• Julifrokost

    I 2020 blev den årlige familie julefrokost aflyst da vi valgte at holde os uden for smitterisiko. Til påske var risikoen fortsat ikke blevet bedre, men nu er vi alle blevet vaccineret og kunne derfor invitere til julifrokost.

    Julifrokosten blev så i stedet til en grillaften i gården.

    Jeg havde lånt både grill og borde i firmaet. Jeg har aldrig set så stor en Weber kuglegrill og jeg måtte da også bede om hjælp til at få den fragtet til Hals af Casper, som har en trailer.

    Der gik to hele sække kul til og så var den ene side af grillen endda uden kul og til indirekte varme

    Maden var super lækker, vejret fantastisk og selskabet … det er familie, så dem er jeg nok nødt til at finde mig i 😉

    Nej pjat, alle var i herligt humør, så det kunne ikke have været bedre og hyggeligere.

    Maden var så rigelig – alt for rigelig – og jeg har mad til de næste par dage også. Og til fryseren.

  • Onkel Enoch

    Der er mange, for mig, ukendte personer i de fotografier jeg har fået fra både min forældre og fra min moster, men min mors kusine Jonna er fuld af gode historier om de fotos, jeg har spørgsmål til:

    Jeg sendte billedet til min fars kusine i Fr.havn. Hun er jævnaldrende med din mor. Hun fortæller, at hun var på besøg i København og en dag tager de 2 unge damer en tur til Malmø. De sidder på en bænk da en nydelig herre kommer og snakker med dem. Han vil gerne fotograferes sammen med og have billederne sendt. Det gør Lizzie så – og hun bliver “penneven” med onkel Enoch.

    Kort tid efter fortæller Lizzie, at hun skal giftes – og så sender han et halstørklæde til hendes mand, som han selv har vævet. Lizzies mand har det endnu!! Da hun fortæller ham, at hun har fået en søn – får han også et hjemmevævet halstørklæde. Lizzie har forbindelse med ham lige til han dør.

    Så det er altså onkel Enoch min mor her er fotograferet sammen med. Ham havde jeg aldrig hørt om før og det minder mig igen om, hvor ærgerligt det er, at denne forbindelse til Jonna først blev skabt efter min mors død – der havde været meget at tale om og mange minder, der måske kunne vækkes i min mors demente hjerne.

    (Familie krøniken noteres mest her for min egen skyld. Hvis jeg engang bliver dement har mine pårørende noget at hive frem og tale med mig om 😉 )

  • Min mor – omkring halvandet år gammel

    Tidligt til morgen var det to år siden jeg mistede min mor.

    Det var en meget meget smuk forårsmorgen og da naturen begyndte at vågne, sov hun lige så stille ind.

    Min søster og jeg var taget hjem for natten, og min mors store børnebørn sad ved hende hele natten og var dem, der holdt hendes hånd da hjertet slog det sidste slag.

    Hvis du har læst med herinde længe ved du, at min de sidste år af sit liv mor var dybt dement og jeg på den måde havde mistet min mor mange år før hendes krop også sagde stop, men for alvor at miste sin mor var og er alligevel en enorm sorg.

    Ved hendes bisættelse spillede klaveret ‘Solen er så rød mor’ og den trækker stadig tårer og minder mig om, at sorg tager tid, lang tid og at det er ok.

  • Det er en tysker

    Min ansøgning om at føje Leismann til mit navn gik ret glat igennem.

    Jeg blev ringet op af sagsbehandleren ved Hals kirke i tirsdags – min oldemors dåbs- og vielsesattest var ikke helt nok til at knytte mig til slægten. Hun havde behov for at finde både min mor og mormor i kirkebøgerne for at skabe forbindelsen til mig.

    Det arbejde havde min far og jeg under vores slægtsforskning allerede lavet, så de kopier fra kirkebøgerne blev sendt med mail og i dag lå der så en besked om godkendelsen i min e-boks.

    Jeg ved ikke, om det er et navn jeg kommer til at underskrive mig med – det føles alligevel lidt fremmed, men på den anden side er det vel ikke er mere fremmed end hvis man har giftet sig til et nyt efternavn.

    Vi får se…

    Næste trin i den her nysgerrighed på mine rødder kunne være et besøg i Korschenbroich, hvorfra Adolph Eduard rejste i midten af 1700 tallet.

    Jeg ved ikke så meget om ham andet end han er født i byen i 1719, døbt i den katolske kirke og som voksen forlod Korschenbroich og rejste mod Danmark, hvor han slog sig ned i Aabenraa og blev gift med Johanne Sophia Andersen.

