Don Bjarno kan ikke holde sammen på noget. Han bliver gift, skilt, gift igen, skilt igen. Han er en drukmås, en fraværende far, et elendigt forbillede, en sjuft.

Efter skilsmissen fra forfatterens mor er han er evigt fraværende. Altid på farten, altid lige flyttet ud af en lejlighed, pludselig bosat på Thule-basen og da han bliver træt af skandinavisk middelmådighed slår han sig ned på Filippinerne, som bar- og hotelejer med en ny filippinsk storfamilie.

Det er omdrejningspunktet i René Fredensborgs bog ‘Sjuf’. Det er en fortælling om en lang rejse fra Vamdrup til den bagende sol på Panglao. Om at blive den far, han havde svoret ikke at ville være.

Forfatteren fortsætter 1:1 sin fars liv og efterlader 6 børn med 4 forskellige kvinder i Danmark for at gifte sig med en filippinsk kvinde.

Herfra kører far og søns liv helt parallelt – de er voksenbabyer, der dyrker og glorificerer deres ansvarsløshed.

Der er passager i bogen, hvor forfatteren reflekterer over det svigt, han selv har været ude for. Et udsat sårbart barn, der hungrer efter en opmærksomhed og anerkendelse som han aldrig får. Men de fylder ikke meget og måske stikker de ikke dybere end næste fadøl, det næste knald og i hvert fald formår han ikke løfte sig ud af den sociale arv.

Jeg har været godt underholdt og det har været et interessant indblik i en verden, som er så forskellig fra min egen.

De svigtede svigter, dumhed går i arv …

Dan Schlosser er oplæser på ni ud af de sidste ti bøger jeg har læst.

Helt bevist.

Efter min mening skal indlæseren så vidt muligt helst være ‘usynlig’. Han/hun skal mestre kunsten at formidle beskrivelser, stemninger og følelser så lytteren kan se og forstå uden at skænke oplæseren en tanke. Det er der flere der kan, men Dan Schlosser er en af de bedste.

Mordene på Helholm – Inger Wolf
Tigerbjerget – Bis Jacob
Blodengel 1, 2 & 3 – Lotte Petri
Mand uden ansigt – Denis Jürgensen
Lewismanden – Peter May
Dø hvis du tør – Allan Erik Mortensen
Søsterklokkerne – Lars Mytting

Efter otte krimier trængte jeg til noget andet end mord og den sidste bog læst er den fremragende norsk slægtsfortælling om livet i Guldbrandsdalen – Søsterklokkerne – skrevet af Lars Mytting.

På en lille gård i Gudbrandsdalen kommer tvillingesøstrene Halfrid og Gunhild Hekne til verden under en usædvanlig hård fødsel. Pigerne er nemlig vokset sammen fra hofterne og ned. Alt må de gøre sammen, og tidligt viser det sig, at pigerne har et særligt talent. Sammen væver de de mest utrolige billedtæpper, som siges at kunne vise fremtiden, og ved deres død støber man til deres minde et par kirkeklokker, der i de kommende århundreder ringer over den lille norske dal – og nogle gange tilmed ringer af sig selv og varsler, at noget er på vej. Livet går sin gang i den lille bygd, generation for generation. Til sidst er historien om søstrene kun et fjernt sagn, men klokkerne består, og ligeledes den gamle fine stavkirke, som de har til huse i. En dag banker de nye tider og verden udenfor på. Først flytter en yngre præst udefra ind på præstegården, hvor den nittenårige Astrid Hekne gør tjeneste. Med sig bringer han nye ideer fra hovedstaden og åbner en større verden for den unge pige, samtidig med at hun hjælper ham med at forstå det lille samfund, han er flyttet ind i. Og ikke lang tid efter dukker en anden fremmed op: en eksotisk udlænding med store planer, der er vældig interesseret i såvel stavkirken som Astrid.

Fra bagsiden af bogen

Lige nu læser jeg efterfølgeren ‘Skæbnens blå tråde’ og den er indtil videre lige lige så god som forgængeren.

Schlosser har heldigvis indlæst rigtig mange bøger og ved at vælge ukendte bøger, men en kendt stemme har jeg fået læst bøger, som jeg måske ikke ellers ville have læst. Blandt andet Søsterklokkerne.

– det er nogle af de store vi har mistet inden for kort tid.

Lise Nørgaard havde ellers set frem til at fejre sine tvillingedøtres 80 års fødselsdag i februar… det vidner lidt om at man har levet et langt liv.

Og fantastisk liv tror jeg.

Allerede i 1940’erne gjorde hun op med de kønsrollemønstre, som de fleste andre kvinder på den tid levede under… ægteskabet og den hjemmegående husmor. Vi skal vel næsten 30 år længere frem før det blev almindeligt at kvinder kæmpede for egne rettigheder.

Det er mange år siden jeg har læst ‘Kun en pige´, så det var nærliggende at hente den til et genlyt på Mofibo.

Historien er både levende og fængslende.

Lydbogen er fra 2006 og selvom om det lyder som om det var i går, så kan man sagtens høre at sproget har ændret sig. Det er Puk Schaufuss der læser og det er meget højtideligt. Jeg er sådan lidt ambivalent for på den ene side passer det ret godt til historien og til tiden hvor bogen er skrevet og på den anden side, så virker det i dag lidt kunstigt.

Jeg er snart færdig, så mere har det ikke generet mig 🙂

Benjamin Koppel er mest kendt som musiker og som medlem af den meget musikalske Koppel familie, men som så mang andre fik også han tid under corona-epidemien til at arbejde med andet end musikken og han skrev sine jødiske bedsteforældres historie.

Historien tager sit udgangspunkt i København i 1930’erne, hvor den jødiske familie, Koppelmann, bor. Den viljestærke og meget traditionsbundne mor Bruche og faren, skrædderen Yitzak lever efter de traditionelle jødiske regler. Deres fire sønner forkaster de jødiske kvinder, som ægteskabsmægleren Mendel Fusgeyer, finder til dem – til mor Bruches store fortvivelse – og til sidst er der kun det yngste barn, datteren Hannah, tilbage til at redde familiens ære. Men det kræver, at hun både ofrer sin lovende musikalske karriere, sin danske kærlighed og sit fædreland.

Annas Sang er en vidunderlig bog om hverdagen i en stor, musikalsk jødisk familie, men også en fortælling om 100 års undertrykkelse af en kvinde, der må opgive så meget for traditioner og familie.

Lydbogen er oplæst af Iben Hjejle – også det var en fornøjelse.

⭐⭐⭐⭐⭐

Kirstine er ud af en magtfuld adelig familie, Hvideslægten. Faderen dør, og moren gifter sig igen. Kirstine bliver derefter anbragt på det nærliggende Stubber Kloster ved Vinderup, hvor handlingen foregår i årene 1275 til 1287.

Lars Frederiksens roman om den unge Kirstine, der snart bliver priorinde på Stubber kloster formidler fint middelaldersamfundet og dets mange spændinger mellem adelen, kirken, storbønderne, kongemagten og klostrene.

Kirstine leder klostret med omtanke og vestjysk handelstalent, og uden at ville det bliver hun og klostret inddraget i den lange kæde af dramatiske hændelser, der leder frem til mordet på Erik Klipping.

Hvor mordet præcist finder sted er ikke afgørende, men der er ikke langt til Vinderupgård, hvor rigets tidligere marsk Jens Kalf og hans søn spiller en hovedrolle i kampen om kongemagten, men også i forhold til den unge priorinde fra Stubber Kloster.

Midt imellem Holstebro og Skive, ved Sevel, lå Stubber Kloster, som er omdrejningspunktet i romanen Kirstine skrevet af Lars Novrup Frederiksen.

Vi følger den unge kvinde fra hun – mod sin vilje – bliver anbragt på klostret og til hun vælges som priorinde, hvordan hun tjener penge til klostret, og hvordan hun er i evige stridigheder med bispen i Ribe, og så har hun en forbudt romance til en herremand på Vinderupgård

Det er 25 timer og 3 kvarters oplæsning og selvom det lyder voldsomt, så er det ikke et sekund for meget.

