Jeg glæder mig i denne tid

Søndag var tør og blæsende og det lykkedes mig, at få slået græsset for allersidste gang.

Plæneklipperen er nu tanket op og kørt i pit for vinteren.

IMG_6690

Mens jeg gik derude blev jeg antastet af et par hjemmehjælpere fra Aalborg Kommune. Jeg havde godt set dem gå omkring over hos genboen. De ville høre om jeg havde observeret ‘liv’ derovre og det kunne jeg kun svare benægtende på. Bortset fra at fjernsynet har kørt 24/7 den sidste uge, har der ingen tegn på liv været. Hun har boet der et par måneder, men der er intet sket i de måneder. Potteplanterne står døde i vindueskarmen og jeg kan se at stuen er fyldt med uåbnede flyttekasser.

Hjemmehjælperne kunne se der flød med rødvinsflasker derinde og mente, at hun sov branderten ud, så de ville komme senere i håb om at komme i kontakt med hende.

Hvor er det trist at mennesker kan komme så langt ud. Det er en dame mine forældre er bekendt med. Hun blev smidt ud af sin kæreste og er nu tilsyneladende gået helt i hundene.

IMG_6692Mens jeg oksede videre rundt med plæneklipperen kom også Lone forbi og hilste på. Lone er lokal og læser med her. Det er så hyggeligt, når folk giver sig til kende (:

Julelysene er begyndt at sprede sig i byen… som en slags virus… når først én har pyntet haven følger mange snart efter.

Også jeg.

Jeg har ingen egnede træer i forhaven og derfor er det døren, som pyntes med lys og granguirlande.

Julen er et dejligt lyspunkt midt i den mørke vinter og mig gør det intet, at det starter tidligt.

Udenfor.

Indenfor pyntes der først op til 1. søndag i advent. Jeg forsøger i det mindste at beherske mig. Eller noget.

0

14 Comments

  • Catarina

    Hvor ser det bare godt ud og sikke meget du har nået og foran med alt juleriet. Jeg er slet ikke begyndt på pyntningen, men mon ikke jeg når det inden vi rammer december. ;–)

    • Mette

      Jeg har også kun hængt den ene kæde op udenfor. Jeg venter til weekenden, hvor det er 1. søndag i advent med at gå helt amok 😉

  • Fruen i Midten

    Hvilket land bor du i? Her var søndag ganske vist også blæsende, men så våd, at det kun var de indendørssysler, der lokkede. Fin guirlande. Kan krysteren (he he, skøn historie 🙂 ) og ninjaen holde snuderne (læs: tænderne) fra den? Dejligt at læse i kommentarerne, at de forskellige omsorgspersoner har opnået kontakt både det ene og det andet sted.

    • Mette

      NordjylLAND – desuden bor jeg jo nord for Limfjorden også kaldet Solsiden 😉

      Min lille maveknude forsvandt også efter at have konstateret, at alle er under opsyn.

  • Birgitte Bonde

    Hvor ser det fint ud, som du har pyntet, Mette 🙂 – hvor har du guirlanden fra? – sådan en er jeg nemlig interesseret i. Kh, Birgitte

  • Mette Lausten

    Man kan godt blive lidt ked af, at sådan en rødvinsdrikkende dame kan gå i hundene, uden at nogen prøver at stoppe hende. Gi’ lige fortsættelsen, hvis/når du ser hende eller hjemmehjælperne igen (jeg hader halve historier, der bliver hængende i tankerne, ligesom dem med havregrynspakken på spisebordet…).
    Mette L

    • Mette

      Så vil jeg skynde mig at fortælle at der HAR været besøg fra kommunen derovre til aften, så nogen har set til hende.

      Den anden historie er også blevet lettet fra mit hjerte, idet jeg nu flere gange har observeret, at der kommer en dame derovre. Haven er blevet forsøgt ordnet og nu ved jeg, at der er nogen, der er obs på dem.

  • Lone Nielsen

    Hej Mette
    Hvis det er en benzindrevet plæneklipper, skal den køres tør inden den sættes i vinterhi. Ellers risikerer du et tur om mekanikeren til foråret. Det er noget med vandfordampning og deraf følgende vand i karburatoren, forklarede mekanikeren mig.
    mvh Lone

    • Mette

      Hmmm, min mekaniker siger det diametralt modsatte. Jeg spurgte sidste år og han sagde den skulle fyldes helt op inden jeg kørte den i pit. Det skal jeg da vist lige have undersøgt nærmere.

      • Lone

        Det er aldrig nemt at have med fagfolk at gøre. De siger aldrig det samme – kun at den anden selvfølgelig er et fjols til sit arbejde 🙂

        • Mette

          Og Google giver heller ingen klarhed… her kan man nemlig finde begge råd. Det er ikke nemt. Men sidste år fyldte jeg den helt og den startede uden problemer i foråret, så jeg tror bare jeg lader den stå.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *