pludselig, om Bob nogensinde er blevet testet for hypothyroidisme (nedsat skjoldbruskkirtelfunktion). Det er han ikke, men efter lidt snak frem og tilbage blev vi enige om, at når vi alligevel skal til kontrol fredag i næste uge, så tager han en række blodprøver og får ham testet.

Da jeg kom hjem, læste jeg mere om hypothyroidisme, og det var lidt af en øjenåbner. Jeg kunne sætte kryds ved rigtig mange af de symptomer, der er typiske; tynd pels, “rottehale” og kuldskærhed. Hvis det viser sig, at det er det, Bob har, så er det heldigvis noget, der kan behandles ganske enkelt, og de symptomer, han måtte have, forsvinder igen.

Efter en travl uge holder jeg helt fri i dag. Det bliver med strik, varm kaffe og alt for meget tv. Den sibiriske kulde lokker nemlig ikke ligefrem til lange ture udenfor – og slet ikke for Bob. Han hader både blæst og kulde, klarer sine fornødenheder på nul-komma-fem og vil derefter bare gerne hurtigt tilbage i den varme kurv.

I dag er det 8 år siden, Nanna og jeg satte kursen mod Vejle og kørte hjem igen – med Bobben.

Han vejede mindre end en halv liter mælk, men det, han manglede i kilo, havde han rigeligt af i kækhed.

Indendørs.

Udendørs var en helt anden historie… faktisk var det en større mission bare at få ham ud ad døren.

Bagdøren til haven? Ja tak.
Hoveddøren? Aldrig i livet.

Og sådan fortsatte det.

Længe.

Faktisk helt indtil foråret meldte sin ankomst, og temperaturen blev mere Bob-venlig. Han havde både trøje og jakke på, men den lille fyr mente simpelthen, at der var for koldt.

Og ærligt? Lige den del har ikke ændret sig. Han gider stadig ikke dårligt vejr. Regn, sne eller blæst betyder han udvikler sig til en rigtig sofakartoffel. Han kan holde sig nærmest uendeligt – så længe han slipper for at blive slæbt udenfor.