-
Skeletter i skabet
Slægtsforskningens moderne metode, DNA, får skeletterne til at vælte ud af skabet. Hemmeligheder, fortielser og løgne skabt i familier kommer pludselig ud i det åbne.
Det falder bestemt ikke i god jord alle steder.
Heller ikke i min slægt (har netop modtaget en tvær besked fra en fjern slægtning).
Børn avlet uden for ægteskab og bortadopteret, sandheden om familiestridigheder dukker pludselig op, afsløres og skaber nu mange år senere splid.
Måske har der været en grund til hemmeligholdelsen.
Noget får vi aldrig at vide fordi alle involverede parter forlængst er døde og vi derfor kun kan gætte, men når det gælder de nulevende burde vi lette på låget og få hemmelighederne ud i det åbne.
Jeg tænker, at det må være rarere selv at lukke op end at blive afsløret af fakta.
Da min mor og hendes 4 år yngre bror blev født uden for ægteskab var det forbundet med en masse skam for hele familien, men børnene er i hvert fald helt uden skyld i det passerede.
Jeg talte kun ganske lidt med min mor om hendes biologiske mor (som hun troede var hendes søster), men jeg fornemmede klart en sorg og bitterhed over, at hendes mor aldrig gav sig til kende overfor hende.
At min mor også havde en yngre bror er først kommet frem nu – 87 år efter han blev født. Hvor mange i familien, der har gået med den hemmelighed, det aner jeg ikke, men jeg er ret sikkert på, at min mor ikke vidste det.
-
Familien bliver ved med at overraske
Det startede med en henvendelse til Nanna via MyHerritage… om hun var i familie med Birthe Beck Jensen?
Nanna gør ikke så meget i familierelationerne, så jeg overtog hurtigt kommunikationen med kvinden, der skrev.
Hun kunne fortælle, at Birthe Beck Jensen var hendes faster og at hendes far hed Knud Gert Jensen.
Min mor (Birthe) havde kun én ‘bror’, som hed Knud Valdemar Bech Jensen, så ham kunne det ikke være.
Det tog kun et par skriverier frem og tilbage at få opklaret, at min biologiske mormor Ingeborg Katrine Bech Jensen ikke kun havde fået min mor uden for ægteskab, men også 4 år efter – den 11. juli 1936 – havde født en dreng, som blev bortadopteret straks efter fødslen.
Kvinden, der henvendte sig er datter af denne Knud og derfor min kusine.
Knud var ikke så heldig som min mor, der blev hentet af sin mormor på det børnehjem hvor hun blev anbragt og derefter kunne vokse op som den yngste i en stor børneflok bestående af mostre og morbrødre.
Kvinden er meget interesseret i at vide mere om sin fars familie, så jeg har sendt hende noget af det materiale min far og jeg har stykket sammen.
-
Skønnet etnicitet
Til min store overraskelse er der ikke meget tysker at finde i mine DNA resultater. Til gengæld er der irer, skotte og waliser i mit DNA – med en høj grad af pålidelighed.
Med lav pålidelighed er der Mormoner i Utah, Idaho, Californien, Arizona, Wyoming og i Colorado og noget Grønlandsk Inuit i mit DNA.
Jeg matcher med 5977 personer i hele verden – testede personer. Det kan bliver noget af en fætter kusine fest.
Den viser også to nære slægtninge. Den ene er vores egen Sofie, mens den anden er en 40 årig kvinde, som har samme efternavn som min biologiske morfar.
Der er i det hele taget masser af information at dykke ned i.
HUSK at støtte borgerforslaget om at give politiet mulighed for at benytte denne type DNA resultater i deres efterforskning.
-
Catrine Booth-Koloniens Mødrehjem
I starten af juni kontaktede jeg Frelsens Hærs Eftersøgningstjeneste, som gerne ville se hvad de kunne grave frem i deres journaler om min mors anbringelse på Catrine Booth-Koloniens Mødrehjem i 1932/33.
I dag er de vendt tilbage med billeder og journalkortet vedr. min mors ophold. Desværre er der ikke så meget at hente, men der er dog to ting, der undrer mig. To nye ting.
