• Et øjeblik...

    Til mig fra mig

    Julegaven til mig selv er i år en autofokusjustering af mit kamera. Jeg synes ikke, det tegner skarpt mere og det har længe irriteret mig.

    canon-12

    Men det er der heldigvis råd for.

    I Aarhus ligger nemlig et firma, som er vidt berømt for deres gode kvalitet af service på Canon’s kameraer… helt særligt har de ansat en brite, som skulle være eminent på området.

    Jeg kunne godt have sendt mit kamera med posten, men jeg har det svært ved, at skulle overlade mit dyre legetøj i hænderne på det danske postvæsen med risiko for at det enten bliver ødelagt eller ligefrem væk.

    Alternativet var at køre ned med kameraet selv og afvente de timer reparationen tager og så køre hjem igen.

    Men jeg er så heldig at mit aarhusianske søsterbarn kommer til Hals i den kommende weekend og godt gider lægge vejen forbi Viby og aflevere mit dyre grej i hænderne på Tony.

    Der bliver nok lidt stille på billedsiden i en periode men jeg håber, at resulatet i den sidste ende bliver værd at vente på.

    Det ærger mig grusomt at jeg lod mig irritere så længe, for justering af både hus og objektiver havde været gratis, hvis kamerahuset fortsat havde være under garanti perioden.

    Nåmen sådan er der så meget og det bliver så i stedet julegaven til mig fra mig…

  • Et øjeblik...

    Flere af den slags, tak!

    Poden skulle til speciallæge og ville gerne have mor med.

    Det betød tidligt fri fra job og det meste af eftermiddagen til fri disposition.

    Sådan nogle mandage gider jeg godt, at der var flere af.

    IMG_6692
    B1 og B2

    Selvom hundene ikke er i kridthuset blev de alligevel inviteret med på tur.

    Det blev Mosen, som er et kendt område – her ventede hverken hestemøg eller krabbeskaller, som jeg skulle holde dem fra – og med lommen fyldt af Frolic løb de heller ikke så langt væk.

    IMG_6641
    Korsedderkop
    IMG_6684
    Lille bitte tudse
    IMG_6694
    Mos
  • Et øjeblik...

    Der står ‘mig’ på min kalender

    Lørdagens kalenderblad er helt tomt.

    Det er ok.

    Det er tiltrængt.

    Poden er returneret til sin egen lejlighed efter en hyggelig uge under mors vinger, så her er stille til morgen. Ja, altså bortset fra Ninjaen og Lillebror, som hyler og opfører en begejstret dans, så snart jeg bevæger mig ned af trapperne… tænk hvis man blev budt velkommen på samme måde alle steder (:

    IMG_6620
    Sommerfugl, der har fået dødsbiddet…

    Så snart jeg har overstået weekendens praktisk gøremål tænker jeg, at Poloen bliver pakket med hunde og kamera. Det er vejr til at kigge edderkopperne dybt i øjnene og der er masser af dem derude i øjeblikket.

    I går mødte jeg sommerfuglen herover. Jeg opdagede ikke med det samme, at den var død og stadig havde sin bøddel hængende i struben. Først da jeg løftede den fik jeg øje på edderkoppen.

    Mens jeg stod der med kameraet rettet mod motivet blev jeg så i øvrigt pludselig fældet… af 60 kg. hund. De løb og legede omkring mig og Lillebror løb/væltede ind i mit ene knæ for fuld knald.

    For h****** det gjorde ondt.

    Mens jeg lå der i græsset og sundede mig, blev jeg også pludselig meget bevidst om, at jeg havde glemt min mobil hjemme… den bør jeg vist altid have på mig… havde han nu brækket mit ben, havde jeg nok ligget der endnu.

    Heldigvis slap jeg med slaget.

    Og skal vi så ikke få skudt den lørdag i gang?

    God en til dig (:

  • Et øjeblik...

    Hav og våd hund

    Reservetanken lyser rødt, når vi rammer fredag eftermiddag – og behovet for genoptankning kan ikke siddes overhørigt.

    Det er her – ved havet – jeg tanker op.

    IMG_5799-3

    Når vi går derude er jeg 100% tilstede.

    Lige der.

    Tanker om job, kæreste, økonomi og hverdagens trivialiteter er meget langt væk.

    Ingenting forstyrrer.

    IMG_5788-3

    Hundene nyder det lige så meget.

    Her er plads og højt til himlen.

    Der bades, leges og snaskes i døde krabber eller rådden tang… uden hende deres matte hele tiden skal blande sig (:

    IMG_5789-3
    Lillebror nyder solopgangen (:

    I dag var vi ikke helt alene. Vi havde selskab af en fuld mand. En meget fuld mand. Han havde store problemer med at få lynet sine bukser. Og da det endelig lykkedes, voldte det ham så store problemer at tage sko på, at han opgav og fortsatte til fods. Mon han fandt det rigtige sommerhus at sove rusen ud i? (:

    IMG_5817-2

    Her dufter af hav og våd hund… lørdag er skudt i gang på allerbedste vis.

  • Et øjeblik...

    Så gå da hjem…

    Hvad vil de fuglekiggere dog ude i det blæsevejr… gå dog hjem!

    IMG_5605

    Sådan synes Lillebror i det mindste at tænke.

    IMG_5603

    Jeg var ikke så heldig i Gerå i dag. Selvom vi satte os på en sten og ventede længe, så havde de to med kikkerterne ikke til sinds at gå nogen steder.

    Så der blev ingen tant og fjas i vandkanten, kun en kedelig tur i snor for de to røde.

    IMG_5599

    Kedeligt blev også vejret… og da det (efter adskillige forsøg) endelig lykkedes mig, at starte den gamle Ginge endte jeg med at slå græs i silende regn.

    Indendørs har jeg bakset med et afløb i bryggerset, som er stoppet. Gulvet sejler i vand, når vaskemaskinen lukker vand ud. Jeg har renset og hældt kogende vand i flere gange uden det har hjulpet en fløjtende fis… så der er nok ingen vej udenom om at tilkalde Ole som ejer huset ):

    Nu sætter jeg mig med god samvittighed i sofaen… sammen med en kop kaffe, en ostemad, en varm hund ved fødderne og atletik i flimmeren.

    Søndagen er god trods alt….

  • Et øjeblik...

    Det svirrer i mynten

    Hvis man er interesseret i macrofotografering, så kan jeg varmt anbefale at plante mynte i haven.

    Mellem højbedene har jeg mynte og når solen mister sin magt først på aftenen vrimler det med svirrefluer, humlebier og sommerfugle på de nyudsprungne blomster.

    IMG_5253b

    Svirrerfluerne er tålmodige modeller og da de findes derude i rigelige mængder var det oplagt for to fotonørder at fatte en hynde, kameraet og glasset med rødvin og bruge et par timer af fredag aften på det, vi synes bedste om.

    IMG_5230

    Hvad naboerne har tænkt kan man jo så fundere lidt over. Jeg tror i forvejen de synes, at jeg er lidt spøjs med mine kæmpe hunde, den blomstrede Polo og min hang til at køre hjemme fra tidligt om morgenen iført nattøj… så at se to voksne mennesker med næsen begravet i højbedet har sikkert blot bekræftet deres syn på mig.

    Men ved I hvad… jeg er heldigvis kold som jordbæris (:

    IMG_5220

    Der er mange former for macro fotografering. Den diskuterede vi også. Fredagens gæst går normalt meget tæt på, nyder at man kan se hvert et fimrehår og tager gerne insekterne/blomsterne med ind og skyder dem i studielys… jeg er mere interesseret i at skabe fine billeder on-location med naturligt lys. Jeg bruger stort set aldrig flash.

    Jeg har vist ævlet om det før… jeg bryder mig ikke om opstillede billeder.  Uanset om det er dyr eller mennesker, der er motivet

    Men sådan er vi så forskellige og der var heldigvis plads til os begge.

    Også i myntebedet.

    Mynte er forresten også uundværlig i Mojitoen (:

  • Et øjeblik...

    De mindste ting

    En aflyst lørdagsaftale gav tid til at ligge med rumpen i vejret ude i blomsterbedet.

    Vejret var perfekt; let overskyet og vindstille. Blomsterfluerne er tålmodige modeller. De sidder forholdsvis stille og lader sig ikke skræmme af at få stukket et kamera lige ind i hovedet.

    IMG_5051-vert

    I eftermiddag tikkede der en besked ind fra Meyer. Ja, hun hedder faktisk Maj-Britt, men vi kaldte hende aldrig andet end Meyer. Det er en pige som jeg har tilbragt uendelig mange timer sammen med i min barndom og hende, der tog initiativ til den første Jyttevej-reunion

    Vi blev jo slet ikke færdige med den Fru Poulsen Grønne, Mobber Svend og de fælles historier dén aften i marts… og det synes Meyer heldigvis heller ikke for nu har hun igen taget initiativ til vi skal ses.

    Jeg glæder mig allerede (:

    “Nogle gange” sagde Plys, “er det de mindste ting, der fylder mest i hjertet”

     

  • Et øjeblik...

    Ordentlige plader og discount ferieplaner

    Han har pænt store poter ham Lillebror – her set ved siden af mine gummistøvler str. 38.

    IMG_4551

    Jeg var slet ikke klar til at stå tidligt op til morgen. Havde mest lyst til at vende mig om på den anden side og lade vækkeur være vækkeur. Men med endnu en lummer sommerdag i vente er morgenen det eneste tidspunkt, hvor det er virkelig behageligt at færdes ude.

    Ikke mindst for hundene.

    Så jeg stod selvfølgelig op og tænker, at jeg kan tage mig en morfar senere.

    260713page

    Den første uges ferie er snart forbi.

    Jeg skal bestemt ikke klage over indholdet, men ser nu alligevel særligt frem mod næste uge, hvor Poden vender hjem for en stund.

    IMG_4555

    Vi rejser ingen steder i år. Ikke engang en endagstur til Göteborg bliver det til.

    Juli bød på så mange uforudsete udgifter, at opsparingen blev ædt op. Og lidt til. Shit happens og så får vi det bedste ud af den situation.

    Stranden kan vi cykle til, Poloen kan bringe os vidt omkring og i virkeligheden handler det mest om bare at være sammen. Stedet er ikke så vigtigt. Poden er heldigvis sådan indrettet, at alene det at komme til en ny by, udgør en oplevelse i sig selv, så vi har planlagt at køre en tur til Aarhus og nyde en dag dernede.

    Jeg har ikke været på shopping i Aarhus siden mine forældre boede dernede for mange år siden, så jeg tænker den er lige så spændende som Göteborg.

    IMG_4549

    Der var smukt derude til morgen – også selvom om vejrudsigtdamen i Go’Morgen Danmark blev ved med at ævle om at landet var dækket af tåge. Hun havde glemt at spørge mig… eller bare glemt at der er en verden uden for tivoli.