• Det var jøvt

    Jeg havde en date med Allan Olsen i aftes… sammen med nogle hundrede andre fra Hals og omegn.

    Det blev en dejlig aften i Aulaen på Hals skole og næsten alle mine musik forhåbninger blev opfyldt.

    Mit favorit nummer med AO er ‘Seende kærester’ og den fik vi heldigvis også… for mit vedkommende live for første gang.

    Den blev i 2015 starten på min opdagelse af Allan Olsens finurlige tekstunivers. Jeg holder af at lytte til hans sangtekster og har også med stor glæde læst begge hans bøger, Tilfældigt Strejfet og Laksetrappen.

    Han er en frederikshavnerdreng og det fornægter sig ikke. Sproget og humoren er så tydelig nordjysk. På den anden siden kender han også det nordjyske publikum og tager derfor ikke den beherskede begejstring ilde op.

    Det var jøvt.

    PS. Da AO for nogle år siden udgav albummet med titlen Jøvt (som er på dialekt), skete det kun nordenfjords. Kort efter pladeudgivelsen drog han på verdensturné i Vendsyssel. Koncertstederne lå så tæt, at lige meget, hvor man kom fra i Vendsyssel, så var afstanden til en aften med AO kort nok til, at man kunne nå fuld hjem på knallert.

  • På repeat

    Det her lille nummer ‘Red Skies’ er pt. på repeat i min Spotify. Sangerinden hedder Mikala Bosetti og er datter af en af mine bekendte fra min meget tidlige ungdom. Han er også noget ved musikken – bla. er han guitaristen, der sidder i teltet når Ørkenens Sønner optræder.

    At datteren også skulle blive noget i samme branche er nok ikke så underligt, men jeg synes bestemt hun har noget at have det i – stemmen og musikken falder i hvert fald i min smag.

    Jeg glæder mig til at høre mere.

  • Fine læseoplevelser

    Første del af 2021 har været fyldt med fine læseoplevelser.

    Jeg har netop afsluttet Fruen af Malene Lei Raben, som er fortællingen om hendes intelligente og ekstremt besværlige mor, kaldet Fruen.

    Før den har jeg læst:

    Shuggie Bain af Douglas Stewart – en uforglemmelig fortælling om drengen Shuggie og hans opvækst i et nedslidt minearbejderkvarter i firsernes Glasgow med en mor, som bruger det meste af understøttelsen på Guldøl.

    Rampen af Jesper Stein – en selvbiografisk roman oplæst af forfatteren selv. Den giver et indblik i Jesper Steins opvækst med en fraværende far og en omklamrende og fortvivlet mor, og i deres skilsmisse og misbrug, som trækker tråde langt ind i både hans og broderens voksenliv. Stærk og vigtig roman.

    Jorden under mig af Helle Vincentz – endnu en fin og stærk selvbiografisk roman oplæst af forfatteren selv om hvordan barndommen og det liv vi udsættes for sætter uslettelige spor langt ind i voksenlivet. Kan varmt anbefales.

    Tegner der sig en tendens 🙄? Det gør dig vist og nu trænger jeg også til et genreskifte og næst på læselisten befinder, der sig en kriminalroman fra feel-good afdelingen.

  • Bare et kapitel mere

    Det var mørkt i det hvide værelse, da min far slog min farmor ihjel. Jeg var der. Carl var der også, men ham opdagede de aldrig. Alt var anderledes dengang. Det var før, min fars ting var begyndt at fylde så meget, at vi ikke længere kunne komme ind i stuen. Og før min mor var blevet så stor, at hun ikke længere kunne komme ud af soveværelset. Men det var efter, at de havde meldt mig død, så slap jeg for at komme i skole.?

    Pigen Liv vokser op på en lille isoleret ø med sine forældre. Hun sætter ingen spørgsmålstegn ved det liv, familien lever. Selvom faderen holder hende skjult i en gammel container, er hun aldrig i tvivl om, at han elsker hende.

    Det var rent tilfældigt, at jeg faldt over Ane Riels roman Harpiks. Henrik Kofoed læser (på fremragende vis) historien om pigen Liv, der vokser op på en lille ø sammen med en mor, der er for stor til at forlade soveværelset, og en far, der fylder hjemmet med skrammel, melder den levende Liv død og kvæler sin egen mor.

    Liv stjæler føden til sig selv, sin mor og far. Hun stjæler alt muligt fra beboerne på sydsiden af øen og tror, det er en leg, hun leger, for det har hendes far fortalt hende.

    Den er en fængslende, finurlig og grusom bog … jeg tager lige et kapitel mere.

  • De kan endnu

    Det var i 80’erne mine danseben havde deres storhedstid og de har bestemt ikke glemt det.

    Brugsens højttaleranlæg spillede The Communards – Don’t Leave Me This Way og jeg måtte lige snige mig til et par dansetrin mellem rengøringsartikler og toiletpapir…

  • HJORTH og ROSENFELDT

    Mit første møde med Sebastian Bergman skete i Hjorth og Rosenfeldt debutroman Manden der ikke var morder, som er en af de bedre krimier, jeg har læst.

    Sebastian er en politipsykolog på orlov, efter en personlig tragedie som har han har svært ved at komme over, men efter et mord på en 16 årig dreng arbejder han igen for Rejseholdet.

    Man keder sig ikke et sekund ikke i løbet af fortællingen og det er en rigtig flot debutroman af de to forfattere. Bogen slutter et brag og en afsløring, der fluks fik mig till at kaste mig over nr. to i serien.

    Den svære to’er, Disciplen, er lige færdiglæst og er om endnu bedre. Sebastian og Rejseholdet er igen omdrejningspunktet for en mordefterforskning.

    Den tredie, som hedder Fjeldgraven er netop hentet og ligger klar på mobilen.

    Indtil videre er der 6 bøger i serien.

    1. Manden der ikke var morder
    2. Disciplen
    3. Fjeldgraven
    4. Den stumme pige
    5. De uegnede
    6. En højere retfærdighed

    Alle 6 bøger i serien er oplæst af Bent Otto Hansen, som efter min mening er en af de absolut bedste oplæsere.

    Jeg glæder mig til endnu mange timers underholdning.

  • Midtugemood

    I’m feelin’ kinda lonely / won’t you come by and waste my time.

    Selma Judith – dansk musik med fed international lyd.

    Bonus info: det er Lars Von Triers datter, men det er hun jo uden skyld i.

  • Mine øjne de skal se

    Jeg har aldrig været nogen stor fan af Lis Sørensen. Men jeg opdagede i aftens i Toppen af Poppen, at hun jo har skrevet nogle fine sange – og fortolket af andre blev hun langt mere interessant.

    Særligt begejstret var jeg for Pernille Rosendals fortolkning af ‘Mine øjne de skal se’ og det tror jeg også Sko og Dixgaard var – de så ret forelskede ud begge to 🙂

  • All you know

    Efter at have tilbragt tid i et selskab, hvor man har lyst til at spørge:

    Er du altid så dum eller er i dag en særlig anledning?

    – så skal der musik i ørebøfferne til at berolige de irriterede nerveender.

    Jeg er en sucker for en mand med noget på hjeret, en guitar og indimellem en mundharmonika, en simple lyd og en stemme, som ikke druknes i storladede instrumentale arrangementer.

    Jeg sætter den på repeat indtil tænderne er holdt om med at skurre mod hinanden!

    Kyle Meenehan udgiver musik under en Creative Commons-licens, hvilket betyder, at man kan dele den så meget man ønsker.