-
Virushalløj & børnehavebossen
Hovedet er tungt, halsen kradser, og både næse og øjne har åbenbart besluttet sig for at løbe på samme tid. Jeg er igen igen ramt af noget virushalløj, og naturligvis lige op mod jul.
Det er så typisk mig, at man næsten skulle tro, det var planlagt.
Der er dog stadig lidt over en uge til juleaften, så med lidt held og en hel del hjælp fra apoteket og Matas, når jeg forhåbentlig at lægge elendigheden bag mig.
I går var ‘chefen’ i ondt lune og jeg kunne ikke gøre noget som helst godt nok. Det er benhårdt at gå i børnehave og man kan blive så træt, at det føles som om hele verden er imod en.
I dag var hun hentet og puttet til middagsluren inden jeg mødte og da hun efter et par timer vågnede var humøret fint.
Sådan er det med chefer: lidt søvn, og så er alt godt 😊
-
Opsagt efter middagsluren
Chefen var ikke i godt humør i dag. Da jeg hentede hende i børnehaven, lavede frokost og lagde hende til middagslur gik alt som smurt. Men da jeg efter 2,5 time mente, at pausen måtte være ovre, og forsøgte at vække hende… ja, der røg jeg direkte ud af kridthuset!
Inden afhentningen havde hun ellers haft en fest sammen med en flok drenge. De holdt på række på bakken med deres cykler og en ad gange kørte de så i fuld fart ned gennem legepladsens største vandpyt. Ren jubel.
Men da hun vågende … kors hun var sur. Heldigvis dukkede far op som dagens redningsmand, og hun gjorde det helt tydeligt, at jeg var færdig i firmaet. Jeg blev nærmest eskorteret ud med en fyreseddel i hånden og nul bonus.
Hjemme ventede et par glade og forventningsfulde hunde – skovtur og ikke mindst mad ventede 🙂
-
Mere restestrik
Hanne Rimmen opfordrer i sin bog Hønsestrik til, at man skal strikke sin egen fortælling. Det lyder jo dejligt poetisk – og måske også lidt ambitiøst. Jeg må indrømme, at jeg ikke har fortalt de helt store historier i de projekttasker jeg har strikket… men da Nanna ønskede sig en lille hønsetrikket vest til Solveig, tænkte jeg, at her lå måske en lille historie.
Og historien kom helt af sig selv. For et af Solveigs yndlingsmennesker i børnehaven er Jesper – en ældre herre (flexjobber, tror jeg?), som hver formiddag tropper op og er institutionens altmuligmand. Han reparerer, bygger og fikser – og i sommer stod den på havearbejde. Hver dag hentede han vandkanden og – med uvurderlig hjælp fra Solveig selvfølgelig – sørgede han for, at blomsterne ikke visnede i sommersolen.
Så selvfølgelig skulle Solveigs vest have både blomster, vandkande og en strålende sol – deres lille historie, fanget i masker og farver.
Opskriften er én, jeg har strikket et hav af gange, men den er egentlig ikke så hønsestrik-venlig, fordi man lukker af til både ærmegab og hals. Alligevel synes jeg, at jeg fik det til at fungere – og resultatet blev en lille solskinsvest fuld af sommer, minder og et strejf af Jesper.
-
Jeg holder af hverdagen
To og en halv time – det er cirka, hvad vores lille Solveig kan klare af børnehaveliv, før tanken er helt fyldt, og systemet begynder at køre på overtid. Når jeg henter hende lige inden frokost, er hun mæt af indtryk og klar til det eneste, der dur: ro, ro, ro – og en god middagslur.
Timingen for min exit fra arbejdslivet kunne ikke have været bedre. At jeg kan hente hende dagligt gør, at mor og far kan passe deres job uagtet, at de har en lille pige, som ikke er helt som de andre.
Mens hun sover lur nyder jeg husets mange streamingtjenester og fred til bare at sidde med mit strikketøj uden der er pligter, der råber ad mig. Det er ret skønt.
