• Den sidste møller

    Jeg blev kontaktet for et par uger siden af Jesper. Jesper er fra Jerup, hvor Kragskov Mølle stod i sin tid. Han skriver historien om egnen omkring Jerup og dermed også om møllen som han også sendte en del billeder af.

    Jeg har i dag brugt en rum tid på at kigge i avisarkiverne og fundet en del om Kragskov mølle som min familie ejede i en lang årrække.

    Min tipoldefar Søren Christian Jensen ejede møllen ved Kragskov å og møllen og møllefaget blev i 1920’erne overdraget til hans yngste søn Jens, som drev møllen frem til 1952.

    I Frederikshavn Avis fandt jeg en fin artikel om ‘Onkel Jens’ i forbindelse med hans 70 års fødselsdag i 1964.

    Den kommer her:

    En Mølle? Det er da en bygning, der staar fast placeret i landskabet. Ikke desto mindre er møllen, der staar som minde om møllerne paa Vendsyssels top i Skagens Fortidsminder, blevet flyttet tre gange. Det kan dens tidligere ejer, Jens Peter Jensen, som paa torsdag fylder 70 aar, berette om.

    Far (Søren Christian Jensen) kom til Jerup i 1892 fra Taarslev, hvor han ejede en vandmølle, “Krogens Mølle”.

    Paa det tidspunkt stod den mølle, der senere kom til Skagen, her i Jerup. Den var forfalden og virkede ikke. Han købte den af Kresten Bech.

    Onkel Jens – foto fra avisartiklen

    Den hed Bækmøllen, fordi den lå med Kragskov aa. Min far døbte den Kragskov Mølle, fordi vor jordlod i sin tid er købt fra Kragskov.

    De gamle fortæller, at den kom til Jerup fra Elling i 1830.

    Ingen kan fortælle, hvornaar den blev bygget i Jerup.

    I Elling pumpede den bare vand til gaarden og var derfor ikke så høj. I Jerup blev der bygget en etage paa samt vinger og møllehus.

    Før min far kom hertil, var der to vindmøller og en vandmølle her på stedet, hvor vi bor – i udkanten af Jerup paa arealerne, der grænser op til Kragskov aa sydfra.

    Den ene vindmølle, som stod et par hundrede meter vestpaa inde paa marken brændte Steffens aften i 1889. I tre aar maatte Kresten Bech klare sig med vandmøllen alene.

    Vandmøllen var turbine drevet, men den var heller ikke i for god stand. Far installerede en ny turbine.

    I flere aar klarede vi os endog strygende med vind- og vandmøllen. Blæste det ikke, var der vand i aaen. Var der ingen vand i aaen, blæste det nok.

    Vi malede korn i dynger – sommetider dag og nat.

    Var der ikke andre vindmøller i nabolaget?

    Jo, men se, de gik alle ned. Der var skam vindmøller i baade Vogn og Aalbæk. Desuden var der en mølle mere i Jerup. Den laa vesten for huset, hvor centralen har været. Det hus, hvor murer Kresten Christensen nu bor, har været møllehus.

    Disse møller var efterhaanden blevet for gamle, og der var ingen interesse for at overtage dem. De forsvandt alle mellem 1920 og 1930.

    Karsten Sørensen paa Aalbæk Gl. Kro var den sidste, der ejede møllen i Aalbæk. Den nordligere mølle i Jerup ejedes sidst af Martin Christenen.

    Under 1. verdenskrig var der nok til møllen at male. Vi malede statsbyg, forstaar sig.

    Efter krigen kom der et betydeligt fald. Senere fulgte krigsaarene. I krigens tid fik landmændene raad til at installere vindmotorer i gaardene, og de kørte kraftigt, men faldt ned i begyndelsen af 30-erne. De kunne ikke holde.

    Herover annoncer fundet i arvisarkivet – alle tilknyttet møllen.

    Da havde vi en stor tid. Vi laa centralt, Kragskov Mølle var eneste mølle i omegnen, og vi havde kunder fra baade Vogn, Aalbæk, Knasborg og lokalforeningen. I en lang række holdt bønderne og ventede paa at faa malet. ventetiden blev fordrevet med en kop kaffe i stuen, og historier gik der mange af.

    Petroleumsmotorerne vandt frem. Og senere elektriciteten.

    Siden gik det stærkt tilbage for Kragskov Mølle. Bønderne begyndte selv at male paa gaarden.

    I 1942 fik vi elektrisk lys. Samme år nedlagde vi vandmøllen og solgte turbinen til Sulbæk Mølle i Understed.

    Oplandet var ikke stort nok til, at vi kunne oprette en dampmølle. Det sidste aar, jeg havde møllen, var der næsten intet at male.

