For godt en måned siden var jeg hos Profiloptik for at bestille nye briller, som erstatning for de mistede. De var til afhentning efter 14 dage og allerede ved afhentning synes jeg, at der var noget galt.

I går holdt jeg endnu en fredagsfridag og aflagde Profiloptik et besøg. Det var samme optiker og han fandt flere fejl på både glas og montering af glas, så han kunne sagtens forstå, at de slet ikke fungerede for mig.

Jeg havde gået helt uden briller en periode og jeg tænkte, at jeg bare lige skulle vænne mig til dem.

Efter en uge var det stadig som om styrken var helt forkert.

Det er simpelthen en ommer og nu er der bestilt nye glas og så vil han gerne selv stå for både montering og udlevering.

Heldigt, at jeg har mine skærmbilleder ellers havde jeg hverken kunne strikke eller læse.

Jeg forstår sagtens københavnernes sorg over at miste Irma.

Siden bageren i Hals lukkede og jeg nu har 24 km. til nærmeste bager, har mine weekend morgener mistet en stor del af deres kvalitet.

Jeg har prøvet diverse frost varianter (til morgen prøvede jeg f.eks. ‘Meyers rustik håndværker’, håndværker og håndværker… brødene er ikke større end kuvertbrød) og også kastet mig over at bage selv, men INTET har kunnet nå bagerens manitobaboller til anklerne.

På samme måde tror jeg, at Irmafolket mister dét i deres hverdag, der giver dem kvalitet.

Og det skal man altså ikke kimse ad.

Jeg forstår ikke helt hamstringen af mao sko, men det er en helt anden historie.

Min Irma er der ingen, der omdøber. Hun er ganske som hun plejer, selvom om torsdagens hundepasser synes hun hvilede mere i sig selv end sidst han passede dem. Måske har han ret. Det er svært at bedømme, når man er sammen med dem til hverdag.

Bob har forandret sig en del på de 5 år, jeg har boet sammen med ham. Han er langt mere kontaktsøgende end han var da han var yngre. I dag gider han godt ligge på skødet eller i smørhullet mellem mine ben, når jeg strikker eller ser tv, hvor han tidligere foretrak hundekurven.

I nat har vi fået et lille drys sne. Det sneede faktisk en del, da jeg stod op tidligt til morgen.

Det kunne vi naturligvis ikke lade stå uberørt hen, så vi kørte skyndsomt en tur i skoven og de to franske nød en time fri for snerrende bånd.

Arbejdet har fyldt allermest den sidste uge.

Torsdag fyldte det hele dagen eller i hvert fald 13 timer af den. Vi var til teammøde i hovedstadsafdelingen.

Jeg kørte hjemmefra kl. 06 og var retur i Hals kl. 19. Den effektive flyvetid er noget der ligner 20 minutter, men alt det andet fylder.

Turen fra Kastrup og til Ballerup tager længere tid end flyveturen fra Aalborg. Det er helt vildt den trafik der er omkring København.

Der er 30 km. fra lufthavnen til Ballerup. Det er samme antal kilometer jeg har hjemme fra og til jobbet.

Jeg bruger 25-26 minutter på den tur.

I tirsdag brugte vi over en time for at få frem til Ballerup og i flg. chaufføren kørte trafikken helt fint den morgen og vi var da også over 80 km. i timen ved få lejligheder. Hvordan man kan leve med det til daglig er mig helt uforståeligt.

Jeg kørte frontalt ind i sofaen da jeg kom hjem. Eller efter jeg havde fået sendt hundepasseren hjem. Jeg havde fået tilsendt billeder i løbet af dagen. De så ud til at have hygget sig, gået lange ture og ligget i ske i sofaen.

Heldigvis havde jeg aftalt at arbejde hjemme fredag. Jeg havde forudset, at jeg ville få brug for en dag alene efter den energikrævende teamdag og det havde jeg helt ret i.