  • Er det helt skørt?

    Indtil min oldemor Maren besluttede sig for at gifte sig med Karl Chr. Jensen Beck bar slægten helt tilbage til 1700 tallet navnet Leismann.

    Jeg har altid synes, at det var sådan et fint navn og med en særlig historie – ligesom Bech – og ærgret mig over at det ‘døde’ med Maren. Iflg. Danmarks statistik er der 36 personer i Danmark, der bærer efternavnet. Det er derfor ikke et man frit kan vælge at tage til sig, uden man enten har godkendelse fra alle 36 eller har en slægtsmæssig tilknytning.

    Den slægtsmæssige tilknytning har jeg, men jeg skal også kunne bevise det.

    Det kan jeg nu.

    Jeg er nemlig kommet i besiddelse af oldemor Marens dåbsattest og pludselig er muligheden tilstede. Derfor har jeg taget det op til fornyet overvejelse, om jeg skulle prøve at søge om at få det som mellemnavn.

    Er det helt skørt? Hvad skal det nu til for og så i min alder?

  • Den sidste møller

    Jeg blev kontaktet for et par uger siden af Jesper. Jesper er fra Jerup, hvor Kragskov Mølle stod i sin tid. Han skriver historien om egnen omkring Jerup og dermed også om møllen som han også sendte en del billeder af.

    Jeg har i dag brugt en rum tid på at kigge i avisarkiverne og fundet en del om Kragskov mølle som min familie ejede i en lang årrække.

    Min tipoldefar Søren Christian Jensen ejede møllen ved Kragskov å og møllen og møllefaget blev i 1920’erne overdraget til hans yngste søn Jens, som drev møllen frem til 1952.

    I Frederikshavn Avis fandt jeg en fin artikel om ‘Onkel Jens’ i forbindelse med hans 70 års fødselsdag i 1964.

    Den kommer her:

    En Mølle? Det er da en bygning, der staar fast placeret i landskabet. Ikke desto mindre er møllen, der staar som minde om møllerne paa Vendsyssels top i Skagens Fortidsminder, blevet flyttet tre gange. Det kan dens tidligere ejer, Jens Peter Jensen, som paa torsdag fylder 70 aar, berette om.

    Far (Søren Christian Jensen) kom til Jerup i 1892 fra Taarslev, hvor han ejede en vandmølle, “Krogens Mølle”.

    Paa det tidspunkt stod den mølle, der senere kom til Skagen, her i Jerup. Den var forfalden og virkede ikke. Han købte den af Kresten Bech.

    Onkel Jens – foto fra avisartiklen

    Den hed Bækmøllen, fordi den lå med Kragskov aa. Min far døbte den Kragskov Mølle, fordi vor jordlod i sin tid er købt fra Kragskov.

    De gamle fortæller, at den kom til Jerup fra Elling i 1830.

    Ingen kan fortælle, hvornaar den blev bygget i Jerup.

    I Elling pumpede den bare vand til gaarden og var derfor ikke så høj. I Jerup blev der bygget en etage paa samt vinger og møllehus.

    Før min far kom hertil, var der to vindmøller og en vandmølle her på stedet, hvor vi bor – i udkanten af Jerup paa arealerne, der grænser op til Kragskov aa sydfra.

    Den ene vindmølle, som stod et par hundrede meter vestpaa inde paa marken brændte Steffens aften i 1889. I tre aar maatte Kresten Bech klare sig med vandmøllen alene.

    Vandmøllen var turbine drevet, men den var heller ikke i for god stand. Far installerede en ny turbine.

    I flere aar klarede vi os endog strygende med vind- og vandmøllen. Blæste det ikke, var der vand i aaen. Var der ingen vand i aaen, blæste det nok.

    Vi malede korn i dynger – sommetider dag og nat.

    Var der ikke andre vindmøller i nabolaget?

    Jo, men se, de gik alle ned. Der var skam vindmøller i baade Vogn og Aalbæk. Desuden var der en mølle mere i Jerup. Den laa vesten for huset, hvor centralen har været. Det hus, hvor murer Kresten Christensen nu bor, har været møllehus.

    Disse møller var efterhaanden blevet for gamle, og der var ingen interesse for at overtage dem. De forsvandt alle mellem 1920 og 1930.

    Karsten Sørensen paa Aalbæk Gl. Kro var den sidste, der ejede møllen i Aalbæk. Den nordligere mølle i Jerup ejedes sidst af Martin Christenen.

