• Et øjeblik...

    Den er go’ nok, han er stor

    Seriøst… jeg troede den hund i filmen var manipuleret

    Kvinden i hundeskoven refererede dels til Hooch i ‘Turner & Hund’ og dels til Lillebrors størrelse, men jeg kunne forsikre hende om, at Lillebror er rigtig nok og hans morgenvægt netop er målt hos dyrlægen til præcis 67,7 kg.

    Helt uden filmtricks.

    Vel er han en stor dreng og havde han ikke været lige så blød og blid som han er stor, kunne jeg sagtens have fået kam til mit hår. Heldigvis kender han ikke sin egen styrke og kan styres blot ved at hæve stemmen. En smule.

    Vi har oplevet en eneste uheldig episode… han panikkede over et zebrabrøl i ZOO, hvor Poden næsten fik rykket armen af ellers har det været 3½ år uden nogen som helst bøvl.

    Har jeg sagt vi knuselsker ham?

  • Lillebror

    Tre år senere

    Det er tre år siden Lillebror sidst så Henrik og Patrick, men genkendelsen var ikke til at tage fejl af.

    Jeg har googlet mig til, at hunde på det punkt har en glimrende hukommelse og så snart han hørte deres stemmer og fornemmede deres duft, var der da overhovedet heller ikke tvivl om, at han vidste hvem de var.

    Det er hos Henrik og Patrick han er præget som hvalp og unghund og det er dem jeg kan takke for, at jeg har verdens nemmeste og sødeste Lillebror.

  • Et øjeblik...

    Den første sommerdag

    Jeg havde lykkelig glemt, hvor lækkert det er at tage sandalerne i hånden og gå på bare fødder i vandkanten. Benene er hvidere end hvide… men de er li’som nødt til at skal ud og luftes for at få farve.

    gangsterpage1

    Jeg havde det nye kamera med og er ret tilfreds selvom jeg fjumsede gevaldigt i indstillingen af autofokus punkterne. Det ligner ellers meget 7D, men ikke lige på det punkt. Jeg er nok nødt til at studere brugsanvisningen.

    Det blev to herlige timer i selskab med Gangster og John… vi ses sikkert igen i morgen 🙂

    965A0015

  • Hals

    Ved han, at han hedder Félix?

    Spørgsmålet kom fra den lille Jack Russells ejer… og ikke uden grund. Jeg havde nemlig kaldt flere gange uden, at Lillebror så meget som løftede hovedet og tilkendegav, at han havde hørt mig.

    page120516

    Vi mødes jævnligt ved stranden og de hygger sig de to firbenede, selvom de er meget forskellige både i størrelse og alder.

    Ejeren er en mand midt i 40’erne (tror jeg), som lever i et konstant smertehelvede og har svært ved at gå pga. en arbejdsulykke og uden udsigt til, at det nogensinde bliver bedre.

    Alligevel tager han hver dag turen til stranden og giver sin hund en god oplevelse. Han er desuden både positiv og glad trods de mange udfordringer en så dårlig ryg giver.

    IMG_5919

    Og nej… han aner ikke han hedder Félix eller Basse eller Lillebror… han kommer, når han er færdig med det han har gang i!

  • Lillebror

    Fredagssnack

    Min lokale dyrehandler er begyndt at forhandle råfoder fra ‘Kragborg‘.

    Der ville skulle investeres i et mindre frysehus i Hals, hvis jeg skulle fodre 70 kg. hund med råfoder – men derfor kan Lillebror godt få fornøjelse af det nye tiltag.

    Råfoder er nemlig også lækre ben og fredagssnacken jeg havde med hjem i dag, blev særdeles vel modtaget.

    IMG_5182

  • Et øjeblik...

    Hundetræning

    Susende vand, biler, larmende bomme og metal ramper… vi sejlede en tur med den lille Hals-Egense færge og gik en tur syd for fjorden.

    Blot som træning.

