-
Tirsdagsbif
Tirsdag gik turen i biffen for at se Pigen med nålen, som er nomineret til en Oscar for bedste udenlandske film.
Den unge fabriksarbejder Karoline kæmper for at overleve i København i tiden lige efter 1. Verdenskrig. Da hun bliver arbejdsløs, forladt og gravid, møder hun Dagmar, en karismatisk kvinde, der driver et undergrunds-adoptionsbureau, hvor hun hjælper mødre med at finde plejefamilier til deres uønskede børn. Da Karoline ikke har andre steder at tage hen, påtager hun sig rollen som amme, og der opstår en stærk forbindelse mellem de to kvinder. Men Karolines verden går i stykker, da den chokerende sandhed går op for hende…
Filmen er løst baseret på historien om Dagmar Overby, men istedet for beretningen om ”Danmarkshistoriens største seriemorder” retter den opmærksomheden mod de forhold, som fattige kvinder levede under i en tid, hvor abort var ulovligt.
Dagmar Overby hjalp unge kvinder af med ”uønskede børn” og fandt familier til dem. Det var i det mindste det, hun fortalte de ulykkelige kvinder. »De gør det rigtige,« siger Dagmar Overby igen og igen. I virkeligheden kvalte hun børnene, smed dem i kloakken, lagde dem på loftet eller brændte dem i kakkelovnen.
Fri abort blev først indført i Danmark i 1973, og i dag er der mange, som taler for afskaffelse af denne helt afgørende rettighed for kvinder. I Polen, hvor filmen er optaget, er abort forbudt og i USA er der også stærke kræfter, der arbejder for et abortforbud.
På den måde bliver Pigen med nålen et stærkt og tidsaktuelt politisk indspark i abortdebatten.
Det er en stærk, mørk og grum film, man ikke kan undgå at blive berørt af.
Jeg har i forvejen læste en del om Dagmar Overby, men måtte alligevel hjem og undersøge nogle ting nærmere.
Jeg faldt bla. ovet et billede af Dagmar Overbys sidste annonce inden hun afsløres i 1920.
To annoncer under er en, hvor der står ‘Hjem tilbydes’ – det er på den Catrine Booth koloni min mor er født i 1932.
Det er lidt uhyggeligt med annoncer for diskrete ophold … det har ikke været sjovt, at bliver uønsket gravid den gang.
-
Det første afskedsshow
Til min fødselsdag fik jeg en billet til Heino Hansens første afskedsshow på Skråen i Nordkraft og i aftes skulle gaven indløses. Med unummererede pladser skulle vi være vågne for ikke at havne bagerst i salen, så vi spiste inde i Nordkraft og kunne holde øje med køen.
En halv time inden dørene blev åbnet stod vi klar og var heldige at få pladser på første række.
Det var show nr. 93 og Heino Hansens turne er slet ikke slut. Det var ikke at mærke på ham, at han har været i gang længe – og en time efter vi var trådt ud af Skråen, skulle gentage det samme igen.
Det kan godt være, han er en kikset lille fyr fra Næstved. Men torsdag aften fik han – næsten – Berlingskes anmelder til at dø af grin
skrev Berlingske i september … i aftes fik han en sal nordjyder til – næsten – det samme.
-
Prismatch uden diskussion
Bob har fået dårlig mave og vi måtte have gang i Canikur tabletterne. Desværre havde jeg kun til en enkelt dag. Jeg har bestilt en æske hjem fra en webshop, men forventer ikke de lander før en gang i næste uge.
Jeg måtte omkring Maxizoo efter en pakke, så vi kan fortsætte behandlingen nu.
Den, der er bestilt på nettet (apoteket), kostede kr. 86 – men i Maxizoo står den til kr. 169,95.
Det er en ret grov prisforskel.
Maxizoo har prisgaranti og jeg var noget spændt på, hvor besværligt, de ville gøre det at få den. Det viste sig, at jeg blot behøvede at vise prisen på min mobil og så lavede de rabatten til mig. Og så sparede jeg oven i købet fragten 🤷♀️
-
Det skulle jo ske …
Onsdag blev af de aktive med frisør- og kontorbesøg fra morgenstunden – med makeup und alles. Det skulle jo ske én gang i denne uge.