    I 1952 købte Chr. Thagaard i Skagen møllen til Skagens Fortidsminder for kr. 1200. Den blev skilt i stumper og stykker og transporteret til Skagen.

    Jeg havde ikke raad til at beholde den – i dag er jeg ked af, at han fik lov at rende med den.

    Chr. Thagaard vil ikke af med den igen.

    Den ville ellers have pyntet her ved skuret paa sin gamle plads bag mit hus og været en mægtig turistattraktion for gæsterne paa campingpladsen, som jeg oprettede for en maaned siden.

    I Skagen faar de ikke lov at gaa ind i møllen og se paa den.

    Naturfredningsforeningen burde have købt den og ladet den staa i stedet for, at den blev kørt til Skagen. Borgerforeningen i Jerup var ny dengang, og den havde ikke raad til at købe møllen.

    Dengang den stod her, kom der mange og kiggede paa den. Jeg skulle have beholdt møllen og bygget restauration ved siden af.

    Mølleriet er en saga blott i dag. Jeg føler ingen trang til at have møllen mere, men sommetider kommer de gamle minder op i én.

    Naar der ikke er noget at tjene ved det, er man tvunget til at give afkald.

    Desuden kom jeg i 1947 et halvt aar paa sanatorium. I dag føler jeg mig rask – og meget bedre end for 15 aar siden. Gæster? Nej, der her ikke været mange i aar. Det kan være der kommer flere næste aar. Vi skal have lavet forholdene lidt mere moderne på campingpladsen.

    De har også handlet med cykler?

    Far begyndte at handle med cykler, og saa tog jeg ogsaa fat paa det. Jeg reparerede cyklerne, han solgte dem. Siden 1935 kunne man ikke faa reservedele, og jeg havde nok i møllen – saa ville jeg ikke have mere med cyklerne at gøre.

    Fødselsdagen? De er da hjemme, børnene. Der er fire, to drenge og to piger. drengene arbejder paa et snedkerværksted i Finnspang i Norrkøbing i Sverige. Svenska Metallverk, Finnspangverket, hedder det. De er hjemme i anledning af dagen.

    Jens Peter Jensen – den sidste møller – døde den 16. december 1973.

    +6
  • Græsk fransk møde

    Vi lod ‘drengene’ blive hjemme og lod Ella og Irma lege uforstyrret af hanhunde nykker.

    Ella kan løbe solen sort, men den bette Irma følger ret godt med og først efter 3 kvarters stormen rundt blev tempoet sat ned.

    Vi var helt enige om, at det var en succes og ikke sidste gang vi lod de to lege.

    Bagefter fik Bob en god travetur alene og han lignede en der nød at have sin matte helt for sig selv.

    +14
  • 4 år med tab af almen tillid

    I et indlæg tilbage i 2015 fortalte jeg om min moster, som havde et forhold til nazisten og biografdirektøren i Frederikshavn, Hakon Jarle.

    Min moster i Hakon Jarles bil som den tyskervenlige biografdirektør kunne holde kørende hele krigen trods benzinrationering.

    På det tidspunkt vidste jeg ikke hvad der var sket med Hakon Jarle efter hans arrestation, men det gør jeg nu.

    I det hele taget har avisarkiverne været særdeles gavmilde med artikler om både Hakon jarle, men også om nogle af min mosters brødre, mine onkler. Og det er ikke kun for det gode. Mere om det senere 🙂

    De to artikler herunder er fra henholdsvis 1945 og 1950 og fortæller blandt andet, at Jarle blev idømt 4 års fængsel med tab af almen tillid i 5 år.

    Tab af almen tillid – hvad har det mon dækket over?

    Min moster blev på et tidspunkt i deres forhold installeret i en lejlighed på Vesterbro i Aalborg. Jeg forestiller mig, at det har været mere bekvent for ham at aflægge hende et besøg i en lidt større by og uden det betød at familien måtte sendes til Norge.

    Blandt mine mosters billeder fandt jeg et taget fra lejligheden og hen mod Limfjordsbroen. Præcis hvornår det er taget ved jeg ikke, men jeg ved, at tyskerne som noget af det første besatte Limfjordsbroen og her ser passagen ud til at være fri, så det er nok fra efter 45.

    Min Moster var en skøn og skør dame med – hvad jeg har kunnet stykke sammen af historierne om hende – en rigtig dårlig dømmekraft når det gjaldt hendes valg af mænd. (er det mon arveligt?)

    Hun er født i 1919 og ud fra hendes alder under krigen vil jeg tro, at Jarle har været et af de første dårlige valg hun har truffet – i hvert fald set med mor Marens øjne!

