Jeg var lige forbi Anita og læste om hendes drengs ønske om at prøve at bo hos sin far. Jeg blev glad i hjertet over at mærke det overskud og den rummelighed, der er hos begge forældre til opfylde hans ønske.

Skilsmisse er svær. Weekender uden børn er svære. Når de flytter for alvor er det svært. Uanset om det er hjemmefra fordi de er voksne, tager på efterskole eller som i Anitas tilfælde til den anden forældre.

Men kun til man får slugt kamelen og retter blikket mod sig selv.

Det første lange lange stykke tid efter jeg blev skilt, sad jeg med en underlig følelse af at vente på noget. Somom det blot var noget midlertidigt, som gik over igen. Jeg ved ærlig talt ikke, hvad jeg ventede på, for jeg var helt bevidst om at være kommet til point-of-no-return. Langsomt gik op for mig, at det her var mit nye liv, den tilværelse jeg skulle indstille mig på fremover og jeg har aldrig fortrudt et sekund, at jeg tog det skridt og kom ud af et glædesløst ægteskab.

De første mange weekends Poden var hos sin far var det samme. Jeg ventede kun på, at hun skulle komme hjem igen. Hun havde jo været der hver eneste dag i 13 år – og pludselig havde jeg al den her tid til mig selv. Hvad skulle jeg pludselig fylde i den?

Heldigvis bliver også dét hverdag og jeg lærte at fylde først weekends og siden alle mine dage med indhold, der gør mig glad.

Også alene.

De er kun til låns de unger og fra 16-17 års alderen forsvinder de længere og længere væk. Har venner og kærester som de tager ophold hos i kortere eller længere tid. Det er altsammen ok og helt naturligt.

Jeg ville ærlig talt være langt mere ked af det, hvis hun sad lårene af mig og ikke levede livet med fuld musik.

Overgangen til at flytte helt hjemmefra har derfor stort set været ikke-mærkbar.

Hun trives. Jeg trives.

Alt er godt.