En af de opgaver, der kom ud af teamdagen var en flyer/plakat, der skal informere vores kunder om hvordan de forholder sig, når de skal aflevere deres mobiltelefoner i forbindelse med udskiftning eller fratrædelse. Det var en opgave, jeg skyndte mig at sætte mit navn på. Der har jeg nogle skills, som jeg ikke tror andre i afdelingen har og så kan jeg dimse med noget af det jeg savner i mit nuværende job.

Lørdag har jeg sovet længe og gået tur med hundene i mosen i det smukkeste solskinsvejr. Bevares det var koldt og krævede både huer og vanter, men solen er altså så livgivende på den her årstid.

Irma gik – til sin egen store overraskelse – gennem isen og endte med at panikke lidt fordi for hvert skridt hun tog, forsvandt mere af jorden under hende. Og bare rolig… det er bare en stor vandpyt så eneste fare var kolde poter 🙂

Vi kan konstatere, at Danmark spiller langt bedre håndbold end fodbold.

…

Birgithe med th, roman af Katrine Marie Guldager er en lille perle. Alle kvinder burde stave deres navn med TH. Kh. Methe.

…

I 2016 kunne man se denne på en netavis:

Det kan så undre, at man i Meny i Hals stadig kan finde buræg. Svaret jeg fik fra Meny på min undren er: Det er sådan at vores butikker ikke længere kan bestille det via Dagrofa. Dog er vores butikker ejet af selvstændige købmænd, hvorfor butikkerne godt kan lave aftaler udenom Dagrofa i forhold til levering af varer.

Krist!?!

…

Der er nu kun én uge tilbage af mit januargarnkøbestop. Jeg kan jo godt.

…

Jyllandsposten har lukket for kommentarer på deres Facebook artikler. Jeg håber, at de kun er de første.

Til morgen tikkede der et tilbud om en bolig ind i min indbakke.

I samme område som vi kom fra i Vodskov. Jeg stod som nr. 4, så jeg er ret optimistisk i forhold til at få noget at bo i, når jeg en dag bliver sagt op her.

Og det gør jeg!

Selvom Rema 1000 har købt Aldi, som ligger på den anden side af gaden fortsætter de planen om at bygge på modsatte hjørne fremgår det af en artikel i Nordjyske – altså her hvor jeg bor.

Under arbejdet med planerne har Rema 1000 overtaget Aldi-kæden, og da sidstnævntes afdeling i Hals ligger lige på den anden side af gaden, har der været spekuleret i, om Rema 1000 ikke ville rykke herind i stedet for, når Aldi trækker stikket.

– Jeg har haft en opmærksom på, at Rema har købt Aldi, og om Rema så ville udnytte den Aldi, der ligger i Hals og etablere sig der, men vi har spurgt dem, og der er ingen ændringer. De fortsætter med det her som planlagt, siger Jan Nymark Thaysen.

Nordjyske

I maj 21 fik vi en orienterende folder fra Aalborg Kommune om planerne for en ny lokalplan for området. Siden har ingen har orienteret hverken mig eller de andre beboere i området. Vi ved kun det, som vi kan læse rundt omkring på nettet.

Det er stærkt kritisabelt – vi står til at miste vores bolig og alligevel holdes vi hen i uvidenhed. Når der er tale om nedrivning har man kun krav på 3 måneders opsigelse og ingen kompensation overhovedet.

Nå, men det tager jeg som det kommer. Som sagt er jeg optimistisk i forhold til at få noget andet at bo i. Jeg ville helst blive her i byen, men de boliger jeg er interesseret i er for dyre, har lange ventelister og enten må man ikke have hund eller også må man kun have én.

Det er fint for mig at vende retur til Vodskov. Det eneste jeg er ked af er, at Nanna og resten af min lille familie så ikke længere bor lige om hjørnet.

Nyt hår og nye briller stod der på dagens fredagsfridag.

Sidst garnet blev trimmet stod der september i kalenderen. I dag var det tid igen. Der er nok røget tiltrængte 8-10 cm og er alligevel stadig skulderlangt.