Lurene er dog blevet kortere på det seneste. Engang kunne hun sove som en sten i to og en halv time, men nu napper hun oftere kun halvanden. Til gengæld giver det os en times tid sammen, inden far kommer hjem – og den bliver brugt på leg og hygge.
I mandags havde vi f.eks. et lille ‘kunsterisk’ øjeblik med malebog og farvekridt … mest uden for stregerne.
Torsdag er lig med fridag!
Planen?
At kaste mig over det huslige arbejde, der desværre ikke laver sig selv. Hvis jeg bare får mig selv sparket i gang fra morgenstunden kan det faktisk nå at føles som en fridag. Det siger jeg i hvert fald til mig selv. Gentager mantraet i morgen tidlig i håb om at det virker.
-
En fredag med fart på
Fredagsfridagen blev brugt på en tur i ZOO med mine to yndlingspiger.
Det er ikke mange dyr vi får set, når vi har Solen med – det handler mest om at prøve at følge med, mens de små ben drøner af sted mod legepladsen i fuld fart.
De er ved at gøre haven klar til Halloween, så der var spøgelser, gravsten og skelletter over alt – heller ikke det interesserede den unge dame – tilgengæld fandt vi et sted med et springvand og det begejstrer altid.
Inden vi tog af sted havde jeg hængt nyvasket sengetøj i gården – det ser ud til, at vi får et forrygende uvejr i nat og i morgen, så det var med at få det gjort, mens der var mulighed for at lade det tørre ude.
Alt i gården er sat ned på jorden, så det ikke vælter så langt. Det er så ærgerligt at stå op til smadrede kukker fordi jeg ikke har været forudseende nok til at få dem sikret.
Nu kan regnen og stormen bare komme af an – det bliver kun hundelufteturene, der bliver en udfordring for hundene gider overhovedet ikke ud i sådan et vejr – så klemmer de hellere ballerne sammen.
-
Pærer og en lille Blæksprutte
Søndag gik jeg fuldt oldschool og henkogte pærer. I går tog jeg skridtet videre og lavede pæremarmelade – noget jeg er ret sikker på, at jeg aldrig har set på supermarkedes hylder. Jeg er derfor ret spændt på, hvordan det smager på et stykke brød. Hvis det smager godt, trademarker jeg det. Hvis ikke, så taler vi aldrig om det igen.
Udover pærer er smagsgiverne ingefær, citron og vanilje.
Jeg havde en lille udfordring for frugten ville ikke rigtig koge ud. De var møre, men stadig i chunky stykker – det endte med, at jeg kort kørte med stavblenderen, så det fik lidt marmelade konsistens uden at bliver helt moset.
I dag var det Solveigs første rigtige dag i børnehaven – som Blæksprutte sammen med 15 andre børn. Hun kom ret akut i vuggestue og selvom hun blev 3 i sommer fortsatte hun nogle måneder ekstra i vuggestuen.
Man har brugt de sidste måneder på en indkøring, og da det er samme hus og kendt personale er det gået ret gnidningsfrit.
Lige bortset fra… da jeg hentede hende i dag. Hendes verden brød kortvarigt sammen, fordi hun ikke måtte gå ind i vuggestuen og deres garderobe, men da jeg sagde vi skulle hjem, glemte hun alt om det – for hun vidste jo egentlig godt, at hendes garderobe nu bor et andet sted.
-
Fredagsfest
Fredag var en “arbejdsdag light” – på kun lidt over en time. Til gengæld en time, hvor Solveig havde gang i sin helt egen fredagsfest, og først smed håndklædet i ringen og lukkede øjnene et kvarter før farmand trådte ind ad døren, og jeg havde fri.
Det er jo egentlig helt fair. Hun bliver ældre, og middagslurene bliver naturligt kortere, før de til sidst uddør helt. Men ikke endnu. Formiddagen i børnehaven stadig så udfordrende, at der er dage, hvor jeg dårligt når at sige “godnat”, før hun sover.
