I dag lægges endnu et år til min anciennitet.

Jeg har en kollega – en mand med to børn – som er født samme år, som jeg blev ansat.

Det sætter lissom længden af min ansættelse i perspektiv.

Lige så smuk og stille eftermiddagen var i mandags, lige så mørk, våd og blæsende var den i går.

Jeg holder af at komme ud i al slags vejr, men der er ingen tvivl om, hvad jeg foretrækker.

Arbejdslivet opfører sig lidt på samme måde. Omkring jul var der fredeligt og stille og straks det nye år begyndte sprang alle de besværlige kunder igen frem af hullerne.

Jeg vil ha’… synes at være den mest almindelige indgangsreplik i min lille it-biks. Og sjovt nok er det aldrig det firmaet har valgt som standard udstyr, de vil ha’. Det ligger så på mit bord, at få dem forventningsafstemte og det er ikke altid nogen taknemmelig opgave. Indimellem sker det, at nogen flegner helt ud… som om det er mig, der har lavet reglerne.

Nåmen der er også dem, der går ud af butikken med et smil og et ‘tak for god og hurtig service’ og så kan det heldigvis sagtens opveje de træls oplevelser.

Og selvom jeg aldrig ville indrømme det, så ved I sikkert godt hvilken type kunde, der fremover får den gode service og hvem der ryger i ‘den sorte bog’ 🙂

Det er det underligste antiklimaks. Jeg var så sikker på, at mit job var i spil og skulle flyttes til Polen. Der var opstillet tre kriterier for stillinger, der kunne/skulle flyttes – mit opfylder dem alle. Hvordan kunne jeg tro andet?

Det har kværnet rundt i hovedet i en måned. Vi har stort set ikke talt om andet på jobbet. Jeg har lavet cv, søgt job, frygtet dagen, men også drømt om noget andet og nyt .. og så bare .. ingenting!

Jeg er ikke ked af, at jeg ikke har mistet mit job – naturligvis er jeg ikke det – men følelsen er alligevel tom… hvis det overhovedet giver mening.

• • •

Vi lukkede tidligt i dag. Kort efter et fælles orienteringmøde. Alle mand var matte og ingen evnede ikke at samle sig om arbejdet.

Jeg har brug for en lidt længere pause og satser på ok til en forlænget weekend med mulighed for at komme væk og tænke på noget helt andet.

Jeg trænger i den grad!

Hverdagene trækker tænder ud i en grad jeg ikke har oplevet længe… hvis jeg satte mig i sofaen, når jeg kommer hjem fra job, ville jeg gå i koma på stedet.

Så det gør jeg ikke.

I stedet trækker jeg i hundelufter tøjet og smider Lillebror i bilen.

Mit lille hus er svært at holde køligt, når temperaturen er så høj, som den vi oplever i disse dage. Tagvinduerne samt et par vinduer nedenunder står åbne, men på dage næsten uden vind hænger lummervarmen i huset hele dagen… at have muligheden for en svalende svømmetur og gå med bare fødder i vandkanten er helt vidunderligt. Samtidig er det ganske befriende at synke ned i sandet, mærke solen på næsen og bare være tilstede. Lade alle tanker om jobbet bag sig.

Vi befinder os midt i det vakuum, der ligger før en fyringsrunde, hvor det kan være svært at tænke på og tale om andet. En af mine kolleger har været nødt til at lave en aftale med sin familie, at de kun må snakke om det 10 minutter om dagen ellers bliver det for meget.

Selv har jeg en nær ven, der lægger øre til. Alt det jeg har behov for. Han har en anderledes holdning til en evt. fyring og på en eller anden måde, er det lykkedes ham, at få det vendt til, at det måske slet ikke er det værste, der kunne ske.

Jeg bliver ked af det og berørt, hvis det sker… selvfølgelig gør jeg det… men jeg tænker også, at det sagtens kunne blive en enorm lettelse at slippe for den konstante uro og usikkerhed vi har oplevet de sidste mange år.

Om 14 dage ved vi besked.

Det første han sagde, da han satte sig ind i bilen søndag morgen var, “jeg håber, at du er en af dem, der bliver fyret“. Uden den rette kontekst kan det lyde som noget temmelig bizart at ønske, men jeg var selvfølgelig helt med på, hvad han mente (:

Det er en virkeligvirkelig mærkelig tid på jobbet og der bliver truffet nogle meget underlige beslutninger, som får os til at sidde undrende tilbage. Jeg ville gerne gå i detaljer, men jeg tænker det er klogest ikke at gøre det. Lige nu. Lige her.

Min passager blev smidt af på jobbet i skoven, mens Lillebror og jeg fortsatte turen til Store Økssø. Det mindede mest af alt om en efterårsmorgen med blæst og regn og visne blade. Trods det ringe vejr, var vi ikke alene, men måtte dele stedet med cyklister, løbere, hundeluftere og nøgenbadere.

Der var så dejligt, og der kunne jeg slippe noget af alt det, som uafladeligt kræver opmærksomhed indeni.

Om tre uger er det overstået. På den ene eller den anden måde.

Det er dagen efter mandagen, hvor det blev bekendtgjort, at 25% af mit forretningsområdes stillinger skal på polske hænder.

Det kommer sikkert ikke bag på nogen, hvor demotiverende for arbejdslysten sådan en udmelding er. Selv min skrivebordsmakker, som er noget af en pedant, skred tidligt hjem i dag… bare fordi!

Jeg har lavet en del opgaver, men uden det store engagement og bunken var større da jeg gik hjem end da jeg kom.

Det er ikke sådan, at jeg skal øffe om det her hver eneste dag den næste måned, men lige nu fylder det en del, både i hovedet og i samtalerne på kontoret. Og det vil det med garanti gøre igen, når prikkedatoen nærmer sig.

Det er klart den økonomiske konsekvens af en fyring, der fylder. Hvordan får jeg det lige til at hænge sammen med kun en understøttelse? Hvad er satsen? Kan jeg få boligstøtte? Betaler man fuld fagforening, når man er arbejdsløs? Er jeg nødt til at flytte? Kan jeg få et andet job?

Nåmen jeg har 6 måneders opsigelse til at finde ud af det og forhåbentlig er der hjælp at hente hos min fagforening til alt det praktiske.