I dag er den bette Bob præcis 5 måneder gammel.

Stadig en lille buttet hvalp, som gnaver i fingrene og endnu ikke kan holde helt tæt når jeg er væk på job.

Han har endnu ikke ødelagt noget som helst og overvågningen af ham viser, at han ikke er ked af at være alene hjemme – så kan jeg sagtens leve med, at der indimellem ligger en tissetår i brusekabinen jeg skal skylle væk, når jeg kommer hjem og lægge hænder til når gummerne klør.

Snart er blæren modnet og tandskiftet ovre og så kan vi også lægge den del af hvalpetiden bag os.

Følger han den normale udvikling skulle vi have nogenlunde ro på de næste par måneder indtil han når den kønsmodne alder, hvor der igen kan komme en udfordrende periode med hormoner, der farer rundt i kroppen.

Da Jack og familie i går eftermiddag forlod Hals skyndte jeg mig at fodre Bob for han lignede en, der var segnefærdig og jeg tænkte, at skulle han have noget at spise skulle det være med det samme.

Efter maden gik han i koma.

Han var kort vågen sent på aftenen for lige at vælte ud i haven for at tisse og så bar jeg ham op i kurven ved siden af min seng. Her sov han hele natten og måtte igen vækkes og bæres ned og ud i haven for at gøre morgen toilette.

Jeg har holdt øje med ham på kamera og han har stort set sovet hele dagen mens jeg har været på job.

Som I sikkert kunne fornemme af gårsdagens billeder hyggede de sig sammen, men jeg skal sørme også love for at det drænede Bobs batterier fuldstændig.

Herlig eftermiddag – det kan vi godt gentage snart 🙂

Til aften har vi gået tur sammen med en nabo og hans 11 mdr. gamle Shar Pei.

Det synes Bob også var smadder hyggeligt og så kunne vi samtidig gå og blive enige om, hvor irriterende gadens små gøende hunde er.

Vi har to huse mellem os som tilsammen rummer 4 hunde, der gør så snart de kommer udenfor. Manner det er irriterende, når man gerne vil sidde i fred i sin have… og det var den unge mand helt enig i, så det er ikke kun mig, der er en gammel sur kælling.

Mit øre skaber sig.

Igen.

Det lukkede fuldstændig til i starten af påsken og nu flyder det og gør ondt.

Igen.

Ørelægen kunne konstatere, at der er infektion i mellemøret og meget sandsynligt også i kæbehulen i venstre side, så nu står den på øredråber og næsespray i 8 dage og så vil han gerne se mig igen.

Besøget hos ørelægen betød, at jeg var tidligere hjemme end jeg plejer.

Termometret i iGo viste 10 grader, så jeg skyndte mig at pakke dyret og køre til stranden.

Jeg er efterhånden ret overbevist om, at det har været vejret, der har givet Bob aversionen mod at komme ud.

I dag tog han for alvor stranden og især vandet til sig. Inde på det lave vand. Men alligevel langt mere ‘modig’ end tidligere.

Hundetræningen var aflyst. Igen. Sidste onsdag pga. for få deltagere og i aften fordi træneren var syg.

Ærgerligt, men vi må gå og selvtræne, så godt som vi nu kan.

Jeg har mest fokus på lineføring. Jeg vil hade at have en hund, der trækker mig af sted på gaden. Jeg kræver ikke, at han går klods op af mig, men bare at han følger mig pænt i løs line. Det går rimelig godt.

Var det foråret, der startede i dag?

På tirsdag er Bob 19 uger.

Udviklingen de sidste 2-3 uger har været enorm og Bob fører sig frem med en helt anden selvsikkerhed nu.

For ikke så længe siden gemte han sig, når jeg gav ham halsbånd eller sele på og nægtede at forlade huset.

Ved stranden og i skoven stak han tilbage til bilen, hvis han kunne se sit snit til det. Og gå på gaden i snor… ja, der var vi slet ikke kommet til endnu.

Nu skal han kun nødes en lille bitte smule før han går ud af døren og ude af bilen følger han frivilligt med, også i ukendt terræn.

I går gik vi uden den store modstand ned til fjorden og tilbage i snor.

Han sover for det meste hele natten – stadig i det store bur ved siden af min seng. Er han ude om natten er det fordi jeg selv skal tisse (:

Når jeg kommer hjem fra job, har jeg oftere og oftere oplevet, at han har holdt tæt.

Jeg er slemt godt tilfreds med hvordan han udvikler sig.