• Et øjeblik...

    Vedtaget

    Mens vi sidste år gik og ventede på Solveig brugte jeg blandt andet tiden på at støtte et Borgerforslag fra Martin, drabsefterforsker i Københavns Politi, som ønsker at give politiet mulighed for at benytte den genetiske slægtsforskning i efterforskning af drab og grov personfarlig kriminalitet.

    I dag blev forslaget endelig behandlet i Folketinget og vedtaget med et stort flertal. Politiet må fremover bruge genetisk slægtsforskning når der foreligger en kendelse fra retten, og når en række særlige kriterier er opfyldte.

    Jeg har læst mig til, at kun 5-6 Borgerforslag tidligere er kommet så langt, så det er en ret stor begivenhed.

    Han skiver på sin Instagram:

    På mit skrivebord ligger der 16 fotografier. Levende fotografier af de dræbte. Dræbte med det til fælles, at deres liv blev taget fra dem for tidligt, og hvor vi stadig ikke ved, hvem der tog det.

    Måske får vi med dette nye værktøj mulighed for at finde nogle af de skyldige.

  • Et øjeblik...

    Forår i luften

    Vi kom forbi Asaa hundeskov igår, så det var oplagt at lufte hunde der.

    Skovbunden her er fyldt med anemoner når det er den rette årstid. Jeg vil tro, at når vi kommer en uge frem og der efter sigende bliver varmere i vejret, kan opleve en skovbund med et tæppe af anemoner.

    Jeg plukkede en lille buket med hjem til min fine anemonevase.

    Hundeskoven ligger uden for lands lov og ret ved Gerå Enge og da vi kom holdt der ingen biler, så jeg var ret sikker på, at vi havde skoven for os selv – indtil vi ikke var alene mere og der dukkede en gul retriver op bag os.

    Irma forsvandt skyndsomt i sikkerhed henne hos mig, mens Bob lige skulle hen og spille op overfor den meget større hanhund.

    Den var ikke begejstret for Bobs smart-i-en-fart attitude og knurrede advarende. Bob er smart, men der er ikke ondt i ham og jeg ved godt hvem det ville gå ud over ved et evt. sammestød – det fik os til at forsvinde ud af nærmest låge.

  • Et øjeblik...

    God påske

    Jeg trængte til en pause fra hverdagen og jeg har i den grad nydt de sidste mange fridage.

    Fredag holdt vi påskefrokost i familien. Vi fik den dejligste mad – lam, flødekartofler og salat. Jeg havde lavet desserten som var en hindbærmoussekage med chokoladebund. Den faldt i god jord og der var kun et enkelt stykke tilbage som jeg nappede med hjem til aftenskaffen.

    Lørdag var jeg havehjælper længere henne af vejen hos de unge mennesker. Vi fik klippet sommerfuglebuskene ned, fjernet det visne og luget lidt skvalderkål.

    Min egen gård bliver der ikke gjort meget ved i det her forår udover almindelig vedligehold. Jeg ved ikke, hvor jeg havner, om der er have eller altan, så nyindkøb af planter bliver på et absolut minimum.

    Lørdag tog jeg min solbærbusk med hen til Poden så kan den gro der og forhåbentlig give masser af solbær. Jeg forestiller mig at gården bliver ryddet helt for planter inden jeg flytter. Det skal bare rives ned og så kan andre lige så godt få glæde af den smule jeg har derude.

    Den her seje type med solbrillerne hjalp også til.

  • Et øjeblik...

    Bolig status

    Tiden frem til at jeg kan forvente at modtage en opsigelse af mit lejemål bliver kortere og jeg er derfor konstant på udkig efter noget andet at bo i.

    Jeg er godt vant – rigtig godt vant – og derfor meget svær at stille tilfreds.

    I dag har jeg været nede og se en 80 kvm lejlighed i stueetagen i et gammelt Hals hus.

    Selve lejligheden var faktisk rigtig fin og hyggelig, og noget pænere end husets ødelagte facade umiddelbart indikerede.

    Udover den grimme facade var der dele vaskemaskine/tørretumbler med lejligheden ovenpå… det er jeg vist blevet for gammel til.

    Det bliver desværre endnu et nej herfra.

  • Et øjeblik...

    FERIE FERIE FERIE

    Det er ikke bare fredag og weekend – det er også påskeferie.

    Ti dejlige fridage vinker forude uden ret mange planer.

    Fredagens hjemmearbejdsdag blev noget usædvanlig idet vi ikke kunne tilgå nogen af vores værktøjer overhovedet pga. eksterne netværksproblemer.

    Det blev til besvarelse af et par mails og et enkelt møde på en halv time.

    Intet andet.

    Da jeg lukkede og slukkede var der fortsat problemer, så det er ikke godt at vide, hvornår der kan arbejdes igen. Jeg skal heldigvis ikke forsøge mig før 11. april 🙂

  • Et øjeblik...

    Peeping Jesus

    Som jeg nævnte i indlægget om mine nye briller havde jeg bestilt et broderikit som lidt afveksling til strikketøjet.

    Kittet er ankommet og jeg har kastet mig over nål og tråd. Det skal helst ende med at forestille en peeping Jesus med ordene ‘I saw that’.