Manden, der her er udlagt som barnefader hedder Carl Jørgensen og ikke Poul Fynbo Jørgensen, som jeg ellers har fået oplyst – så her er noget nyt, der skal undersøges nærmere.
Derudover er der i journalen anført, at hun ‘rejste til sit hjem’ og anbragt ‘hos moderen’. Det undrer mig for jeg ved jo, at hun er opvokset hos sin mormor og morfar. Måske er man bare ikke gået så højt op i den slags i starten af 30’erne. Måske er hun bare blevet indlemmet i familien og jeg derfor kan lede forgæves efter en evt. anden forklaring.
Det er mere end 100 år siden Frelsens Hær åbnende ’Catherine Booth Kolonien’, et hjem for ugifte og vordende mødre, på den gulkalkede ’Svendebjerggaard’ i Hvidovre. Stedet eksisterer stadig og Frelsens Hær driver to børneinstitutioner og et krisecenter på stedet.
. . .
I punkt 13 på første side står der: Timaanedersd(agen). Frederikshavn.
10 månedsreglen blev indført 1844 for børn født uden for ægteskab. Med fattigloven af 1803 var disse forsørgelsesberettigede i fødekommunen, men da kommunerne begyndte at transportere de vordende mødre over sogneskellet blev det lov, at moderens opholdskommune 10 måneder før fødslen var forsørgelsespligtig for barnet. For at hitte rede på opholdsstederne fik præsterne pligt til at notere dette ved fødslen.
-
Skeletter i skabet
Vi har andet til fælles end jobbet, min kollega i Odense og jeg. Begge er vi interesseret i både historie og slægtsforskning. I dag sendte hun mig et link til et nyt tiltag fra Rigsarkivet: Link-Lives
Jeg blev straks grebet af det og når en gren af familien hedder Leismann er meget nemt at finde noget brugbart.
Jeg har tidligere fortalt om min mors søskende, om cykeltyverier, uægte børn, nazi-elskerinder og hvad har vi… og har tænkt, at deres mor må have været et tolerant og rummeligt menneske, og nu har jeg en fornemmelse af hvorfor.
Meget hurtigt fandt jeg nemlig oplysningen om, at hun – Maren Undine Jensine Leismann – allerede som 19 årig fik et barn med en mand, som jeg aldrig har hørt om. Maskinarbejder Svend Asp i New York Amerika, er udlagt som barnefader.
Den lille pige nåede ikke at få et navn inden hun døde nogle få måneder gammel.
Også barn nr. 2 – en dreng – blev født uden for ægteskab og døde kort efter fødslen – her er det dog min oldefar, der er udlagt som barnefader.
Med sådan en bagage tror jeg, at man måske bedre kan forstå, når ens børn havner i tilsvarende prekære situationer.
Meget apropos dumpede der i dag et DNA testsæt ind i min postkasse.
Jeg har længe været nysgerrig på, om det kunne afsløre nye sider af min slægt – som åbenbart gemmer på mange hemmeligheder – og da der så blev kørt tilbud på det (det gør der i øvrigt ofte) så slog jeg til. Eller det vil sige at det lå i min indkøbskurv et par dage indtil de også tilbød gratis fragt (en metode jeg bruger i rigtig mange webshops med succes).
Prøven er udført og sendt retur til laboratoriet i Tyskland.
Så må vi se om der er andet end skandinav og tysker i mig.
-
Faldne kvinder
Da min mormor i 1932 blev gravid udenfor ægteskabet var det bestemt ikke velset i familien Bech i Frederikshavn.
Hun var en falden kvinde og blev derfor sendt på ‘diskret ophold‘ på Svendebjerggaard og fødte min mor på Rigshospitalet den 1. december 1932.
Så meget ved jeg.
Jeg ved også at min mor efterfølgende bliver efterladt alene på børnehjemmet Svendebjerggaard og senere blev hentet til Frederikshavn af sin mormor.
For et års tid siden skrev jeg til Rigsarkivet i håb om at de lå inde med oplysninger om omstændighederne omkring min mors fødsel og ikke mindst om det efterfølgende ophold på børnehjemmet.
Desværre har rigsarkivet ikke journaler fra Svendebjerggaard ældre end 1991 og heller ikke en evt. plejetilladelse fra Frederikshavns Kommune kunne de hjælpe med.
Så strandede det ligesom der og jeg tænkte, at det finder vi nok aldrig ud af.
Nu er der så måske alligevel et lille håb om at finde nye oplysninger.
Kontakten til min mors kusine har givet fornyet interesse og flere nye oplysninger. Hun kunne bla. fortælle, at historien siger, at det var hendes far, som med sin første hyre betalte rejsen til det diskrete ophold for sin søster og sendte mig samtidig en artikel om stedet.
Det var Frelsens Hær, som drev Svendebjerggaard i 1932. Dem har jeg nu kontaktet i håb om, at de måske vil kunne hjælpe mig videre.
Jeg har i dag fået positivt svar – de ville rigtig gerne hjælpe. Jeg har sendt dem nogle yderligere oplysninger til at hjælpe dem i deres søgning i de gamle journaler.
Det er spændende om de kan finde frem til hvad der skete den gang… jeg er blot ærgerlig over, at jeg ikke kan dele oplysningerne med min far.
-
Onkel Enoch
Der er mange, for mig, ukendte personer i de fotografier jeg har fået fra både min forældre og fra min moster, men min mors kusine Jonna er fuld af gode historier om de fotos, jeg har spørgsmål til:
Jeg sendte billedet til min fars kusine i Fr.havn. Hun er jævnaldrende med din mor. Hun fortæller, at hun var på besøg i København og en dag tager de 2 unge damer en tur til Malmø. De sidder på en bænk da en nydelig herre kommer og snakker med dem. Han vil gerne fotograferes sammen med og have billederne sendt. Det gør Lizzie så – og hun bliver “penneven” med onkel Enoch.
Kort tid efter fortæller Lizzie, at hun skal giftes – og så sender han et halstørklæde til hendes mand, som han selv har vævet. Lizzies mand har det endnu!! Da hun fortæller ham, at hun har fået en søn – får han også et hjemmevævet halstørklæde. Lizzie har forbindelse med ham lige til han dør.
Så det er altså onkel Enoch min mor her er fotograferet sammen med. Ham havde jeg aldrig hørt om før og det minder mig igen om, hvor ærgerligt det er, at denne forbindelse til Jonna først blev skabt efter min mors død – der havde været meget at tale om og mange minder, der måske kunne vækkes i min mors demente hjerne.
(Familie krøniken noteres mest her for min egen skyld. Hvis jeg engang bliver dement har mine pårørende noget at hive frem og tale med mig om 😉 )
-
Det er en tysker
Min ansøgning om at føje Leismann til mit navn gik ret glat igennem.
Jeg blev ringet op af sagsbehandleren ved Hals kirke i tirsdags – min oldemors dåbs- og vielsesattest var ikke helt nok til at knytte mig til slægten. Hun havde behov for at finde både min mor og mormor i kirkebøgerne for at skabe forbindelsen til mig.
Det arbejde havde min far og jeg under vores slægtsforskning allerede lavet, så de kopier fra kirkebøgerne blev sendt med mail og i dag lå der så en besked om godkendelsen i min e-boks.
Jeg ved ikke, om det er et navn jeg kommer til at underskrive mig med – det føles alligevel lidt fremmed, men på den anden side er det vel ikke er mere fremmed end hvis man har giftet sig til et nyt efternavn.
Vi får se…
Næste trin i den her nysgerrighed på mine rødder kunne være et besøg i Korschenbroich, hvorfra Adolph Eduard rejste i midten af 1700 tallet.
Jeg ved ikke så meget om ham andet end han er født i byen i 1719, døbt i den katolske kirke og som voksen forlod Korschenbroich og rejste mod Danmark, hvor han slog sig ned i Aabenraa og blev gift med Johanne Sophia Andersen.
-
Den sidste møller
Jeg blev kontaktet for et par uger siden af Jesper. Jesper er fra Jerup, hvor Kragskov Mølle stod i sin tid. Han skriver historien om egnen omkring Jerup og dermed også om møllen som han også sendte en del billeder af.
Jeg har i dag brugt en rum tid på at kigge i avisarkiverne og fundet en del om Kragskov mølle som min familie ejede i en lang årrække.
Min tipoldefar Søren Christian Jensen ejede møllen ved Kragskov å og møllen og møllefaget blev i 1920’erne overdraget til hans yngste søn Jens, som drev møllen frem til 1952.
I Frederikshavn Avis fandt jeg en fin artikel om ‘Onkel Jens’ i forbindelse med hans 70 års fødselsdag i 1964.
Den kommer her:
En Mølle? Det er da en bygning, der staar fast placeret i landskabet. Ikke desto mindre er møllen, der staar som minde om møllerne paa Vendsyssels top i Skagens Fortidsminder, blevet flyttet tre gange. Det kan dens tidligere ejer, Jens Peter Jensen, som paa torsdag fylder 70 aar, berette om.
Far (Søren Christian Jensen) kom til Jerup i 1892 fra Taarslev, hvor han ejede en vandmølle, “Krogens Mølle”.
Paa det tidspunkt stod den mølle, der senere kom til Skagen, her i Jerup. Den var forfalden og virkede ikke. Han købte den af Kresten Bech.
Onkel Jens – foto fra avisartiklen Den hed Bækmøllen, fordi den lå med Kragskov aa. Min far døbte den Kragskov Mølle, fordi vor jordlod i sin tid er købt fra Kragskov.
De gamle fortæller, at den kom til Jerup fra Elling i 1830.
Ingen kan fortælle, hvornaar den blev bygget i Jerup.
I Elling pumpede den bare vand til gaarden og var derfor ikke så høj. I Jerup blev der bygget en etage paa samt vinger og møllehus.
Før min far kom hertil, var der to vindmøller og en vandmølle her på stedet, hvor vi bor – i udkanten af Jerup paa arealerne, der grænser op til Kragskov aa sydfra.
Den ene vindmølle, som stod et par hundrede meter vestpaa inde paa marken brændte Steffens aften i 1889. I tre aar maatte Kresten Bech klare sig med vandmøllen alene.
Vandmøllen var turbine drevet, men den var heller ikke i for god stand. Far installerede en ny turbine.
I flere aar klarede vi os endog strygende med vind- og vandmøllen. Blæste det ikke, var der vand i aaen. Var der ingen vand i aaen, blæste det nok.
Vi malede korn i dynger – sommetider dag og nat.
Var der ikke andre vindmøller i nabolaget?
Jo, men se, de gik alle ned. Der var skam vindmøller i baade Vogn og Aalbæk. Desuden var der en mølle mere i Jerup. Den laa vesten for huset, hvor centralen har været. Det hus, hvor murer Kresten Christensen nu bor, har været møllehus.
Disse møller var efterhaanden blevet for gamle, og der var ingen interesse for at overtage dem. De forsvandt alle mellem 1920 og 1930.
Karsten Sørensen paa Aalbæk Gl. Kro var den sidste, der ejede møllen i Aalbæk. Den nordligere mølle i Jerup ejedes sidst af Martin Christenen.
Under 1. verdenskrig var der nok til møllen at male. Vi malede statsbyg, forstaar sig.
Efter krigen kom der et betydeligt fald. Senere fulgte krigsaarene. I krigens tid fik landmændene raad til at installere vindmotorer i gaardene, og de kørte kraftigt, men faldt ned i begyndelsen af 30-erne. De kunne ikke holde.
Herover annoncer fundet i arvisarkivet – alle tilknyttet møllen.
Da havde vi en stor tid. Vi laa centralt, Kragskov Mølle var eneste mølle i omegnen, og vi havde kunder fra baade Vogn, Aalbæk, Knasborg og lokalforeningen. I en lang række holdt bønderne og ventede paa at faa malet. ventetiden blev fordrevet med en kop kaffe i stuen, og historier gik der mange af.
Petroleumsmotorerne vandt frem. Og senere elektriciteten.
Siden gik det stærkt tilbage for Kragskov Mølle. Bønderne begyndte selv at male paa gaarden.
I 1942 fik vi elektrisk lys. Samme år nedlagde vi vandmøllen og solgte turbinen til Sulbæk Mølle i Understed.
Oplandet var ikke stort nok til, at vi kunne oprette en dampmølle. Det sidste aar, jeg havde møllen, var der næsten intet at male.
I 1952 købte Chr. Thagaard i Skagen møllen til Skagens Fortidsminder for kr. 1200. Den blev skilt i stumper og stykker og transporteret til Skagen.
