Når jeg ikke er optaget af Tour de France læser jeg. Eller rettere: jeg lytter.

Anna Stern er et nyt bekendtskab for mig. Bøgerne Skygge og lys, De forsvundne børn og Himlen over byen har et lille krimitwist, men er også tidsbillede af det farverige, fattige og dekadente Berlin i starten af 1920’erne.

Anna Stern beskriver byen med så mange detaljer, at man næsten kan se gaderne, mærke stemningen og følge, hvordan historien sætter sine spor i både byen og menneskene.

Hovedpersonen er den unge jordemoder Hulda Gold, som via sine tætte kontakt med fattige fødende kvinder bliver viklet ind i familiernes historie – også de mere fordækte.

I De forsvundne børn bliver Hulda tilkaldt til en fødsel hos en jødisk familie i Scheunenviertel. Familien lever efter strenge ortodokse traditioner. Da den nyfødte dreng få dage senere forsvinder sporløst, beslutter Hulda sig for at finde ham. Hvordan kan et spædbarn forsvinde fra et så tæt sammenknyttet samfund? Jo længere Hulda kommer i sin efterforskning, desto mere modstand møder hun. Beboerne i kvarteret vogter nemlig over hemmeligheder, de vil gøre næsten alt for at beskytte.

Anna Stern skriver smukt og flydende, og med Camilla Quistgaard Dyssel som oplæser er jeg rasende godt underholdt ude under parasollen

Ja ja, jeg ved godt, at hun er en amerikansk popdronning, og at hun åbenbart kan få verdenspressen til at gå i selvsving.

Det siger måske mest om mig, men jeg kender hende kun af navn. Jeg kan ikke nævne ét eneste nummer hun har lavet og ville ikke kunne genkende hende, hvis jeg hørte hende i radioen.

Her ville man helt sikkert med rette kunne sige: “Sig, at du er en boomer, uden at sige, at du er en boomer” 😉

Lige nu er hun her, der og alle vegne fordi hun har giftet sig i New York – selv TV2 News har fundet plads til historien, så jeg har erkendt, at det nok er mig, der er håbløst tabt bag popvognen.

Jeg lytter mere til ord end til musik. Det passer til det liv, jeg lever nu. Jeg har altid gang i en podcast eller bog, og ligesom med musikken er min smag ret bred. Det er alt fra tunge romaner til krimier og faglitteratur.

Lige nu er jeg i selskab med Den dag Nils Vik døde af den norske forfatter Frode Grytten. En lille, smuk og rørende fortælling om et liv, der nærmer sig sin afslutning.

Jeg ser på fugle af Morten D.D. Hansen er en varm, inspirerende og lettilgængelig bog, der åbner naturen for både nybegyndere og erfarne fugleinteresserede.

Forfatteren deltog for nogle år siden i TV programmet 1 døgn, 2 hold, 3 dyr – et dansk naturprogram på TV 2, hvor to hold bestående af Sebastian Klein & Morten D.D. Hansen samt Bjørli Lehrmann & Vicky Knudsen dyster om at finde tre specifikke, vilde danske dyr på 24 timer.

Det var meget svært ikke at blive smittet af deres begejstring for dyr og naturen, og det samme gælder Mortens bog og hans fugleinteresse.

Bogen er fyldt med små observationer og refleksioner, der får læseren til at stoppe op og se verden med nye øjne. En dejlig læseoplevelse, der giver lyst til selv at komme ud og opleve fuglene.

For mit vedkommende mest for at fotografere dem og jeg er lige så glad for en skovspurv som en havørn – eller der er da fugle jeg rigtig gerne ville se – isfuglen for eksempel. Sidste år så jeg for første gang en blåhals og var ret begejstret, men mest af alt handler det bare om at være derude!

Mens vi for snart 4 år siden ventede på Solveig brugte jeg blandt andet tiden på at støtte et Borgerforslag fra Martin, drabsefterforsker i Københavns Politi, som ønskede at give politiet mulighed for at benytte den genetiske slægtsforskning i efterforskning af drab og grov personfarlig kriminalitet.

Året efter blev forslaget vedtaget og har indtil nu hjulpet med at opklare mindst 3 alvorlige forbrydelser, som har ligget i ‘uopklaret’ bunken i mange mange år.

Det gælder blandt andet Hanne With-sagen fra 1990, Bodø-sagen fra 1999 og sagen om Roujan – den 7-årige pige, der i 1995 blev fundet dræbt i en lyskasse i en baggård.

De tre sager er opklaret ved hjælp af slægtsrelaterede DNA profiler i politets egne registre, men jeg hørte Martin Witrrup sige på tv, at man har sendt tre prøvesager til USA – sager, hvor man ikke har et match i politiets registre – og nu vil afprøve at opklare dem ved hjælp af god gammeldags slægtsforskning med opslag i kirkebøger.

Nu har han skrevet en bog om det kæmpe arbejde, der ligger bag at Politiet i dag har adgang til det værktøj. Bogen er velskrevet og Martin Wittrup er glimrende til at forklare processen bag og jeg håber virkelig, at man endelig får has på nogle af de uopklarede drab, der ligger og venter.

Hvem husker f.eks. ikke Stine Geisler og Marcela.

Hvis jeg var gerningsperson ville jeg ikke sidde roligt på stolen.

I 2022 læste jeg Lars Novrup Frederiksens bøger, Kirstine og Priorinden, hvor vi følger den meget unge Kirstine fra hun – mod sin vilje – bliver anbragt på Stubber Kloster og til hun vælges som priorinde, hvordan hun tjener penge til klostret, hvordan hun er i evige stridigheder med biskop Tyge i Ribe, og har en forbudt romance med en herremand på Vinderupgård.

Siden har jeg – og sikkert mange andre – ventet på tredje og afsluttende dramatiske skildring af tiden omkring mordet på Erik Klipping. Og endelig er Borgfruen nået Mofibo og igen er det Thomas Gulstad der læser op.

Jeg er 7 timer inde i den 25 timer lange oplæsning og ligesom med de to andre, som er lige så lange, er det ikke et minut for meget.

I Priorinden afskediges Kirstine som følge af politiske konflikter og hun samt en håndfuld søstre/medarbejdere flygter nordpå. Her tager Borgfruen sin begyndelse.

Kirstine og følget ankommer til fæstegården Knivholt, ved Fladstrand, (Frederikshavn), som de har midler til at overtage, og i Borgfruen følger vi livet på Knivholt og gårdens ofte dramatiske relationer til stormændene på godserne i Vendsyssel.

Bortset fra romanens hovedperson og kredsen omkring Kirstine, er de øvrige navngivne personer og steder taget lige ud af Danmarks og Vendsyssels historie. 

I min sommerferie 2023 besøgte jeg Stubber Kloster ved Sevel. Får jeg samme lyst til at se lokationerne efter læsning af Borgfruen behøver jeg ikke køre så langt, da handlingen mest foregår i Vendsyssel og lokationerne er under en times kørsel herfra.

Jeg er lige begyndt på 6. og – indtil nu – sidste bind i Søren Pilmarks magiske fortælling om Varieté teatret Apollo og den store brogede skare af mennesker, der omgiver det lille teater.

Fra bagsiden af første bind:
Laurits er en gudbenådet tryllekunstner, og publikum elsker ham. Takket være Laurits kan varieté-teateret Apollo få det til at løbe rundt, men det er ikke nemt at være et lille østjyske provinsteater i 1910.

Som helt ung mødte Laurits sit livs kærlighed, Astrid. Hun var elev på byens husholdningsskole og blev fuldstændig fortryllet af Laurits, da hun så ham på scenen. Det skulle have været den altafgørende kærlighed, men onde kræfter ødelagde det. Først en dag mange år senere går det op for Laurits, hvad det var, der skete dengang. Og hvor nært han i virkeligheden var knyttet til Astrid.