Jeg havde købt Penny Lanes fastelavnsboller med til mine kolleger – 4 forskellige slags, så vi kunne smage lidt forskelligt. De var dyre og ikke pengene værd, hvis du spørger mig. Der var ALT for meget glasur på og det var så sødt, at det overskyggede smagen af fyldet.
Mine kageglade kolleger – ex-kolleger – spiste med stor fornøjelse, så helt spildt var det ikke.
Hundene og jeg gik en lang tur i skoven med en afstikker henover klitterne og ned på stranden. Der var virkelig dejligt – næsten vindstille og masser af sol.
Jeg elsker at gå ved vandet og havde jeg ikke to hunde, som mener at stranden er det store sushi-ta’-selv-bord, så kom jeg der dagligt, men jeg gider simpelthen ikke gå og skælde ud og pille alskens ting ud af deres mund.
-
Jeg kigger på fugle…
Nanna smågriner lidt af min interesse og omsorg for gårdhavens fugle, men jeg synes det er rigtig hyggeligt at fodre og forsøge at lokke flere til.
I går var begejstring stor da der endnu engang var en lille rødkælk, der havde fundet vej til foderbrættet. Ikke ikke nok med det, den har som den eneste besøgt mit lille nye foderhus. I håb om at holde på den blev der straks fyldt lidt rosiner i huset og bestilt tørrede melorme.
Mangfoldigheden er langt fra så stor som i min gamle have – her kommer mest skovspurve, musvitter, blåmejser, solsorte og et par fede duer, som får foderbrættet til at vippe. Når der en enkelt gang viser sig en ny art, skal den selvfølglig forkæles.
Jeg plejer at købe den rigtig lækre foderblanding, men denne gang valgte jeg et andet mærke med det resultat, at de kun gider æde havldelen… måske pga. manglen på variation i arter.
Jeg tror resten af sækken ryger over til Nanna og så må vi se om de mange flere fugle hun har i haven vil spise det hele.
-
Stille søndag, hvor der lægges planer
Halsen gør ondt og jeg er lidt mat. Det betyder en dag hjemme i nattøj med strikketøj og kamillete. Og håndbold, ikke mindst.
Den står stadig på lidt sokkestrik, så jeg kan holde fødderne varme på min Norgestur.
Det er ikke så nemt at pakke til sådan en tur, når rejsen starter i syd, hvor foråret måske er begyndt at vise sig og derefter går så langt nord på, at sne og is stadig præger landskabet. Det bliver noget med lag af uld, som både kan tages af og på.
Jeg har hentet sejlruten og tidspunkter for hvornår vi lander i de forskellige havne – og mere vigtigt, hvor længe. Nogle havne er det kun 5 minutters stop, hvor der sikkert lige skal smides en postsæk af – andre er det i mange timer, hvor man kan nå at udforske området. Det er så smart tilrettelagt, at de havne vi lægger til ved om natten på turen nord på – dem besøger vi i dagtimerne på vejen sydpå.
Allerede 2. dag er det muligt at købe sig til en tur til Geirangerfjorden, men jeg er så meget i tvivl. Fra april sejler Havila derind, men det kan de ikke om vinteren. Den er en meget dyr udflugt og jeg har læst flere der skriver, at den ikke er pengene værd.
I stedet har jeg søgt lidt på, hvad der er værd at se i Ålesund. Og i de andre havne med længere stop.
Har du været i Bergen, Ålesund, Trondheim, Bodø, Tromsø, Honningsvåg, Kirkenes, Hammerfest, Stokmarkned, Solvær eller Brønnøysund, har du måske et tip om, hvad der er værd at se?
-
Fri som fuglen
Det en måned siden, at jeg trådte ud af arbejdsmarkedet – og i dag er min første ‘løn’ tikket ind på kontoen.