Fordi jeg nu havde tidligt fri pakkede jeg hundene og kørte en tur i Hals Mose. Her kan hundene oftest tumle uden snerrende bånd og det nød de på hele den lange tur rundt.
Bob er som et lille lokomotiv: han drøner bare afsted uden overhovedet at kigge sig tilbage for at se, om jeg stadig eksisterer. Irma derimod – søde lidt usikre Irma – hun ender i sit klassiske dilemma: Skal hun følge Bob, eller skal hun blive hos mig? Resultatet: et konstant zigzag-løb mellem os – hun fik helt sikkert løbet dobbelt så langt som nogen af os andre.
-
Morgen med sten og strik
Kl. 08:00 tikkede der en invitation ind: “Vil du med i skoven?”
Som henholdsvis pensionist og småbørnsmor på ferie er det jo nærmest “midt på dagen”. Her opererer vi i vores helt eget tidszone, hvor kl. 6 føles som en god start, og formiddagen allerede er halvt brugt, når andre stadig leder efter deres kaffekop.
Vi traskede ud på en længere tur i skoven – og brugte derefter lige så lang tid på at kaste sten, kogler og smågrene i Den Krogede Bæk.
Vand har en nærmest magisk tiltrækning på Solveig.
Hun ville uden tvivl ende midt i bækken, hvis hun kunne slippe af sted med det. Hun ved godt, det er forbudt, men tester alligevel grænserne ved at snige sig med museskridt helt hen til kanten, som om hun håber, at vi er optaget af snak og ikke opdager noget.
Det var endnu en lun sensommermorgen, og vi så først tegn på andet liv på vej hjem – et par hundeluftere, der vel syntes, vi var lige lovlig friske på det tidspunkt.
Selv havde jeg været oppe siden kl. 6 og nået at strikke de sidste to omgange på det sidste ærme af min gule Purpurea Sweater. Nu ligger den og tørrer i solen og jeg er aldeles tilfreds med resultatet.
Jeg glæder mig til, at temperaturen dykker, så jeg kan hoppe i den. For den er altså blevet helt igennem skøn, varm og blød.
-
Farvel til svedeture og fluer
Det er ikke er så populært at sige, men jeg er en af dem er stornyder, at temperaturen er faldet og nu kun lige runder de 20 grader.
Kvaliteten af min søvn og mit velbefindende stiger i takt med at temperaturen falder.
Jeg glæder mig et lille smule til efteråret. Til mørke aftener. Til at være i klædt uld. Til fraværet af flyvende insekter.
De sidste par uger har børnehaven været som en børnefri baghave – de fleste børn har holdt ferie, og der har været nærmest meditativt stille derovre.
En dag jeg hentede Solveig, var der tre pædagoger og fire børn. Det må være det, man kalder luksusnormering!
I morgen er sidste dag, før Solveig går på sommerferie – og det betyder også ferie til hendes mormor (mig!).
Min lille tjans med at hente hende er en fornøjelse. Vores forhold er blevet tættere, og jeg nyder de små glimt af hverdagsmagi sammen med hende.
I dag var hun dog ikke ubetinget tilfreds med sin mormor, efter hun vågnede fra sin middagslur – og når man lige er vågnet og ikke helt ved, hvad man vil (og heller ikke kan sige det), ja… så kan verden føles lidt dum.
Nogle dage er gode, nogle dage er dårlige – og så er der nogle flere dage der er gode!
-
Så blev hun 3
Familien kom med smil og gaver.
Solveig fik fine ting – det bedste var nok et badebassin med en rutsjebane og det varede ikke længe inden det blev indviet.
Hun rutsjede, sprøjtede, grinede og havde en fest. Vandet fløj, solen skinnede og alle grinede med. Det var en rigtig fest – og Solveig var midtpunktet med glade kinder og vådt hår.
Alle fester burde ende med nøgenløb og skinny dipping 🙂