    Jeg tegnede en måneds abonnement til Nordjyske fordi der var en artikel om en af Hals’ rigmænd jeg gerne ville læse og det giver så samtidig adgang til arkiverne for 9 nordjyske aviser udgivet tilbage fra 1800 tallet.

    Det har jeg fået meget sjov og ny information ud af.

    +14
  • Tillykke mor

    Otto, Erik, Poul og Birthe

    På denne første dag i december ville min mor været blevet 88 år.

    Det blev hun så ikke og med Coronaens indtog tænker jeg, at det er meget godt. Hun ville ikke have forstået isolationen.

    På billedet er hun sammen med sine brødre Otto, Erik og Poul.

    Drengene, som hun kaldte dem.

    Når hun talte om, at hun gerne ville hjem og jeg så spurgte, hvor hun gerne ville hjem til, var det til ‘mor og drengene’.

    Jeg er lidt ked af først at være kommet i kontakt med hendes kusine efter hendes død. Jeg tror, at det ville have været til stor glæde for min mor at se de breve og billeder, som jeg har fået tilsendt.

    Erik, Otto og Poul er født henholdsvis i juni 1921, juli 1922 og oktober 1923 – 3 drenge på 2,5 år. Det er barskt, men det er en helt anden historie.

    +17
  • Seksten

    Ingeborg Anna Dorthea Sørensen og Frederich Christian Leismann – mine tipoldeforældre – blev i årene 1885 – 1909 forældre til seksten børn.

    MINDST.

    Dengang var spædbørnsdødeligheden høj og jeg tænker, at der har også været et par fødsler i de år, hvor der er ‘langt’ mellem børnene.

    Og ikke nok med, at der var mange børn – de havde også 2, 3 eller 4 navne. Det var før ‘Hvad skal barnet hedde’ – og må dæleme havde været noget af en opgave. Mange af navnene, befinder sig blandt de 50 mest brugte navne i 2020.

    1. Fritze Maren Caroline – 1885
    2. Jens Anders Andreas – 1886
    3. Johannes Christian – 1887
    4. Jacob Peter Frederik – 1889
    5. Maren Undine Jensine – 1891
    6. Emanuel Frederik Christian – 1892
    7. Lydia Ingeborg Elisabeth – 1895
    8. Mikael Julius Emil – 1896
    9. Agnete Kristine Viktoria – 1897
    10. Niels Christian Peter – 1898
    11. Julie Laura Rasmine Kristine – 1900
    12. Otto Eli Plesner – 1901
    13. Kristian Gregers Gram – 1902
    14. Gjertrud Klara Marie – 1904
    15. Viktor Johannes – 1906
    16. Knud Valdemar – 1909

    Alle med efternavnet Leismann

    Deres datter Maren Undine Jensine fik 9 børn – og det er her min del af familiekrøniken udspringer.

    Maren Undine Jensine AKA Bebe

    På billedet, som er fra 1939 er hun kun 48 år, men ligner en gammel bedstemor med ål i strømperne og hårnet.

    +15
  • Der kom et brev

    Det der med slægtsforskningen er ikke helt slut endnu. Det var min fars interesse og da hans øjne blev svagere og svagere måtte jeg hjælpe ham.

    Når vi mødtes over søndags kaffen var det altid spændende at høre, hvad den anden havde fundet ud af.

    Nyhederne blev blandet modtaget af min mor. Jeg tror ikke altid helt det passede hende, at familiens skeletter på den måde faldt ud af skabene.

    Jeg kigger stadig på det indimellem. Ikke så meget for at finde flere slægtninge tilbage i tiden (1719 hvor vi er tilbage er alt rigeligt), men for at finde ud af mere omkring dem, der ikke ligger så mange generationer tilbage.

    Nu er jeg blevet kontaktet af min mors kusine og har i dag modtaget et fantastisk brev med historier om hver enkelt familiemedlem, sjove anekdoter og fotos som jeg aldrig har set før.

    Hun har ingen børn og synes derfor, at hun ville sende mig familiebillederne, så de ikke bare blev smidt ud.

    Af hjertet tak, Jonna.

    +22
  • Slægten Bech/k

    Min far og jeg lavede sammen lidt slægtsforskning og vores slægtstræ ligger fortsat på My Heritage. Indimellem får jeg en mail fordi nogen har matchet mine slægtninge med deres egne.

    Sidst var det med min biologiske morfar, som ingen kender udover navnet Poul Fynbo Jørgensen. Min mormor fik min mor uden for ægteskab og nu viser dette match, at han fik yderligere et barn – Søren – en halvbror til min mor.