    Jeg er blevet medlem af en gruppe på Facebook – Embroidery without fucking flowers and bunnies! – som er administreret af Broderisten og den er noget for sig. I beskrivelsen står: Denne fabelagtige gruppe er for dig, som elsker BADASS broderi uden fucking egern i seler …og den slags!

    Der er enkelte mænd imellem, men hovedparten af medlemmerne er kvinder. Kvinder i alle aldre. Fælles er selvfølgelig broderiet, men også en fandenivoldskhed, som viser sig i kommentarerne. Det er fandeme sjov læsning indimellem og når man ser medlemmernes profilbilleder kan man undre sig over, at det sprog og den tankegang kan gemme sig i sådan en ‘uskyldig’ udseende kvinde.

    Gruppen må være kvindernes pedant til mændenes snak i omklædningsrummet eller det brune værtshus… ja ja, jeg holder mig heller ikke tilbage – indimellem er det forløsende at få lov at slippe den indre rejekælling løs 🙂

  • Et øjeblik...

    Mandag morgen

    Mig: Jeg er i sorg i dag. Gunvald Larsson døde i mit tv i aftes.

    Mine kolleger: Hvem er det?

    Ikke engang da jeg nævnte Beck og Sjöwall & Wahlö ringede en klokke. Det eneste de har i hovedet er computerspil og det, der foregår på deres mobiler.

    Magen til ignoranter 😉

  • Et øjeblik...,  Solveig,  Strik

    Stille weekend

    Det har været en lidt begivenhedsløs weekend. Et besøg af Nanna og Solveig søndag eftermiddag var hvad den kunne svinge sig op til. Et besøg af de to er altid velkommet – og så har jeg vel bare trængt til at lade op til den nye uge, der truer.

    Søndagen startede i hundeskoven. Irma trængte til at bliver kruttet af og det blev hun.

    I modsætning til Bob har hun et stort behov for at få lov at løbe igennem. Vi gør det så tit som muligt og med langt mere dagslys er der også en mulighed for at hun kan få muligheden på hverdage.

    Strikkepindene står heller ikke stille.

    Lørdag røg en lille sommerbluse til Solveig af pindene og den er blevet erstattet af starten på en Sorgenfri jakke – også til Solveig – i noget blommerosa garn jeg havde liggende til et projekt, hvis indhold fortaber sig i glemslen. Nu bliver det brugt.

  • Broderi,  Et øjeblik...

    Briller og broderi

    Jeg skulle være gået på weekend fra i dag, men pga. fravær i afdelingen blev min fredagsfridag sløjfet.

    Af mig selv.

    Jeg kunne se eneste tilbageværende kollegas fyldte kalender og blev enig med mig selv om, at være den gode kollega og møde op trods udsigten til en dejlig forlænget weekend.

    Den eneste aftale jeg ikke ville udskyde var udskiftning af det brilleglas som jeg fik leveret med en ridse, så han måtte undvære mig en times tid her formiddag.

    Og skal vi så ikke aftale, at det er det sidste bøvl de briller giver mig?!?

    Det ridsede brilleglasset fik jeg med mig hjem – og får jeg nu en kæmperidse i højreglas, så har jeg en reserve med en lille ridse udenfor synfeltet.

    Jeg får brug for gode briller for jeg har købt mit første broderikit. Hænderne skal også være beskæftiget selvom den kommende tid ikke er til uldstrik og så er der kommet så mange fede broderiprofiler på Instagram, som gav mig lyst til at prøve.

    Der er indkøbt et sjovt – synes jeg selv – mønster på Etsy og materialer via en lokal broderibiks.

    Og så er det endelig weekend – god en til dig!

  • Et øjeblik...

    Regan Vest

    Motorvejen går i en stor bue uden om Rold Skov og det er der en særlig grund til.

    Inde i Rold Skov ligger nemlig bunkeranlægget Regan Vest. Bunkeren blev i al hemmelighed bygget under Den Kolde Krig i 1960erne med det formål, at Danmark skulle kunne drives derfra, hvis atomkrigen brød ud. Her er plads til regenten, læger, politi, presse og diverse ministerier.

    Under planlægningen af den kommende nordjyske motorvej opdagede man, at den ville løbe nærmest direkte hen over bunkeren. En motorvej ovenpå Regan Vest ville både spolere anlæggets hemmeligholdelse og dets strategiske beliggenhed langt væk fra større vejanlæg, så et diktat fra højeste sted resulterede i et større sving på E45.

    Indgangen til anlægget ligger bag et anonymt udseende en families hus

    I 2003 blev det besluttet at lægge Regan Vest i dvaletilstand og bunkeren blev endeligt taget ud af beredskabet i 2012. I 2014 overgik bunkeren til Nordjyllands Historiske Museum og i år er den blevet åbnet for offentligheden. Eller sådan da. Man skal booke billet for at besøge stedet og man skal være ude i god tid. Pt. skal man vente til juli/august for at få en billet til en guidet tur rundt i det 5.500 kvadratmeter store anlæg.

    Jeg har booket min billet og vil se frem til en søndag under jorden. Engang i august.