• Kære far

    Hvor det falder mig forholdvist nemt at tale om min mor’s død, er det langt sværere med min fars.

    Jeg har sagt det før: efter han blev ‘skilt’ fra min mor på plejehjemmet levede han et lorteliv.

    Han var ikke nem at omgåes for os pårørende og det er ofte sket, at jeg har haft mere end svært ved at bære over med ham. Hårde ord og irritation blev ofte en del af vores kommunikation og i dag sidder jeg med en rigtig træls følelse af, at have svigtet ham.

    Også systemet svigtede ham. Den somatiske afdeling var som et fængsel. Beboerne sad i dyb ensomhed i hver deres bolig og blev hevet frem på faste tidpunkter, når der blev serveret mad eller kaffe. Ingen initiativer blev taget for at forbedre hans livskvalitet udover hvis det skete efter pres fra os.

    Vreden og tårene ligger forsat lige under overfladen selvom der nu er gået et år.

    Jeg skulle have besøgt ham oftere, men jeg magtede det bare ikke. Jeg gik altid derfra og var rigtig ked af det. Både over hans indlysende mistrivsel og ensomhed, men også over mine egne følelser og utilstrækkelighed.

    I dag er det et år siden, at han sov stille ind i samme ensomhed, som han havde levet den sidste tid. Ingen var forberedt på at døden var nært forestående. Han blev fundet død først på natten den 26. maj.

    Jeg håber af hele mit hjerte, at det har været fredfyldt for ham.

    34+
  • Sol, sand og vand

    Skiltet med hold afstand var en smule malplaceret på den store brede strand. Så langt øjet rakte mod både syd og nord var der måske ti mennesker at spotte – os tre inclusive.

    Hundene var trætte og håbet om et ‘yndigt’ familieportræt med vesterhavet i baggrunden var til stede.

    Trætte eller ej. Familieportrætfotografering evner jeg vist ikke… eller måske skal jeg vælge nogle mere samarbejdsvillige modeller.

    10+
  • Solen er så rød mor

    I dag er det et år siden min mor døde. Og om lidt også et år siden jeg mistede min far.

    Dagen inden hun døde havde jeg hentet min fars radio og satte den ved siden af hendes seng. Håbede, at hun kunne have glæde af at høre lidt musik selvom hun svævede sådan lidt ud og ind af bevisthed. Da jeg satte den op var der noget dansevenlig musik og jeg viste min mor et par moves. Hun så på mig og smilede.

    Det blev vores sidste kontakt.

    Det var en meget meget smuk forårsmorgen og da naturen begyndte at vågne, sov hun lige så stille ind. Min søster og jeg var taget hjem for natten, og min mors store børnebørn sad ved hende hele natten og var dem, der holdt hende i hånden da hun trak vejret for sidste gang.

    Min mor var dement og jeg havde mistet den mor jeg kendte for længe siden. Men for alvor at miste sin mor er alligevel en enorm sorg. Forældre er det fundament vi bygger på og når de er væk er vores livsvidner væk.

    Sorgen er forbundet med en erkendelsen af det uigenkaldelige tab, og sorgen føles dybere og mere påtrængende, som dagene går. Den tomhed der er, hvor et andet menneske engang var, er en tung følelse.

    Sorgbearbejdelsen har været svær. Jeg har (ubevist) lagt låg på den. Mine forældre var jo ældgamle, døden var naturlig og ventet, men sorgen over at miste er der, uanset alder og relation.

    Indimellem befinder jeg mig i en situation, hvor det pludselig overvælder mig. Det kan være en særlig stemning, en scene i en film, en sang… Solen er så rød mor blev spillet på klaveret både før og efter min mors bisættelse og den kan jeg ikke høre uden at få en stor klump i halsen.

    En ting har jeg lært; at sorg tager tid – og at det er okay.

    Jeg har også lært, at min mor har betydet uendelig meget mere end jeg var klar over, da hun var i live, at man ikke kommer sig over sorg og tabet af en person, men at man lærer at leve med det og at man godt kan leve uden sin mor, når det nu ikke kan være anderledes.

    35+
  • Glædelig 1. december

    Det er meget længe siden en strandtur har været af den slags man ikke vil hjem fra. Kold, klar og så stille, at jeg skulle kigge langt ud i horisonten for at se den mindste krusning på vandet.

    Alt var dækket af det fineste lag iskrystaller og landskabet var ret magisk.

    Min mor ville været blevet 87 år i dag. Det er den første fødselsdag, hvor hun ikke skal fejres.

    Til morgen gik jeg forbi kirkegården, tændte et lys og sendte hende et tillykke. Jeg vil ikke bruge ordet savner om dem, men jeg tænker på dem hver eneste dag med glæde og taknemmelighed.

    Jeg drømmer ofte om samtaler med min mor. I drømmene har hun igen et sprog og vi kan igen tale om alle de ting, som jeg længe ikke har kunne dele med hende.

    Når man mister et menneske er der en første gang for det meste og det mærkes selvfølgeligt tydeligst i de situationer, som har betydet noget. Fødselsdag og jul f.eks. I dag var det hendes første fødselsdag, om lidt er det min… og snart er den første jul nogensinde uden mine forældre.

    Følelsen af at have mistet det fundament jeg er bygget af er stadig både tom og tung.

    Tillykke med dagen, mor

    0
  • elsket favnet husket savnet

    Det blev en meget meget fin og stemningsfuld gudstjeneste i Hals Kirke i dag. Med musik og tekster af bla. Janne Mark (Elsket, Favnet, Husket, Savnet), Anne Linnet (Atter en dag) og Halfdan Rasmussen (Gå stille tyst).

    Navnene på alle de, der døde det sidste år – og det var mange – blev læst op og samtidig blev der tændt et lys for hvert enkelt navn.

    Efter gudstjenesten stod graveren klar med blomster og lys til alle til at tage med ud på kirkegården.

    Det er kun min mor der er begravet der. Sømanden valgte at tage på sit evige togt på havet, men han får en varm tanke med, når jeg besøger min mor.

    Jeg gik en tur derop igen da mørket faldt på og det var utroligt fint med alle lysene.

    Gå stille og tyst gennem verden
    Hver drue skal bære sin vin.
    Hver menneskedrøm er en højsang.
    Vær tro mod den drøm, som er din.

    En dag skal du drømme alene.
    Alene blev drømmen et savn.
    Gå nær til den menneskefødte
    og kald dine brødre ved navn.

    Uroligt er menneskets hjerte,
    bestormet af sorg og fortræd
    Gå ind under stjernernes stilhed
    og søg, hvad du selv bærer med.

    Gå stille og tyst som en skumring
    Lad stilheden bære dig frem.
    Hver menneskedrøm er en højsang,
    som leder den vejløse hjem.
    (Halfdan)

    0
  • Allehelgnesdag

    Hvis man har mistet et menneske, der stod en nær i løbet af det forgangne år, er der i kirken tradition for at samles den første søndags i november, hvor de afdøde mindes. Den amerikanske udgave af allehelgen, halloween, er mere kendt for uhyggelig udklædning og børn, der stemmer dørklokker for at få slik.

    På søndag er jeg inviteret til Allehelgenes gudstjeneste i Hals Kirke.

    En invitation, der sendes til alle, der har mistet i løbet af året.

    Jeg er på ingen måde et religiøst menneske, men jeg tænker alligevel, at man kan finde mig på kirkebænken kl. 11 på søndag.

    Der vil blive tændt lys og navnene på de, der er døde i løbet af året vil blive læst op.

    En ceremoni jeg ved, vil berøre mig dybt – religiøs eller ej – og som vil give Allehelgensdag langt mere vægt end den rædselsfulde (undskyld) amerikanske version som er buldret frem.

    Samme dag er det også mine forældres bryllupsdag – de nåede at være gift i 67 år.

    0
  • Hvid røg og en ny regering

    Jeg byder den nye regering velkommen og glæder mig bl.a. over at børnene nu skal ud af Sjælsmark og at man prioriterer miljøet og normeringerne i daginstitutionerne.

    Forhåbentlig glemmer man ikke normeringerne på de mange andre områder, som er skåret lige så hårdt.

    Her tænker jeg først og fremmest på ældreområdet, hvor jeg har meget svært ved at se, at Thyra Frank har tilført området nogen som helst af sine gode erfaringer fra Plejehjemmet Lotte.