    Under 1. verdenskrig var der nok til møllen at male. Vi malede statsbyg, forstaar sig.

    Efter krigen kom der et betydeligt fald. Senere fulgte krigsaarene. I krigens tid fik landmændene raad til at installere vindmotorer i gaardene, og de kørte kraftigt, men faldt ned i begyndelsen af 30-erne. De kunne ikke holde.

    Herover annoncer fundet i arvisarkivet – alle tilknyttet møllen.

    Da havde vi en stor tid. Vi laa centralt, Kragskov Mølle var eneste mølle i omegnen, og vi havde kunder fra baade Vogn, Aalbæk, Knasborg og lokalforeningen. I en lang række holdt bønderne og ventede paa at faa malet. ventetiden blev fordrevet med en kop kaffe i stuen, og historier gik der mange af.

    Petroleumsmotorerne vandt frem. Og senere elektriciteten.

    Siden gik det stærkt tilbage for Kragskov Mølle. Bønderne begyndte selv at male paa gaarden.

    I 1942 fik vi elektrisk lys. Samme år nedlagde vi vandmøllen og solgte turbinen til Sulbæk Mølle i Understed.

    Oplandet var ikke stort nok til, at vi kunne oprette en dampmølle. Det sidste aar, jeg havde møllen, var der næsten intet at male.

    I 1952 købte Chr. Thagaard i Skagen møllen til Skagens Fortidsminder for kr. 1200. Den blev skilt i stumper og stykker og transporteret til Skagen.

    Jeg havde ikke raad til at beholde den – i dag er jeg ked af, at han fik lov at rende med den.

    Chr. Thagaard vil ikke af med den igen.

    Den ville ellers have pyntet her ved skuret paa sin gamle plads bag mit hus og været en mægtig turistattraktion for gæsterne paa campingpladsen, som jeg oprettede for en maaned siden.

    I Skagen faar de ikke lov at gaa ind i møllen og se paa den.

    Naturfredningsforeningen burde have købt den og ladet den staa i stedet for, at den blev kørt til Skagen. Borgerforeningen i Jerup var ny dengang, og den havde ikke raad til at købe møllen.

    Dengang den stod her, kom der mange og kiggede paa den. Jeg skulle have beholdt møllen og bygget restauration ved siden af.

    Mølleriet er en saga blott i dag. Jeg føler ingen trang til at have møllen mere, men sommetider kommer de gamle minder op i én.

    Naar der ikke er noget at tjene ved det, er man tvunget til at give afkald.

    Desuden kom jeg i 1947 et halvt aar paa sanatorium. I dag føler jeg mig rask – og meget bedre end for 15 aar siden. Gæster? Nej, der her ikke været mange i aar. Det kan være der kommer flere næste aar. Vi skal have lavet forholdene lidt mere moderne på campingpladsen.

    De har også handlet med cykler?

    Far begyndte at handle med cykler, og saa tog jeg ogsaa fat paa det. Jeg reparerede cyklerne, han solgte dem. Siden 1935 kunne man ikke faa reservedele, og jeg havde nok i møllen – saa ville jeg ikke have mere med cyklerne at gøre.

    Fødselsdagen? De er da hjemme, børnene. Der er fire, to drenge og to piger. drengene arbejder paa et snedkerværksted i Finnspang i Norrkøbing i Sverige. Svenska Metallverk, Finnspangverket, hedder det. De er hjemme i anledning af dagen.

    Jens Peter Jensen – den sidste møller – døde den 16. december 1973.

  • Græsk fransk møde

    Vi lod ‘drengene’ blive hjemme og lod Ella og Irma lege uforstyrret af hanhunde nykker.

    Ella kan løbe solen sort, men den bette Irma følger ret godt med og først efter 3 kvarters stormen rundt blev tempoet sat ned.

    Vi var helt enige om, at det var en succes og ikke sidste gang vi lod de to lege.

    Bagefter fik Bob en god travetur alene og han lignede en der nød at have sin matte helt for sig selv.

  • 4 år med tab af almen tillid

    I et indlæg tilbage i 2015 fortalte jeg om min moster, som havde et forhold til nazisten og biografdirektøren i Frederikshavn, Hakon Jarle.

    Min moster i Hakon Jarles bil som den tyskervenlige biografdirektør kunne holde kørende hele krigen trods benzinrationering.

    På det tidspunkt vidste jeg ikke hvad der var sket med Hakon Jarle efter hans arrestation, men det gør jeg nu.

