• Sommerstrik

    Det sidste fed er vundet op og jeg er klar til at lægge sidste hånd på en gennemknappet morfar vest i uld og mohair. Ribkanterne er lukket af på italiensk og selv om jeg synes, at jeg har fanget teknikken er det uendelig langsommeligt.

    OG pænt.

    Herefter er strikkekurven og listen over må-strikke ‘tom’ – lige bortset fra mit resteprojekt, de autonome striber og en Copenhagen Cardigan i noget træls garn, som jeg af den grund ikke gider gøre færdig.

    Den orange jeg strikkede til Poden i original garnet blev skøn. Det er en ting, som jeg har lært, efter jeg har genfundet mit strikke mojo: det kæmpe arbejde, der lægges i et stykke strik fortjener også det bedste garn.

    Hvad pokker skal jeg nu strikke?

    Udsigten til sommer gør, at jeg ikke rigtig har lyst projekter i uld…

    Jeg har googlet ‘sommerstrik’ i dagevis og ikke fundet noget, der faldt i smag. Bevares, der er mange opskrifter på bluser med korte ærmer og i hør/bomuld, men de fleste er også sådan lidt mormoragtige og det er ikke sådan jeg føler mig (siger hende, der er ved at gøre en morfar vest færdig).

    Måske ender det alligevel med strik til kolde dage og så kan jeg gå vinteren 2020/21 i møde med skabet fyldt med hjemmestrikkede sweatre, vanter og sokker.

    14+
  • En af de gode

    En strandtur, der ender med, at begge hunde skal i bad bagefter har været god.

    Selv har jeg fået rød pande og kinder og skulle nok have iført mig lidt solcreme inden vi tog afsted.

    Irma fandt sit indre badedyr og var nem at lokke med ud i vandet.

    Bob var kold som jordbæris.

    18+
  • Solen er så rød mor

    I dag er det et år siden min mor døde. Og om lidt også et år siden jeg mistede min far.

    Dagen inden hun døde havde jeg hentet min fars radio og satte den ved siden af hendes seng. Håbede, at hun kunne have glæde af at høre lidt musik selvom hun svævede sådan lidt ud og ind af bevisthed. Da jeg satte den op var der noget dansevenlig musik og jeg viste min mor et par moves. Hun så på mig og smilede.

    Det blev vores sidste kontakt.

    Det var en meget meget smuk forårsmorgen og da naturen begyndte at vågne, sov hun lige så stille ind. Min søster og jeg var taget hjem for natten, og min mors store børnebørn sad ved hende hele natten og var dem, der holdt hende i hånden da hun trak vejret for sidste gang.

    Min mor var dement og jeg havde mistet den mor jeg kendte for længe siden. Men for alvor at miste sin mor er alligevel en enorm sorg. Forældre er det fundament vi bygger på og når de er væk er vores livsvidner væk.

    Sorgen er forbundet med en erkendelsen af det uigenkaldelige tab, og sorgen føles dybere og mere påtrængende, som dagene går. Den tomhed der er, hvor et andet menneske engang var, er en tung følelse.

    Sorgbearbejdelsen har været svær. Jeg har (ubevist) lagt låg på den. Mine forældre var jo ældgamle, døden var naturlig og ventet, men sorgen over at miste er der, uanset alder og relation.

    Indimellem befinder jeg mig i en situation, hvor det pludselig overvælder mig. Det kan være en særlig stemning, en scene i en film, en sang… Solen er så rød mor blev spillet på klaveret både før og efter min mors bisættelse og den kan jeg ikke høre uden at få en stor klump i halsen.

    En ting har jeg lært; at sorg tager tid – og at det er okay.

    Jeg har også lært, at min mor har betydet uendelig meget mere end jeg var klar over, da hun var i live, at man ikke kommer sig over sorg og tabet af en person, men at man lærer at leve med det og at man godt kan leve uden sin mor, når det nu ikke kan være anderledes.

    35+
  • Lille henrivende…

    Under lørdagens oprydning dukkede der ansøgning og kontrakt op vedr. mit nuværende job. Sjette eller syvende stilling, som jeg har haft i min mere end 39 år lange ansættelse i verdensfirmaet.

    I år er det ti år siden jeg startede i Teknisk afdeling efter et halvt år, hvor jeg var ved at dø af kedsomhed i firmaets reception. Et job jeg på ingen måde havde ønsket mig.

    Min chef på det tidspunkt – lad os kalde ham Preben – havde sådan en spøjs måde at være på. Han så os ikke som medarbejdere og kunne gå forbi os uden at hilse… MEDMINDRE han skulle opnå noget.

    Havde han brug for noget fra mig, startede samtalen altid med: “Lille henrivende Mette…”. Så vidste jeg godt, at jeg skulle strække mig langt ud over min arbejdsbeskrivelse, hvilket jeg selvfølgelig havde gjort uden den temmelig sleske fremgangsmåde.

    Han var utrolig konfliktsky og under en medarbejersamtale kaldte jeg ham et skvat. Han troede jeg sagde skat. Det grinede vi meget af. For sådan var han også. Sjov og uhøjtidelig.

    Nå, men jeg søgte og fik job i Teknisk afdeling. Den ansættende chef spurgte om han skulle fortælle Preben, at han havde ansat mig, men det ville jeg gerne selv.

    Et par dage efter gik jeg ind på hans kontor. “Har du tid? Jeg vil gerne tale alvorligt med dig”. Preben så temmelig bekymret ud, men vi fandt et mødelokale og så startede jeg med: “Lille henrivende Preben… du er nok nødt til, at se dig om efter en anden receptionist”.

