Sæby tur-retur

Møllerne og hans kone har længe været et fast sommerindslag i min lille gårdhave.

Det eneste sted jeg har set planten er på Planteskolen i Sæby. Hundene og jeg lavede en udflugt ud af det og fik, udover besøget i planteskolen, gået en lang tur syd for Aasaa omkring hundeskoven.

Jeg tabte mine nøglers Airtag, men før jeg opdagede det var vi næsten retur ved bilen. Hundene – eller rettere Bob – var ikke begejstret da jeg vendte rundt og gik tilbage ad den rute vi lige var kommet, men jeg kunne se, at Airtag’en lå 800 meter fra hvor vi var, så tilbage måtte vi.

Udover at plante de nyindkøbte planter har også mine hostaer fået mere plads til rødderne – tiltrængt som det ses.

Min lille gårdhave har ikke meget jord, så det meste må vokse i krukker.

Jeg har stauder i krukker, som villigt kommer år efter år og op ad hegnet ind mod naboen har jeg en clematis Montana Rubens, også i krukke.

Lige nu venter i hundredevis af små rosa blomsterknopper på at folde sig ud.

Det grønne er ved at være på plads – nu mangler bare det kedelige arbejde med at få slebet og malet havemøblerne.

Derudover overvejer jeg at købe en højtryksrenser, så jeg kan få gjort noget ved de grimme grimme fliser. Det ville pynte så gevaldigt at få dem renset.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *