De svigtede svigter, dumhed går i arv …
Don Bjarno kan ikke holde sammen på noget. Han bliver gift, skilt, gift igen, skilt igen. Han er en drukmås, en fraværende far, et elendigt forbillede, en sjuft.
Efter skilsmissen fra forfatterens mor er han er evigt fraværende. Altid på farten, altid lige flyttet ud af en lejlighed, pludselig bosat på Thule-basen og da han bliver træt af skandinavisk middelmådighed slår han sig ned på Filippinerne, som bar- og hotelejer med en ny filippinsk storfamilie.
Det er omdrejningspunktet i René Fredensborgs bog ‘Sjuf’. Det er en fortælling om en lang rejse fra Vamdrup til den bagende sol på Panglao. Om at blive den far, han havde svoret ikke at ville være.
Forfatteren fortsætter 1:1 sin fars liv og efterlader 6 børn med 4 forskellige kvinder i Danmark for at gifte sig med en filippinsk kvinde.
Herfra kører far og søns liv helt parallelt – de er voksenbabyer, der dyrker og glorificerer deres ansvarsløshed.
Der er passager i bogen, hvor forfatteren reflekterer over det svigt, han selv har været ude for. Et udsat sårbart barn, der hungrer efter en opmærksomhed og anerkendelse som han aldrig får. Men de fylder ikke meget og måske stikker de ikke dybere end næste fadøl, det næste knald og i hvert fald formår han ikke løfte sig ud af den sociale arv.
Jeg har været godt underholdt og det har været et interessant indblik i en verden, som er så forskellig fra min egen.
De svigtede svigter, dumhed går i arv …
