• Et øjeblik...

    Ugen jeg godt kunne have undværet

    Den første uge efter en sommerferien er altid lidt sej at komme igennem, men jeg havde ikke forestillet mig, at min første uge skulle være fyldt med så mange udfordringer.

    Næste år vil jeg nok prøve at insistere på, at alle tre teknikere IKKE skal holde sommerferie på samme tid…

    Jeg har været presset, små irritabel og træt når vi har nået fyraften – og det er ikke engang slut endnu.

    Også mandag og tirsdag er jeg alene på kontoret i en uge, hvor endnu flere kunder er retur fra ferie og hvor der med kort varsel – meget kort varsel – er tikket en stor opgave ind, som skal løses mandag.

    Jeg er allerede træt.

    Heldigvis bliver weekenden fyldt med gode ting, jeg har nyt og udfordrende strik på pindene og det kan forhåbentlig få mig til at glemme jobbet for en stund.

    Lørdag står den på familie fødselsdag og søndag skal jeg i Regan Vest – et besøg jeg har set frem til i månedsvis. Billetten blev købt tilbage i marts og 6. august var første ledige rundvisning.

    God weekend til dig – jeg ved min den bliver.

  • Et øjeblik...

    Med på beatet

    For en måneds siden investerede jeg i sådan en Google TV dims og nu har jeg taget springet og opsagt min tv-pakke og rykket over på ren streaming.

    Selvom jeg kun havde den lille pakke betalte jeg en del for en masse programmer, som jeg ikke gider se.

    Jeg har tegnet abonnement på TV2 Play og for færre penge kan jeg se flere af TV2s programmer (incl. C more), som sammen med DR fuld ud dækker mit tv behov.

    På C more er der også adgang til Britbox og her er mange af de kanon gode engelske serier, som jeg er så vild med… Shetland, Broadchurch, Vera, Uforglemt, Line of Duty osv.

    Jeg bøvler dog stadig med teknikken …

    Blandt andet får jeg tekster på f.eks. TV2 News og skal manuelt ind og slå det fra når jeg besøger kanalen. Den gemmer ikke mit valg og jeg har ikke fundet et sted jeg kan slå det permanent fra.

    DR appen kræver ofte en genstart af Chromecasten, en aktiveringskode og hvad har vi.

    Mon jeg skulle have ofret et Apple TV i stedet? Er det mon mere stabilt?

    Udover bøvlet mangler jeg en TV oversigt. Her skal jeg nok bare lige vænne mig til at bruge den, der ligger online.

  • Et øjeblik...

    Noget der minder om efterårsferie

    Det føles efterhånden mere som efterårsferie end sommerferie jeg har haft de sidste par uger.

    Der er lidt småkoldt og til morgen er jeg oven i købet vågnet op både snottet og med en smule ondt i halsen.

    Min glæde ved at holde fri er som sådan ikke afhængig af vejret. Jeg trives fint i lidt dårligere vejr, men jeg synes alligevel, at 14 dage uden en eneste hel tørvejrdag er lige i overkanten.

    I går blev vi kort fanget midt på heden under et træ og bag paraplyen, mens regnen stod med i stænger og vinden føg omkring os. Til gengæld havde vi Stubber Kloster og området omkring helt for os selv – det var ikke sket på en sommerdag.

    I dag er der lidt praktiske ting, der skal klares, mens bygerne driver forbi og hundene tager en slapper ovenpå gårsdagens udflugt.

    Fredag lover yr.no tørvejr og så tænker jeg, at vi tager på tur.

    Måske til Molslap. Jeg vil gerne vil selvsyn se om de der vilde heste virkelig er døde/døende som demonstranterne siger. Ikke langt derfra ligger Ebeltoft, som altid er et besøg værd.

  • Et øjeblik...

    Claustrum Stubbetorp

    – sådan blev Stubber Kloster første gang benævnt i 1268.