    Efter det jeg har oplevet på meget nært hold det sidste halve år kan jeg godt sige, at jeg under ingen omstændigheder skal på plejehjem, hvis jeg kan undgå det.

    Jeg er rigtig ked af det, men føler også en enorm vrede over det lorteliv min far fik, da han kom over på den somatiskeafdeling efter han blev ‘skilt’ fra min mor.

    Det er bare ikke i orden, at et menneske, der har betalt skat hele sit liv, skal leve og dø under så uacceptable forhold.

    Det var uværdigt og det havde han ikke fortjent.

    For min far er det for sent, men kan vi ikke gøre det meget bedre i vores lille smørhul for nuværende og fremtidige ældre og plejehjemsbeboere..? Jeg håber det.

    0
  • MTB-forlis i Nordsøen (1951)

    Oprydningen i min fars papirer har afsløret mange sjove ting. Blandt andet denne beretning, som også er udgivet på http://www.navalhistory.dk/

    En dramatisk oplevelse, som jeg husker den.

    Henry Nielsen, telegrafist på T 58 (MUSVAAGEN), beskriver her sin oplevelse af den skæbnesvangre kollision mellem en engelsk og dansk MTB om natten 26. februar 1951.
    I januar 1951 blev jeg påmønstret T 58, en ex tysk motortorpedobåd, som telegrafist. Sammen med T 59 skulle vi i England deltage i forskellige øvelser, for at vise det engelske meldesystems effektivitet, blev der sagt.

    Chef på T 59 var kaptajnløjtnant Kaj N. Bang og næstkommanderende søløjtnant S. Laub. På T 58 var chefen søløjtnant Schou (Lofty) og næstkommanderende søløjtnant Wolden-Ræthinge.

    Turen til og gennem Kielerkanalen gik fint. Et ophold i Brunsbüttel blev afkortet på grund af det fine vejr. Besætningen skulle ellers hvile efter den lange sejltur, som hovedsageligt var natsejlads.

    Overrasket af storm
    Efter en times sejlads ud i Nordsøen blev vi overrasket af et uventet stormvejr.

    T 58 omdøbte vi senere Kålormen eller den “Flexible” fordi den bevægede sig som en sådan.

    Strømforsyningen til radiosenderen blev fyldt med saltvand og kortsluttede, så radiorummet var faktisk ude af drift. Jeg fik af chefen lov til at lukke stationen. (model og foto: Henry Nielsen)

    Den vred sig så meget at vandet strømmede ind overalt. Alle skabene i radiorummet sprang op, så alt var kaos, og da strømforsyningen til radiosenderen blev fyldt med saltvand og kortsluttede var radiorummet faktisk ude af drift.

    Jeg fik af chefen lov til at lukke stationen.

    Hurtigt blev min køje slået ud og taget i brug. Alle de fortrolige papirer havde jeg under den ene arm, en lille æske med reservedele til radaren under den anden arm, min redningsvest under hovedet og yderhjælmen mellem benene som brækpøs. Sikkert et ynkeligt syn.

    Min nypressede uniform, der hang på skottet lignede en gulvklud. Det var så rædsomt, at cheferne blev enige om at søge nødhavn i Den Helder, den hollandske flådestation.

    Her blev vi nogle dage for at slikke sårene. Efter at strømforsyningen blev spulet med ferskvand og tørret var den igen brugbar.

    Natlig kollision
    I England havde vi base i Felixstowe, en dengang mindre by i Thems-mundingen. I dag er Felixstowe blandt Europas største containerhavne.

    Øvelserne vi deltog i foregik altid om natten. Som regel skulle vi angribe engelske fartøjer. Under den sidste øvelse inden vores ophold var slut, kolliderede T 59 med en engelsk MTB.

    Begge både sejlede med slukkede lanterner, og på grund af høj sø opdagede bådene ikke hinanden på radaren. Radaren var en ret ny foreteelse i Søværnet og netop installeret lige før afgangen fra Holmen, så fænomenet “Sea clutter” var ukendt.

    Den britiske motortorpedobåd 5518, der her ses i Felixstowe umiddelbart efter, fik skåret stævnen af ved kollisionen (Foto: Henry Nielsen)

    Den engelske båd fik skåret hele forskibet væk. Desværre opholdt 2 besætningsmedlemmer sig her og gik tabt. Den engelske kontrolstation spurgte umiddelbart efter kollisionen hvilken fart han gjorde og fik svaret: “Nul knob, leder efter mit forskib”. Typisk for en brite!

