Jeg har haft besøg af det sødeste menneske i weekenden og har fået hængt (længe ventede) lamper op i mit bryggers, som erstatning for det grimme lysstofrørarmatur huset vist er født med.

Nu hænger der klædelige fotolamper i fine pink stofledninger.

Anders er ikke så begejstret for de to røde kommoder, så de måtte – til deres store skuffelse – nøjes med at se ham arbejde gennem børnegitret i deres værelse.

På grund af deres fladmaste snuder og smalle næsebor – særligt udpræget hos Ninjaen – er de fulde af snorkelyde. Det bliver ofte mistolket af både mennesker og hunde, som tror de knurre. Intet kunne være mere forkert. Lydende er tværtimod nærmest at sammenligne med en kats spinden og er ofte et udtryk for velbehag.

Aggressivitet ligger dem meget fjernt og selvom de er store, så er de overordentligt fredelige – men jeg respekterer selvfølgelig, at ikke alle er lige så begejstrede og hundene accepterer uden vrøvl, at måtte følge med gennem tremmerne.

Poden har Poloen. Igen. Det betyder, at mosen og stranden må vente og i stedet hopper jeg i løbeskoene. Den gamle orker ikke de lange ture mere, så det bliver kun Lillebror og jeg, der tager den lange runde Sønderskovvej/Måholtvej/Aalborgvej.