Vi havde udset os tidspunkt, hotel og flybilletter. Jeg havde arrangeret hus- og hundepasser, men så skete der noget, der gør, at vi ikke kan rejse til London i præcis den uge, som vi havde regnet med.

Nye planer måtte til, men det der passede med den ene passede ikke med den anden. Nu bliver det så ikke en juletur, men en forårstur – sandsynligvis i april.

London løber heldigvis ingen steder.

I stedet tager vi så måske en endagstur til Göteborg i december med fika og lussekatte – det kan også noget.

Trods varmen strikker jeg i ren uld.

Jeg har netop strikket en lille cardigan i Filcolana Merci – et lækker blandingsbarn (uld/bomuld), men desværre har jeg meget svært ved at strikke jævnt, så snart der er bomuld med i blandingen. Det hjælper når det får en vask og nogle minutter i tumbleren, men jeg er alligevel ikke helt tilfreds.

Vi holder ud i varmen.

Huset er lukket helt af indtil sent i aften – der er skønt og svalt derinde – hvis man da kan kalde 26-27 grader for svalt.

Min dag er – igen – tilbragt i skyggen under parasollen med strikketøj, lydbog og kaffe. I dag har jeg suppleret med en balje koldt vand til fødderne (og til Bob) og et lille håndklæde, der kan skylles koldt op og lægges omkring nakken eller over ansigtet.

Kl. 15:15 var vi på 35,9 grader – det er mange år siden, at jeg har været i sådan en varme uden at have en svømmepøl tilgængelig.

Men vi holder ud og jeg glæder mig til nattens eller morgenens forløsende tordenvejr – jeg håber, at det også rammer Hals.

I dag toppede temperaturen ved 16 tiden på 32,9 grader.

I skyggen.

Ved kysten.

Jeg tør slet ikke tænke på hvor ulideligt, det har været inde midt i landet.

Jeg har lavet absolut ingenting, udover at bikse en tzatziki sammen – selvfølgelig med hjemmedyrkede agurker.

Ellers har jeg bare siddet i gårdhaven under parasollen, med strikketøj, en lydbog og kolde drikke.

Chattet lidt med en kollega og fået det sidste nye fra firmaet og forsøgt at lade som om varmen ikke går mig på. Desværre var det ret triste nyheder han kunne dele med mig og der går nogle bekymrede tanker til et par af mine tidligere kolleger.

Bob har flyttet sig rundt mellem sol og skygge og er nu trukket indenfor på de kølige klinker.

Det burde jeg også, for der skal jo lidt mad til den tzatziki … måske et par deller, salat og lidt brasede kartofler. En kold øl kunne jeg dæleme også godt bruge til – jeg har Pripps Blå Folköl på køl.

Og selvfølgelig jordbær og Hansen is til dessert.

Jeg tror, at det bliver nogenlunde samme opskrift i morgen!

Når man har jordbær- /kartoffelbonden på speed dial på mobilepay, så er det helt sikkert fordi man har købt mange jordbær og kartofler.

Jeg har stadig kolde kartofler i køleskabet fra mit sidste besøg, men jordbærrene var forlængst væk så en ny forsyning måtte til.

Sammen med Hansen vaniljeis og lidt smeltet chokolade er det efter min mening sommerens absolut bedste dessert.

Hals har ikke nået de vilde temperaturer endnu (kun 29,7 °C), og heldigvis hjælper lidt vind med at gøre varmen til at holde ud.

Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg gør de næste dage. Om dagen er der altid muligheden for at køre til stranden, men om natten … jeg finder det meget svært at sove, hvis temperaturen er for høj.

Jeg har fundet den tynde silkedyne og blæseren frem og så må vi se om det er nok.

Derudover forsøger jeg at efterligne det, som de gør sydpå – køler huset ned i de køligere morgentimer med pivåbne vinduer og når varmen kommer lukker jeg vinduer og ruller persiennerne ned og håber, at det kan holde på køligheden. Heldigvis er mit hus velisoleret og det betyder, at det er både er lunt om vinteren og køligt om sommeren.

Mit soveværelse er på 1. sal og er ét stort rum, så selvom jeg har lyst til at køre i Elgiganten og købe et mobilt klimanlæg, så er jeg bange for, at det slet ikke ville kunne slå til i det store rum.

