-
Skeletter i skabet
Slægtsforskningens moderne metode, DNA, får skeletterne til at vælte ud af skabet. Hemmeligheder, fortielser og løgne skabt i familier kommer pludselig ud i det åbne.
Det falder bestemt ikke i god jord alle steder.
Heller ikke i min slægt (har netop modtaget en tvær besked fra en fjern slægtning).
Børn avlet uden for ægteskab og bortadopteret, sandheden om familiestridigheder dukker pludselig op, afsløres og skaber nu mange år senere splid.
Måske har der været en grund til hemmeligholdelsen.
Noget får vi aldrig at vide fordi alle involverede parter forlængst er døde og vi derfor kun kan gætte, men når det gælder de nulevende burde vi lette på låget og få hemmelighederne ud i det åbne.
Jeg tænker, at det må være rarere selv at lukke op end at blive afsløret af fakta.
Da min mor og hendes 4 år yngre bror blev født uden for ægteskab var det forbundet med en masse skam for hele familien, men børnene er i hvert fald helt uden skyld i det passerede.
Jeg talte kun ganske lidt med min mor om hendes biologiske mor (som hun troede var hendes søster), men jeg fornemmede klart en sorg og bitterhed over, at hendes mor aldrig gav sig til kende overfor hende.
At min mor også havde en yngre bror er først kommet frem nu – 87 år efter han blev født. Hvor mange i familien, der har gået med den hemmelighed, det aner jeg ikke, men jeg er ret sikkert på, at min mor ikke vidste det.
-
Familien bliver ved med at overraske
Det startede med en henvendelse til Nanna via MyHerritage… om hun var i familie med Birthe Beck Jensen?
Nanna gør ikke så meget i familierelationerne, så jeg overtog hurtigt kommunikationen med kvinden, der skrev.
Hun kunne fortælle, at Birthe Beck Jensen var hendes faster og at hendes far hed Knud Gert Jensen.
Min mor (Birthe) havde kun én ‘bror’, som hed Knud Valdemar Bech Jensen, så ham kunne det ikke være.
Det tog kun et par skriverier frem og tilbage at få opklaret, at min biologiske mormor Ingeborg Katrine Bech Jensen ikke kun havde fået min mor uden for ægteskab, men også 4 år efter – den 11. juli 1936 – havde født en dreng, som blev bortadopteret straks efter fødslen.
Kvinden, der henvendte sig er datter af denne Knud og derfor min kusine.
Knud var ikke så heldig som min mor, der blev hentet af sin mormor på det børnehjem hvor hun blev anbragt og derefter kunne vokse op som den yngste i en stor børneflok bestående af mostre og morbrødre.
Kvinden er meget interesseret i at vide mere om sin fars familie, så jeg har sendt hende noget af det materiale min far og jeg har stykket sammen.
-
Skønnet etnicitet
Til min store overraskelse er der ikke meget tysker at finde i mine DNA resultater. Til gengæld er der irer, skotte og waliser i mit DNA – med en høj grad af pålidelighed.
Med lav pålidelighed er der Mormoner i Utah, Idaho, Californien, Arizona, Wyoming og i Colorado og noget Grønlandsk Inuit i mit DNA.
Jeg matcher med 5977 personer i hele verden – testede personer. Det kan bliver noget af en fætter kusine fest.
Den viser også to nære slægtninge. Den ene er vores egen Sofie, mens den anden er en 40 årig kvinde, som har samme efternavn som min biologiske morfar.
Der er i det hele taget masser af information at dykke ned i.
HUSK at støtte borgerforslaget om at give politiet mulighed for at benytte denne type DNA resultater i deres efterforskning.
-
Catrine Booth-Koloniens Mødrehjem
I starten af juni kontaktede jeg Frelsens Hærs Eftersøgningstjeneste, som gerne ville se hvad de kunne grave frem i deres journaler om min mors anbringelse på Catrine Booth-Koloniens Mødrehjem i 1932/33.
I dag er de vendt tilbage med billeder og journalkortet vedr. min mors ophold. Desværre er der ikke så meget at hente, men der er dog to ting, der undrer mig. To nye ting.
Manden, der her er udlagt som barnefader hedder Carl Jørgensen og ikke Poul Fynbo Jørgensen, som jeg ellers har fået oplyst – så her er noget nyt, der skal undersøges nærmere.
Derudover er der i journalen anført, at hun ‘rejste til sit hjem’ og anbragt ‘hos moderen’. Det undrer mig for jeg ved jo, at hun er opvokset hos sin mormor og morfar. Måske er man bare ikke gået så højt op i den slags i starten af 30’erne. Måske er hun bare blevet indlemmet i familien og jeg derfor kan lede forgæves efter en evt. anden forklaring.
