DMI truer med skybrud i eftermiddag, men lige nu er der ikke noget, der forstyrrer min mandagsfridag på terrassen. Naboerne er taget på job og stilheden brydes kun af en langt væk, der bruger formiddagen på at slå græs.

Jeg stornyder min ugentlige fridag, men er også meget bevidst om, at fridage kun er noget ved, hvis man har noget at holde fri fra.

Uroen er igen begyndt at ulme på jobbet og en samtale med en tidligere chef gav ikke ligefrem grund til optimisme. Bekymringer ændrer ikke på udfaldet, men de sidste års konstante uro har alligevel været som at befinde sig i et konstant vakuum med en evig uvished lurende i baghovedet.

I dag gider jeg ikke tænke på det. Solen skinner (endnu) og om et par uger er det sommerferie.

Viking Star har allerede været forbi Hals et par gange i år, men det har næppe passeret Hals på en smukkere aften end i aftes.

Der var ikke mange krusninger på fjorden, så det var et ret betagende syn da det store krydstogtskib stille sejlede ud i natten gennem den smalle passage mellem Hals og Egense.

Det kommer igen flere gange de næste måneder, så det var: på gensyn!

Ugen har i det hele taget været fyldt med afsked og er der noget, jeg er dårlig til, er det at sige farvel.

Jeg er sikkert pisse dårlig til mange andre ting også, men at sige farvel, er jeg exceptionel dårlig til.

I ugen har det været flere kolleger, som er rejst af den ene eller den anden årsag.

Den ene er en mand, jeg har arbejdet sammen med så længe jeg kan huske… vores skriveborde stod i en lang årrække lige overfor hinanden og vi har været gennem mange ting sammen. Både privat og fagligt. Jeg plejer at sige, at han er den mand, der – udover min far – har holdt mig ud længst 🙂

Nu rejser han og selvom vi ikke mister forbindelsen, så er det alligevel underligt, at han ikke længere skal være en del af min hverdag.

‘Min’ studentermedhjælper sagde farvel i onsdags. Hun blev færdig med sin uddannelse og skulle naturligvis videre ud i livet.

Min tidligere chef – ham der ansatte mig i mit nuværende job – er blevet forflyttet…

Skal vi ikke sige, at i næste uge er der ingen, der siger farvel!?!

Det har ulmet længe. Rygter har der været mange af og i går blev vi så indkaldt til møde med ganske kort varsel.

Elleve kolleger plus en chef er ‘solgt’ fra til en anden afdeling pr. første juli og efterlader en lang række halvfærdige projekter, som vi der er tilbage, nu skal forsøge at lande sikkert.

Det er ikke kolleger jeg har tæt på, men chefen var ham der i sin tid gav mig det job, jeg sidder i nu. En skide rar og særdeles kompetent fyr, som nu skal erstattes af (endnu) en leder uden kendskab til firmaet og forretningen.

Vi forstår ingenting, men der er ingen, der spørger os.

Det meste af onsdagen er brugt på at lande og fordøje tirsdagens udmelding. Snakke på tværs af landet og forsøge at samle op på alle de opgaver, der nu skal fordeles andre steder.

På positiv siden er ‘spændingen’ nu udløst, der skete ingen fyringer, som følge af organisationsjusteringen og vi kan forhåbentlig holde sommerferie uden mere uro.

Heldigvis kan jeg tage hjem, pakke Lillebror, køre ud og trave langs vandet, sparke til en pind og råbe RØV… og det har jeg benyttet mig af (: