Til morgen havde Bob og jeg en tid ved Dr. Dyr.

Kontrolblodprøve, vaccination og flåtbehandling.

Blodprøven viste stigende stoftskiftehormon T4, men ikke nok og derfor har han nu fået fordoblet sin Eltroxin behandling til 1 tablet hver dag i stedet for hver anden dag.

Det har ellers allerede gjort en synlig forskel. Han har fået hår på brystet og bag ørene – og pelsen på kroppen er langsomt blevet grovere og mere normal for en fransk bulldog.

Det er ikke medicin, der – i rette dosis – har bivirkninger, så jeg har det fint med, at han skal leve med det tidskud resten af sit liv.

Trod sin stigende alder stortrives han… fast plads i sofaen, soveplads ved siden af min seng, det bedste seniorfoder man kan opdrive, masser af ture i naturen og en matte, der har al tid i verden til ham.

Ikke meget ‘hundeliv’ over det.

I mandags måtte jeg en tur forbi Dyrlæge Mogens med Bobben. Den byld, han havde mellem tæerne tilbage i november, var nemlig begyndt at røre på sig igen. Den havde ellers været helt væk, men jeg var blevet forberedt på, at den godt kunne finde på at dukke op igen. Heldigvis tror jeg, at vi denne gang har fået taget den i opløbet og sat ind med den rette behandling, før det nåede at udvikle sig.

Bob er derfor igen i gang med sine daglige fodbade – denne gang i Kovaline. Jeg kom i tanke om dets gode egenskaber fra dengang Lillebror havde hotspot, og på vej hjem fra dyrlægen snuppede jeg en flaske med fra Maxi Zoo. Sammen med penicillinen ser det ud til at have en rigtig god effekt, så fingrene er krydsede.

Dyrlægen havde god tid, og mens vi snakkede, spurgte han pludselig, om Bob nogensinde er blevet testet for hypothyroidisme (nedsat skjoldbruskkirtelfunktion). Det er han ikke, men efter lidt snak frem og tilbage blev vi enige om, at når vi alligevel skal til kontrol fredag i næste uge, så tager han en række blodprøver og får ham testet.

Da jeg kom hjem, læste jeg mere om hypothyroidisme, og det var lidt af en øjenåbner. Jeg kunne sætte kryds ved rigtig mange af de symptomer, der er typiske; tynd pels, “rottehale” og kuldskærhed. Hvis det viser sig, at det er det, Bob har, så er det heldigvis noget, der kan behandles ganske enkelt, og de symptomer, han måtte have, forsvinder igen.

Efter en travl uge holder jeg helt fri i dag. Det bliver med strik, varm kaffe og alt for meget tv. Den sibiriske kulde lokker nemlig ikke ligefrem til lange ture udenfor – og slet ikke for Bob. Han hader både blæst og kulde, klarer sine fornødenheder på nul-komma-fem og vil derefter bare gerne hurtigt tilbage i den varme kurv.

I dag er det 8 år siden, Nanna og jeg satte kursen mod Vejle og kørte hjem igen – med Bobben.

Han vejede mindre end en halv liter mælk, men det, han manglede i kilo, havde han rigeligt af i kækhed.

Indendørs.

Udendørs var en helt anden historie… faktisk var det en større mission bare at få ham ud ad døren.

Bagdøren til haven? Ja tak.
Hoveddøren? Aldrig i livet.

Og sådan fortsatte det.

Længe.

Faktisk helt indtil foråret meldte sin ankomst, og temperaturen blev mere Bob-venlig. Han havde både trøje og jakke på, men den lille fyr mente simpelthen, at der var for koldt.

Og ærligt? Lige den del har ikke ændret sig. Han gider stadig ikke dårligt vejr. Regn, sne eller blæst betyder han udvikler sig til en rigtig sofakartoffel. Han kan holde sig nærmest uendeligt – så længe han slipper for at blive slæbt udenfor.

I dag er det Bobbens fødselsdag – og det fejrer vi med en tur til dyrlægen senere i dag.

Ikke noget nyt, men en kontrol af den byld han havde mellem tæerne. Den er ikke helt væk, men dog væsentligt reduceret i størrelse.

Han er blevet lidt grå i skægget, men ellers lader han sig bestemt ikke mærke af alderen – han er stadig fuldt med på alle Irmas skøre idéer.

I formiddag stod den på kontol af Bobs pote og Dyrlæge Mogens var tilfreds med udviklingen – eller rettere afviklingen af den byld han har mellem tæerne.

To daglige fodbade i sæbespånevand og penicillin har gjort deres virkning og der er endnu ingen grund til at ty til skrapper midler.

Vi har en kontrol igen fredag i næste uge og så håber jeg sørme, at alle symptomer er pist væk.

Vi fandt en time med sol midt på dagen og kørte en tur i mosen. Der var intet at se – hverken dyr eller mennesker, men jeg er ret sikker på, at Bob i stablen af tømmer opdagede noget levende eller måske noget, der havde været levende på et tidspunkt.

Det er blevet hugormetid, så jeg er meget påpasselig med at lade dem løbe frit derude netop nu og normalt holder de sig også på stien… når der altså ikke lige er en duft, der lokker.

Jeg ved ikke, hvor meget skade en hugorm kan gøre på sådan 10-12 kg. hund og jeg håber ikke, at jeg finder ud af det.

Bob har fået dårlig mave og vi måtte have gang i Canikur tabletterne. Desværre havde jeg kun til en enkelt dag. Jeg har bestilt en æske hjem fra en webshop, men forventer ikke de lander før en gang i næste uge.

Jeg måtte omkring Maxizoo efter en pakke, så vi kan fortsætte behandlingen nu.

Den, der er bestilt på nettet (apoteket), kostede kr. 86 – men i Maxizoo står den til kr. 169,95.

Det er en ret grov prisforskel.

Maxizoo har prisgaranti og jeg var noget spændt på, hvor besværligt, de ville gøre det at få den. Det viste sig, at jeg blot behøvede at vise prisen på min mobil og så lavede de rabatten til mig. Og så sparede jeg oven i købet fragten 🤷‍♀️

Det hjalp meget på Bobs lyst til en længere tur i sneen da han i går blev iført hjemmestrik i norsk uld. Hans lille krop var da også dejlig varm inden under selv efter en times travetur. Også den bare mave var varm.

Det blev igen en tur i smukt solskin – bidende koldt, men smukt.

De truer med snestorm i nat og denne gang kan jeg tage det helt afslappet.

Skulle jeg have været på job i morgen ville det ikke have været nogen rar udsigt.

Når man bor langt ude på landet skal man køre af lange stræk, hvor der ingen læ er og selvom der også bliver ryddet sne herude, fyger vejene til igen på nulkommafem. I morgen kan jeg bare kigge ud og nyde synet.