Jeg havde ikke raad til at beholde den – i dag er jeg ked af, at han fik lov at rende med den.
Chr. Thagaard vil ikke af med den igen.
Den ville ellers have pyntet her ved skuret paa sin gamle plads bag mit hus og været en mægtig turistattraktion for gæsterne paa campingpladsen, som jeg oprettede for en maaned siden.
I Skagen faar de ikke lov at gaa ind i møllen og se paa den.
Naturfredningsforeningen burde have købt den og ladet den staa i stedet for, at den blev kørt til Skagen. Borgerforeningen i Jerup var ny dengang, og den havde ikke raad til at købe møllen.
Dengang den stod her, kom der mange og kiggede paa den. Jeg skulle have beholdt møllen og bygget restauration ved siden af.
Mølleriet er en saga blott i dag. Jeg føler ingen trang til at have møllen mere, men sommetider kommer de gamle minder op i én.
Naar der ikke er noget at tjene ved det, er man tvunget til at give afkald.
Desuden kom jeg i 1947 et halvt aar paa sanatorium. I dag føler jeg mig rask – og meget bedre end for 15 aar siden. Gæster? Nej, der her ikke været mange i aar. Det kan være der kommer flere næste aar. Vi skal have lavet forholdene lidt mere moderne på campingpladsen.
De har også handlet med cykler?
Far begyndte at handle med cykler, og saa tog jeg ogsaa fat paa det. Jeg reparerede cyklerne, han solgte dem. Siden 1935 kunne man ikke faa reservedele, og jeg havde nok i møllen – saa ville jeg ikke have mere med cyklerne at gøre.
Fødselsdagen? De er da hjemme, børnene. Der er fire, to drenge og to piger. drengene arbejder paa et snedkerværksted i Finnspang i Norrkøbing i Sverige. Svenska Metallverk, Finnspangverket, hedder det. De er hjemme i anledning af dagen.
Jens Peter Jensen – den sidste møller – døde den 16. december 1973.
-
4 år med tab af almen tillid
I et indlæg tilbage i 2015 fortalte jeg om min moster, som havde et forhold til nazisten og biografdirektøren i Frederikshavn, Hakon Jarle.
Min moster i Hakon Jarles bil som den tyskervenlige biografdirektør kunne holde kørende hele krigen trods benzinrationering. På det tidspunkt vidste jeg ikke hvad der var sket med Hakon Jarle efter hans arrestation, men det gør jeg nu.
I det hele taget har avisarkiverne været særdeles gavmilde med artikler om både Hakon jarle, men også om nogle af min mosters brødre, mine onkler. Og det er ikke kun for det gode. Mere om det senere 🙂
De to artikler herunder er fra henholdsvis 1945 og 1950 og fortæller blandt andet, at Jarle blev idømt 4 års fængsel med tab af almen tillid i 5 år.
Tab af almen tillid – hvad har det mon dækket over?
Min moster blev på et tidspunkt i deres forhold installeret i en lejlighed på Vesterbro i Aalborg. Jeg forestiller mig, at det har været mere bekvemt for ham at aflægge hende et besøg i en lidt større by og uden det betød at familien måtte sendes til Norge.
Blandt mine mosters billeder fandt jeg et taget fra lejligheden og hen mod Limfjordsbroen. Præcis hvornår det er taget ved jeg ikke, men jeg ved, at tyskerne som noget af det første besatte Limfjordsbroen og her ser passagen ud til at være fri, så det er nok fra efter 45.
Min Moster var en skøn og skør dame med – hvad jeg har kunnet stykke sammen af historierne om hende – en rigtig dårlig dømmekraft når det gjaldt hendes valg af mænd. (er det mon arveligt?)
Hun er født i 1919 og ud fra hendes alder under krigen vil jeg tro, at Jarle har været et af de første dårlige valg hun har truffet – i hvert fald set med mor Marens øjne!
Jeg tegnede en måneds abonnement til Nordjyske fordi der var en artikel om en af Hals’ rigmænd jeg gerne ville læse og det giver så samtidig adgang til arkiverne for 9 nordjyske aviser udgivet tilbage fra 1800 tallet.
Det har jeg fået meget sjov og ny information ud af.