Det ser godt ud. Bedre end forventet faktisk – i hvert fald for udbetalingerne i 2025. Udbetalingerne reguleres én gang om året med virkning fra januar i det nye år. Det kan gå begge veje og i år er det så gået min vej.
Sidst jeg var rigtig på job var 6. december 2024. Det føles allerede som en evighed siden. En evighed, hvor alle bekymringer og job-frustrationer er forsvundet ud af mit liv. Der er ingen processer, der skal følges, ingen underlige beslutninger, der bliver trukket ned over hovedet på mig, ingen tidsplaner, møder og projekter, der fylder.
Ikke, at jeg ikke var glad for mit job og mine kolleger, men jeg kan også tydeligt mærke nu, hvor meget det har fyldt … på godt og ondt.
Min bifmakker skrev efter vores sidste biftur – du så dejlig let og levende ud i dag, Mette – og det er præcis sådan jeg føler mig 🙂
-
Aktiv søndag
Solveig mødte mig med et smil i dag og bar ikke nag over den lidt dumme afslutning, vi fik på lørdag aften, hvor vi bestemt ikke var enige om hvornår det var sengetid.
I dag var vi på en legeplads i Vester Hassing tilhørende byens naturbørnehave. Der blev fyret den del krudt af – og det var en rødkindet og træt pige, vi havde på bagsædet på vejen hjem…
… og våd 🙂
Jeg havde kameraet med og fik skudt en del billeder. Jeg holder allermest af børnefotos, som ikke er opstillede. Jeg holder i det hele taget allermest af fotos, som ikke er opstillede.
Mine skills er rustne – jeg fotografere alt alt for lidt og det er en af de ting, som jeg skal have gang igen. Jeg har netop set, at en af nyhederne i 2025 hos Havila er fotokursus ombord, med fokus på natur- og nordlysfotografering. Jeg håber virkelig, at det er en mulighed på den afgang jeg skal med på, så er jeg en sikker deltager.
-
Det var en lørdag aften
Der er fest i familien og jeg er indkaldt som barnepige.
Juleaften var Solveig meget optaget af en togbane som min niece havde og jeg tænkte, at en Brio togbane måtte være interessant for hende. Og det var det heldigvis. Vi har leget med den hele aften og der var ingen brug for Gurli Gris.
Efter aftensmad og et bad lokkede jeg hende til at se håndbold. Det krævede, at mormor engagerede sig i fjernsynets jubelscener og jeg måtte klappe og synge for at hun også synes det var interessant.
Nu sover hun – selvom det holdt lidt hårdt.
-
Inge Sweater
482 g Isager Jensen garn forvandlet til en Inge Sweater designet for Isager af Lene Holme Samsøe.
Den er en del af en Isager kollektion med designs inspireret af Åse Lund Jensens opskrifter fra 1960’erne og 1970’erne – og det er da også den wipe jeg får … at jeg har set noget tilsvarende da jeg var barn.
Inge Sweater findes også i en børneudgave. Der er rigelig tilbage af mønsterfarverne og når jeg igen gider flerfarvestrik tænker jeg, at Solveig skal have en magen til.
Jeg har droppet den høje hals, som er frygtelig uklædelig til mig og i stedet blot lave en helt ordinær rund hals.
Ikke så spændende, men med den originale hals ved jeg, at jeg aldrig ville få den brugt.
Opskriften er enkelt beskrevet og mønster rapporterne lærer man hurtigt udenad – dvs. øverst på det ene ærme glemte jeg alligevel en omgang i en af rapporterne, men det er der ikke en kat, der lægger mærke til.
Det er min første erfaring med Jensen garn. Det ligner ret meget Rauma Finull i struktur, men er lidt kraftigere. Det opførte sig fint i vaskemaskinen – også et plus.
Inge har været lidt længe undervejs – efter kroppen var færdig gik der sokkestrik i den, så derfor har den ligget i den ufærdige bunke.
I den ufærdige bunke lå også en lille cardigan til Solveig, som nu også modtager ny opmærksomhed.
