-
Glæde til højre
Nu bringer jeg dig lige tilbage til din barndom. Du hører radio – vejrudsigt og til slut kommer fiskerimeldingerne “og der er stormvarsel for Humber og Thames og farvandet vest for Hebriderne” og måske også et eller andet ved Doggerbanke…
Sådan begyndte en samtale for nogle aftener siden.
Jeg er heldig, at kende et menneske, som øser ud af det hjertet er fuld af og hvis entusiasme i den grad er smittende. Min verden beriges og mine øjne åbnes for ting, jeg ikke har set før. Jeg elsker det.
Bulbjerg er en 47 meter høj kalkstens klippe og resterne af en stor ø som i stenalderen ragede op over havet. Det er Danmarks eneste fuglefjeld. På de stejle skrænter yngler hvert år flere hundrede par Rider.
Bulbjerg er også omtalt i Allan Olsen’s ‘Seende kærester‘ og det var dén, ovenstående samtale var indledningen til. I dag måtte jeg derud… til Bulbjerget og selv spejde i retning mod Humber og Thames.
Jeg var i nærheden i torsdags da jeg kørte ad dødsruten mod Fjerritslev. Jeg vidste bare ikke, at der var mere at komme efter på den egn.
Der var masser at komme efter: en landsby, der simpelthen hedder ‘Glæde’, en klippe med indgraverede hjerter og navne fra alle de seende kærester, der har besøgt stedet, fuglefjeldet, smukke rullesten og en udsigt, der havde været i verdensklasse, hvis ikke det var fordi at lørdagens vejr ikke var med os. Gråt og vådt var det – ellers skulle man kunne se både Hanstholm og Rubjerg Knude fra toppen.
Jeg gir’ dig min kikkert – dig der er bedst til at se
jeg piller æg og lægger mig ned
og jeg ser dig spejde i retning af Humber og Thames. -
Sommerish
Solskin, morgen i bløde bukser, hyggelig småsnak på messenger, kaffe, fotografering i højbedet, ferie, strandtur, pulled pork og coleslaw, TV2 koncert på havnen i aften, festfyrværkeri…
– det er da okay for den første feriemandag, hvis du spørger mig!
-
Regnvejrslørdag
Klokken 6:45 faldt de første dråber på tagvinduet over min seng. Jeg lå og blæste lidt bobler under dynen og havde akkurat nået at glædet mig over, at jeg vist godt kunne nå en morgentur med Lillebror i tørvejr.
Det kunne jeg så ikke!
Det bliver heldagsregn. Siger de. Jeg tror på dem. Det er nødvendigt at tænde lys. Hvornår har en sommermorgen nogensinde været til stearinlyshygge? Hrmpff.
Skal vi ikke sige, at de næste dages regn og blæst så bliver det sidste inden efteråret, og når min ferie starter på torsdag, kommer den sommer alle sukker efter?
Nåmen man kan vel lige så godt få noget godt ud af det. Jeg tænker formiddagen skal fyldes med alle de praktiske ting, som ikke fikser sig selv, så jeg bagefter med god samvittighed, kan sætte mig i sofaen og se den sidste etape i Touren.
Måske skal jeg prøve at lave min første Pavola til kaffen.
Og så er der nu en dag mindre til sommerferie (-:
-
Find en hund..
Sådan en sommeruge med mandagsfri stryger jo af sted. Det er allerede fredag, lang weekend igen og præcis 7 arbejdsdage til, at jeg for alvor holder sommerferie.
Der er stille på jobbet. Helt vildt stille faktisk. Der bliver ryddet op i bunker som jeg aldrig havde troet, at jeg ville nå til. Der er helt sikkert kunder, der er ikke opfatter det som noget positivt… en af bunkerne er nemlig, at få indkrævet udstyr fra forlængst fratrådte medarbejdere, hvilket kan være særdeles vanskeligt.
I dag skriver jeg med den hvasse pen og mon ikke, at det tvinger nogen ud af busken!
Der begynder, at komme planer i kalenderen, som skal fylde de 17 dage, som udgør min sommerferie. Eller fylde og fylde. Helst ikke, jo. Det er ferie – og der skal være rigelig med albuerum til at gøre præcis, hvad der falder mig ind, når jeg står op om morgenen.
Det eneste, der er helt sikkert er at kratluskeren herover er omfattet af planerne. Vi skal på ekspeditioner rundt i verden omkring os… måske skal der udforskes flere bygmarker, vi skal bade, gå med bare tæer i sandet, se på smukke gamle sejlskibe, til koncert, bryllup og fødselsdag, besøge nye landsdele, sove under åben himmel…
Det er lige om lidt.
-
Ferie drømme
Jeg er ret godt tilfreds med, at min ferie fortsat ligger et stykke ude i fremtiden… selvfølgelig i håb om, at vejret bliver mere stabilt inden. Regnen siler ned og der er decideret efterårsagtigt gråt og blæsende udenfor.
Jeg skal holde ferie hjemme og det er unægtelig en bedre ferieoplevelse, når man kan cykle til stranden og køre på ture ud i landet uden at medbringe regntøj.