    I det hele taget har avisarkiverne været særdeles gavmilde med artikler om både Hakon jarle, men også om nogle af min mosters brødre, mine onkler. Og det er ikke kun for det gode. Mere om det senere 🙂

    De to artikler herunder er fra henholdsvis 1945 og 1950 og fortæller blandt andet, at Jarle blev idømt 4 års fængsel med tab af almen tillid i 5 år.

    Tab af almen tillid – hvad har det mon dækket over?

    Min moster blev på et tidspunkt i deres forhold installeret i en lejlighed på Vesterbro i Aalborg. Jeg forestiller mig, at det har været mere bekvent for ham at aflægge hende et besøg i en lidt større by og uden det betød at familien måtte sendes til Norge.

    Blandt mine mosters billeder fandt jeg et taget fra lejligheden og hen mod Limfjordsbroen. Præcis hvornår det er taget ved jeg ikke, men jeg ved, at tyskerne som noget af det første besatte Limfjordsbroen og her ser passagen ud til at være fri, så det er nok fra efter 45.

    Min Moster var en skøn og skør dame med – hvad jeg har kunnet stykke sammen af historierne om hende – en rigtig dårlig dømmekraft når det gjaldt hendes valg af mænd. (er det mon arveligt?)

    Hun er født i 1919 og ud fra hendes alder under krigen vil jeg tro, at Jarle har været et af de første dårlige valg hun har truffet – i hvert fald set med mor Marens øjne!

    Jeg tegnede en måneds abonnement til Nordjyske fordi der var en artikel om en af Hals’ rigmænd jeg gerne ville læse og det giver så samtidig adgang til arkiverne for 9 nordjyske aviser udgivet tilbage fra 1800 tallet.

    Det har jeg fået meget sjov og ny information ud af.

  • Tillykke mor

    Otto, Erik, Poul og Birthe

    På denne første dag i december ville min mor været blevet 88 år.

    Det blev hun så ikke og med Coronaens indtog tænker jeg, at det er meget godt. Hun ville ikke have forstået isolationen.

    På billedet er hun sammen med sine brødre Otto, Erik og Poul.

    Drengene, som hun kaldte dem.

    Når hun talte om, at hun gerne ville hjem og jeg så spurgte, hvor hun gerne ville hjem til, var det til ‘mor og drengene’.

    Jeg er lidt ked af først at være kommet i kontakt med hendes kusine efter hendes død. Jeg tror, at det ville have været til stor glæde for min mor at se de breve og billeder, som jeg har fået tilsendt.

    Erik, Otto og Poul er født henholdsvis i juni 1921, juli 1922 og oktober 1923 – 3 drenge på 2,5 år. Det er barskt, men det er en helt anden historie.

  • Seksten

    Ingeborg Anna Dorthea Sørensen og Frederich Christian Leismann – mine tipoldeforældre – blev i årene 1885 – 1909 forældre til seksten børn.

    MINDST.

    Dengang var spædbørnsdødeligheden høj og jeg tænker, at der har også været et par fødsler i de år, hvor der er ‘langt’ mellem børnene.

    Og ikke nok med, at der var mange børn – de havde også 2, 3 eller 4 navne. Det var før ‘Hvad skal barnet hedde’ – og må dæleme havde været noget af en opgave. Mange af navnene, befinder sig blandt de 50 mest brugte navne i 2020.

    1. Fritze Maren Caroline – 1885
    2. Jens Anders Andreas – 1886
    3. Johannes Christian – 1887
    4. Jacob Peter Frederik – 1889
    5. Maren Undine Jensine – 1891
    6. Emanuel Frederik Christian – 1892
    7. Lydia Ingeborg Elisabeth – 1895
    8. Mikael Julius Emil – 1896
    9. Agnete Kristine Viktoria – 1897
    10. Niels Christian Peter – 1898
    11. Julie Laura Rasmine Kristine – 1900
    12. Otto Eli Plesner – 1901
    13. Kristian Gregers Gram – 1902
    14. Gjertrud Klara Marie – 1904
    15. Viktor Johannes – 1906
    16. Knud Valdemar – 1909

    Alle med efternavnet Leismann

    Deres datter Maren Undine Jensine fik 9 børn – og det er her min del af familiekrøniken udspringer.

    Maren Undine Jensine AKA Bebe

    På billedet, som er fra 1939 er hun kun 48 år, men ligner en gammel bedstemor med ål i strømperne og hårnet.