-
Urværk
Jeg ville gerne have set verden og livet gennem min mors øjne, da hun blev dement. For hvad foregik der derinde. Hvad tænkte og følte hun mon?
Jeg blev en lille smule klogere af at læse Ane Riels roman ’Urværk’, som er en kærlig fortælling om alderdom, demens og ensomhed.
Ældgamle Alma bor alene i det hus, hun delte med sin mand, urmageren Otto. Manden er tilsyneladende borte, men tilbage er hans ure, og især det gamle bornholmerur i stuen har en særlig betydning for Alma. Det er ’konen’, et ur, hvis taktslag følger Almas. »Noget i hende sagde, at de hang sammen, de to. Bornholmeren og hendes hjerte. Hvis hun en aften skulle glemme at trække uret op, ville hjertet gå i stå sammen med det«, så hun trækker troligt uret op hver aften med følelsen af, at hun til hver en tid selv kan vælge, hvornår hendes indre ur skal gå i stå.
Hun knytter venskab med en lille dreng og hans hund og langsomt kommer Alma ud af sin skal.
Den lille dreng puster nyt liv i den gamle kone, og samtidig ruskes der op i mindet om ægtemanden Otto og det, der skete med ham. Kun Alma kender sandheden, og den kan hun ikke altid huske.
Bogen er i øvrigt glimrende læst op af Henrik Koefoed – for de, der foretrækker lydbøger.
-
Jeg tog ned til Bror
Del 1 i Jana Kippo serien
Skrevet af Karin Smirnoff
Oplæst af Helene Egelund
I Smalånger, en landsby i Västerbotten i det nordlige Sverige, er alt næsten som det plejer. Jana er kommet hjem for at besøge sin tvillingebror, der er ved at drikke sig ihjel. Moren ligger syg på plejehjemmet efter et slagtilfælde, og faren er død. Maria, hver mands glæde i den lille by, er fundet død ved savmøllen, og det lille samfund syder af rygter.
Jana beslutter sig for at blive. Hun får et job som hjemmehjælper, hvor hun blandt andet kommer til at passe sin gamle barndomsveninde, der nu ligger dødssyg af kræft. Hun indleder et intenst og ambivalent forhold til John, den døde kvindes ustabile eksmand, som er flyttet ind i et forladt hus og er begyndt at male. Hans ekspressive malerier vækker uundgåeligt en smerteligt fortid til live.
Den er forbandet godt skrevet.
Den er forbandet godt læst op.
BUM!
-
Læst siden sidst
Jeg har fået læst en del gode bøger denne sommer.
Hittebarnets historie af Pam Jenoff. Stærk skildring af livet som det også kunne være under 2. verdenskrig. Uforglemmelig historisk roman om to stærke kvinder, der må kæmpe for at overleve og beskytte dem, de elsker.
. . .
Du ved ingenting om døden af Katinka Agger. I 1924 ankommer børnehjemsdrengen Jakob til godset Arnefeld, hvor han møder godsets datter Madeline. De to børn knytter sig til hinanden, og de lægger en grum plan for at blive sammen. Men intet går som ventet. De adskilles uden at vide, at der skal gå 20 år, før de ser hinanden igen.
. . .
Alt det jeg aldrig fortalte dig af Celeste Ng. Lydia er Marilyn og James Lees yndlingsbarn. Hendes forældre er fast besluttede på, at deres datter med de lysende blå øjne og det sorte hår skal nå de mål, de ikke selv opnåede; hun skal være læge, ikke hjemmegående husmor, hun skal være vellidt og populær. Da Lydia findes død i en sø i nabolaget omsluttes James af en skyld, der truer med at ødelægge hans ægteskab. En gribende pageturner om kærlighed, hemmeligheder, længsel, racisme og løgne.
. . .
Enegænger af Stephanie Surrugue Enegænger er et fint portræt af Prins Henrik. Man får et helt andet indtryk af manden end det billede pressen har malet af ham.
. . .
Fra min faders skygge af Sebastian Klein. En åbenhjertig og rå fortælling om at vokse op i skyggen af sin berømte fars op- og nedture.
. . .
Opkald fra Mælkevejen af Bjørn Poulsen. Om at forsøge at forstå, hvad der egentlig foregik i en usædvanlig barndom præget af morens psykiske sygdom. Gennem uhyggeligt velskrevne erindringsglimt fra familiens nomadeliv føres læseren gennem 60erne og 70erne, en omflakkende tilværelse, fra hotelværelser og forsømte boliger til livet på kostskole.
. . .
Himlen er altid højere af Jonas Moström. Psykiater og profiler Nathalie Svensson er endelig tilfreds med sin tilværelse. Efter sin nylige skilsmisse har hun anskaffet sig en lille lejlighed i hjertet af Stockholm, hvor hun kan udforske livet som single. En sen aften modtager hun en besked fra den berømte skuespiller Rickard Ekensgård, som hun tilbragte natten sammen med et par uger forinden. De aftaler at mødes igen, men i samme øjeblik Nathalie ankommer til mødestedet, bliver han skudt for øjnene af hende.