I lighed med sidste år tænker jeg, at vi skal køre landet tyndt og besøge underlige flækker rundt omkring, vi skal på loppistur og kommer vi i nærheden af Silkeborg skal frokosten helt sikkert indtages hos Anne.
Mens jeg ser Tour de France drømmer jeg mig væk på bilferie til små franske landsbyer… bare sådan køre på må og få, indlogere mig på små fine B&B’s og lade turen være drevet af tilfældigheder.
Jeg gør det nok en dag.
-
Starter du grillen op i aften?
Tropevarme, havbad, Tour start og gæster til spontan grillhygge… lørdag var en sommerdag af allerbedste slags.
-
Vi er her endnu
Sommeren er kommet til byen… det samme er turisterne.
Befolkningstallet i Hals er eksploderet og der er liv både ved stranden, i byen og på havnen.
Vi har selvfølgelig et trumfkort i ærmet og har en strand, hvor turisterne ikke finder ud. Her kan vi både skinny dippe og lade hundene løbe løs uden at genere nogen.
Buddy er en fløs på bare et år, som nok forstår at sætte gang i legen. Han er klejn og hurtig og hvis ikke Lillebror var træt efter turen ud til tvillingefyret, så blev han det efter en times leg.
…
Weekenden er forlænget, Le Tour starter i morgen, solen skinner og stranden er blot 5 minutter væk… whats not to like!
-
Forget shit and move on..
Jeg har haft optur i ugen, der er gået – optur over at over at økonomi, privatsfære og helbred har vist sig fra sin bedste side.
Opturen og glæden er skrøbelig – det ved jeg af bitter erfaring – og det viste sig med al tydelighed i dag, hvor nogen absolut skulle stikke en pind i hjulet og efterlade mig med en kedelig æv fornemmelse.
…
Jeg må i stedet finde glæde i, at den første lange weekend ud af fem venter lige forude og at der er håb om, at sommeren endelig er på vej.
Jeg begynder dog at tvivle på, at der bliver skinny dipping ved Borgmestermolen for mit vedkommende i år.
Midsommer, siger kalenderen… og jeg har fortsat vinterjakke på, når jeg lufter Lillebror tidligt om morgenen!
Selvom de lover sommer fra i næste uge, så når vandet næppe, at få en temperatur hvor det bliver andet end det kolde gys.
J gi’r Hansen-fyraftens-is.. jeg siger, ja tak 🙂
-
En duft af sommer..
To cifrede varmegrader tæt på de tyve. Tør vi tro på, at sommeren venter henne om hjørnet?
Morgenen er anderledes kølig og jeg må med skam melde, at jeg fortsat er iført vinterjakken, når Lillebror og jeg bevæger os ud i den meget tidlige morgen.
Solen har dog så meget magt i løbet af dagen, at højbedene råber på vand, når vi når aften.
Arbejdsdagene er lange og slidsomme.
Når 800 medarbejdere flytter rundt efterlader de en flodbølge af kasseret/brugt/ubrugt it-udstyr efter sig. Jeg er ikke sikker på, at det er min opgave at indsamle, sortere og afregistrere… men jeg gør det, fordi ingen andre gør.
Jeg gør det også for at slippe lidt ud af kontoret. Vi sidder tæt på vores midlertidige kontor og selvom jeg har skabt mig en hyggelig lille lomme, så er de kværnende telefonmøder blandt visse af mine kolleger indimellem så trættende, at jeg har lyst til at løbe skrigende ud…
-
Valore, King og jeg
Gudrun har sendt mig disse billeder fra gårdspladens i Valore, hvor hun og jeg sidder med schæferen King. Jeg ser ud til at være omkring 10-11 år, så de er sikkert fra 72-73, eller deromkring.
Valore ligger lidt syd for Viby Sj. og her tilbragte jeg nogle af min barndoms sommerferier.
Jeg blev sat på toget i Aalborg og min onkel Erik hentede mig knap 7 timer senere på stationen i Roskilde. Den var vist ikke gået i dag. I dag kan/må børn ingenting og jeg tænker, at forældre til unger i den alder sikkert vil pege en anklagende finger af mine forældre og mene, at de har været død uansvarlige. ‘Uansvarligheden’ skulle blive meget værre nogle år senere, men det er en helt anden historie, som jeg også klarede i stiv arm (:
King var en rigtig vagthund. Lænkehund faktisk. Han kom kun ind i huset, hvis nætterne var kolde ellers boede han i deres baggang. Sådan havde man hund på landet dengang. Han var en brugshund og ikke en familiehund og derfor skulle jeg præsenteres af Onkel Erik ellers kunne jeg ikke komme til ham.
Vi blev nu ret hurtigt venner og når de dumme unger henne fra nabogården var efter mig, søgte jeg hen ved siden af King og så var der ingen, der turde komme i nærheden af mig.
Læg i øvrigt mærke til at King er fra tiden før man ødelagde schæferens hofter… han ryg er lige og han går på oprejste bagben!
Det er ved at være mange år siden Onkel Erik døde og Gudrun solgte gården. Det var vemodigt ikke at skulle se stedet igen, men billederne bragte dejlige minder om varme og lange sommerdage med sig og det kan ingen tage fra mig.
