• Solen er så rød mor

    I dag er det et år siden min mor døde. Og om lidt også et år siden jeg mistede min far.

    Dagen inden hun døde havde jeg hentet min fars radio og satte den ved siden af hendes seng. Håbede, at hun kunne have glæde af at høre lidt musik selvom hun svævede sådan lidt ud og ind af bevisthed. Da jeg satte den op var der noget dansevenlig musik og jeg viste min mor et par moves. Hun så på mig og smilede.

    Det blev vores sidste kontakt.

    Det var en meget meget smuk forårsmorgen og da naturen begyndte at vågne, sov hun lige så stille ind. Min søster og jeg var taget hjem for natten, og min mors store børnebørn sad ved hende hele natten og var dem, der holdt hende i hånden da hun trak vejret for sidste gang.

    Min mor var dement og jeg havde mistet den mor jeg kendte for længe siden. Men for alvor at miste sin mor er alligevel en enorm sorg. Forældre er det fundament vi bygger på og når de er væk er vores livsvidner væk.

    Sorgen er forbundet med en erkendelsen af det uigenkaldelige tab, og sorgen føles dybere og mere påtrængende, som dagene går. Den tomhed der er, hvor et andet menneske engang var, er en tung følelse.

    Sorgbearbejdelsen har været svær. Jeg har (ubevist) lagt låg på den. Mine forældre var jo ældgamle, døden var naturlig og ventet, men sorgen over at miste er der, uanset alder og relation.

    Indimellem befinder jeg mig i en situation, hvor det pludselig overvælder mig. Det kan være en særlig stemning, en scene i en film, en sang… Solen er så rød mor blev spillet på klaveret både før og efter min mors bisættelse og den kan jeg ikke høre uden at få en stor klump i halsen.

    En ting har jeg lært; at sorg tager tid – og at det er okay.

    Jeg har også lært, at min mor har betydet uendelig meget mere end jeg var klar over, da hun var i live, at man ikke kommer sig over sorg og tabet af en person, men at man lærer at leve med det og at man godt kan leve uden sin mor, når det nu ikke kan være anderledes.

    35+
  • Konfirmation anno 1946

    morkonfDer skrives spalte op og spalte ned om at konfirmationer anno 2015 har taget overhånd og indimellem minder de da også om små celebrity bryllupper.

    Jeg kan heldigvis være ligeglad. Min Pode ér konfirmeret og det var før det var hipt, at blive hentet i Limousine eller helikopter og før en konfirmation kunne løbe op i hundredetusinde kroner.

    Min mor blev konfirmeret i 1946.

    Jeg tvivler på, at der har været råd til ekstravagance i den anledning. Jeg tvivler faktisk på, at ekstravagance overhovedet har været en mulighed.

    Det var året efter 2. verdenskrig sluttede og der var fortsat mangel på ‘alt’ – også stof.

    Min mors konfirmationskjole er derfor syet af en faldskærm.

    Faldskærmssilke og pokkers fin, synes jeg – også selvom det er en knap 70 år gammel model.

    0
  • Undren

    Jeg er godt og vel en halv time om at gå fra nattøj og morgenhår til at været badet, have ordnet hår, lagt makeup, taget tøj på og være klar til at gå ud af døren.

    Poden bruger knap to timer på samme operation.

    Mon mine lynaktioner er en konsekvens af, at jeg har erkendt, at der ikke længere er noget at pynte på 😕

    0
  • T for…

    T for tirsdagstristhed og Tell me why I don’t like Tuesdays.

    Lige specielt dén her tirsdag har været sej at komme gennem. Jeg har kedet mig bravt hele dagen… bevarmigvel, jeg har skam haft arbejde nok, men jeg har bare ikke gidet at gå i gang og da jeg kom hjem, lå poden oppe under dynen og led af samme tirsdagstræthed.

    T for træghed. T for træthed. T for tror vi går tidligt i seng!

    0
  • A Christmas tale

    Et virkelig morsomt syn… en biograf fyldt med mennesker iført ens sorte plastic briller, her i podens og min version 😉 

    Vi har brugt søndag eftermiddag på at se “A Christmas tale”. Jeg var dybt dybt imponeret over, hvor flot den er lavet. Jeg ikke tidligere set en 3D film og min umiddelbare tanke var: hvor fantastisk kan det lige være. Men når man får lyst til at stikke hånden ud og føle sneen, der daler… ja, så er det squ godt lavet.

    Filmen er endnu en genfortælling af Charles Dickens historie om Mr. Ebenezer Scrooge, som må så grueligt meget igennem før han finder glæden ved livet. En fortærsket historie og som sådan bragte Disneys version ikke noget nyt med sig… bortset fra at imponere med sin flotte opvisning i 3D effekter.

    PS: Absolut ikke en film for mindre børn.

    0