• Kollegahygge

    Efter dagens afdelingsmøde blev vi fragtet i bus ind til en temmelig anonym adresse København.

    Mystery Makers stod der på døren.

    Kl. præcis 15 kom en engelsk talende mand ud og tog imod os. Det første han spurgte om var, om nogen havde behov for at tisse af før seancen begyndte. Det var vi så et par stykker, der gerne ville. Vi anede jo ikke, hvad der ventede os.

    Vi blev ledt ind i et mørkt rum og delt op i to hold. Hold 1 som jeg tilhørte blev låst inde i et helt identisk rum ved siden af.


    Begge hold fik nu præcis en time til at løse en række gåder/mysterier i rummet som til slut ville give os adgang til den nøgle, som kunne låse os ud igen – selvfølgelig i konkurrence med holdet i det andet rum. Kørte vi fast fik vi mystiske ledetråde, som hjalp os lidt på vej, hvis vi tænkte os om.

    Jeg vil ikke røbe så meget, men kun sige, at det var skide sjovt og udfordrende for både hovedet og samarbejdsevnerne.

    Behøver jeg at nævne, at hold 1 vandt – 5 minutter inden timeglasset randt ud. Vi har håneretten det næste lange stykke tid 🙂

    Bagefter stod den på Tivoli og julefrokost i Grøften.

    Helt igennem herlig dag med verdens bedste kolleger!

  • Det må gå som det går

    Jeg vågner tit om natten i øjeblikket. Så ligger jeg og lytter, og forsøger at fornemme på nattens lyde, hvad klokken er. Om det kan betale sig at vende sig om på den anden side eller om vækkeuret ringer lige om lidt.

    I Hals er der stille om natten. Helt stille. Den første trafik begynder omtrent på det tidspunkt, hvor jeg står op.

    Der er mange ting, der fylder og generer – både privat og på jobbet – og det følger med ind i natten og forstyrrer søvnen.

    På reolen bag min plads på kontoret har jeg et kort hvorpå der står: “worring will never change the outcome“.

    Det har jeg båret med mig og det har været mit mantra gennem de sidste års fyringsrunder.

    Jeg forsøger ihærdigt at leve op til det, at tænke på noget andet. Bekymringer er alligevel blot tanker om, hvad der KAN ske… og kan ikke bruges til noget som helst konstruktivt.

    I næste uge forsvinder 40 jobs til Polen. Hvis det ikke bliver mig, så bliver det kolleger og venner, der mister deres arbejde.

    Jeg kan ikke gøre noget.

    Det er ude af mine hænder.

    Det må gå som det går.

  • En hektisk torsdag

    Jeg er tilbage bag rattet i egen bil. Nærmest ny bil. Den er nyvasket, støvsuget og poleret. Det er altså god service på det Toyota værksted.

    Der er blevet udbedret skader for kr. 9200, hvilket er en del taget i betragtning, at skadevolderen ikke mente, at der var sket noget og at det derfor ikke var nødvendigt at give sig til kende med en lille seddel med kontaktoplysninger!?!

    Heldigvis lykkedes det ved hjælp af vidner at finde frem til manden. Han har vedkendt sig forseelsen og jeg slipper derfor uden at tage tegnebogen op af lommen.

    Panikken var ellers ved at melde sig i går. Kort efter at der var blevet ringet fra Toyota ringede også min søster. Min far havde mistet sin kørestol (laaang historie) og om jeg havde mulighed for at hente en ny i Aalborg øst på vejen hjem. Uden egen bil, med en tid ved fysioterapeuten og en teambuilding, der startede kl. 15 havde jeg lidt svært ved at overskue flere ting.

    Heldigvis lykkedes det hende, at få en hjælpsom nabo til at tage turen og jeg kunne undgå at aflyse både det ene eller det andet.

    Jeg tilbragte den hyggeligste eftermiddag og aften i selskab med kolleger og chefen. Vejret var med os. Så der var øl og snacks i solen og kongespil i haven. Grillen var tændt og vi lavede mad sammen og fik snakket både fagligt og mere uformelt.

    Da jeg kørte hjem var det med et smil på læben og glæde over at være omgivet af de mennesker til daglig.

  • Itsi bitsi

    Et tydeligt tegn på at efteråret er vej er mængden af edderkopper både inde og ude. Den fine lille fætter herover har spundet sit spind lige udenfor min havedør.

    Overgangen rent vejrmæssigt er i år knap mærkbar.

    For en som ikke trives i varmen, har det været en ganske okay sommer, men er man til sol og strand forstår jeg godt af mundvigene hænger en smule surt nedad.

    I morgen står den på en slags teambuilding og grillaften i Aabybro. Vi drømte vist lidt om en lun sensommeraften tror jeg, men jeg tænker, at den drøm – ligesom så mange andre – er skudt i sænk.

    Det forhindrer ikke, at mit bidrag er en sommerdessert – nemlig en Pavlova med friske jordbær.