Krimi som ikke fangede mig og som jeg måske derfor aldrig helt forstod.
. . .
Lige nu læser jeg Mormor dansede i regnen af Trude Teige. Ligesom Hittebarnets historie af Pam Jenoff er det også en stærk skildring af livet under 2. verdenskrig – her som den påvirkede en norsk kvinde, der forelskede sig i en ung tysk soldat.
-
Portræt af en prins
På lyttelisen er lige nu Stéphanie Surrugues portræt af Prins Henrik, “Enegænger”.
Med ærlighed, humor og temperament er Enegænger – portræt af en prins (2010) den unikke fortælling om en sælsom skæbne. Var det det hele værd? Fortryder prinsgemalen noget? I denne exceptionelle biografi om en af kongehusets mest farverige personligheder, H.K.H. Prinsgemalen, får danskerne et hidtil ukendt billede af dronningens mand. Den dansk-franske journalist Stéphanie Surrugue, har via timelange samtaler med prinsgemalen, hans nærmeste både danske og franske familie, omgangskredsen, fremtrædende erhvervspersonligheder og en tidligere ansat ved hoffet, tegnet et portræt, der beretter, forbløffer og forklarer.
Det er et rørende og velfortalt portræt af en misforstået mand – og uanset om man synes om ham eller ej, så giver bogen et nyt syn på og stor respekt for ham.
Samtidig giver den et indblik i nogle af de problematikker, der opstår når man kommer til vores lille smørhul. Det har ikke været nemt, hverken for ham eller nogle af de andre mindre priviligerede, der kommer hertil.
-
Fine læseoplevelser
Første del af 2021 har været fyldt med fine læseoplevelser.
Jeg har netop afsluttet Fruen af Malene Lei Raben, som er fortællingen om hendes intelligente og ekstremt besværlige mor, kaldet Fruen.
Før den har jeg læst:
Shuggie Bain af Douglas Stewart – en uforglemmelig fortælling om drengen Shuggie og hans opvækst i et nedslidt minearbejderkvarter i firsernes Glasgow med en mor, som bruger det meste af understøttelsen på Guldøl.
Rampen af Jesper Stein – en selvbiografisk roman oplæst af forfatteren selv. Den giver et indblik i Jesper Steins opvækst med en fraværende far og en omklamrende og fortvivlet mor, og i deres skilsmisse og misbrug, som trækker tråde langt ind i både hans og broderens voksenliv. Stærk og vigtig roman.
Jorden under mig af Helle Vincentz – endnu en fin og stærk selvbiografisk roman oplæst af forfatteren selv om hvordan barndommen og det liv vi udsættes for sætter uslettelige spor langt ind i voksenlivet. Kan varmt anbefales.
Tegner der sig en tendens 🙄? Det gør dig vist og nu trænger jeg også til et genreskifte og næst på læselisten befinder, der sig en kriminalroman fra feel-good afdelingen.
-
Jorden under mig
Jeg er ved at være færdig med en af årets fineste læseoplevelser: Jorden under mig af Helle Vincentz
Helle er vokset op på en gård på Sydsjælland i 1980’erne. Moren er skolelærer, faren er landmand. Helle er på sin fars hold, hendes søster på mors hold. Helle forstår ikke alt hvad der sker omkring hende. Men hun ved i hvert fald at statsministeren er ond. Det er ham som er skyld i kartoffelkuren, som gør livet svært for landmændene. Far og mor skændes oftere og oftere, far bliver mere og mere underlig. Og en dag skyder han sig i sine forældres kælder. En dag får Helles mor cancer og dør. Er hendes slægt mon fordømt? Helle begynder at konfrontere barndommens spøgelser. Hvad skete der egentlig? Hun kommer på sporet af familiens dybeste hemmeligheder og finder en uventet sandhed om sig selv. Jorden under mig, er en smuk roman om skyld og skam – og om modet til at møde de mørkeste og fineste dyb i en familie.
Jeg har nærmest hørt den i en køre. Eller måske to. Historien er autentisk, ærlig og svær… også svær at lægge fra sig.
Bogen er oplæst af forfatteren selv og det gør hun aldeles glimrende.
-
Man skal kæmpe for sin kærlighed. Også om mandagen
Det er en dejlig bog Anders Agger har lavet. Den kredser om det emne mange af os på et eller andet tidspunkt i livet har stiftet bekendtskab med og måske har opgivet at forstå… kærligheden!
Det er fine historier om mange slags kærlighed, fortalt gennem forskellige mennesker, kendte og ukendte. Fælles for dem er, at de har elsket, elsker og er elsket.
Min favorit er den om Anders Jørgen Dolleris, som starter i kapellet i Ringkøbing Kirke, hvor han siger farvel til sin samlever gennem 55 år, Donald Sim. De levede et godt liv ude i verden, men valgte at komme hjem til Vesterhavet for at leve videre, blive gamle og dø.