Jeg elsker den danske sommer
Den danske sommer den danske sommer
Du’ for smuk til du ender en dag i september
Jeg elsker dig danske sommer

På instagram fandt jeg en sød boxy cardigan – den så ud til at være af en type man kan bruge inde når det bliver køligere, så jeg besøgte profilens websted.

Det viser sig så, at man ikke kan købe opskrifen, men kun kits og i meget begrænsede (4) farver.

Nå.

Jeg kiggede lidt mere rundt og der er var mange søde modeller, men igen kun kits og nogle ikke engang med alt garnet – dvs. at man ved siden af indkøbet alligevel selv skal ud og købe f.eks. mohair i flere farver.

Det bliver så ikke derfra, at jeg skal strikke noget til vintergarderoben.

I dag behøver jeg ikke tænke på vintergarderobe.

Allerede for morgenstunden var der dejligt i gårdhaven.

Eneste udfordring er larmen fra Aalborgvej. I weekenden er det langt bedre, men på hverdage foretrækker jeg at benytte mig af mine Airpods med noisecancelling. De gør, at jeg kan sidde og føle mig som Palle alene i Hals.

Om lidt når solen mit hjørne og jeg skal have fundet parasollen frem for første gang i år. Jeg bryder mig ikke om at blive stegt. Bob flytter ind og ud af solen. Han elsker varmen, men det kan åbenbart også blive for meget for ham og så trækker han ind i skyggen.

Det er den dag på året, hvor jeg fyldes med stille taknemmelighed over at være her endnu.

Den prikker mig på skulderen og minder mig om, at intet i den her verden er en selvfølge.

Heller ikke det liv jeg lever eller de mennesker, jeg omgiver mig med.

I dag er det 18 år siden jeg blev ramt af blodpropper – i det ene ben og i begge lunger og blev hastet på sygehuset.

Det første år fyldte det dagligt, men tiden går og nu tænker jeg ikke på det længere. Undtagen lige denne dag.

Det der fylder nu, er ikke helbredsrelateret. Heldigvis.

Det handler mere om, hvad jeg skal strikke næste gang nu hvor ingen har plads til mere strik i skabet og hvorfor mine agurker ikke vokser i samme tempo som svigersønnens.

Som du nok kan forstå er det VIRKELIG store ting, der fylder i mit liv lige nu 🙂

I går lavede jeg et nøgle på 10 gram af nogle mohairrester og strikkede et nyt ‘cover’ til en defekt hårbøjle, så nu kan de grå lokker holdes på plads, mens jeg sidder udenfor drivhuset og hepper på mine agurker.

Måske skulle jeg strikke nogle flere – jeg kan se, at sådan en håndstrikket sag rask væk bliver solgt for kr. 495 på nettet … jeg kunne strikke dem i julefarver, måske med pallietter og havde dem med på årets julemarked – selvfølgelig ikke til kr. 495, så ville halsboerne ryste på hovedet af mig, men mindre kan også gøre det.

På vores eftermiddagstur mødte vi 86-årige Evy, som kom trillende forbi os med rollatoren og straks kastede sin interesse på Bob.

Det viste sig hurtigt, at Evy havde levet et liv med masser af historier på lager. Det, der skulle have været et hurtigt hej og et klap på Bobs hoved, udviklede sig til en snak på tre kvarter om alt mellem himmel og jord: hunde, børn, hofteoperationer, sangkor, demens, tvillinger, ægteskaber, rejser, religion og sikkert et par emner mere, som jeg har glemt undervejs.

Evy havde meget på hjerte, jeg havde god tid, og jeg fik fornemmelsen af, at det var en af de samtaler, der betød noget for hende.

Tidligere på dagen, mens Solveig var i børnehave, var Nanna og jeg til Sissel Edelbo POP-up-salg i Aalborg. Jeg fik mig en ret fed jakke, det samme gjorde Nanna og så havde vi en vest og en sommerjakke med hjem til Solveig.

