-
En lille perle
I weekenden lyttede jeg til radio og blev temmelig meget betaget af Alex Turner med ‘It’s Hard To Get Around The Wind’. Den fine nøgne lyd af akustisk guitar og hans stemme satte en helt særlig stemning.
Nummeret viste sig, at være fra filmen ‘Submarine‘ og udgør, sammen med 4 andre lige så fine numre, soundtracket til filmen.
Min guru ud i filmland ‘var vild med den’ og så var sagen afgjort. Den var jeg simpelthen nødt til at se.
Anmelderne kalder det en ‘ungdomskomedie‘, men denne gammel krage var nu også rigtig godt underholdt.
Filmen følger den lidt kejtede 15-årige Oliver Tate, der har to mål i livet: Det ene er at miste sin mødom inden sin næste fødselsdag, det andet er at redde sine fremmedgjorte forældres ægteskab. Det ene lykkedes bedre end det andet.
Stemningen jeg fandt i musikken var helt præcist ramt i filmen.
En lille perle.
-
Stegte Grønne Tomater
Julefilmene blev droppet da jeg så at DR K i aftes viste Stegte Grønne Tomater.
En aften i 91 var en veninde og jeg på vej i biffen. Hvad vi skulle se husker jeg ikke og et tilfældigt møde med biografdirektøren ændrede i øvrigt også de planer. Han mente, at vi var på vej til et par timers kedsommelighed!!! og hvis vi i stedet ville gå ind og se Stegte Grønne Tomater, ville han gi’ billetten.
Det tilbud tog vi imod og filmen har siden hørt til en af mine absolutte yndlingsfilm.
Evelyn Couch er en husmor, der er kørt lidt fast i livet. Hun møder på et plejehjem den 83 årige enke Ninny. Enken fortæller hende om det usædvanlige venskab mellem to vidt forskellige piger, den rebelske Idgie og den forsigtige Ruth, der i 30’ernes Alabama sammen bestyrede cafeen Whistle Shop.
De fantastiske begivenheder udspiller sig for os, mens Ninny fortæller, og der opstår et varmt venskab mellem Evelyn og Ninny. Evelyn må gang på gang vende tilbage og høre mere om Idgie og Ruth, og samtidig fornemmer vi, hvordan venskabet og historien hjælper hende til at ændre hverdagens trummerum og leve livet.
Stegte Grønne Tomater er intet mindre end en lille filmperle om menneskers forhold til hinanden, om venskab, familie og loyalitet… og skuespillet er i verdensklasse og leveres blandt andre af Jessica Tandy, Cathy Bates og Mary-Louise Parker.
-
Fifty Shades of Grey
I weekenden var det min tur til at se Fifty Shades of Grey.
Jeg vandt første bog i en Give Away ovre hos Erika og skal blankt erkende, at jeg kun har læst dét ene bind.
Ikke fordi jeg ikke var godt underholdt, for det var jeg og havde sikkert også blussende kinder, men nu havde vi li’som fået pointeret det afhængighedsforhold, der er mellem Anastasia og Mr. Grey og selvom sexbeskrivelserne er i særklasse, så er der alligevel grænser for, hvor mange måder man kan binde et slips.
Der er ikke meget at sige om filmen… den er bare for pæn og fesen til, at noget rykkede i min libido.
Men der er sikkert grænser for, hvad man kan byde folk i den pæne biograf.
-
Fredagsfilmen: Far from the Madding Crowd
Danske Thomas Vinterberg har instrueret det britiske drama ‘Far from the Madding Crowd‘, som foregår i 1800-tallets England og følger den unge Bathsheba Everdene, spillet af Carey Mulligan, der flytter til en ny landsby efter at have arvet sin onkels gård.
Bathsheba er en handlekraftig og selvstændig ung kvinde, der ikke er bange for selv at drive gården og styre landbruget. Modspillet til tidens kønsroller skaber en del opmærksomhed omkring den smukke landejer, og snart er hun splittet mellem tre vidt forskellige bejlere – den jordnære fårehyrde Gabriel, den charmerende sergent Frank og sidst den ældre samt velhavende William Boldwood.
“The answer is obvious. Don’t make bad choices.”
-
Were you rushing or were you dragging?
‘Whiplash‘ handler om den unge, talentfulde jazz-trommeslager Andrew Neyman, som er blevet optaget på et af de bedste musikkonservatorier i USA. Andrew vil gøre alt for at komme til tops inden for sin musiske genre, og da han skal undervises af den frygtede og respekterede dirigent, Fletcher, øjner han muligheden for at blive trænet af en ægte maestro. Vejen til succes koster dog i bogstavelig forstand blod, sved og tårer. Fletchers metoder er brutale, kontante og ofte uretfærdige, og snart opstår der et helt særligt forhold mellem det musikalske talent og hans lærermester.
Skuespilspræstationerne i den her film er sublime – intet mindre – og filmen har en nerve og en intensitet, der gør man sidder helt ude på kanten af stolen og først ånder ud, når rulleteksterne løber over skærmen.
Handlingen derimod er ikke noget at skrive hjem om: “talentfuld ung mand, som mod alle odds kæmper sig vej frem til succes” – det er set 100 gange før.
-
Det var en lørdag aften… og en søndag morgen
En lørdag aften i det absolut bedste selskab.
Er par af skuffens fribilletter blev ombyttet med to billetter til Klassefesten 2. En film som var akkurat lige så plat som forventet… men for pokker vi grinede og det kan man godt trænge til indimellem… også selvom det er af platheder (:
…
Hundene mente tilsyneladende, at 6.30 var et passende tidspunkt at starte søndagen og fik rumsteret så meget nedenunder, at det også blev tidspunktet, hvor min nattesøvn var slut.
Nu er jeg så igang med at lave morgenmad, hundene er luftet, det første vasketøj kører i maskinen og jeg har lavet to-do-liste med de ting jeg har planlagt at skulle nå i dag… og hvem ligger så igen og snuer? Nemlig; de to morgenfredsforstyrrere 😕
Mon ikke 7.30 er et passende tidspunkt at starte støvsugeren? Så kan de lære det. Eller noget.
-
En film med noget på hjertet
Som yndlingsekssvigerinde til biografdirektøren nyder jeg det privilegium, at jeg kan komme i biffen stort set som det passer mig.
Den våde og grå søndag tilbragte jeg derfor i biografmørket sammen med M og Fruitvale Station. Et bekendtskab som vil følge mig længe… Frutivale Station altså (:
Filmen ‘Fruitvale Station’ handler om Oscar Grant på 22 år, der måske ikke Guds allerbedste barn, men han elsker sine venner, sin kæreste og sin 4-årige datter over alt på jorden.
Pga. en blakket fortid kæmper han dagligt for at få en stabil tilværelse op at stå for sig selv og sin lille familie, der også indbefatter en mor, han står meget nær. Men på en skæbnesvanger dag, nytårsaftensdag i 2008, tager Oscars liv en fatal drejning, da han tager toget til Fruitvale stationen.
’Fruitvale Station’ bygger på en sand historie, der stadig runger i den amerikanske bevidsthed.
’Fruitvale Station’ vandt Prix de l’avenir i Cannes samt Grand Jury Prize og Publikumsprisen ved dette års Sundance Film Festival. Den sidste film, der vandt begge de eftertragtede Sundance-priser, var ’Precious’ i 2009 – endnu en uforglemmelig film.
-
Silver Linings Playbook
Lige om lidt løber Silver Linings Playbook over lærredet… hep!
-
Hobbitten
Det blev sent i aftes. Alt for sent. Men filmen vi havde besluttet, at bruge de første fribilletter på, går pt. kun kl. 20.30. Og med en varighed på 3 timer, så skal det blive sent.Jeg har ‘Hobbitten’ i reolen og læste den da jeg var ganske ganske ung. Hobbitten er en hyggelige og handlingsmættet forhistorie til den mere storslåede triologi ‘Ringenens Herre’. Det var oplagt, at jeg selvfølgelig skulle jeg se den i biografen.
Det er en fantastisk flot film. Medrivende, eventyrlysten og storslået. Men det er samtidig svært for en gammel hippie, at blive rigtig begejstret. Normalt brokker man sig over, at man ikke kan få nok af bogen med i en film, men det gælder altså ikke her.
I bogen tager det Bilbo og dværgene et enkelt kapitel at få sat historien på skinner og komme af sted. I filmen tager det næsten en time at komme ud ad døren. Bogen er på 279 sider. Efter 3 timers film er man blot nået til side 103.
Tre film á tre timer… det lugter for meget af (…). Samtidig synes jeg at Peter Jackson ødelægger den hyggelige stemning fra bogen ved at lægge den alt for meget op af Ringenes Herre.
…
Når det er sagt, skal det også siges at billedsiden var helt i særklasse.
Når jeg tidligere har set film i 3D, har jeg være lidt irriteret i øjnene og ikke mindst irriteret over, at der er blevet brugt utrolig meget krudt på fornemmelsen af at ‘ting’ flyver ud af billedet.
Hobitten er optaget i 3D – HFR (High Frame Rate). HFR er 48 billeder i sekundet, i stedet for de traditionelle 24 billeder i sekundet. Det gav et fuldstændig fantastisk roligt billede og Peter Jackson er ikke faldet for fristelsen til at bruge masser af 3D effekter.
Skal jeg se de næste to? Kun måske!
-
The Notebook
Jeg kunne hverken sove eller finde ro. Men i stedet for at ligge og rode rundt og blive mere og mere irriteret, satte jeg mig ned i stuen og så The Notebook (for gud ved hvilken gang).
Det er en film fyldt med sødme, varme og ømhed og hører til en af dem, som jeg bare aldrig bliver træt af.
To meget forskellige unge mennesker, Allie og Noah, kastes ind i en stormende sommerforelskelse.
Det unge par bliver hurtigt adskilt af Allies overklasse forældre, der insisterer på, at Noah ikke er det rigtige for hende. Efter mange års adskillelse mødes de. Deres lidenskab blusser op igen og tvinger Allie til at vælge mellem sin soulmate og den mand hun står over for at skulle giftes med.
Den smukke fortælling har en særlig speciel betydning for en ældre herre, der regelmæssigt læser den tidløse kærlighedshistorie op sin aldrende og demente veninde.
The Notebook er en virkelig skøn film og Ryan Gosling så skide dejlig, at man forelsker sig på stedet… SÅK.
“It was real wasn’t it? You and me. Such a long time ago we were just a couple of kids. But we really loved each other, didn’t we?”- Allie.
Nu prøver jeg om ikke de søde drømme kan finde vej til mig også… gerne i selskab med føromtalte Gosling.
Sweet dreams ♥