Desværre har jeg mistet mine næsten nye og meget dyre briller, og jeg måtte derfor igen omkring Profiloptik. Jeg medbragte et tidligere brugt Lindbergstel, som jeg håbede de kunne sætte nye glas i for i det mindste at spare de 4000-4700 sådan en smule metal koster.

Min fornemmelse var, at de selvfølgelig helst ville sælge mig helt nye briller, men da de hørte min historie kunne der sagtens sættes nye glas i. Glas i en anden facon så det føles som nye briller.

Jeg er glad.

Det er sjældent jeg kommer inde i Aalborg og der er altid sket noget nyt. Oplevelsen denne gang var bestemt ikke af den positive slags.

Jeg parkerer altid omkring Løkkegade – en lille smule uden for centrum og alligevel i super fin gå afstand til midtbyen. Ikke langt derfra begynder gågaden.

Jeg var noget rystet over at se hvor meget de sidste års krise har betydet for forretningerne. Der er tomme forretningslokaler over alt. Billederne er fra det lille stykke af gågaden, der hedder Nørregade. Hveranden butik er lukket og lokalerne står tomme. Frisør Hanne kunne fortælle, at det ser sådan ud i det meste af byen. Det er en trist udvikling.

Jeg drømte i nat at min ex-mand og jeg havde købt en stor campingvogn og vi var på tur ved den franske middelhavskyst. Da jeg skal børste tænder om aftenen er der et dyr, der stikker hovedet ind af et hul i badeværelsesvæggen – først troede jeg det var en stor skildpadde med nøgen hals, men på den anden side af væggen var der et skab og her sad ‘dyret’ – en papegøje, som sagde, at den hed Pilou Asbæk.

Jeg må fejle et eller andet for hvem drømmer dog om sin ex-mand?

Heldigvis var DMIs advarsel om snestorm stærkt overdrevet. Masser af regn og blæst indtil fredag kl. 13 – hvor jeg skulle møde på Aalborg Sygehus Nord til mammografiscreening – men ingen sne overhovedet.

På vej ud fra hospitalet måtte jeg følge en læge op i kantinen på 14. etage før turen igen gik ned med et enkelt afhentning på 13., hvor en far fra neonatal ville med ned for at ryge. Han virkede synligt berørt og jeg kunne heller ikke sig mig fri for lige at synke en klump ved synet af indgangen til intensiv.

Læsehesten er en af de forretninger de fleste Aalborgensere kender – den ligger i Reberbansgade ved siden af Sygehus Nord og det var nærliggende at kigge ind da jeg gik forbi.

Læsehesten åbnede i 1971. Dengang lå butikken på den anden side af gaden. I 80’erne flyttede forretningen over på den nuværende side af gaden. Den 300 kvm store forretning er fyldt til randen med spil, bøger, blade og film.

Jeg er ved at opbygge et lille mormorbibliotek og i dag fandt jeg par Jørgen Clevin ‘Jacob og Joachim’ børnebøger til en femmer stykket.

Det er bøger jeg husker fra både egen og Nannas barndom, som jeg leder efter. Jeg har stadig nogle af mine egne godt slidte børnebøger, hvorimod jeg desværre nok har solgt eller foræret de fleste af Nannas væk. Det er i hvert fald den foreløbige teori – måske dukker de op et sted når jeg engang skal flytte herfra.

Tidligt hjemme blev det en tur til stranden med hundene. Igen blev jeg mindet om hvorfor jeg ikke længere bruger stranden ret meget. På denne årstid må hundene løbe løs på stranden og det udnytter vi selvfølgelig. Irma blev optaget af at slikke på et eller andet og da jeg kom tættere på kunne jeg se det var en stor brandmand.

Dét skulle hun nok ikke ha’ gjort. Hun var tydeligt påvirket og kastede op. Jeg nåede, at få fat i dyrlægen inden lukketid, men jeg behøvede ikke være bekymret. Nok var det ubehagelig for hende, men ikke farligt.

I løbet af aftenen fik hun det meget bedre. Har hun lært noget? Næppe.