• Sommersysler

    Lige om lidt tager jeg hul på sommerens anden lange weekend, som skal forgå i samme afslappede tempo som musikken, der pt. dominerer min spilleliste.

    Planen er, at jeg skal ind til Aalborg i aften til The Tall Ships Races og helst holde ud længe nok til at se danmarkshistoriens største fyrværkeri. Kl. 23.15 er laaaangt over min sengetid.

    Udover det ligger dagene åbne og uden faste aftaler.

    Jeg har en del hænge partier fra sidste weekend og så har jeg jo også et Tour de France og et managerhold, der skal passe fra lørdag og tre uger frem.

    En sommerleg blandt kolleger som efterhånden har mange somre på bagen. Vi spiller om et helt års håneret.

    Holdet til første etape er efter en del research sat.

    Må den bedste kvinde vinde 🙂

    0
  • Ikke flere mandage

    Den sidste arbejdsmandag er lagt bag mig – i sommer – og i dag var årets første mandagsfridag.

    Næste gang jeg skal arbejde en mandag er når vi er fremme ved den første efterårsmåned. Der synes at være lang tid til, men jeg tænker at sommeren flyver af sted. Sådan plejer det at være.

    I sommer planlægger Poden og jeg en lille tur til det svenske – ellers ligger mine/vores planer længere henne på året. Sidste år gik vores juletur til London – i år har vi planer om at tage til Amsterdam på samme tidspunkt og se hvad de kan byde på af juleudsmykning.

    Vi har ikke lagt os fast på noget endnu. Podens ansættelsesperiode i Matas var lidt usikker, men hun har netop fået den forlænget til slutningen af 2019 – og så vi kan måske snart begynde at gøre alvor af planlægningen.

    0
  • Det var snert på

    13:39 blev der trykket SEND… 21 minutter før deadline.

    Vi kunne godt have brugt et par timer mere til den sidste finpudsning, men efter gårsdagens totale nedsmeltning var det alligevel en glad og lettet studerende jeg sagde farvel til efter 7 timers arbejdsdag i hans sofa.

    By the way… et overskrevet word dokument, hvor flere dages arbejde er pistvæk, kan måske reddes ved hjælp at et lille gratis program, der hedder ‘Disk Drill’ – bare hvis du en dag skulle sidde i den situation dagen inden deadline på et vigtigt projekt, som ikke kan rekonstrueres ved hjælp at de gængse metoder.

    Jeg fandt det på nettet sent i aftes – og sørme om ikke jeg pludselig kunne høre i røret: “der er det fandeme” – tidligere havde samtalen ellers mest drejet sig om de mulige konsekvenser af at aflevere blankt.

    Jeg mødte ind på Østerbro kl. 07:00. Det har været hektisk, men fandeme om ikke vi klarede det!!!

    Resten af mandagen skal jeg bare…

    0
  • Forårsjævndøgn og mandagsfri

    At få lov at vågne af sig selv en mandag morgen uden vækkeurets insisterende kimen kan ikke anbefales nok. I det hele taget behøver jeg næppe at opremse fortræffelighederne ved at holde mandagsfri.

    Gad vide hvad det koster at gøre det til en permanent ordning at gå ned i tid?

    Vi mødtes ved stranden med John og hans fjorten år gamle Jack Russel Terrier.

    De to hunde fik en herlig time i vandkanten mens vi vendte verdenssituationen. John er stærkt handicappet efter en arbejdsskade og vi bevæger os derfor ikke så langt, men hundene får alligevel den motion de skal have ved at storme rundt.

    Det er overhovedet ingen tvivl om hvem der er chefen og Felix har stor respekt for den lille terrier.

    Da John var træt, skiltes vi og Lillebror og jeg fortsatte turen ud mod fyret.

    Jeg satte mig i klitterne og vendte næsen mod solen mens pelsdyret tog sig en morfar ved siden af.

    Mandagsfridagens lyksagelighed.

    0
  • Mandags mood

    Det eneste opmuntrende denne mandag var opdagelsen af ‘Seafret’ og så det faktum, at jeg nu har skemalagt forårets mandagsfridage – den første falder 13. marts og så følger 7 korte uger og lige så mange lange weekends.

    Det er ikke godkendt af min chef endnu, men mon ikke han er med på, at jeg ikke fyrer dem af samlet.

    Resten af mandagen har sådan set været noget skidt.

    Jeg har bestilt tid til lægen onsdag morgen. Der er ingen bedring i min skulder – som i overhovedet ingen bedring – selvom jeg nu i 8 dage har taget smertestillende og anti inflammatorisk.

    Jeg er ved at være temmelig træt af det. Det besværliggør alting. Småting som at vaske hår og komme i og af tøjet er skide bøvlet. Derudover sover jeg dårligt, hvilket selvfølgelig ikke kan undgå også at påvirke mit humør.

    Nu gider jeg godt, at hun finder en eller anden mirakelkur. Eller bare noget der virker.

    0
  • Jeg giver en is i Vebbestrup

    Mandagsfri, forårsvejr, strøgtur, frisørbesøg…  og da der så også tikkede et tilbud ind på mobilen om en Vebbestrup is… ja, så var det sørme svært at få armene ned.

    Jeg skulle godt nok sørge for transporten til Vebbestrup og bagefter sætte giveren af på jobbet i Skørping (det lugter langt væk af en bagtanke) men hvad gør man ikke for en is. Og et kram (:

    Det gav mandagsfridagen en anden drejning end oprindelig  planlagt, men sådan går det ofte i min verden.

    Vi talte om det på vejen, det her med at have masser af planer og en fyldt kalender.

    Jeg ville hade det.

    Det er alt rigeligt for mig, at jeg ved hvad der skal forgå mens jeg befinder mig inden for firmaets mure, men derudover vil jeg helst, at kalenderbladene ligger nogenlunde blanke hen, så jeg kan springe på præcis det, jeg har lyst til.

    I dag var det altså en softice i Vebbestrup.

    0
  • In your face Frk. Bech

    Det go’e ved hende er, at hun holder fri hver mandag…

    Man skal stå model til meget, når man er ene høne på kontoret (:

    Jeg sendte dem alligevel en tanke, da vi gik der ved Vesterhavet og nød den allerførste dag, hvor der for alvor lugtede af forår.

    Ingen kimende telefoner, ingen møder og ingen krav om…

    Bare friheden under den høje blå himmel. Åben jakke og ansigtet vendt mod solen. En glad hund og ikke et menneske i miles omkreds.

    Fik jeg sagt, at jeg elsker mandagsfri?

    IMG_5298

     

    0
  • Mandagsfri

    Jeg havde helt glemt, hvor skønt der er at forlænge weekenden med mandag. Søndagen får et helt andet indhold end udelukkende at være sådan en lidt kedelig dag, hvor jeg forbereder mig til den kommende arbejdsuge.

    Denne er kun den første ud af en række udvidede weekends. Hele marts og april er forlænget med enten fredag eller mandag afhængig af, hvordan det nu har passet ind i kalenderen.

    Jeg har sovet længe, hygget mig i de bløde bukser og med masser af kaffe. Lillebror og jeg har været ved stranden og i XL Byg. Jeg har fordybet mig i en god bog, set en film, finsovet på sofaen, repareret en lampe for mine forældre og set lidt cykelløb.

    Ingenting haster.

    Det er præcis sådan, en fridag skal være.

    0
  • Mandagsfri.. den sidste i år!

    Mens andre i disse dage vender retur fra deres sommerferie, er jeg begyndt på den sidste nedtælling til min.

    Torsdag er sidste arbejdsdag og herefter venter lange skønne feriedage. Til min store fornøjelse kan jeg se, at vejrprognosen siger sommerligt fra den kommende weekend… der ligger en del planer i den første uge og det er trods alt sjovere at være ude i tørvejr.

    Den sidste mandagsfridag, en grå og småvåd en af slagsen, er bl.a. brugt til dyrlægebesøg.

    IMG_1630

    Lillebror var indkaldt til sin årlige vaccination og 5000 km eftersyn.

    Er der noget han hader, så er det at blive pillet ved. Og 66 kg muskelbundt, der hader den slags, er ikke helt nem at have med at gøre. Heller ikke selvom vi var tre til at holde. Vi kunne derfor sagtens blive enige om, at det er godt han er så mild og blid, for han blev stukket, fik renset ører og klippet negle… og hans eneste reaktion var, at smide nærmest al pelsen (overdrivelse fremmer forståelsen) midt i konsultationen.

    Udover lidt øresnask og en masse løst hår, gik han glat gennem årets syn.

    IMG_1634

    0
  • Mandagsfri

    Jeg vil ikke påstå, at jeg er kommet særligt godt fra start i vores Tour de France managerspil.

    Faktisk ligger jeg og roder nede på en kedelig 5. plads.

    Der er lang vej endnu og jeg læser sportssider i et omfang, der ikke tidligere er set for at finde de helt rigtige ryttere til de enkelte etaper. Som manager har man ikke ubegrænsede midler og man kan ikke bare købe alle de store stjerner. De 50.000.000 rækker til 2-3 at de store og resten skal findes blandt de mange hjælperyttere.

    Det gælder æren og håneretten.

    Intet mindre!

    Dagens hold ér sat og så snart jeg har været i bad bevæger jeg mig ud i mandagen.

    Jeg har ærinder i City Syd, Vejgaard og Nørresundby – og så må jeg vel hellere få rettet lidt op på de seneste varme dages forsømmeligheder og lufte både støvsuger og gulvklud.

    Derefter fortjener jeg helt sikkert, at sætte mig foran fjernsynet og se om morgenens research har båret frugt!

    0