    Jeg forestiller mig ikke, at der har været noget, der hed børnebidrag dengang og da slet ikke når han ikke er ‘udlagt som barnefader’.

    Det fik mig til at tænke på, om hans nye familie har haft kendskab til min mor.

    Det har de så nu.

    Noget andet er dukket op samme sted. Et foto af min oldefars gravsten på Frederikshavn Kirkegård.

    Han døde i 1949 og billedet er fra 2019. Nogen må altså fortsat betale for det gravsted, medmindre selvfølgelig, at der er betalt forud i 100 år

    Det gør mig noget nysgerrig.

    +11
  • Kære far

    Hvor det falder mig forholdvist nemt at tale om min mor’s død, er det langt sværere med min fars.

    Jeg har sagt det før: efter han blev ‘skilt’ fra min mor på plejehjemmet levede han et lorteliv.

    Han var ikke nem at omgåes for os pårørende og det er ofte sket, at jeg har haft mere end svært ved at bære over med ham. Hårde ord og irritation blev ofte en del af vores kommunikation og i dag sidder jeg med en rigtig træls følelse af, at have svigtet ham.

    Også systemet svigtede ham. Den somatiske afdeling var som et fængsel. Beboerne sad i dyb ensomhed i hver deres bolig og blev hevet frem på faste tidpunkter, når der blev serveret mad eller kaffe. Ingen initiativer blev taget for at forbedre hans livskvalitet udover hvis det skete efter pres fra os.

    Vreden og tårene ligger forsat lige under overfladen selvom der nu er gået et år.

    Jeg skulle have besøgt ham oftere, men jeg magtede det bare ikke. Jeg gik altid derfra og var rigtig ked af det. Både over hans indlysende mistrivsel og ensomhed, men også over mine egne følelser og utilstrækkelighed.

    I dag er det et år siden, at han sov stille ind i samme ensomhed, som han havde levet den sidste tid. Ingen var forberedt på at døden var nært forestående. Han blev fundet død først på natten den 26. maj.

    Jeg håber af hele mit hjerte, at det har været fredfyldt for ham.

    +34
  • Sol, sand og vand

    Skiltet med hold afstand var en smule malplaceret på den store brede strand. Så langt øjet rakte mod både syd og nord var der måske ti mennesker at spotte – os tre inclusive.

    Hundene var trætte og håbet om et ‘yndigt’ familieportræt med vesterhavet i baggrunden var til stede.

    Trætte eller ej. Familieportrætfotografering evner jeg vist ikke… eller måske skal jeg vælge nogle mere samarbejdsvillige modeller.

    +10
  • Solen er så rød mor

    I dag er det et år siden min mor døde. Og om lidt også et år siden jeg mistede min far.

    Dagen inden hun døde havde jeg hentet min fars radio og satte den ved siden af hendes seng. Håbede, at hun kunne have glæde af at høre lidt musik selvom hun svævede sådan lidt ud og ind af bevisthed. Da jeg satte den op var der noget dansevenlig musik og jeg viste min mor et par moves. Hun så på mig og smilede.

    Det blev vores sidste kontakt.

    Det var en meget meget smuk forårsmorgen og da naturen begyndte at vågne, sov hun lige så stille ind. Min søster og jeg var taget hjem for natten, og min mors store børnebørn sad ved hende hele natten og var dem, der holdt hende i hånden da hun trak vejret for sidste gang.

    Min mor var dement og jeg havde mistet den mor jeg kendte for længe siden. Men for alvor at miste sin mor er alligevel en enorm sorg. Forældre er det fundament vi bygger på og når de er væk er vores livsvidner væk.

    Sorgen er forbundet med en erkendelsen af det uigenkaldelige tab, og sorgen føles dybere og mere påtrængende, som dagene går. Den tomhed der er, hvor et andet menneske engang var, er en tung følelse.

    Sorgbearbejdelsen har været svær. Jeg har (ubevist) lagt låg på den. Mine forældre var jo ældgamle, døden var naturlig og ventet, men sorgen over at miste er der, uanset alder og relation.

    Indimellem befinder jeg mig i en situation, hvor det pludselig overvælder mig. Det kan være en særlig stemning, en scene i en film, en sang… Solen er så rød mor blev spillet på klaveret både før og efter min mors bisættelse og den kan jeg ikke høre uden at få en stor klump i halsen.

    En ting har jeg lært; at sorg tager tid – og at det er okay.

    Jeg har også lært, at min mor har betydet uendelig meget mere end jeg var klar over, da hun var i live, at man ikke kommer sig over sorg og tabet af en person, men at man lærer at leve med det og at man godt kan leve uden sin mor, når det nu ikke kan være anderledes.

    +35