Det er en storslået middelalderroman og jeg har været fanget fra side et. Fanget i en grad, at jeg påtænker at besøge resterne af klostret og egnen omkring, som er en vigtig del af historien.

Thomas Gulstad læser op og det kunne ikke have været gjort ret meget bedre.

Jeg var glad for, at jeg havde valgt at tage en mandagsfridag. Baller og lår kunne godt mærke lørdagens mange ture op og ned af malerstigen og søndagen blev af den mere dovne slags med strikketøj og lydbog.

Jeg har læst ‘Pigen fra den franske skole’ af Jacob Weinreich.

Det er den 21. marts 1945. Krigen er slut om få uger. 26 modstandsfolk sidder fanget i Shellhuset. Over 500
mennesker er samlet på Den franske skole, heriblandt 34 katolske nonner, otte civile lærerinder og 482 børn. Og 1200 kilometer væk letter 51 engelske fly med kurs mod København – forude venter en af danmarkshistoriens mest afgørende dage.

Bogen skildrer omstændighederne omkring bombningen af Shellhuset. Historien foregår i fire separate spor. Vi følger nonnen Benedikte, københavnerpigen Asta, modstandsmanden Harald og den engelske Royal Air-Force pilot Edward – og bombningens betydning for deres liv.

Forfatteren har researchet grundigt, blandt andet ved at interviewe overlevende fra bombardementet. Personerne er alle fiktive, men bygger dog på grundig research, historiske fakta, vidneudsagn og breve.

Det er en ualmindelig velfortalt historie og gjorde mig nysgerrig på at læse mere.

Jeg har sideløbende læst om begivenheden og om De Havilland Mosquito flyene som var bemærkelsesværdige ved at være bygget af krydsfinér og balsatræ. Det havde den fordel, at flyet ikke reflekterede radarbølgerne så godt som metalfly, som betød de kunne snige sig uopdaget ind i fjendeland.

Historien binder en lille sløjfe til mit besøg på Frederikshavn Kirkegård, hvor 62 britiske flyvere ligger begravet. Meget unge mænd – nogen uden navn – som aldrig kom hjem fra krigen.

I bogen følger vi den britiske pilot Edward, hans tanker og reaktioner før han leder de 51 fly over Østersøen mod Sjælland. Mange af dem kom ikke med retur og det kunne være hans kammerater, der ligger begravet her.

Meget apropos er Ole Bornedal ved at lave en film om samme begivenhed. ‘Skyggen i mit øje’ skulle få præmiere i biograferne i slutningen af denne måned.

Jeg ville gerne have set verden og livet gennem min mors øjne, da hun blev dement. For hvad foregik der derinde. Hvad tænkte og følte hun mon?

Jeg blev en lille smule klogere af at læse Ane Riels roman ’Urværk’, som er en kærlig fortælling om alderdom, demens og ensomhed.

Ældgamle Alma bor alene i det hus, hun delte med sin mand, urmageren Otto. Manden er tilsyneladende borte, men tilbage er hans ure, og især det gamle bornholmerur i stuen har en særlig betydning for Alma. Det er ’konen’, et ur, hvis taktslag følger Almas. »Noget i hende sagde, at de hang sammen, de to. Bornholmeren og hendes hjerte. Hvis hun en aften skulle glemme at trække uret op, ville hjertet gå i stå sammen med det«, så hun trækker troligt uret op hver aften med følelsen af, at hun til hver en tid selv kan vælge, hvornår hendes indre ur skal gå i stå.

Hun knytter venskab med en lille dreng og hans hund og langsomt kommer Alma ud af sin skal.

Den lille dreng puster nyt liv i den gamle kone, og samtidig ruskes der op i mindet om ægtemanden Otto og det, der skete med ham. Kun Alma kender sandheden, og den kan hun ikke altid huske.

Bogen er i øvrigt glimrende læst op af Henrik Koefoed – for de, der foretrækker lydbøger.