Det er mere end 100 år siden Frelsens Hær åbnende ’Catherine Booth Kolonien’, et hjem for ugifte og vordende mødre, på den gulkalkede ’Svendebjerggaard’ i Hvidovre. Stedet eksisterer stadig og Frelsens Hær driver to børneinstitutioner og et krisecenter på stedet.
. . .
I punkt 13 på første side står der: Timaanedersd(agen). Frederikshavn.
10 månedsreglen blev indført 1844 for børn født uden for ægteskab. Med fattigloven af 1803 var disse forsørgelsesberettigede i fødekommunen, men da kommunerne begyndte at transportere de vordende mødre over sogneskellet blev det lov, at moderens opholdskommune 10 måneder før fødslen var forsørgelsespligtig for barnet. For at hitte rede på opholdsstederne fik præsterne pligt til at notere dette ved fødslen.
-
Skeletter i skabet
Vi har andet til fælles end jobbet, min kollega i Odense og jeg. Begge er vi interesseret i både historie og slægtsforskning. I dag sendte hun mig et link til et nyt tiltag fra Rigsarkivet: Link-Lives
Jeg blev straks grebet af det og når en gren af familien hedder Leismann er meget nemt at finde noget brugbart.
Jeg har tidligere fortalt om min mors søskende, om cykeltyverier, uægte børn, nazi-elskerinder og hvad har vi… og har tænkt, at deres mor må have været et tolerant og rummeligt menneske, og nu har jeg en fornemmelse af hvorfor.
Meget hurtigt fandt jeg nemlig oplysningen om, at hun – Maren Undine Jensine Leismann – allerede som 19 årig fik et barn med en mand, som jeg aldrig har hørt om. Maskinarbejder Svend Asp i New York Amerika, er udlagt som barnefader.
Den lille pige nåede ikke at få et navn inden hun døde nogle få måneder gammel.
Også barn nr. 2 – en dreng – blev født uden for ægteskab og døde kort efter fødslen – her er det dog min oldefar, der er udlagt som barnefader.
Med sådan en bagage tror jeg, at man måske bedre kan forstå, når ens børn havner i tilsvarende prekære situationer.
Meget apropos dumpede der i dag et DNA testsæt ind i min postkasse.
Jeg har længe været nysgerrig på, om det kunne afsløre nye sider af min slægt – som åbenbart gemmer på mange hemmeligheder – og da der så blev kørt tilbud på det (det gør der i øvrigt ofte) så slog jeg til. Eller det vil sige at det lå i min indkøbskurv et par dage indtil de også tilbød gratis fragt (en metode jeg bruger i rigtig mange webshops med succes).
Prøven er udført og sendt retur til laboratoriet i Tyskland.
Så må vi se om der er andet end skandinav og tysker i mig.
-
Faldne kvinder
Da min mormor i 1932 blev gravid udenfor ægteskabet var det bestemt ikke velset i familien Bech i Frederikshavn.
Hun var en falden kvinde og blev derfor sendt på ‘diskret ophold‘ på Svendebjerggaard og fødte min mor på Rigshospitalet den 1. december 1932.
Så meget ved jeg.
Jeg ved også at min mor efterfølgende bliver efterladt alene på børnehjemmet Svendebjerggaard og senere blev hentet til Frederikshavn af sin mormor.
For et års tid siden skrev jeg til Rigsarkivet i håb om at de lå inde med oplysninger om omstændighederne omkring min mors fødsel og ikke mindst om det efterfølgende ophold på børnehjemmet.
Desværre har rigsarkivet ikke journaler fra Svendebjerggaard ældre end 1991 og heller ikke en evt. plejetilladelse fra Frederikshavns Kommune kunne de hjælpe med.
Så strandede det ligesom der og jeg tænkte, at det finder vi nok aldrig ud af.
Nu er der så måske alligevel et lille håb om at finde nye oplysninger.
Kontakten til min mors kusine har givet fornyet interesse og flere nye oplysninger. Hun kunne bla. fortælle, at historien siger, at det var hendes far, som med sin første hyre betalte rejsen til det diskrete ophold for sin søster og sendte mig samtidig en artikel om stedet.
Det var Frelsens Hær, som drev Svendebjerggaard i 1932. Dem har jeg nu kontaktet i håb om, at de måske vil kunne hjælpe mig videre.
Jeg har i dag fået positivt svar – de ville rigtig gerne hjælpe. Jeg har sendt dem nogle yderligere oplysninger til at hjælpe dem i deres søgning i de gamle journaler.
