• Et øjeblik...

    Læreplads søges

    Lige om lidt er min Pode færdig på Aalborg Handelsskole og skal ud og søge læreplads.

    I dag mødtes vi til en lille fotoseance inde i Aalborg og fik taget lidt billeder, der skal ledsage de ansøgninger hun skal sende den kommende tid.

    Jeg tænker, at det er svært at få en læreplads. De er mange unge om buddet og derfor forsøger vi skabe en anderledes slags ansøgning i både indhold og form i håb om at den bliver langt mærke til.

    Hundrede billeder senere… cirka… kørte vi mod Gigantium.

    IMG_6445

    Vi havde fået billetter til weekendens Bolig, mad og designmesse, men der var så meget bilkaos omkring hallerne, at vi opgav og kørte i Ikea i stedet. Her fik vi så lige brugt en mindre formue inden vi et par timer senere returnerede til Gigantium, hvor trafikken nu var næsten normaliseret.

    Der er ikke ret meget godt, at sige om den messe.

    Der var alt alt for mange mennesker og man kunne dårligt komme ind på standene.

    Skal jeg fremhæve noget godt må det være smagsprøverne fra Summerbird (:

    IMG_6446

  • Et øjeblik...

    Oktober smukhed

    Oktober er startet smuk og lun med sol fra en klar himmel.

    IMG_5767

    Trods mathed efter gårsdagens narkose fulgte jeg med Poden og hundene i mosen. Ikke i verdens højeste tempo, men en tur fik vi ud af det og den friske luft gjorde mig godt.

    IMG_5782

    Hundene nyder hendes selskab lige som meget som deres matte. Hun fylder huset med liv, snak og dejlig latter.

    IMG_5789

    Mens hun laver lektier, har jeg indtaget sofaen til et eftermiddagshvil.

    Vi har nem wip-away mad fra kantinen og jeg behøver ikke røre mig før den står på bordet.

    God lørdagaften til dig… jeg ved min bliver!

  • Et øjeblik...

    Det bliver en fredags ting…

    Vi vil gerne se dig til operation fredag den 3. oktober 2014 kl. 07.30

    Den der fredags ting lyder som en invitation til fødselsdag, bortset lige fra at det er operation, der er inviteret til.

    Udover at være en fredags ting risikerer det også at blive en heldags ting. Det er et operationsafsnit, som også risikerer akut opståede operationer fx. kejsersnit, og man skal vist væbne sig med tålmodighed.

    Jeg væbner mig også med iPad og mobil, og håber jeg kan se Netflix eller lidt fjernsyn i ventetiden.

    Har du set en god serie for nylig på Netflix, så giv lige et pip (:

    IMG_5743

    Poden er hidkaldt som hundepasser, chauffør og sygeplejerske, så de ting er også på plads.

    I denne uge er hun forresten i praktik hos Bahne. Hun er temmelig begejstret for både arbejdet og personalet, og jeg kunne forstå i dag, at det er gensidigt. Jeg tænker, at et godt praktikophold er en ret god anbefaling at give sig selv, når man skal søge en læreplads.

    Nu kan hun så få erfaring som hjemmehjælper og sygeplejerske også… jeg skal nok skrive en god anbefaling (:

  • Et øjeblik...

    Det er det nye…

    (stjålet på Instagram)
    (stjålet på Instagram)

    Poden er i dag blevet udstyret med en Holter, som er en lille computer der hen over weekenden skal monitorere hendes hjerterytme.

    ‘Anfaldene’ hun får skal registreres med et tryk på apparatet og man vil så se, om der sker noget i hjertet på de tidspunkter.

    Lægen troede ikke på det… og jeg håber, at han har ret.

    Om ikke andet så er dén bekymring ryddet af vejen… hjertet er undersøgt og indtil videre fundet sundt og velfungerende.

     

  • Et øjeblik...

    Poden og Holger

    hjerteklinikPoden havde en tid på Hjerteklinikken i dag og havde taget sin mor med. Fire ører hører bedre end to og jeg kender hende… hun får kun halvdelen med (:

    Hun har gennem længere tid oplevet daglige svimmelhedsanfald. Nogen gange med sorten for øjnene og hendes læge synes heldigvis, at det skal undersøges grundigt.

    I dag blev der lavet hjertekardiogram og ultralydsscanning, og på fredag udstyres hun med en lille computer – en Holter, der skal monitorerer hjerterytmen 24-7 hen over weekenden.

