
Kongeligt møde
I dag har jeg mænget mig med en fra den allerallerallerøverste hylde.
KONGEN
Inden jeg kom så langt var dagen begyndt en anelse hektisk. Jeg ved ikke lige, hvad jeg tænkte på, da jeg planlagde morgenen, men det endte med, at jeg ankom til lufthavnen i sidste øjeblik og gik direkte fra sikkerhedskontrol og ud i flyet. Ikke fordi jeg gik og sløsede med tiden – den havde jeg nemlig masser af, troede jeg – men jeg havde bare ikke tænkt mig om i forhold til, hvornår jeg skulle køre hjemmefra.
Men jeg nåede det og resten gik glat. Sådan da.
Metroen kom 1,5 minut efter jeg ankom til perronen og mindre end et kvarter senere stod jeg på Kongens Nytorv, nogle få minutters gang fra Christiansborg, hvor dagens audiens skulle finde sted.
Jeg havde medaljen i tasken og spurgte en af de ansatte, om han ville hjælpe mig med at sætte den korrekt. Nu bliver det helt ‘matadorsk’ for han endte med at stikke mig og ikke nok med det – nålen havde fået fat i huden også. Det opdagede jeg da jeg ville rette lidt på den… den sad meget fast!
Også det fik jeg løst og så gik resten glat. Sådan da.
Da det blev min tur blev jeg kaldt ind i et forlokale. Her ligger et antal hvide handsker i forskellige størrelse man kan låne, når man ikke har sine egne og så er der to ansatte, der fortæller hvordan man gebærder sig og hvad man siger.
DET var glemt sekunder senere da jeg stod over for Kongen. Jeg fik godt nok nejet og givet hånd, men derefter fik jeg vist mest sagt ‘du’ og da vores samtale var slut var min udgangsreplik ‘hej igen’.
Heldigvis var det sidste adjundanten sagde inden jeg gik ind: nu har du hørt, hvordan du kan/bør gøre og så gør du som du vil – alt der foregår i det lokale er mellem Kongen og dig.
Og det er vores samtale også 🙂
Billederne er taget i Drabantsalen – det første foran Mikael Melbys portræt af Dronning Margrethe. Der var ingen officielle fotografer tilstede da jeg gik, men den unge mand, der tog mod jakker og serverede kaffe, havde heldigvis også tid til at fotografere.
Personalet var i det hele taget ualmindelig imødekommende og gjorde alt for, at vi skulle føle os godt tilpas i den lidt uvante situation.
4 Comments
Sister Bonde
Fantastisk Mette 🥰 Ææææææælsker alt ved det. Stort teløk 🇩🇰
Mette
Tak, Inger – det var en stor oplevelse 🙂
Helle Caspersen
Sikken en oplevelse
Mette
Det var stort, men alt for kort.