    Bunden er i ovnen nu, jordbærrene står klar i køleskabet og cremen tænker jeg, at det er ok at lave i morgen tidlig og så medbringe det hele som et samlesæt, der kan lægges sammen på stedet.

  • Sommerfugle… også i maven

    I hver side af min have tæt på huset står en hvid sommerfuglebusk. Jeg er hvert år slemt dupertet over dens enorme tiltrækningkraft. Der er et leben af den anden verden af forskellige insekter, men selvfølgelig hovedsagelig sommerfugle.

    .
    Det ulmer igen på jobbet. Lidt. En større organisationsændring træder i kraft 1. september og det er altid bekymrende uagtet at det bliver kommunikeret ud, at der ikke af den grund sker personaleændringer. Det har vi hørt før.

    Når det ulmer begynder man, at tænke over fremtiden. Jeg har ikke nogen uddannelse at falde tilbage på og jeg har min alder imod mig. Men det ser ham filosoffen ikke som nogen hindring. Han går selv på universitetet trods det, at han er 50+ og dermed et glimrende eksempel på, at det aldrig er for sent. Lynhurtigt lavede han et fint lille regnestykke som viste, at det godt kan lade sig gøre.

    Skeptikerne vil helt sikkert indvende, at det (igen qua min alder) bliver svært efterfølgende, at få et job… men det er så heller ikke målet. Det er at hygge mig med og dygtiggøre mig i noget, jeg rigtig godt kan li’.

    Jeg elsker hans evne til altid at se muligheder frem for begrænsninger. Og så er det jo herligt at lade drømmene løbe lidt løbsk (:

  • Sensommer fredag

    Første arbejdsuge efter sommerferien kom og gik.

    Mine kolleger havde holdt det værste skidt fra døren og midt på ugen havde jeg ryddet de små sedler og de lange lister af vejen, som lå på mit bord. Der er systemer de andre ikke har adgang til, men det skal kunderne ikke vente på, så det ønskede udstyr er udleveret og så fikser jeg det praktiske på bagkant.

    Urørte lå kun de sager, hvor min rutine og erfaring er nødvendig for at visitere rigtigt. Skruen er strammet økonomisk og det er nødvendigt at kunne vurdere om noget er need-to-have eller nice-to-have. En slags omvendt sælgerjob, som jeg skal hilse og sige kan være lige så vanskeligt at håndtere (:


    Weekenden vinker forude og ligger åben og blank lige til at putte i hvad jeg allerbedst kan li’: en weekendgæst, en koncert i byen, noget god mad, en fototur ud i det blå… jeg er klar til det hele!

    G O D  F R E D A G

  • En forårsdag i helvede

    Overskriften refererer til dagens cykelløb Paris-Roubaix og ikke til søndagen. Den har nemlig været helt fin med sol på kinderne og strandtur ved Borgmestermolen.

    Poden kom forbi med en masse vasketøj og et par raske arme, som kunne hjælpe med at klare de ting, som jeg, med min ene vatarm, ikke kan klare.

    Jeg bryder mandagsfridagsrækken og møder ind på jobbet i morgen. Ugen er i forvejen kort og de tre dage, hvor rigtig rigtig mange holder fri, er en god anledning til, at få ryddet op i de bunker, som har været forsømt længe.

    Også blandt mine egne kolleger er der ferie og jeg forventer, at det bliver stille dage, hvor det måske er muligt at holde lidt tidligere fri og sænke skuldrene i en ellers rygende travl hverdag.

    Det er en underlig tid. På onsdag skal vi sige farvel til en kollega og igen i slutningen af måneden. Begge har søgt nye udfordringer. Når vi kommer til udgangen af året vil vi være 3½ tilbage i afdelingen. Vi var 10 da jeg startede for 5 år siden!

    Jeg har det stramt med farvel. Undgår det helst, selvom om det af og til er nødvendigt… både på grund af omstændigheder jeg intet kan gøre ved, men også indimellem til nogen/noget som ikke længere gør mig godt.

  • Vedholdenhed er jo også en kvalitet

    I dag lægges endnu et år til min anciennitet.

    Jeg har en kollega – en mand med to børn – som er født samme år, som jeg blev ansat.

    Det sætter lissom længden af min ansættelse i perspektiv.

  • Jeg skal passe på mig selv

    Status på skulderen efter en alt for travl dag foran pc’en er ikke skide god. Jeg har ondt og jeg er alvorligt bange for, at det er selvforskyldt.

    Jeg tænker, at jeg er nødt til at tage en snak med min chef og bede ham om at finde en, der kan aflaste mig en smule. Alternativt kunne det ende i en sygemelding og det er der helt sikkert ingen, der vinder ved.

    Efter en herlig tur ved stranden med ro til både hoved og krop, har jeg rullet mig sammen på sofaen med varmepuden hængende på skulderen… og så kører jeg mindre hårdt på i morgen uagtet at det ikke flytter en skid i bunken.

    Så lærte jeg også noget af det!