Et stykke henne af min gade ligger et hus. Et forsømt gammel hus med en have, som tilsyneladende har taget magten fra beboerne… i hvert fald har jeg ikke set nogen derude i den tid jeg har boet i Hals og det vil sige at ukrudt, bregner og lupiner vokser vildt. Meget vildt.

Der er altid tændt lys og når jeg går forbi i de meget tidlige morgentimer kan jeg se, at også fjernsynet flimre derinde.

Jeg har en enkelt gang set en ældre kvinde i rosa slåbrok udenfor ellers er der ikke meget tegn på liv. På spisebordet står en pakke Ota Solgryn og den har stået der lige så længe, som haven har ligget brak. En morgen kunne jeg se bevægelse derinde… det var en mager yngre mand med hår og skæg lige så vildt som haven. Han hoppede op og ned i noget, der mindede om en euforisk rus.

Jeg tænker sådan lidt bekymret, om det er mennesker, der har brug for tilsyn eller hjælp eller noget!

For nogle år siden boede der en i et telt nede ved fjorden på Kystvejen i Nørresundby. Vi luftede hunde på det sted og gik forbi hver dag gennem længere tid. Vi var på et tidspunkt henne ved teltet og spørge om alt var ok og fik et bekræftende svar, men da vi så gik dernede i snevejr og der fortsat var en beboer bag teltdugen, endte jeg altså med at kontakte politiet. Ikke fordi jeg tror der var noget kriminelt i det, men jeg havde det skidt… jeg mener, det kunne jo være et menneske i nød og jeg tænkte, at politiet var de rette til at henvende sig til manden.

Jeg har det lidt på samme måde her… har vel set for mange tragiske historier i tv om psykisk syge mennesker, der lever et usselt liv i deres eget skidt og som det offentlige ’tilsyneladende’ ikke kender til.

Men hvor langt kan man tillade sig at gå?

Er det utidig indblanding i andre menneskers liv?

Eller skal man netop blande sig?