-
Der er en duft
Vi fandt en time med sol midt på dagen og kørte en tur i mosen. Der var intet at se – hverken dyr eller mennesker, men jeg er ret sikker på, at Bob i stablen af tømmer opdagede noget levende eller måske noget, der havde været levende på et tidspunkt.
Det er blevet hugormetid, så jeg er meget påpasselig med at lade dem løbe frit derude netop nu og normalt holder de sig også på stien… når der altså ikke lige er en duft, der lokker.
Jeg ved ikke, hvor meget skade en hugorm kan gøre på sådan 10-12 kg. hund og jeg håber ikke, at jeg finder ud af det.
-
Prismatch uden diskussion
Bob har fået dårlig mave og vi måtte have gang i Canikur tabletterne. Desværre havde jeg kun til en enkelt dag. Jeg har bestilt en æske hjem fra en webshop, men forventer ikke de lander før en gang i næste uge.
Jeg måtte omkring Maxizoo efter en pakke, så vi kan fortsætte behandlingen nu.
Den, der er bestilt på nettet (apoteket), kostede kr. 86 – men i Maxizoo står den til kr. 169,95.
Det er en ret grov prisforskel.
Maxizoo har prisgaranti og jeg var noget spændt på, hvor besværligt, de ville gøre det at få den. Det viste sig, at jeg blot behøvede at vise prisen på min mobil og så lavede de rabatten til mig. Og så sparede jeg oven i købet fragten 🤷♀️
-
Så er den gal igen
Hvor meget er der lige man kan komme galt afsted med på en bred tom strand???
Blæser det lidt og man befinder sig i 30 cm. højde kan man få sand i øjnene. Det fik Bob og det endte med en skade på det ene øje.
Heldigvis havde jeg salve og smertestillende hjemme og er gået i gang med behandling, men der er ingen vej udenom en tur til Dr. Mogens i morgen.
Han får altså snart dykkermaske på, når vi skal ud.
Det var ellers en dejlig tur – men i bagklogskabens klare lys ville jeg ønske, at vi havde ventet til i dag, hvor vinden havde lagt sig.
-
Hund i uld
Det hjalp meget på Bobs lyst til en længere tur i sneen da han i går blev iført hjemmestrik i norsk uld. Hans lille krop var da også dejlig varm inden under selv efter en times travetur. Også den bare mave var varm.
Det blev igen en tur i smukt solskin – bidende koldt, men smukt.
De truer med snestorm i nat og denne gang kan jeg tage det helt afslappet.
Skulle jeg have været på job i morgen ville det ikke have været nogen rar udsigt.
Når man bor langt ude på landet skal man køre af lange stræk, hvor der ingen læ er og selvom der også bliver ryddet sne herude, fyger vejene til igen på nulkommafem. I morgen kan jeg bare kigge ud og nyde synet.
-
Syv
I fredags blev Irma fem og i dag fylder Bobben syv. Der vanker et godt ben i aften. Til dem begge.
Jeg sad på en trappe i en butik i London og ventede på at Nanna skulle bliver færdig med at shoppe, da der tikkede en besked ind fra Miriam om at hvalpene var født og at der også var en lille hanhvalp til mig.
I næste uge rejser jeg til London igen, men venter ingen glade nyheder. Ikke af den slags i hvert fald. Hundene bliver hjemme. Jeg har hyret mureren til at passe både dem og huset – de skal nok få det hyggeligt.
-
Man har en plan indtil…
Torsdag måtte vi en tur omkring Mogens dyrlæge. Igen er det Bob, der har været uheldig. Det er spøjst, at det altid er ham, der kommer galt af sted, for det er Irma der er tonseren.
Nå men, en delvist afrevet klo på et bagben måtte nødvendigvis behandles.
Mogens synes vi i første omgang skulle vælge den mest skånsomme behandling og lade kloen blive siddene og håbe på, at den enten får fat igen eller også, at den bliver siddende til en ny vokser ud under den.
Han fik så hatten passede i går og er stadig temmelig påvirket af behandlingen. Hjemme behandler vi med salve og fra i morgen også antibiotika og smertestillende. Og krave.
Det betyder selvklart, at han ikke skal slæbes med ud på mange timers biltur i det nordjyske, men i stedet have ro og kun ud på kortere lufteture.
Sådan kan planer ændre sig på ganske kort tid.
Det er min sidste reelle feriedag i denne min første 3 ugers ferie.
Det får jeg ingen som helst problemer med at vænne mig til – om 152 dage 🙂
-
Status på øjet
Vi er nu 2 uger på den anden side af Bobs øjenoperation og endelig tør jeg sige, at det går godt. Vi var til kontrol i fredags og også Dr. Dyr var af den opfattelse, at vi er på vej til normale tilstande.
Bobs skade var ret stor, så det blev et større indgreb og han nævnte, at 2-3 uger var helt normalt for øjet at være påvirket.
Han er i behandling med Terraxin øjendråber frem til tirsdag og så håber jeg, at det er slut. Helt slut.
Ikke mindst for Bob’s skyld.
Han har været SÅ tålmodig. Jeg tvivler på at det var gået lige så nemt med den yngre model, der bor her i huset … hun hader at blive pillet ved, altså medmindre man gider klø hende på maven.
-
Det går fremad
Alarmen lyder hver 3. time og så skal der dryppes øje – enten med serum eller med kloramfenikol.
Jeg har serum til et par dage endnu og jeg håber, at jeg snart ser en tydelig forbedring.
Dr. Dyr ringede i fredags for lige at tjekke tingenes tilstand. Jeg kunne fortælle, at det vi har bøvlet mest med er skærmen. Første dag væltede han vandskålen 4 gange. Vi blev enige om, at ‘baderingen’ er en bedre løsning.
Jeg tror, at Bob er meget enig.
Vi har ikke været meget ude i weekenden – mest på kortere lufteture. Natten mellem fredag og lørdag blev vi ramt at noget, der godt kunne betegnes som snestorm – og søndag var der bare så koldt og blæsende, at der ikke var ret meget fornøjelse i turen til skydebanen.
I denne uge er jeg igen på hjemmearbejdspladsen og det giver fortsat mulighed for at holde fast i den hyppige behandling. Når ugen er omme håber jeg, at Bob er helt over sin skade.
-
På den anden side
Bob blev afleveret hos dyrlægen kl. 10 og lagt i narkose inden jeg gik. Dyrlægen havde fået selskab af en erfaren kollega med stor viden på øjenområdet.
Da jeg forlod klinikken havde de endnu ikke fået talt færdig om hvad var den bedste behandling af Bob, så jeg var lidt spændt på at blive ringet op efter operationen.
I stedet for at lukke øjet havde de ladet det stå åbent. De havde trukket blod og lavet serum af Bobs eget blod, som skal benyttes som øjendråber de næste 5 dage. Den metode skulle være lige så god som at sy øjet sammen. Og mere skånsom, da der ingen sting er der skal fjernes under endnu en narkose.
Han er temmelig medtaget af narkosen og kunne kun akkurat holde sig på benene til at tisse i gården.
Nu er det så med ‘lampeskærm’ de næste mange dage, men så forventer jeg sørme også, at vi endelig kan lægge den skade bag os.
-
Fastelavn er mit navn
Mor har udtænkt kostumet, kreeret kammen og mormor har været udførende på fjerdetaljen… indholdet står Solveig selv for og det kunne næppe have været sødere.
Nu mangler vi bare at lære hende at sige GOK GOK, så er hun fuldstændig klar til februars fastelavnsfester 🙂
. . .
Der har – af mange årsager – været stille herinde.
Solveig har været syg med høj feber, Nanna har fået opereret en visdomstand ud med trælse følger, jeg selv har været ramt på fordøjelsen og så døjer vi stadig med Bobs øje.
På onsdag kl. 10 bliver han afleveret hos Dr. Dyr. Vi har forsøgt alt, men kommer ikke udenom en operation af det øje.
Desværre.
Jeg har fået det arrangeret sådan, at jeg kan arbejde hjemme i de ca. 14 dage hans øje skal være syet sammen.
Dyrlægen mente nu nok, at han kunne være alene hjemme, men jeg har det bedst med, at han er under opsyn, så længe han skal gå med skærm.
Om onsdagen har min dyrlæge mulighed for at få hjælp fra en dyrlægekollega. En ældre og meget erfaren dyrlæge, som er ekspert på øjenområdet, så han kommer i gode hænder.
Når vi er ude på den anden side skal det overvejes nøje, hvor hundene skal luftes fremover. Det er slut med at løbe vildt i skoven – i hvert fald for Bob.
Jeg har kigget på alverdens alternative muligheder for at beskytte hans øjne… briller, masker og hvad har vi… men jeg tvivler på, at det vil fungere i længden.
Har du erfaringer må du meget gerne give mig et tip.