En anden er om Vita og Hans Fyrstenborg, som bor på en slægtsgård i Sædding lidt uden for Skjern. Det er Vita, der siger: Man skal kæmpe for sin kærlighed. Også om mandagen. Det er en historie om to menneskers vidunderlige kærlig til hinanden – selvom det ikke var noget, der blev talt så meget om.
Det handler om at flytte kærligheden fra hjernen og ned i hjertet. Noget, man kan have lyst til at sige til dem, der har en tendens til at være meget rationelle, når de overvejer at kaste sig ud i et forhold: ”Prøv nu bare at flytte det ned i hjertet, og find ud af, om det taler til dig. Kan du mærke den? Kærligheden?”. Det er måske i virkeligheden den mest konkrete øvelse, når det kommer til kærlighed: Det at overgive sig.
Lydbogen er oplæst af Agger selv og kan man li’ hans nænsomme vestjyske facon (jeg er vild med den), så er det skønne 6½ time i godt selskab. I lydbogen går man så til gengæld glip af Mingos sikkert smukke billeder, der ledsager historierne. Jeg må ønske mig bogen og lytte igen. Det tåler den sagtens.
Blev jeg klogere på kærligheden?
Næ.
Jeg vil sige som Agger starter bogen med at skrive: jeg ved cirka ingenting om kærlighed. Men jeg blev forført af historien om de andres kærlighed og det kan også noget.
-
Må jeg anbefale en bog
Dusinius Dick er født ind i en fattig skomagerfamilie i Odense i slutningen af 1800 tallet. “Skomager bliv ved din læst” passer ikke rigtigt på skomagersønnen, som vil noget andet og mere. Allerede som barn viser han tydelige forretningsmæssige evner. Han ‘finder’ 36 ark sprællemænd hos en afdød bogtrykker, som han sælger for 15 øre stykket og så er forretningen ellers i gang. Fortagsomheden har også sin pris. Han får problemer med hjertet og bliver indlagt på Hareskov Kuranstalt for at få ro. Mens han er på kuranstalten ser han tilbage på sit begivenhedsrige liv, hvor tilfældige møder med forskellige mennesker på de rigtige tidspunkter har haft stor betydning.
Vaniljehuset er en slægtshistorie om ambitioner og svigt og den svære kunst at stræbe efter de rigtige mål i livet.
I slutningen af 1800-tallet vokser skomagerens søn Dusinius op i Odense som den tolvte i en søskendeflok. De trange forhold i barndomshjemmet gør ham sulten efter rigdom og anseelse, og allerede som otteårig er Dusinius i gang med at købe billigt og sælge dyrt. Som ung mand grundlægger han et handelsfirma – Vaniljehuset – som snart bliver et af landets førende.
Under et ophold på Hareskov Kuranstalt i 1929 ser den ældre, hjertesvage Dusinius tilbage på sit omtumlede liv, sin barndoms trængsler, sin ungdoms forvirrede kærlighedsforhold og de lyssky forretningsforbindelser han fik under Første Verdenskrig og som endnu forfølger ham.
‘Forlaget’Tildligere på året læste jeg Marie Hellebergs Kvinderne fra Thy og Søstrene fra Thy, samt et par af Maren Uthaugs skæve romaner, som vel også må betegnes som slægtsromaner selvom de er af den lidt mere bizarre slags.
Vaniljehuset er fuld på højde de fire og skal du have en bog med på ferie kan jeg varmt anbefale Vaniljehuset. Bogen er skrevet af Mich Vraa og er både velfortalt og fængslende – og for de der holder af lydbøger – også fremragende oplæst af Paul Becker.
-
Lige læst…
Vi husker den sikkert alle sammen – den spetakulære sag fra Ringkøbing Sygehus, hvor en sygeplejerske stod anklaget for at slå flere patienter ihjel. Sygeplejersken blev i et nævningeting idømt livstid for tre drab og et drabsforsøg i byretten, en dom, der senere blev omstødt til fire drabsforsøg i landsretten.Udover drabsforsøgene er hun også dømt for at have givet sin egen 7-årige datter stærk og receptpligtig sovemedicin, der er farligt for børn.
I den dokumentariske beretning Sygeplejersken – En af Danmarkshistoriens mest spektakulære drabssager går journalist Kristian Corfixen i detaljer med denne sag. Alle sagens hovedpersoner har medvirket til bogen og det er både spændende og grufuld læsning.
I bogen mere end antydes det at antallet af ofre er langt langt større end de fire hun er dømt for, men da de døde forlængst er kremeret sammen med beviserne er det ‘kun’ de fire tilfælde hun kan dømems for.
Journalisten forholder sig neutralt til skyldsspørgsmålet, men bogen levner ikke meget tvivl. Selvom man ikke fandt den rygende pistol i hånden på gerningsmanden, så sidder jeg alligevel tilbage med en klar fornemmelse af en kvinde som bevist skabte drama med sig selv i centrum og en kvinde som ville gå ekstremt langt for at få positiv opmærksomhed.
Kan man lide genren, er den værd at læse/lytte til.