Det er spændende om de kan finde frem til hvad der skete den gang… jeg er blot ærgerlig over, at jeg ikke kan dele oplysningerne med min far.
-
Nedtælling
Hverdagene har det med at forsvinde mellem fingrene på mig og lige om lidt er endnu en uge strøget.
Et uge tættere på sommer og en uge tættere på at møde Solveig.
Det sidste er selvfølgelig dét, som vi for alvor tæller ned til nu.
Der er omtrent 5 uger til lejekontrakten udløber, som Nanna udtrykker det 🙂
Baby vokser så det knager inde i sin mors runde mave og ALT forløber helt efter planen. Den 24. maj skønnede jordemoderen hendes vægt til 2300 gram, så mon ikke hun allerede har rundet de 2,5 kg.
Alle er klar til at byde det nye familiemedlem velkommen. I vores familie er der ikke kommet nye medlemmer til siden 2003 – altså ud over de importerede – så vi ser rigtig meget frem til en indfødt mere.
Tænk sig, at jeg bliver mormor… 2022 bliver et fantastisk år.
…
I går sagde vi velkommen til et nyt medlem i vores lille kontorfamilie, et medlem som gav et meget positivt førstehåndsindtryk. Det er altid trist når en kollega rejser, men det viser sig som regel, at der er fundet gode afløsere – det gør det også denne gang.
-
Julifrokost
I 2020 blev den årlige familie julefrokost aflyst da vi valgte at holde os uden for smitterisiko. Til påske var risikoen fortsat ikke blevet bedre, men nu er vi alle blevet vaccineret og kunne derfor invitere til julifrokost.
Julifrokosten blev så i stedet til en grillaften i gården.
Jeg havde lånt både grill og borde i firmaet. Jeg har aldrig set så stor en Weber kuglegrill og jeg måtte da også bede om hjælp til at få den fragtet til Hals af Casper, som har en trailer.
Der gik to hele sække kul til og så var den ene side af grillen endda uden kul og til indirekte varme
Maden var super lækker, vejret fantastisk og selskabet … det er familie, så dem er jeg nok nødt til at finde mig i 😉
Nej pjat, alle var i herligt humør, så det kunne ikke have været bedre og hyggeligere.
Maden var så rigelig – alt for rigelig – og jeg har mad til de næste par dage også. Og til fryseren.
-
Onkel Enoch
Der er mange, for mig, ukendte personer i de fotografier jeg har fået fra både min forældre og fra min moster, men min mors kusine Jonna er fuld af gode historier om de fotos, jeg har spørgsmål til:
Jeg sendte billedet til min fars kusine i Fr.havn. Hun er jævnaldrende med din mor. Hun fortæller, at hun var på besøg i København og en dag tager de 2 unge damer en tur til Malmø. De sidder på en bænk da en nydelig herre kommer og snakker med dem. Han vil gerne fotograferes sammen med og have billederne sendt. Det gør Lizzie så – og hun bliver “penneven” med onkel Enoch.
Kort tid efter fortæller Lizzie, at hun skal giftes – og så sender han et halstørklæde til hendes mand, som han selv har vævet. Lizzies mand har det endnu!! Da hun fortæller ham, at hun har fået en søn – får han også et hjemmevævet halstørklæde. Lizzie har forbindelse med ham lige til han dør.
Så det er altså onkel Enoch min mor her er fotograferet sammen med. Ham havde jeg aldrig hørt om før og det minder mig igen om, hvor ærgerligt det er, at denne forbindelse til Jonna først blev skabt efter min mors død – der havde været meget at tale om og mange minder, der måske kunne vækkes i min mors demente hjerne.
(Familie krøniken noteres mest her for min egen skyld. Hvis jeg engang bliver dement har mine pårørende noget at hive frem og tale med mig om 😉 )
-
♥
Min mor – omkring halvandet år gammel Tidligt til morgen var det to år siden jeg mistede min mor.
Det var en meget meget smuk forårsmorgen og da naturen begyndte at vågne, sov hun lige så stille ind.
Min søster og jeg var taget hjem for natten, og min mors store børnebørn sad ved hende hele natten og var dem, der holdt hendes hånd da hjertet slog det sidste slag.
Hvis du har læst med herinde længe ved du, at min de sidste år af sit liv mor var dybt dement og jeg på den måde havde mistet min mor mange år før hendes krop også sagde stop, men for alvor at miste sin mor var og er alligevel en enorm sorg.
Ved hendes bisættelse spillede klaveret ‘Solen er så rød mor’ og den trækker stadig tårer og minder mig om, at sorg tager tid, lang tid og at det er ok.