    Dansk besætning reddet
    Vi var hurtigt på siden af T 59, der tog meget vand ind.

    Mest mulig grej blev smidt over til T 58. Dækket flød med alt mulig grej, også private ejendele som kokosnødder og bananer, ting der endnu ikke var tilgængelige i Danmark efter krigen. Vi havde næsten tømt Felixstowe for den slags varer.

    Jeg ved ikke hvor længe T 59 holdt sig flydende, 1 time måske.

    Eneste tilskadekommen var søløjtnant Laub, der havde nogle slemme hudafskrabninger i ansigtet. Da jeg var den eneste med nogenlunde rene hænder måtte jeg rense hans sår, vist nok med sprit.

    Derefter måtte vi begge have dulmet nerverne med chefens Jamaica-rom (73 1/2 procent)!

    Den engelske båd havde vandtætte skot og bjergede sig ind til Felixstowe.

    I engelske uniformer
    Dagen efter blev T 59‘s besætning sendt hjem i noget, der lignede “uniformer”. Der havde ikke været tid til omklædning. Der var ikke 2, der bar ens uniformer.

    MTB-folkene var ret udisciplinerede, nogle “bisser”, som man siger.

    Officererne var ganske unge mennesker, disciplin en by i Rusland, forholdene om bord ubeskrivelig elendige, men til gengæld var der på den enkelte båd et fantastisk kammeratskab.

    Et par af de danske marinere optrådte dagen efter i engelske uniformer, idet de skulle deltage i søforhøret.

    T 59 blev senere hævet og istandsat.

    0
  • Det kan man lære af

    Da vi talte med præsten efter min mors død var det første min søster nævnte: at hun var sådan et ordentligt menneske.

    Det var hun – og det samme kan man sige om min far.

    ALT  i forbindelse med deres død var forberedt, så det har været lettest muligt for os efterladte. Der var ryddet op, vigtige papirer samlet, bisættelserne var forudbetalt og ønskerne til samme nedfældet på skrift. Min fars aske skal spredes i havet – også den tilladelse var på plads.

    Der har i det hele taget ikke været noget at være i tvivl om. Der er noget at leve op til og tage ved lære af.

    Vi er ikke stødt på mange forhindringer undervejs og har fået den fineste behandling og hjælp alle steder; hos bedemanden, af præsten, i skifteretten – som i begge tilfælde var de samme personer.

    På mandag er der syn i min fars lejlighed, hans aske er klar til afhentning og i går kom skifteretsattesten.

    I dag har jeg ryddet op i de allersidste kasser, sorteret billeder og kasseret papirer.

    Lige om lidt kan vi sætte punktum og så vil mor og far kun være et kærligt minde, men som en nævnte en dag: hvor har vi været heldige at have vores forældre så længe.

    0
  • Sommer summen

    ‘Moms Laundry’ har været i sving det meste af pinsedag og bagefter sad vi og summede på terrassen, mens tøjet tørrede på snorrene.

    Inden vi kom dertil havde vi også slidt og slæbt. Min far havde både parasolfod og et tonstungt (næsten) granitfuglebad, der skulle afhentes. Det lykkedes ved fælles hjælp og begge er nu installeret i min have.

    Mens vi summede sparkede Bob til bøtten…. intet hundelegetøj i verden kan ikke måle sig med en tom urtepotteskjuler.

    Om en uge skal min fars lejlighed være tømt. Når det er gjort står der blot tilbage at sprede min fars aske på havet.

    Der er været rigtig mange praktiske ting at ordne, men man kan sige, at vi har opgaverne i frisk erindring. Da jeg ringede til skifteretten var det, ligesom med både bedemand og præst, også en kendt stemme.

    Det nye er, at det alarmberedskab, der har været i funktion både nat og dag, nu er nedlagt. Det bemærkede jeg da akutbilen i dag kørte forbi mit hjem. Den knude i maven, der frygtede at det var til Fjordparken, er pist forsvundet.

    Først kunne jeg slippe bekymringen for min mor – og nu også for min far.

    Sommeren bliver ganske anderledes…

    0