    Jeg havde glædet mig helt vildt til at kunne sige netop det.

    Det grinede vi også meget af.

    Sidenhen blev han fritstillet og hele den afdeling jeg kom fra lukkede og medarbejderne blev fyret. På den vis faldt mit jobskifte også på et heldigt tidspunkt.

    19+
  • Lørdagsflittig

    Februar var rekord våd og gav oversvømmelser flere steder. Nu beretter vejrmanden om risiko for tørke. Vi er vist aldrig rigtig tilfredse med det vejr.

    Tidligt til morgen var der knas i græsset og i løbet af eftermiddagen kunne vi gå i haven med bare arme.

    Naboen fortalte henover plankeværket at han havde haft besøg af Bob i sidste uge. Han havde lige kunnet klemme sin lille krop nedenunder hegnet. Jeg sad i komplet uvidenhed på hjemmekontoret og arbejdede.

    Hullet er lukket og Bob bliver forhåbentlig inde på egen matrikel fremover.

    Jeg har haft besøg af et oprydninghold i dag. Mit skur var fyldt med ting. Store ting som jeg ikke har kunnet komme af med fordi jeg ikke har en trailer.

    Nu skulle det være.

    Jeg er blevet lettet for et halvt ton.

    Jeg er glad.

    Og træt.

    Og snavset.

    15+
  • Hundegrej

    Det er en udfordring at finde noget ordentligt grej til de små bulldogs.

    Hals- og brystmål er enorme i forhold til kroppens længde og intet af det, der passer en almindelig hund dur til dem.

    Hos DOG Copenhagen har de en sele, der sidder helt perfekt.

    Bob fik en i sort da han var en 7-8 måneder gammel og nu er der en tilsvarende rød på vej til Irma.

    Hun var iført Bobs til morgen. Liiiidt stor endnu, men jeg vil ikke købe størrelsen mindre, når jeg ved at hun om få måneder er vokset Bob over hovedet.

    Der røg også en ‘splitter’ i kurven, så jeg kan gå på gaden med dem begge i én snor.

    Og det er nødvendigt.

    Irma er stadig en ‘smule’ udisciplineret og jeg er lynhurtigt viklet ind i hendes snor eller også de vælger at ville i hver sin retning.

    Det er en fest, hvorfor jeg da ofte også vælger hundeskov, strand eller mose, hvor de kan løbe frit.

    (IKKE reklame)

    11+
  • Tillykke Margrethe

    Midt i den her krise som Covid-19 har bragt med sig synes jeg, at Dronningens fødselsdag og optakten til den, har været et velkomment afbræk. Måske lidt på samme måde som hendes fødsels i starten af 2. verdenskrig, hvor man også for en stund glemte tyskerne.

    Jeg er ret vildt med Margrethe. På den ene side en smule stiv og kejtet og på den anden side et spændende, begavet og farverigt menneske.

    Om det kun er mig, der synes det ved jeg ikke, men jeg opfatter hende også som mere afslappet og stærk efter hun er blevet alene. Som om hun er blevet sat ‘fri’.

    Jeg så udsendelsen om hvad hun laver, når hun ikke er den officielle Margrethe. Jeg var ret imponeret over, at hun faktisk selv har syet hver enkelt sting i de smukke messehagler og antependier, hun har leveret til landets kirker. Jeg havde vist forestille mig, at hun lavede oplægget og så sad der nogle andre og udførte opgaven.

    Jeg er afgjort royalist. Ikke på den måde at jeg dyrker kongehuset, men jeg følger med i de store begivenheder.

    Og så er der stadig mysteriet med tasken… Charlotte K mener, at hun har sine cigaretter i den. Hvis man skal have dem på sig under en havefremvisning eller et pressemøde, så er man s**** afhængig 🙂

    16+
  • Ting jeg undrer mig over

    I forbindelse med Dronningens fødselsdag har jeg været forbi en del af de udsendelser, der har været sendt.

    Det er altsammen fint. Hun er et begavet og spændende  menneske, men TASKEN er en gåde for mig.

    Uanset om hun f.eks. viser rundt i haven eller holder pressemøde har hun altid en taske hængende over skulderen. Indeholder den en overfaldsalarm, en strømpistol eller…

    Når jeg engang skal i audiens må jeg spørge hende.

    13+
  • The apple of my eye

    Bill Clinton var USAs præsident, Whitney Houston hittede med I will always Love you og Forrest Gump vandt en Oscar for bedste film.

    kl. 19:02 på præcis denne dag i april det herrens år 1994 blev min brunøjede pige født. Det var efter en graviditet og fødsel lige efter bogen – om det så var terminsdatoen var det den, der var ‘aftalt’ med jordemoderen.

    Jeg glæder mig hver eneste dag over det menneske, hun er blevet.

    Smilende, imødekommende, rummelig, betænksom, omsorgsfuld, sjov, kærlig, positiv, varm..!

    Hun har for nylig fået en anbefaling fra Matas, som slutter med: hun er uden sammenligning en pige i verdensklasse. 

    Jeg kan kun give dem ret.

    Tillykke min søde skat ♥

    29+
  • Fransk visit

    Vi have besøg af Jack i dag og efter en times tummel i mosen er der nu fuldstændig ro på og den forventes at vare ved helt til i morgen.

    De to store tumler og laver skinangreb. Irma bliver mest bare tromlet, men synes alligevel det er rasende spændende at lege med drengene.

    10+