-
Hende selv
Indimellem må der et nyt profilbillede til både her og der, som viser den aktuelle status på aldring, hårlængde og noget!
Jeg forstår godt, at rigtig mange ikke bryder sig om at bliver fotograferet – jeg har det på helt samme måde. Synes altid, at det er mine mindre flatterende sider, der bliver fremhævet på billeder eller også er det alderstegnene, der pludselig bliver alt for tydelige. Et eller andet er der i hvert fald altid galt.
Tror der blev taget 70-80 stykker. 4 fandt nåde for mit kritiske blik – 2 af dem får I her, så I kan se hvordan sådan en 56 årig Halsbo ser ud netop nu 🙂
Og så er det allerede torsdag og weekenden nærmer sig. I dag skal vi orienteres omkring salget af virksomheden til NEC og forhåbentlig blive lidt klogere på, hvad de japanere vil med os.
-
Flade patter og en slags jubilæum
På Aalborg sygehus mammograferer (kan man sige det) man også om lørdagen.
Jeg har en aftale om at få klemt brysterne lige over middag.
Jeg kunne ellers godt have ønsket mig, at fejre mit 10 års jubilæum som fraskilt på en lidt mere festlig måde. Og uden flade patter 🙂
Jeg må tage revanche i aften, drikke en G&T, danse på bordet og ønske mig tillykke til mit livs bedste beslutning.
Det falder nogen for brystet at jeg fejrer dagen, det er jeg ganske klar over – men det er mennesker, der ikke kender en dyt til mit ægteskab. Set i bagklogskabens klare lys havde jeg gerne fejret 20 års jubilæum – så meget for længe varede det – men det gider jeg ikke ærgre mig over.
I stedet vil jeg glæde mig over, at jeg har lagt det så langt bag mig, at jeg ikke skænker den tid mange tanker. Undtagen hvert år den 3. februar.
-
Venteæbler
Jeg ved ikke, om jeg skal glæde mig over, at der rent faktisk er udsigt til en aftale. Eller om jeg skal være træt af, at ventetiden er længere end hos lægen.
Nåmen noget af ventetiden kan vel bruges til at bage en kage. Med æbler. De er alt for gode til bare at lade ligge i haven. Fredag fik min niece en pose fuld. I går kogte jeg to kg. til æblemos, som i morgen skal fornøje munden hos mine kolleger i en gammeldags æblekage. I dag står den på Eric’s mors norske æblekage – den er nem og smager tosset godt.
150 g smør
250 g sukker
piskes hvidt3 æg blandes i et af gangen
200 g mel og
1 tsk. bagepulver blandes i til slut3-5 æbler skrælles, snittes og trykkes ned i dejen.
Sukker og kanel drysses over.
170-180 gr. i ca. en time. -
Er åbenbart sådan en
- der ikke kan sove, når det er fuldmåne
- der hører Bob Dylan midt om natten
- der klarer de smalle sager
- der starter en samling af stel
- der blokerer Dyrenes Beskyttelse på mobilen (jeg ér medlem og gider ikke prakkes mere på)
- der godt tør tage en konfrontation, selvom den er ubehagelig
- der lader som om jeg ved, hvad at ‘kaste den varme sten i vandet‘ betyder
Åbenbart!
-
Just do it…
Det eneste man fortryder, er de chancer man ikke tog..!
Det tror jeg på – og derfor tog jeg i aftes et, for mig, stort og vigtigt skridt udi ukendt land.
Fortsættelse følger… når jeg er klar til det (:
-
Hmmm
Har du tænkt over, hvad der giver dig robusthed og som kommer inde fra dig selv…Sådan spurgte Anne på Facebook i sidste uge.
Umiddelbart svarede jeg: Egentlig ikke… men nu du spørger, tror jeg, at glæden og robustheden kommer af min evne til at klare mig selv i alle situationer og min accept af, at det er helt okay at være mig.
Jeg har funderet nærmere over det og jeg tror mit spontane svar rammer meget godt.
2008 blev skelsættende for hvor jeg er i dag. Jeg blev skilt i februar 2008 og alvorligt syg samme sommer.
Specielt sidstnævnte gjorde noget ved mig som menneske. Det første år var præget af angst, grådlabilitet og søvnløshed men på den lange bane har det været en vigtig process for mig og jeg er blevet meget mere bevidst om, at leve lige nu og her.
Min meget forstandige ven Jens sagde til mig da jeg dukkede op til overfladen igen i 2009: Jeg er sikker på det seneste år har fyldt mere end de foregående 10, og du har sikkert også flyttet dig et kvantespring.. Sådan er det at tage tunge beslutninger og føre dem ud i livet, det man får tilbage er ofte meget større…
Og det har han ret i.
I dag ved hvad jeg vil, jeg har meldt mig ud af flinkeskolen (somom jeg nogensinde har gået i den) og jeg gider ikke bruge tid på ting og mennesker, som ikke gør mig/vil mig godt.
Jeg har ryddet op, luget ud, og de få mennesker, der får lov at komme under huden på mig er mennesker, der acceptere og respektere mig nøjagtig som den jeg er.
I dag er jeg fyldt med ro, smil i stemmen og fred i hjertet… jeg tænker, at det også er en slags robusthed.
-
Sukker junkie
Jeg har længe være glad for kage, slik og chokolade. Alt for glad og alt for meget. Og det har de sidste år kunnet ses på vægten.
Ikke sådan, at jeg er i overhængende fare for at dø af hverken fedme eller dens følgesygdomme, men nok til at jeg ikke har følt mig godt tilpas.
Jeg ejer ikke en vægt, så jeg ved ikke, hvad jeg vejer og det er i øvrigt også ret ligegyldigt.
Vægt er, lige som alder, bare et tal. Langt vigtigere er det at kigge sig selv i spejlet og det er dette syn, jeg ikke længere bryder mig om. Okay alderen sætter selvfølgelig også sine spor, men det kan man ligesom ikke gøre så meget ved – men fedtdepoterne omkring på kroppen, dem er jeg sørme selv herre over.
I mit tilfælde er sukker helt sikkert den store synder og derfor tog jeg for 14 dage siden en kold tyrker.
Siden har jeg ikke rørt sukker og stivelse overhovedet.
Ikke den mindste vingummi eller bid brød har fundet vej til min mund.
Og ved I hvad… jeg har ikke haft det bedre længe.
Når jeg kom hjem fra job tidligere kunne jeg støvsuge huset for noget sødt. Kunne blive helt desperat, hvis jeg ikke kunne finde noget.
I dag – bare 14 dage senere – er mit blodsukker langt mere stabilt og jeg føler ingen som helst trang til at kaste mig ud i et sukker orgie.
Min smukke datter, som desværre det seneste år også er blevet temmelig rund, har også taget skridtet – og selvom vi ikke længere bor sammen, har vi støttet hinanden og erfaringsudveksler dagligt.
Poden har f.eks. ikke rørt Cola i 14 dage – et MEGET stort skridt for den unge dame i den rigtige retning. Mor er stolt ♥
-
Bingovinger, mormorarme, vinkeflæsk, farveller-deller
Kært barn har mange navne… men den bedste jeg har hørt er alligevel ‘grevinneheng‘, som de åbenbart hedder på norsk (:
Mine ‘grevinneheng’ er ikke udtalte, men jeg gad alligevel godt have lidt mere tonede arme at vise frem i kjoler og bluser uden ærme, så nu har jeg fundet håndvægtene frem og er gået i træning…
Man har vel lov at tro på det selv.
Eller noget.
PS: Hvorfor sætter man i øvrigt sådan et foto på en artikel, der omhandler træning af mormorarme… det er squ lige før jeg tvivler på, at hun har muskler nok til at løfte de 1 kg. vægte hun står med :-/
-
Jeg undrer mig over…
Menopause… hvorfor mon det hedder sådan? Jeg mener, det er jo ikke en pause men en afslutning… på evnen til at reproducere sig.
Nåmen… der er jeg så nået til… en klimakteriesild!
Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst menstruerede, men det er ikke sket, mens jeg har boet i Hals.
Måske slet ikke i 2013.
Mon ikke det for alvor er slut. Det tænker jeg.
Det gør mig ikke noget. Tværtimod. Pt. har den indre termostat det også helt fint, så der er ikke noget at klage over.
Men en pause er det altså ikke… det er forever!
-
Kun til låns
Jeg var lige forbi Anita og læste om hendes drengs ønske om at prøve at bo hos sin far. Jeg blev glad i hjertet over at mærke det overskud og den rummelighed, der er hos begge forældre til opfylde hans ønske.
Skilsmisse er svær. Weekender uden børn er svære. Når de flytter for alvor er det svært. Uanset om det er hjemmefra fordi de er voksne, tager på efterskole eller som i Anitas tilfælde til den anden forældre.
Men kun til man får slugt kamelen og retter blikket mod sig selv.
Det første lange lange stykke tid efter jeg blev skilt, sad jeg med en underlig følelse af at vente på noget. Somom det blot var noget midlertidigt, som gik over igen. Jeg ved ærlig talt ikke, hvad jeg ventede på, for jeg var helt bevidst om at være kommet til point-of-no-return. Langsomt gik op for mig, at det her var mit nye liv, den tilværelse jeg skulle indstille mig på fremover og jeg har aldrig fortrudt et sekund, at jeg tog det skridt og kom ud af et glædesløst ægteskab.
De første mange weekends Poden var hos sin far var det samme. Jeg ventede kun på, at hun skulle komme hjem igen. Hun havde jo været der hver eneste dag i 13 år – og pludselig havde jeg al den her tid til mig selv. Hvad skulle jeg pludselig fylde i den?
Heldigvis bliver også dét hverdag og jeg lærte at fylde først weekends og siden alle mine dage med indhold, der gør mig glad.
Også alene.
De er kun til låns de unger og fra 16-17 års alderen forsvinder de længere og længere væk. Har venner og kærester som de tager ophold hos i kortere eller længere tid. Det er altsammen ok og helt naturligt.
Jeg ville ærlig talt være langt mere ked af det, hvis hun sad lårene af mig og ikke levede livet med fuld musik.
Overgangen til at flytte helt hjemmefra har derfor stort set været ikke-mærkbar.
Hun trives. Jeg trives.
Alt er godt.
