Urværk

Jeg ville gerne have set verden og livet gennem min mors øjne, da hun blev dement. For hvad foregik der derinde. Hvad tænkte og følte hun mon?

Jeg blev en lille smule klogere af at læse Ane Riels roman ’Urværk’, som er en kærlig fortælling om alderdom, demens og ensomhed.

Ældgamle Alma bor alene i det hus, hun delte med sin mand, urmageren Otto. Manden er tilsyneladende borte, men tilbage er hans ure, og især det gamle bornholmerur i stuen har en særlig betydning for Alma. Det er ’konen’, et ur, hvis taktslag følger Almas. »Noget i hende sagde, at de hang sammen, de to. Bornholmeren og hendes hjerte. Hvis hun en aften skulle glemme at trække uret op, ville hjertet gå i stå sammen med det«, så hun trækker troligt uret op hver aften med følelsen af, at hun til hver en tid selv kan vælge, hvornår hendes indre ur skal gå i stå.

Hun knytter venskab med en lille dreng og hans hund og langsomt kommer Alma ud af sin skal.

Den lille dreng puster nyt liv i den gamle kone, og samtidig ruskes der op i mindet om ægtemanden Otto og det, der skete med ham. Kun Alma kender sandheden, og den kan hun ikke altid huske.

Bogen er i øvrigt glimrende læst op af Henrik Koefoed – for de, der foretrækker lydbøger.