Fredags farvel og polske pudsigheder

Vi har aldrig mødt hinanden, men de sidste par år har vi talt i telefon mindst et par gange om dagen, både fagligt og privat. Vi har haft et fantastisk samarbejde og været hinandens livliner i hver vores virksomhed. Dagens samtale bliver den sidste. Hun skal videre ud i verden. Jeg bliver, hvor jeg er… jeg render jo ikke sådan bare fra min plads (40 år… så ved man et og andet ;-)).

Jeg havde sendt hende blomster med et ønske om alt det bedste og vi blev begge lidt rørstrømske da hun ringede og sagde tak. Vores allersidste samtale. I hvert fald i det her regi. Man ved jo aldrig om vi støder på hinanden igen.

…

Fredag bød også på en times introduktion til “The Polish way of working”. Vi har en polsk kollega – dansk talende, dansk gift, dansk uddannet, men nu igen bosat i Polen og den helt rigtige til at introducere os til polsk arbejdskultur. Det gav en del AHA oplevelser.

Kort efter introduktionen havde jeg et ugentligt møde med netop Polen. En polsk leder og en ditto medarbejder. De var begge på med webcam, men man skulle se godt efter om der virkelig var livebillederne af medarbejderen. Kun øjnenes blinken afslørede, at der var liv.

Vi have så lige hørt, at hierakiet i Polen forhindrer medarbejderen i at åbne munden når en overordnet er til stede. På disse møder oplever jeg også, at den polske leder ikke henvender sig til mig, men til min leder og det er der så en grund til.

En af de spøjse ting jeg har bidt mærke i er deres profilbilleder på Skype og Teams. Billederne er top stylede med det resultat, at når man ser dem på webcam kan det være svært at tro, at der er tale om samme person.