• Et øjeblik...

    Mandagsfri

    Jeg vil ikke påstå, at jeg er kommet særligt godt fra start i vores Tour de France managerspil.

    Faktisk ligger jeg og roder nede på en kedelig 5. plads.

    Der er lang vej endnu og jeg læser sportssider i et omfang, der ikke tidligere er set for at finde de helt rigtige ryttere til de enkelte etaper. Som manager har man ikke ubegrænsede midler og man kan ikke bare købe alle de store stjerner. De 50.000.000 rækker til 2-3 at de store og resten skal findes blandt de mange hjælperyttere.

    Det gælder æren og håneretten.

    Intet mindre!

    Dagens hold ér sat og så snart jeg har været i bad bevæger jeg mig ud i mandagen.

    Jeg har ærinder i City Syd, Vejgaard og Nørresundby – og så må jeg vel hellere få rettet lidt op på de seneste varme dages forsømmeligheder og lufte både støvsuger og gulvklud.

    Derefter fortjener jeg helt sikkert, at sætte mig foran fjernsynet og se om morgenens research har båret frugt!

  • Et øjeblik...

    Fem på en fridag

    IMG_0046

    1. Den defekte plæneklipper er afleveret til XL Byg til en garantireparation.
    2. Der hænger nyvasket sengetøj på tørresnoren i haven. Selvfølgelig.
    3. Jeg har luftet hund og handlet i mit gamle hood.
    4. Fire blomster mere er hæklet og lagt til mit alternative Irene (der mangler fortsat 84)
    5. Lillebror gnasker kødben i haven og jeg antager, at han ikke længere er øm i munden efter fredagens operation.

    Nå ja, og så overværede jeg også en af de lokale Vodskov-sutter gå amok i Netto og efterfølgende blive smidt på porten af en dame.

    Senere lykkedes det mig, at få mig fedtet ind hos en af lodserne, så Canon og jeg nu har mulighed for, at komme med på lodsbåden til sommer, når de smukke sejlbåde i Tall Ships Race skal sejles i møde og gelejdes ind i Limfjorden. Dét glæder jeg mig til.

     

  • Et øjeblik...

    Toogtyve og en fridag

    Et lille plus på årsopgørelsen bragte mig et skridt nærmere det nye objektiv… 22 dage mere, så ryger det i indkøbsvognen.

    Indtil da klarer jeg mig med et lånt glas, som er bedre end ingen glas.

    IMG_9070a

    Mandag er fridag.

    Det ved mine kunder åbenbart ikke.

    En lang række ubesvarede opkald (på en lydløs mobil) fra morgenstunden vidner om, at nogen har glemt, at tjekke min kalender.

    Jeg havde en god ven til middag og da han var taget hjem tømte jeg resten af rødvinen og brugte et par dejlige timer i selskab med (…). Så det blev sent inden jeg gik i seng. Det fik mig dog ikke til at sove ret meget længere end på en ordinær mandag og ved solopgang var de to røde og jeg igen at finde ved stranden… i nattøj og med morgenhår skjult under hue og jakke, men friske og i gang.

    Jeg satte mig på kanten af en båd med hundene i sandet ved mine fødder og brugte en stund på at glo ud over havet og fundere lidt over tilværelsen. Mere end en stund blev det ikke… Lillebror har ikke den gamles tålmodighed og det varede ikke længe, før han bragte mig tilbage til virkeligheden.

    Fridagen er åben og uden planer overhovedet… men mon ikke den kommer til at indeholde noget med hunde og et kamera, med lånt glas? Jeg tror det!