• Familie,  Fransk Bulldog,  Irma

    Græsk fransk møde

    Vi lod ‘drengene’ blive hjemme og lod Ella og Irma lege uforstyrret af hanhunde nykker.

    Ella kan løbe solen sort, men den bette Irma følger ret godt med og først efter 3 kvarters stormen rundt blev tempoet sat ned.

    Vi var helt enige om, at det var en succes og ikke sidste gang vi lod de to lege.

    Bagefter fik Bob en god travetur alene og han lignede en der nød at have sin matte helt for sig selv.

  • Familie

    4 år med tab af almen tillid

    I et indlæg tilbage i 2015 fortalte jeg om min moster, som havde et forhold til nazisten og biografdirektøren i Frederikshavn, Hakon Jarle.

    Min moster i Hakon Jarles bil som den tyskervenlige biografdirektør kunne holde kørende hele krigen trods benzinrationering.

    På det tidspunkt vidste jeg ikke hvad der var sket med Hakon Jarle efter hans arrestation, men det gør jeg nu.

    I det hele taget har avisarkiverne været særdeles gavmilde med artikler om både Hakon jarle, men også om nogle af min mosters brødre, mine onkler. Og det er ikke kun for det gode. Mere om det senere 🙂

    De to artikler herunder er fra henholdsvis 1945 og 1950 og fortæller blandt andet, at Jarle blev idømt 4 års fængsel med tab af almen tillid i 5 år.

    Tab af almen tillid – hvad har det mon dækket over?

    Min moster blev på et tidspunkt i deres forhold installeret i en lejlighed på Vesterbro i Aalborg. Jeg forestiller mig, at det har været mere bekvemt for ham at aflægge hende et besøg i en lidt større by og uden det betød at familien måtte sendes til Norge.

    Blandt mine mosters billeder fandt jeg et taget fra lejligheden og hen mod Limfjordsbroen. Præcis hvornår det er taget ved jeg ikke, men jeg ved, at tyskerne som noget af det første besatte Limfjordsbroen og her ser passagen ud til at være fri, så det er nok fra efter 45.

    Min Moster var en skøn og skør dame med – hvad jeg har kunnet stykke sammen af historierne om hende – en rigtig dårlig dømmekraft når det gjaldt hendes valg af mænd. (er det mon arveligt?)

    Hun er født i 1919 og ud fra hendes alder under krigen vil jeg tro, at Jarle har været et af de første dårlige valg hun har truffet – i hvert fald set med mor Marens øjne!

    Jeg tegnede en måneds abonnement til Nordjyske fordi der var en artikel om en af Hals’ rigmænd jeg gerne ville læse og det giver så samtidig adgang til arkiverne for 9 nordjyske aviser udgivet tilbage fra 1800 tallet.

    Det har jeg fået meget sjov og ny information ud af.

  • Familie

    Tillykke mor

    Otto, Erik, Poul og Birthe

    På denne første dag i december ville min mor været blevet 88 år.

    Det blev hun så ikke og med Coronaens indtog tænker jeg, at det er meget godt. Hun ville ikke have forstået isolationen.

    På billedet er hun sammen med sine brødre Otto, Erik og Poul.

    Drengene, som hun kaldte dem.

    Når hun talte om, at hun gerne ville hjem og jeg så spurgte, hvor hun gerne ville hjem til, var det til ‘mor og drengene’.

    Jeg er lidt ked af først at være kommet i kontakt med hendes kusine efter hendes død. Jeg tror, at det ville have været til stor glæde for min mor at se de breve og billeder, som jeg har fået tilsendt.

    Erik, Otto og Poul er født henholdsvis i juni 1921, juli 1922 og oktober 1923 – 3 drenge på 2,5 år. Det er barskt, men det er en helt anden historie.

  • Familie

    Seksten

    Ingeborg Anna Dorthea Sørensen og Frederich Christian Leismann – mine tipoldeforældre – blev i årene 1885 – 1909 forældre til seksten børn.

    MINDST.

    Dengang var spædbørnsdødeligheden høj og jeg tænker, at der har også været et par fødsler i de år, hvor der er ‘langt’ mellem børnene.

    Og ikke nok med, at der var mange børn – de havde også 2, 3 eller 4 navne. Det var før ‘Hvad skal barnet hedde’ – og må dæleme havde været noget af en opgave. Mange af navnene, befinder sig blandt de 50 mest brugte navne i 2020.

    1. Fritze Maren Caroline – 1885
    2. Jens Anders Andreas – 1886
    3. Johannes Christian – 1887
    4. Jacob Peter Frederik – 1889
    5. Maren Undine Jensine – 1891
    6. Emanuel Frederik Christian – 1892
    7. Lydia Ingeborg Elisabeth – 1895
    8. Mikael Julius Emil – 1896
    9. Agnete Kristine Viktoria – 1897
    10. Niels Christian Peter – 1898
    11. Julie Laura Rasmine Kristine – 1900
    12. Otto Eli Plesner – 1901
    13. Kristian Gregers Gram – 1902
    14. Gjertrud Klara Marie – 1904
    15. Viktor Johannes – 1906
    16. Knud Valdemar – 1909

    Alle med efternavnet Leismann

    Deres datter Maren Undine Jensine fik 9 børn – og det er her min del af familiekrøniken udspringer.

    Maren Undine Jensine AKA Bebe

    På billedet, som er fra 1939 er hun kun 48 år, men ligner en gammel bedstemor med ål i strømperne og hårnet.

  • Familie

    Der kom et brev

    Det der med slægtsforskningen er ikke helt slut endnu. Det var min fars interesse og da hans øjne blev svagere og svagere måtte jeg hjælpe ham.

    Når vi mødtes over søndags kaffen var det altid spændende at høre, hvad den anden havde fundet ud af.

    Nyhederne blev blandet modtaget af min mor. Jeg tror ikke altid helt det passede hende, at familiens skeletter på den måde faldt ud af skabene.

    Jeg kigger stadig på det indimellem. Ikke så meget for at finde flere slægtninge tilbage i tiden (1719 hvor vi er tilbage er alt rigeligt), men for at finde ud af mere omkring dem, der ikke ligger så mange generationer tilbage.

    Nu er jeg blevet kontaktet af min mors kusine og har i dag modtaget et fantastisk brev med historier om hver enkelt familiemedlem, sjove anekdoter og fotos som jeg aldrig har set før.

    Hun har ingen børn og synes derfor, at hun ville sende mig familiebillederne, så de ikke bare blev smidt ud.

    Af hjertet tak, Jonna.

  • Familie

    Slægten Bech/k

    Min far og jeg lavede sammen lidt slægtsforskning og vores slægtstræ ligger fortsat på My Heritage. Indimellem får jeg en mail fordi nogen har matchet mine slægtninge med deres egne.

    Sidst var det med min biologiske morfar, som ingen kender udover navnet Poul Fynbo Jørgensen. Min mormor fik min mor uden for ægteskab og nu viser dette match, at han fik yderligere et barn – Søren – en halvbror til min mor.

    Jeg forestiller mig ikke, at der har været noget, der hed børnebidrag dengang og da slet ikke når han ikke er ‘udlagt som barnefader’.

    Det fik mig til at tænke på, om hans nye familie har haft kendskab til min mor.

    Det har de så nu.

    Noget andet er dukket op samme sted. Et foto af min oldefars gravsten på Frederikshavn Kirkegård.

    Han døde i 1949 og billedet er fra 2019. Nogen må altså fortsat betale for det gravsted, medmindre selvfølgelig, at der er betalt forud i 100 år

    Det gør mig noget nysgerrig.

  • Familie

    Kære far

    Hvor det falder mig forholdvist nemt at tale om min mor’s død, er det langt sværere med min fars.

    Jeg har sagt det før: efter han blev ‘skilt’ fra min mor på plejehjemmet levede han et lorteliv.

    Han var ikke nem at omgåes for os pårørende og det er ofte sket, at jeg har haft mere end svært ved at bære over med ham. Hårde ord og irritation blev ofte en del af vores kommunikation og i dag sidder jeg med en rigtig træls følelse af, at have svigtet ham.

    Også systemet svigtede ham. Den somatiske afdeling var som et fængsel. Beboerne sad i dyb ensomhed i hver deres bolig og blev hevet frem på faste tidpunkter, når der blev serveret mad eller kaffe. Ingen initiativer blev taget for at forbedre hans livskvalitet udover hvis det skete efter pres fra os.

    Vreden og tårene ligger forsat lige under overfladen selvom der nu er gået et år.

    Jeg skulle have besøgt ham oftere, men jeg magtede det bare ikke. Jeg gik altid derfra og var rigtig ked af det. Både over hans indlysende mistrivsel og ensomhed, men også over mine egne følelser og utilstrækkelighed.

    I dag er det et år siden, at han sov stille ind i samme ensomhed, som han havde levet den sidste tid. Ingen var forberedt på at døden var nært forestående. Han blev fundet død først på natten den 26. maj.

    Jeg håber af hele mit hjerte, at det har været fredfyldt for ham.

  • Familie,  Fransk Bulldog,  Irma & Bob

    Sol, sand og vand

    Skiltet med hold afstand var en smule malplaceret på den store brede strand. Så langt øjet rakte mod både syd og nord var der måske ti mennesker at spotte – os tre inclusive.

    Hundene var trætte og håbet om et ‘yndigt’ familieportræt med vesterhavet i baggrunden var til stede.

    Trætte eller ej. Familieportrætfotografering evner jeg vist ikke… eller måske skal jeg vælge nogle mere samarbejdsvillige modeller.

  • Familie

    Solen er så rød mor

    I dag er det et år siden min mor døde. Og om lidt også et år siden jeg mistede min far.

    Dagen inden hun døde havde jeg hentet min fars radio og satte den ved siden af hendes seng. Håbede, at hun kunne have glæde af at høre lidt musik selvom hun svævede sådan lidt ud og ind af bevisthed. Da jeg satte den op var der noget dansevenlig musik og jeg viste min mor et par moves. Hun så på mig og smilede.

    Det blev vores sidste kontakt.

    Det var en meget meget smuk forårsmorgen og da naturen begyndte at vågne, sov hun lige så stille ind. Min søster og jeg var taget hjem for natten, og min mors store børnebørn sad ved hende hele natten og var dem, der holdt hende i hånden da hun trak vejret for sidste gang.

    Min mor var dement og jeg havde mistet den mor jeg kendte for længe siden. Men for alvor at miste sin mor er alligevel en enorm sorg. Forældre er det fundament vi bygger på og når de er væk er vores livsvidner væk.

    Sorgen er forbundet med en erkendelsen af det uigenkaldelige tab, og sorgen føles dybere og mere påtrængende, som dagene går. Den tomhed der er, hvor et andet menneske engang var, er en tung følelse.

    Sorgbearbejdelsen har været svær. Jeg har (ubevist) lagt låg på den. Mine forældre var jo ældgamle, døden var naturlig og ventet, men sorgen over at miste er der, uanset alder og relation.

    Indimellem befinder jeg mig i en situation, hvor det pludselig overvælder mig. Det kan være en særlig stemning, en scene i en film, en sang… Solen er så rød mor blev spillet på klaveret både før og efter min mors bisættelse og den kan jeg ikke høre uden at få en stor klump i halsen.

    En ting har jeg lært; at sorg tager tid – og at det er okay.

    Jeg har også lært, at min mor har betydet uendelig meget mere end jeg var klar over, da hun var i live, at man ikke kommer sig over sorg og tabet af en person, men at man lærer at leve med det og at man godt kan leve uden sin mor, når det nu ikke kan være anderledes.

  • Familie,  Jul

    Glædelig 1. december

    Det er meget længe siden en strandtur har været af den slags man ikke vil hjem fra. Kold, klar og så stille, at jeg skulle kigge langt ud i horisonten for at se den mindste krusning på vandet.

    Alt var dækket af det fineste lag iskrystaller og landskabet var ret magisk.

    Min mor ville været blevet 87 år i dag. Det er den første fødselsdag, hvor hun ikke skal fejres.

    Til morgen gik jeg forbi kirkegården, tændte et lys og sendte hende et tillykke. Jeg vil ikke bruge ordet savner om dem, men jeg tænker på dem hver eneste dag med glæde og taknemmelighed.

    Jeg drømmer ofte om samtaler med min mor. I drømmene har hun igen et sprog og vi kan igen tale om alle de ting, som jeg længe ikke har kunne dele med hende.

    Når man mister et menneske er der en første gang for det meste og det mærkes selvfølgeligt tydeligst i de situationer, som har betydet noget. Fødselsdag og jul f.eks. I dag var det hendes første fødselsdag, om lidt er det min… og snart er den første jul nogensinde uden mine forældre.

    Følelsen af at have mistet det fundament jeg er bygget af er stadig både tom og tung.

    Tillykke med dagen, mor