    Uvant og liiidt farligt med den færge… synes Lillebror. Men ikke mere end han på tilbageturen lagde sig ned ved siden af mig.

    IMG_4870

    Jeg slutter i øvrigt januars udfordring af med at gå 6,5 km og når dermed i alt 166 km. Det er 106 km. mere end udfordringen lød på. Det er da okay.

    Det har været sjovt, at få synliggjort hvor meget en almindelig måneds gåture med Lillebror løber op i og det var mere end jeg umiddelbart havde regnet med.

  • Lillebror

    Møgkøter

    Nitten minutter stod jeg på Kanalvejen – kaldte og ventede – mens Lillebror var på sporet af et rådyr.

    Normalt kan jeg sagtens stoppe ham, men det sprang af sted lige for næsen af ham og det fristede instinkterne langt over evne.

    Nitten minutter. Det føles altså som lang tid og der når, at gå mange tanker gennem hovedet.

    Belært af erfaring ved jeg, at man skal blive stående. Hunden vil normalt søge tilbage i sit eget spor. Det gjorde han dog ikke denne gang, for rådyret havde åbenbart ført ham tilbage til indkørslen til mosen for pludselig dukkede han op ad det spor vi var kommet.

    Pustende og stønnede.

    Da han nåede mig smed han sig ned og jeg kunne godt se, at forsøg på at genoptage turen var formålsløst.

    Han var færdig.

    Møgkøter!

  • Et øjeblik...

    Godt nyt for badedyr

    Flagene, som signalerer rent badevand og sikkerhed, stryger til sommer hverken til tops i Brønderslev, Jammerbugt, Aalborg, Mariager Fjord eller Thisted Kommuner, viser en opgørelse fra Friluftsrådet.

    Det er forbuddet mod hundebadning, som kommunerne ikke kan/vil leve op til – og flere kommuner er tilsyneladende på vej til at melde sig ud af ordningen.

    Lillebror glæder sig og lover ikke at tisse i vandet.

  • Lillebror

    Mr. Cool

    Lillebror har været med på strøgtur i Aalborg midtby.

    2015-04-03-12.09.39Han har ventet tålmodigt udenfor Only og Modström, spadseret mellem et hav af mennesker, mødt et enmandsorkester, busser og en gøende, galsindet terrier… alt tog han med kæmpe overskud og coolness.

    Han vækker betydelig opsigt.

    Langt mere end jeg sådan lige forventer. Jeg tænker ikke over han er stor eller særlig – men når jeg ser spejlbilledet af os i forretningsvinduerne, kan jeg da godt se, at han er stor og at vi er et spøjst par.

    Næste gang iklæder jeg ham den bandana jeg fik af Nanna for år tilbage: ‘Min ejer er single’… det kan godt nok næsten ikke nå om hans hals, men det må da for pokker kunne lokke ‘nogen’ ud af busken!

    I morgen går turen til Vesterhavet – det synes han helt sikkert også er cool.

  • Et øjeblik...

    Årets første

    Postkassen sidder atter på sin pæl og der er ryddet op efter nattens løjer… lidt barberskum og et par vildfarne raketter var alt der var landet på min matrikel.

    Da vi kørte til stranden kunne jeg se, at det er en fordel, at have huset liggende tilbagetrukket fra vejen. Der var mange af naboerne, der var stået op til en større opgave med at pudse vinduer, men mit hus havde de sprunget over.

    Godt for mig… der stod nemlig ikke lige ‘rengøring’ på min to-do liste i dag.

    Der står i det hele taget ikke rigtig noget på dagens liste… strandtur… ellers er det med næsen i en god bog.

    IMG_4163

    Kattegat er færdig med at vise tænder og det er en mild og fin 1. januar, som oveni købet giver lidt kig til solen.

    Mange har tilsyneladende holdt nytår i sommerhusene… i hvert fald var der flere mennesker på ‘vores’ strand end vi brød os om.

    I weekenden lover de kulde og sol… vesterhavsvejr 🙂