Laurits har besluttet at rejse fra Apollo for at prøve lykken på de store scener i København, og han protesterer, da han bliver sat til at tage sig af en dreng, der er blevet placeret på teateret, efter hans mor døde. Men drengen viser sig at have et exceptionelt talent for at trylle, og da sandheden om drengen går op for Laurits, må han træffe sit livs sværeste valg.

Pilmark er en mesterlig fortæller og jeg har slugt de første 5 bind i serien nærmest uden ophold. Det er Pilmark selv, der læser op og det kunne næppe have været gjort mere varmt og levende.

Jeg håber så meget, at det ikke slutter her … jeg vil så gerne vide mere om Laurits, Valdemar, Philitta Madsen, Muktar, Mageløse Mangor og alle de andre…

”Glem, hvad tyngdeloven kræver – man skal svæve, mens man lever!” 

Hvad er det, der sker, når lyset falder på et menneske?
Så bliver mennesket helt gennemsigtigt, smukt og fuldt af håb, og alle kan pludselig se det. Lyset opstår oftest ved lydhørhed, anerkendelse og så lige det at få en hestesko fra andre.
– Annette Bjergfeldt –

Jeg fortælleren i Mr. Saitos Rejsebiograf er Lita, som sammen med sin mor Fabiola flygter fra Argentina. De ender helt oppe på den vindblæste ø Upper Puffin i Canada. De bliver langsomt en del af øens forunderlige liv. Fabiola sælger waders og træsko i den lokale skibsproviant, og de får et værelse på sømandshjemmet Betlehem, hvor et udsædvanligt farverigt persongalleri udfolder sig. Lita bliver venner med værtsparrets døve datter, Oona. Da mr. Saito ankommer til øen med film, bliver pigernes fantasi for alvor vakt til live.

Det er Annette Bjergfeldt, der har skrevet Mr. Saitos Rejsebiograf. Det er en finurlig fabulerende fortælling om livsvilje, hjerterytmer og kaos i kahytten. Om søpapegøjer, en undulat med gyldne vinger og kærlighed. Om at blive set, anerkendt og få en hestesko af andre.

Har du læst Højsangen fra Palermovej vil du ikke blive skuffet. Og er du til lydbøger, er det dygtige Githa Lehrmann, der er oplæser – heller ikke dét bliver man skuffet over.

Don Bjarno kan ikke holde sammen på noget. Han bliver gift, skilt, gift igen, skilt igen. Han er en drukmås, en fraværende far, et elendigt forbillede, en sjuft.

Efter skilsmissen fra forfatterens mor er han er evigt fraværende. Altid på farten, altid lige flyttet ud af en lejlighed, pludselig bosat på Thule-basen og da han bliver træt af skandinavisk middelmådighed slår han sig ned på Filippinerne, som bar- og hotelejer med en ny filippinsk storfamilie.

Det er omdrejningspunktet i René Fredensborgs bog ‘Sjuf’. Det er en fortælling om en lang rejse fra Vamdrup til den bagende sol på Panglao. Om at blive den far, han havde svoret ikke at ville være.

Forfatteren fortsætter 1:1 sin fars liv og efterlader 6 børn med 4 forskellige kvinder i Danmark for at gifte sig med en filippinsk kvinde.

Herfra kører far og søns liv helt parallelt – de er voksenbabyer, der dyrker og glorificerer deres ansvarsløshed.

Der er passager i bogen, hvor forfatteren reflekterer over det svigt, han selv har været ude for. Et udsat sårbart barn, der hungrer efter en opmærksomhed og anerkendelse som han aldrig får. Men de fylder ikke meget og måske stikker de ikke dybere end næste fadøl, det næste knald og i hvert fald formår han ikke løfte sig ud af den sociale arv.

Jeg har været godt underholdt og det har været et interessant indblik i en verden, som er så forskellig fra min egen.

De svigtede svigter, dumhed går i arv …