• Er det allerede fredag

    Ugen er lige straks omme – det skete nærmest som et knips i fingrene.

    Den har været travl.

    På jobbet vil opgaverne ingen ende tage. Det er spændende, udfordrende og trættende på samme tid. Når jeg slukker pc’en for at holde fri, summer hovedet og det er skønt at pakke hundene og køre i skoven eller til stranden.

    Hjemme kæmper jeg med min norske genser, hvis bærestykke ikke helt vil, som jeg vil. Der er borter, som er strikket i ribmønster – skiftevis en omgang ret og en omgang rib – det dur bare ikke at tage masker ind i sådan et rib stykke.

    Det blev grimt og jeg måtte trævle 20 cm op. Selvom jeg første tænkte, at det kunne jeg nok leve med… men nej, det ville jeg aldrig blive tilfreds med. Så improviserede jeg – og har også trævlet den del op!

    Jeg kæmper videre og skal nok få det til at lykkes!

    Det er Rauma garn præcis som for 34-35 år siden – det er ren nostalgi.

    I ugen har jeg undret mig over

    1. I episoden 21 af Rejseholdet har Johnny og Fischer hentet takeaway, da der sker noget, så de er nødt til at smide maden fra sig og løbe… eller det vil sige emballagen, for hvor maden blev af i de 5-6 flamingokasser melder historien ikke noget om, men de er i hvert fald tomme da de rammer jorden!?!
    2. Verisure og Spil-Nu tv-reklamerne vinder præmien for tidens mest fordummende reklamer!
    3. Antivaxxere? Hvis man ikke vil vaccineres… så lad da være, men nu har vi så hørt det!!!
    4. Kommer vi til Amsterdam i år?
  • Fredags farvel og polske pudsigheder

    Vi har aldrig mødt hinanden, men de sidste par år har vi talt i telefon mindst et par gange om dagen, både fagligt og privat. Vi har haft et fantastisk samarbejde og været hinandens livliner i hver vores virksomhed. Dagens samtale bliver den sidste. Hun skal videre ud i verden. Jeg bliver, hvor jeg er… jeg render jo ikke sådan bare fra min plads (40 år… så ved man et og andet ;-)).

    Jeg havde sendt hende blomster med et ønske om alt det bedste og vi blev begge lidt rørstrømske da hun ringede og sagde tak. Vores allersidste samtale. I hvert fald i det her regi. Man ved jo aldrig om vi støder på hinanden igen.

    Fredag bød også på en times introduktion til “The Polish way of working”. Vi har en polsk kollega – dansk talende, dansk gift, dansk uddannet, men nu igen bosat i Polen og den helt rigtige til at introducere os til polsk arbejdskultur. Det gav en del AHA oplevelser.

    Kort efter introduktionen havde jeg et ugentligt møde med netop Polen. En polsk leder og en ditto medarbejder. De var begge på med webcam, men man skulle se godt efter om der virkelig var livebillederne af medarbejderen. Kun øjnenes blinken afslørede, at der var liv.

    Vi have så lige hørt, at hierakiet i Polen forhindrer medarbejderen i at åbne munden når en overordnet er til stede. På disse møder oplever jeg også, at den polske leder ikke henvender sig til mig, men til min leder og det er der så en grund til.

    En af de spøjse ting jeg har bidt mærke i er deres profilbilleder på Skype og Teams. Billederne er top stylede med det resultat, at når man ser dem på webcam kan det være svært at tro, at der er tale om samme person.

  • Jeg samler på mærkelige mærkedage

    Kl. 13:44 i dag havde jeg en af de mere kuriøse mærker i min kalender.

    Det var på det tidspunkt præcis 10 år siden på minuttet, at min tidligere chef ringede og fortalte, at jeg var valgt til jobbet som teknisk konsulent.

    Jeg kan huske, at jeg stod nede på Vodskovvej og tog mod opkaldet. Bagefter dansede jeg en lille glædesdans.

    Jeg blev beskyldt for meget i den forbindelse. Blandt andet af en tidligere kollega, som efterfølgende på skrift (til firmaets ledelse) har udtrykt sit mishag, at jeg ikke var kvalificeret til det job og kun fik det fordi chefen var ‘vild med mig’, som han formulerede det. Faktum er, at jeg er der endnu. Det er han ikke.

  • En vigtig dato

    31.07.20 er en vigtig dato for mig.

    Har du fulgt med herinde ved du, at jeg ikke altid føler mig lige sikker i mit job, men da jeg gik hjem i dag nåede jeg første delmål: at nå mit 40 års jubilæum.

    Det falder den 16. februar 2021 og da man også har jubilæum selvom man skulle befinde sig i en opsigelsesperiode, så er jeg nu ovre den hurdel.

    Det var bestemt ikke et jubilæum, jeg havde regnet med at nå da jeg som 18 årig trådte ind i firmaet første gang, men med så stort et hus har der været rig lejlighed til at udvikle sig.

    Teknisk konsulent er den sidste i en lang række af stillingsbetegnelser. Det er meget forskellige jobs jeg har haft i de år, og en uendelig række af kolleger og ledere har sat deres aftryk i mit liv.

    Jubilæet skal ikke fejres i firmaet som mit 25 års jubilæum blev det. Dengang var kantinen fyldt til min reception, men også her er sket en kedelig udvikling og det er blevet en tam affære.

    I stedet planlægger jeg, at invitere de mennesker, der har haft betydning for mig i mit arbejdsliv – både kolleger og ledere – til en privat reception.

    For fejres skal det squ – og så er det oven i købet sådan, at 40 års jubilarer bliver indstillet til fortjenstmedaljen, så når mit arbejdsliv en gang er slut skal jeg også en tur på Amalienborg.

    Jow jow.

  • Vi har vundet i lokale lotteriet

    Det er nu 3 uger siden vi flyttede i nyt kontor og vi kan høre på kunder, der kommer ind at misundelsen er stor. Vi er helt klar over, at vi har vundet i lokale lotteriet og nyder det hver eneste dag.

    Andre steder i huset sidder man som sild i en tønde og mange steder er man generet af støj fra kolleger, der taler for højt i telefon, går snakkende gennem kontoret eller råber på tværs af lokalet.

    Vi er tre. Her er stille bortset fra lyden fra radioen, der kører på vores store tv. Vi har eget *tekøkken. Mødelokale med køleskab og plads til, at vi kan sidde og drikke fælles morgenkaffe.

    Det er det gamle smedeværksted og for en måned siden kunne det være svært at se, at det kunne blive et kontor, som det ville være rart at opholde sig i. Det blev malet, lagt tæppe på gulvet og monteret plisségardiner og nyt loftlys. Vi har kunst på væggene og de kunstige planter som jeg gemte da vi ryddede min fars lejlighed pryder vinduerne.

    Det er blevet mega godt, som min chef ville sige, og for en gangs skyld vil jeg give ham ret.

    * Hvorfor hedder det mon et tekøkken. Vi laver altid kun kaffe.

  • Mandagmorgen

    I halvanden time fra morgenstunden havde jeg ingen netværksforbindelse og var derfor fuldstændig afskåret fra at lave noget som helst.

    Jeg var ramt af 802-1.exe – hvad hulan den så gør andet end at lave ulykker.

    Den ramte i spredt fægtning rundt omkring i firmaet og først da min maskine blev whitelistet var der hul igennem og jeg kunne fortsætte arbejdsdagen.

    Man kan også lukke så mange sikkerhedshuller, at man lukker dem ude som faktisk har et lovligt ærinde.

    Det var også i dag vi gik live med ServiceNow – vores nye ITSM system. Vores lille afdeling har dispensation til fortsat at lave ting i vores gamle værktøj. Ting som slet ikke er klar i det nye, så for mit vedkommende er overgangen gået gnidningsløst.

    Bortset altså fra 802-1.exe!

  • Fra glæde til frustration

    Midt i glæden over og forventningen til en mulig familieforøgelse i starten af 2020 tog vi en rutchetur da vi til morgen fik oplyst at vores chef har fået nyt job og at afdelingen ved udgangen af måneden splittes op.

    Jeg bliver så træt.

    Nå, men jeg napper da bare den 7. chef på ca. samme antal år og håber ikke han også skal ind og kaste alt op i luften så vi efterfølgende får travlt med at samle stumperne.

  • December hygge

    Tirsdag blev en meget lang dag. Den begyndte i Hals kl. 06:00 og sluttede sammen sted kl. 22:30

    Det blev også en meget hyggelig dag med kolleger fra hele landet. Kolleger vi taler med hver dag, men sjældent ser.

    Vi bliver færre og færre. Sidste år var vi 12. I år var vi 10. Er vi fortsat ansat i 2019 vil antallet yderligere være faldet.

    Vi havde igen bestilt et af de her escape rooms. Vi synes vi ville give taberholdet revanche.

    Vi var fanget i en gal mands kælder og havde 60 minutter til at slippe ud inden han vendte tilbage. Det er super sjovt og udfordrende. Og vi vandt IGEN. Det andet hold var ikke tæt på at slippe ud, mens vi drejede nøgle præcis da tiden løb ud. Vi har hånerettet endnu et år 😉

    Det var langtfra så gennemført, som det rum vi var i sidst – så planlægger du sådan et event kan jeg anbefale Mystery Makers.

    Vi gik derfra over Slotspladsen. Margrethe var hjemme, men hun tog ikke imod, så vi fortsatte ned af strøget og endte i Tivoli, hvor vi havde godt en time inden vi skulle mødes på Grøften til juleafslutning.

    Det blev med højt humør og øl og snaps. Nogen mere end andre 🙂

  • Allerede weekend

    Fredag blev ugens eneste arbejdsdag – og den foregik ‘under cover’. Helt bevist viste min kalender, at jeg havde fri og det gjorde det muligt at få ryddet op i bunkerne efter ferien. Min ene kollega havde gjort en rigtig god indsats for at holde mængden af opgaver nede, så det var rimeligt overskueligt.

    Jeg fik besøg af chefen som orienterede om ‘den ballade de havde lavet mens jeg var væk‘, som han udtrykte det! Det var ikke kun i vores afdeling der var sket fyringer. Hvor mange der blev fyret på landsplan er jeg ikke klar over, men i Aalborg alene var det 25 mand man sagde farvel til. I vores forretningsområde var det Odense og Aarhus, der blev ramt.

    Inden jeg mødte på job havde jeg været omkring en god ven med varer hjembragt fra grænsen. Udover det bestilte havde jeg lavet en adventskalender til ham. Jeg var helt uforberedt på, at han blev rørt da han fik den overbragt. Han havde aldrig før fået en pakkekalender – heller ikke som barn. Så blev jeg også rørt … og så stod vi der.

    Han fik et ekstra kram.

  • ØV dage

    Jeg holder ferie, men det har ikke forhindret, at dårlige nyheder fra jobbet har nået mig. I sidste uge fyrede man vores mand i Aarhus og i går kom turen så til  mine kolleger på Odense lokationen.

    Seks stk.!!!

    Jeg er fuldstændig målløs og føler mig lidt hægtet af selvom jeg har ringet til min makker et par gange og er blevet opdateret. Det forlyder, at Aalborg går fri denne gang, men det er gode og nære kolleger, der er sparet væk og jeg tænker, at det kun er et spørgsmål om tid før vi i Aalborg også bliver overflødige, outsourcet til Polen eller overtaget af eksterne…

    Behøver jeg at sige, at det har lagt en dæmper mit gode feriehumør!?!