Jeg læser…

Kirstine er ud af en magtfuld adelig familie, Hvideslægten. Faderen dør, og moren gifter sig igen. Kirstine bliver derefter anbragt på det nærliggende Stubber Kloster ved Vinderup, hvor handlingen foregår i årene 1275 til 1287.

Lars Frederiksens roman om den unge Kirstine, der snart bliver priorinde på Stubber kloster formidler fint middelaldersamfundet og dets mange spændinger mellem adelen, kirken, storbønderne, kongemagten og klostrene.

Kirstine leder klostret med omtanke og vestjysk handelstalent, og uden at ville det bliver hun og klostret inddraget i den lange kæde af dramatiske hændelser, der leder frem til mordet på Erik Klipping.

Hvor mordet præcist finder sted er ikke afgørende, men der er ikke langt til Vinderupgård, hvor rigets tidligere marsk Jens Kalf og hans søn spiller en hovedrolle i kampen om kongemagten, men også i forhold til den unge priorinde fra Stubber Kloster.

Midt imellem Holstebro og Skive, ved Sevel, lå Stubber Kloster, som er omdrejningspunktet i romanen Kirstine skrevet af Lars Novrup Frederiksen.

Vi følger den unge kvinde fra hun – mod sin vilje – bliver anbragt på klostret og til hun vælges som priorinde, hvordan hun tjener penge til klostret, og hvordan hun er i evige stridigheder med bispen i Ribe, og så har hun en forbudt romance til en herremand på Vinderupgård

Det er 25 timer og 3 kvarters oplæsning og selvom det lyder voldsomt, så er det ikke et sekund for meget.

Det er en storslået middelalderroman og jeg har været fanget fra side et. Fanget i en grad, at jeg påtænker at besøge resterne af klostret og egnen omkring, som er en vigtig del af historien.

Thomas Gulstad læser op og det kunne ikke have været gjort ret meget bedre.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *