• Bare et kapitel mere

    Det var mørkt i det hvide værelse, da min far slog min farmor ihjel. Jeg var der. Carl var der også, men ham opdagede de aldrig. Alt var anderledes dengang. Det var før, min fars ting var begyndt at fylde så meget, at vi ikke længere kunne komme ind i stuen. Og før min mor var blevet så stor, at hun ikke længere kunne komme ud af soveværelset. Men det var efter, at de havde meldt mig død, så slap jeg for at komme i skole.?

    Pigen Liv vokser op på en lille isoleret ø med sine forældre. Hun sætter ingen spørgsmålstegn ved det liv, familien lever. Selvom faderen holder hende skjult i en gammel container, er hun aldrig i tvivl om, at han elsker hende.

    Det var rent tilfældigt, at jeg faldt over Ane Riels roman Harpiks. Henrik Kofoed læser (på fremragende vis) historien om pigen Liv, der vokser op på en lille ø sammen med en mor, der er for stor til at forlade soveværelset, og en far, der fylder hjemmet med skrammel, melder den levende Liv død og kvæler sin egen mor.

    Liv stjæler føden til sig selv, sin mor og far. Hun stjæler alt muligt fra beboerne på sydsiden af øen og tror, det er en leg, hun leger, for det har hendes far fortalt hende.

    Den er en fængslende, finurlig og grusom bog … jeg tager lige et kapitel mere.

    0
  • De kan endnu

    Det var i 80’erne mine danseben havde deres storhedstid og de har bestemt ikke glemt det.

    Brugsens højttaleranlæg spillede The Communards – Don’t Leave Me This Way og jeg måtte lige snige mig til et par dansetrin mellem rengøringsartikler og toiletpapir…

    0
  • HJORTH og ROSENFELDT

    Mit første møde med Sebastian Bergman skete i Hjorth og Rosenfeldt debutroman Manden der ikke var morder, som er en af de bedre krimier, jeg har læst.

    Sebastian er en politipsykolog på orlov, efter en personlig tragedie som har han har svært ved at komme over, men efter et mord på en 16 årig dreng arbejder han igen for Rejseholdet.

    Man keder sig ikke et sekund ikke i løbet af fortællingen og det er en rigtig flot debutroman af de to forfattere. Bogen slutter et brag og en afsløring, der fluks fik mig till at kaste mig over nr. to i serien.

    Den svære to’er, Disciplen, er lige færdiglæst og er om endnu bedre. Sebastian og Rejseholdet er igen omdrejningspunktet for en mordefterforskning.

    Den tredie, som hedder Fjeldgraven er netop hentet og ligger klar på mobilen.

    Indtil videre er der 6 bøger i serien.

    1. Manden der ikke var morder
    2. Disciplen
    3. Fjeldgraven
    4. Den stumme pige
    5. De uegnede
    6. En højere retfærdighed

    Alle 6 bøger i serien er oplæst af Bent Otto Hansen, som efter min mening er en af de absolut bedste oplæsere.

    Jeg glæder mig til endnu mange timers underholdning.

    0
  • Midtugemood

    I’m feelin’ kinda lonely / won’t you come by and waste my time.

    Selma Judith – dansk musik med fed international lyd.

    Bonus info: det er Lars Von Triers datter, men det er hun jo uden skyld i.

    0
  • Mine øjne de skal se

    Jeg har aldrig været nogen stor fan af Lis Sørensen. Men jeg opdagede i aftens i Toppen af Poppen, at hun jo har skrevet nogle fine sange – og fortolket af andre blev hun langt mere interessant.

    Særligt begejstret var jeg for Pernille Rosendals fortolkning af ‘Mine øjne de skal se’ og det tror jeg også Sko og Dixgaard var – de så ret forelskede ud begge to 🙂

    0
  • All you know

    Efter at have tilbragt tid i et selskab, hvor man har lyst til at spørge:

    Er du altid så dum eller er i dag en særlig anledning?

    – så skal der musik i ørebøfferne til at berolige de irriterede nerveender.

    Jeg er en sucker for en mand med noget på hjeret, en guitar og indimellem en mundharmonika, en simple lyd og en stemme, som ikke druknes i storladede instrumentale arrangementer.

    Jeg sætter den på repeat indtil tænderne er holdt om med at skurre mod hinanden!

    Kyle Meenehan udgiver musik under en Creative Commons-licens, hvilket betyder, at man kan dele den så meget man ønsker.

    0
  • Det var jøwt

    Jeg er ret overbevist om at underholdningesværdien i aftes i Mølleparken var temmelig meget højere end den på Aalborg Portland Park, hvor Aab spillede 0-0 mod AGF… det er fodbold jeg hentyder til, hvis nogen skulle undre sig.

    Vi var mange, der havde trodset regnen og vi gik ikke forgæves. Først underholdt Folkeklubben – et herligt musikalsk bekendtskab – og bagefter den gamle frederikhavnerknægt Allan Olsen med band.

    En lille krølle på historien: hans keyboardspiller Gæst (ja, det hedder han) har jeg engang passet da jeg arbejde en kort periode i en børnehaven i Vejgaard… og i 1994, da jeg fik Nanna, var det hans mor, der var jordemoder og tog imod hende.

    0
  • Amar Pelos Dois

    Det var ikke en af de sædvanlige Grand Prix baskere, der løb med sejren i aftes, men derimod en fin og følsom Salvador Sobral fra Portugal, som på smukkeste vis sang så hårene rejste sig.

    Jeg aner ikke hvad ordene betyder, men det er i denne kontekst helt ligegyldigt for den er fremført med så meget indlevelse, at man er med ham hele vejen. Den får mig til at tænke på Chaplin’s ‘Smile’, som besidder samme fine stemning.

    Sejren gik til ‘sangen’ og ikke til konfetti, glimmer, lange ben og vindmaskiner.

    Han får 12 af mig – jeg er fan!

    0