    Sidste år læste jeg Lars Novrup Frederiksens bøger, ‘Kristine’ og ‘Priorinden’, hvor vi følger en kvinde fra hun – mod sin vilje – bliver anbragt på klostret og til hun vælges som priorinde, hvordan hun tjener penge til klostret, og hvordan hun er i evige stridigheder med biskop Tyge i Ribe, og så har hun en forbudt romance til en herremand på Vinderupgård.

    Siden har jeg haft lyst til at besøge Stubber Kloster og engen omkring, hvor romanerne foregår. Det blev på den her regnvejrsonsdag.

    Den enlige klosterbygning, der er bevaret i dag, er en lille del af et oprindeligt større og firefløjet anlæg. Den udgjorde den nordlige del af klosterets vestfløj. Det var oprindeligt en højere bygning, formentlig to etager over kælderen. Det, vi ser i dag, er kælderetagen, som givet har fungeret som forrådskælder.

    I middelalderen var det et nonnekloster af benediktinerordenen under Bispen i Ribe. Efter reformationen i 1536 overtog kronen klostret, og i 1538 fik herremanden Ivar Juel det i forlening. Nonnerne måtte blive boende, og lensmanden skulle forsørge dem, så længe de levede.

    De sidste rester af klostret – undtagen den lille bygning, der er tilbage i dag – blev revet ned i 1870’erne.

    Ligesom ved besøget i rundetårn blev jeg fyldt med ærefrygt da jeg stod i bygningen. Nonner har levet på stedet, betrådt stenene i kælderen, sejlet på søerne og dyrket jorden. Det samme har historiske personer. Måske.

    Lars Novrup Frederiksens bøger er selvfølgelig fiktion, men det kan dokumenteres, at Stubber Kloster, Jens Kalf på Vinderupgaard og de dømte for mordet på Erik Klipping, i en eller anden udstrækning har kendt hinanden, har familieskab til fælles, og til en vis grad har skulle omgås rent arbejdsmæssigt.

    At resten er ren fiktion gør ingenting.

  • Et øjeblik...

    Den første uge

    Den første uge af min ferie er gået. Det noget omskiftelige vejr har ikke tillskyndet til en masse udeliv, men jeg har alligevel stornydt fridagene.

    Fredag var planen, at turen skulle gå til det nordtyske. Der var bestilt både hotel og hundepasning og kort før middag trillede vi ind i Kiel efter knap 4 timers gnidningsfri kørsel.

    Hjemturen trak derimod tænder ud.

    Kø både i Tyskland og Danmark gjorde at hjemturen blev næsten 3 timer længere end udturen. Først da afkørslen mod Odense var passeret gled trafikken igen.

    De 7 timers hjemrejse var så incl. et besøg hos Fleggaard i Harislee, men alligevel føltes turen som en ørkenvandring.

    Havde jeg vidst at Kiel var så kedelig en by som den viste sig at være, så tror jeg, at vi var stoppet i Flensburg og sparet de sidste 100 km kørsel.

    Altstadt var slet ikke det, som den var talt op til på nettet.

    Lurvede og dødsyge forretninger. Ingen caféer, hvor vi havde lyst til at sætte os og nyde en kop kaffe. Havnen var en rigtig industrihavn og ikke engang aftenens musikalske indslag ved havnefronten kunne bløde op på det.

    Vi var indlogeret på The Niu Welly. Super fint hotel med god beliggenhed i forhold til Altstadt og lørdag aften fandt vi en lækker italiensk restaurant. Ellers var det altså så som så med det positive.

    Ovenpå weekendens lange tur skal der slappes af i dag.

    Sidste etape i Tour de France, kaffe og strikketøj.

    Et ufærdigt projekt har alt for længe ligget i strikkekurven, men lige om lidt er jeg færdig med ærme to og inden søndagen er slut har jeg hæftet ender, vasket og kan dermed sætte kryds ved Fjære Genser strikket i Rauma Fivel.

  • Et øjeblik...

    Jeg vil have ferie… NUUUUU

    To dage mere på pinden.

    To dage med meget få kunder og meget få opgaver.

    To dage der kun kan gå for langsomt.