Det er et tilløbsstykke og jeg kunne forstå på snakken, at mange køber stort ind og videresælger det på de digitale platforme – og ganske rigtigt, kan jeg nu se mange nye Sissel Edelbo varer på platformen Vinted uploadet indenfor de sidste 10 timer og til langt højere priser end de blev solgt for tidligere i dag. Smart måde at tjene penge på.

I går eftermiddag var Bobben og jeg endnu engang på tur med Mikkel, en af Aalborg Kommunes naturvejledere. Sidst var på Nordsøstien ved Normandshage og denne gang i Hals Mose.

To timer rundt med mange fortællinger om hvordan man forsøger at genoprette mosen fra at være opdyrket jord til at genskabe den oprindelige mose med al den flora og fauna, der hører til.

Der blev også denne gang fortalt med stor entusiasme og vi fik også vendt sidste tur, hvor byrådet samme dag havde besluttet, at der der ikke igen bliver udsat køer ved Nordsøstien.

Jeg kunne så fortælle Mikkel (som var samme som viste rundt ved Nordsøstien), at jeg kort efter turen var blevet kontaktet af en journalist fra Dansk Naturfredningsforening og talte med ham i en time og at vi sikkert ikke har hørt det sidste i den sag. Det glædede ham og de havde da heller ikke skyndt sig med nedtagningen af hegnspælene dernede.

I området vi gik på i går, er der også udsat kvæg til afgræsning og på en mark lige ved siden af, hvor der ikke går dyr var det tydeligt at se forskellen og hvad de store dyr kan gøre af gode ting ved et område.

Turen bliver gentaget til september, hvor vi skal se på, hvad der sket i løbet af sommeren.

Da jeg for nylig var til seniorkomsammen i firmaet kunne jeg høre, at der var igen var gang i en masse i kulisserne uden nogen vidste præcis, hvad der skulle ske.

Det kom så frem i pressen i går. I løbet af i dag mister 180 kolleger jobbet. Tidligere kolleger.

150 i Danmark og 30 i Polen.

Det er en hæslig tid. Man befinder sig i sådan en slags Limbo… tiden før, under og efter en fyringsrunde er hverken rar eller produktiv.

Alt går i stå.

Først når udmeldningen om fyringer kommer. Knuden i maven vokser sig større og større, man snakker i hjørnerne og tjekker chefens kalender for at se om man kan udlede noget af den. Så på selve dagen, hvor man nærmest ikke tør trække vejret og igen bagefter, mens man prøver at finde sig til rette i tingenes nye tilstand.

For første gang kan jeg se til med ro i maven og nøjes med at være urolig på mine kollegers vegne.

Jeg ville ønske, at jeg kunne minde dem om, at the show og livet går videre. Både for de der bliver og de der ryger.

Keep Calm
it’s
just
a job

Det er i dag præcis 11 år siden, jeg kørte min iGo ud fra Toyotas salgslokale i Nørresundby.

Den lille bil har tjent mig virkelig godt gennem årene og har været pålideligheden selv. Det er den sådan set stadig, når man ser bort fra nogle irriterende punkteringer de seneste måneder.

Indtil fornylig havde jeg faktisk kun én punktering tilbage i 2018, og derefter kørte den helt problemfrit indtil februar 2026, hvor jeg pludselig opdagede en kæmpe skrue i dækket, som langsomt lod luften sive ud.

I starten af sidste uge måtte dækket lappes igen efter et møde med et søm – og jeg var dårligt nok nået hjem før jeg endnu engang måtte køre den over til Mekaniker Rasmus, fordi lampen for lavt dæktryk endnu en gang lyste og ja, endnu et søm havde fundet vej til dækket.

Inden den blev synet i marts 2025 fik bilen ellers fire spritnye Michelin dæk, så det er ikke fordi, jeg kører rundt på gamle slidte gummidæk. Jeg må bare være havnet i en virkelig træls stime. Eller også er det sabotage.

Heldigvis er jeg ikke afhængig af bilen i hverdagen, så det eneste jeg har måttet undvære, er de daglige skovture. Til gengæld findes der heldigvis masser af dejlige steder at gå tur i nærområdet, så Bobben er bestemt ikke blevet forsømt.

Tre punkteringer på meget kort tid … skal vi ikke sige jeg har opfyldt min kvote nu?