    Der er ingen alarmer, der ringer. Hendes hjerte ser ud og opfører sig helt normalt. ‘Holteren’ – som hendes mor fejlagtigt opfattede som ‘Holger’ – skal fange om der under anfaldene sker noget med hjerterytmen. Lægen troede ikke på det, men så er det udelukket.

    Næste stop bliver en neurolog – her er jeg for alvor bekymret for resultatet 😉

  • Et øjeblik...,  Tour de France

    To trætte fra kassen og en gul trøje

    Jeg måtte iføre mig chaufførkasketten i dag og komme et par trætte festivaldeltagere til undsætning. Turen gik til Nibe for at hente dem hjem fra festivalen, der har varet siden tirsdag. 4 dage var åbenbart nok til at tage energien fra sådan et par festaber.

    Jeg forstår dem godt. Jeg havde ikke orket én (:

    Poden fik set og hørt L.O.C. som spillede natten til fredag og det var hvad hun kom for.

    IMG_3619

    Det blev et par timers velkomment afbræk på en lørdag fyldt med praktiske opgaver af den kedelige slags. Rengøring og tøjvask… som dog blev akkompagneret af Tour de France i mit fjernsyn og derfor lidt mere spiselig.

    Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg ææælsker at se Tour de France. Ikke mindst fordi TDF i efterhånden mange år også har betydet 3 ugers sommerleg kolleger imellem. Vi har hvert vores managerhold og konkurrerer, håner, hoverer, mobber… og har det overordentligt fornøjeligt.

    Vi er i gang.

    Må den bedste kvinde vinde (:

  • Et øjeblik...

    Det lugter af snarlig sommer

    Vinteren er endnu ikke ret langt væk. Der var rim på græsset til morgen og jeg tænker, at vi skal lidt op af dagen før solen, som ellers skinner fra en næsten skyfri himmel, får bare en smule magt.

    Til gengæld byder onsdagen på nærmest ingen vind og måske kan eftermiddagskaffen nydes i haven. Jeg har fået både bænk og bord fundet frem fra vinterhi’et, hynderne er luftet, der hænger nyvasket sengetøj på tørresnoren og hundene daser i græsset. Det lugter da så meget af snarlig sommer.

    IMG_1352

    IKEA kalder sidste på eftermiddagen i selskab med Poden. Hendes indkøbsseddel er lang og jeg tænker, at Poloen bliver fyldt til bristepunktet. Måske skulle jeg nøjes med at skrive lidt stearinlys på min (:

    Ha’ en rigtig dejlig onsdag – jeg ved min bliver (:

  • Et øjeblik...

    Fø’sdag

    IMG_1393

    Hele familien samlet til fødseldagskaffemik. Fjorten styk måtte der findes plads til omkring spise- og havebordet. Da det jo er Podens fødselsdag er hendes fars familie selvfølgelig også inviteret; far, farmor og halvsøster – og når også hendes kæreste havde taget mod til sig til at deltage blev vi pludselig mange.

    Familien skal ikke formere sig yderligere for vi kan altså umuligt være flere.

    Vi havde bagt boller og Red Velvet kager efter Annes opskrift og Salling havde leveret to fine skovbærdrømme. Dertil var der kakao med flødeskum og kaffe. Præcis som det hører sig til en fødselsdag i vores familie.

    Hundene er gået i koma efter dagens udmattende selskabelighed og deres matte flader ud i sofaen med te, en rullepølsemad og sidste afsnit af “Call the midwife”.

    Der er heldigvis ferie lææænge endnu…

  • Et øjeblik...

    En ganske særlig pige har fødselsdag i dag…

    nannanDet er slut med at være teenager. Nu er hun sådan rigtig voksen… selvom hun selvfølgelig for altid vil være min lille pige.

    Jeg glæder mig hver eneste dag over det menneske, hun er blevet.

    Smuk er hun… både udenpå og indeni. Smilende, imødekommende, rummelig, betænksom, omsorgsfuld, sjov, kærlig, positiv, varm og altid til at stole på..!

    Hun har altid gået sine egne veje… truffet sine egne beslutninger… troet på at hun kunne dét, hun satte sig for.

    Indimellem spørger hun om min mening/råd, men som regel kun for at blive bekræftet i, at den vej hun går er ok.

    Det er ikke alle valg moar billiger, men jeg har jo selv lært hende, at det er vigtigt at leve det liv, der er godt for hende og er hun glad, er jeg også.

    Tænk sig… tyve år bliver hun i dag.