    Der ligger en plan med destinationer, jeg skal besøge, men ingen planer om hvornår.

    Det kommer til at afhænge af dagsform, lyst og vejr.

    På regnvejrsdage bliver vi hjemme. Bliver det meget varmt, det samme.

    På de dage er noget strikketøj der skal passes, et Tour de France der skal køres, en 1 års fødselsdag der skal fejres, bøger der skal læses…

  • Et øjeblik...

    Hvor heldig er jeg ikke lige

    GLS havde bud med til mig i dag. Fra Davding.

    Rikke har fået bier og har ‘høstet’ en imponerende mængde honning – i dag var jeg så heldig, at der faldt to glas af til mig.

    To forskellige typer honning, både i smag og farve.

    Jeg har smagt på dem begge to. Der er tydelig forskel. Den ene er mildere i smagen, men jeg kan ikke sige, at jeg foretrækker den ene for den anden.

    Honning på ristet brød… mums!

  • Et øjeblik...

    Sommerweekend

    Oven på en uge fyldt med regn – tiltrængt regn – blev weekenden igen fyldt med sommer.

    Lørdag blev en af de sjældne, hvor vi kunne sidde ude til langt ud på aftenen, så det var ganske godt timet var vi inviteret til fødselsdag i haven.

    Vi havde den hyggeligste lørdag aften, med god mad og i godt selskab.

    Næste weekend skal vi fejre Solveigs første fødselsdag samme sted.

    Søndag bliver en gentagelse af lørdag. Bortset fra fødselsdagen. I hvert fald er søndag startet med sol og varme fra morgenstunden.

    De praktiske ting jeg havde planlagt er udsat til i morgen, hvor vi skulle få et vejrskifte.

    I stedet har jeg har linet op med tæpper og puder i haven, lavet kaffe, fundet strikketøjet frem og tunet mobilen ind på TV2.

    Dagens etape i Tour de France er rigtig spændenede og slutter på Pey de Dôme.

  • Et øjeblik...,  Strik

    Syv år

    Det var i september 2016 jeg – efter 22 års pause – igen kastede mig over strikkeriet. Jeg startede i det små med tørklæder og sjaler. Projekterne blev både færdige, pæne og brugbare – og siden skal jeg love det har taget fart.

    Det sidste år er det mest af alt blevet strik til Solveig, men indimellem er der da røget en trøje af pindene til mig selv. Eller til Nanna.

    Lige nu har jeg to projekter i gang. En kvædegul Daisy cardigan til Solveig og en brun meleret Bamse-møder-Daisy-sweater til et andet lille barn jeg kender.

    Ikke alle har en mormor, der kan strikke, så derfor falder der indimellem også lidt af til andre.

    Den bliver ikke med bamsehoved, men broderet med blomster som den gulmelerede jeg lige har strikket til Solveig og som hun allerede har taget i brug.

    På den brune er har jeg i dag sat af til ærmer. Herefter får den lov at ligge til sommerferien og min tur til det tyske. Det er lige-ud strik og tænker, at det er særdeles velegnet som bilstrik.

    Tasken jeg færdiggjorde i går nåede at være i min besiddelse ca. et døgn. I formiddag kom Nanna forbi og synes den var fed… så da hun gik hjem have hun den med.

    Det bugner stadig med masser af rester så jeg hækler da bare en mere til mig selv 🙂

  • Et øjeblik...

    Det er en and

    Onsdagens arbejdsdag blev – modsat tirsdagens – ret munter.

    Midt i vores morgenmøde blev vi afbrudt af andemor med afkom på vej gennem kontoret i vores Ballerup afdeling.

    Hun har, siden æggene blev lagt, boet i en lukket gårdhave og ællingerne er nu klar til at komme ud i den virkelige verden.

    Eneste vej ud er gennem kontorene og ud af firmaets hovedindgang.

    Det er ikke første gang hun har slået sig ned præcis der, så hun er helt tryg ved at alle ællinger bliver hjulpet over dørtrinet med en paprampe og ud i verden.