Solen er så rød mor

I dag er det et år siden min mor døde. Og om lidt også et år siden jeg mistede min far.

Dagen inden hun døde havde jeg hentet min fars radio og satte den ved siden af hendes seng. Håbede, at hun kunne have glæde af at høre lidt musik selvom hun svævede sådan lidt ud og ind af bevisthed. Da jeg satte den op var der noget dansevenlig musik og jeg viste min mor et par moves. Hun så på mig og smilede.

Det blev vores sidste kontakt.

Det var en meget meget smuk forårsmorgen og da naturen begyndte at vågne, sov hun lige så stille ind. Min søster og jeg var taget hjem for natten, og min mors store børnebørn sad ved hende hele natten og var dem, der holdt hende i hånden da hun trak vejret for sidste gang.

Min mor var dement og jeg havde mistet den mor jeg kendte for længe siden. Men for alvor at miste sin mor er alligevel en enorm sorg. Forældre er det fundament vi bygger på og når de er væk er vores livsvidner væk.

Sorgen er forbundet med en erkendelsen af det uigenkaldelige tab, og sorgen føles dybere og mere påtrængende, som dagene går. Den tomhed der er, hvor et andet menneske engang var, er en tung følelse.

Sorgbearbejdelsen har været svær. Jeg har (ubevist) lagt låg på den. Mine forældre var jo ældgamle, døden var naturlig og ventet, men sorgen over at miste er der, uanset alder og relation.

Indimellem befinder jeg mig i en situation, hvor det pludselig overvælder mig. Det kan være en særlig stemning, en scene i en film, en sang… Solen er så rød mor blev spillet på klaveret både før og efter min mors bisættelse og den kan jeg ikke høre uden at få en stor klump i halsen.

En ting har jeg lært; at sorg tager tid – og at det er okay.

Jeg har også lært, at min mor har betydet uendelig meget mere end jeg var klar over, da hun var i live, at man ikke kommer sig over sorg og tabet af en person, men at man lærer at leve med det og at man godt kan leve uden sin mor, når det nu ikke kan være anderledes.

35+

4 Comments

  • Helle. Caspersen

    Og nu får jeg en klump i halsen. Uanset hvor gamle vi og vores forældre er, så er det en stor sorg at miste dem.Jeg har stadig begge mine forældre, som har været skilt i mange år. Min mor på 89 som er bimlende dement og ligesom din mor, er den mor jeg kender, væk for mange år siden, og jeg har sagt farvel til hende, men jeg skal jo tage afsked med hende engang til når hun dør. Min far på 95 har jeg lige flyttet på plejehjem for 3 uger siden, og i torsdags på dronningens fødselsdag, var min søster og jeg taget til udendørs fællessang på hans plejehjem, og der var en af sangene “solen er så rød mor” og den kunne jeg ikke lige synge med på pga klump i halsen, da tankerne gik til min mor. Er det bare mig, eller bliver man nemmere lidt rørstrømsk med alderen, synes snart ikke jeg kan se noget rørende i TV uden det trækker fugt i øjenkrogen.

    • Mette

      Det er svært med sådan en dement mor. Vi oplevede heldigvis ikke, at det kom dertil at hun ikke kunne genkende os. Jeg tror ikke hun kunne huske vores navne. Personalet prøvede når de fik øje på os på afstand… men spurgt til hvad vi hed svarede hun bare ‘pige’. Men genkendelse var der, for hun strålede som en sol når vi kom på besøg.

      Jeg tror måske det er alderen der gør os mere letbevægelige. Min reaktion har også flyttet sig enormt de sidste år og måske især det seneste. Sorgen har ikke rigtig fået plads før så nu giver jeg bare los når det kommer over mig… det er godt at græde lidt.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *