• Et øjeblik...

    Med på beatet

    For en måneds siden investerede jeg i sådan en Google TV dims og nu har jeg taget springet og opsagt min tv-pakke og rykket over på ren streaming.

    Selvom jeg kun havde den lille pakke betalte jeg en del for en masse programmer, som jeg ikke gider se.

    Jeg har tegnet abonnement på TV2 Play og for færre penge kan jeg se flere af TV2s programmer (incl. C more), som sammen med DR fuld ud dækker mit tv behov.

    På C more er der også adgang til Britbox og her er mange af de kanon gode engelske serier, som jeg er så vild med… Shetland, Broadchurch, Vera, Uforglemt, Line of Duty osv.

    Jeg bøvler dog stadig med teknikken …

    Blandt andet får jeg tekster på f.eks. TV2 News og skal manuelt ind og slå det fra når jeg besøger kanalen. Den gemmer ikke mit valg og jeg har ikke fundet et sted jeg kan slå det permanent fra.

    DR appen kræver ofte en genstart af Chromecasten, en aktiveringskode og hvad har vi.

    Mon jeg skulle have ofret et Apple TV i stedet? Er det mon mere stabilt?

    Udover bøvlet mangler jeg en TV oversigt. Her skal jeg nok bare lige vænne mig til at bruge den, der ligger online.

  • Lydbøger

    De svigtede svigter, dumhed går i arv …

    Don Bjarno kan ikke holde sammen på noget. Han bliver gift, skilt, gift igen, skilt igen. Han er en drukmås, en fraværende far, et elendigt forbillede, en sjuft.

    Efter skilsmissen fra forfatterens mor er han er evigt fraværende. Altid på farten, altid lige flyttet ud af en lejlighed, pludselig bosat på Thule-basen og da han bliver træt af skandinavisk middelmådighed slår han sig ned på Filippinerne, som bar- og hotelejer med en ny filippinsk storfamilie.

    Det er omdrejningspunktet i René Fredensborgs bog ‘Sjuf’. Det er en fortælling om en lang rejse fra Vamdrup til den bagende sol på Panglao. Om at blive den far, han havde svoret ikke at ville være.

    Forfatteren fortsætter 1:1 sin fars liv og efterlader 6 børn med 4 forskellige kvinder i Danmark for at gifte sig med en filippinsk kvinde.

    Herfra kører far og søns liv helt parallelt – de er voksenbabyer, der dyrker og glorificerer deres ansvarsløshed.

    Der er passager i bogen, hvor forfatteren reflekterer over det svigt, han selv har været ude for. Et udsat sårbart barn, der hungrer efter en opmærksomhed og anerkendelse som han aldrig får. Men de fylder ikke meget og måske stikker de ikke dybere end næste fadøl, det næste knald og i hvert fald formår han ikke løfte sig ud af den sociale arv.

    Jeg har været godt underholdt og det har været et interessant indblik i en verden, som er så forskellig fra min egen.

    De svigtede svigter, dumhed går i arv …

  • Et øjeblik...

    Noget der minder om efterårsferie

    Det føles efterhånden mere som efterårsferie end sommerferie jeg har haft de sidste par uger.

    Der er lidt småkoldt og til morgen er jeg oven i købet vågnet op både snottet og med en smule ondt i halsen.

    Min glæde ved at holde fri er som sådan ikke afhængig af vejret. Jeg trives fint i lidt dårligere vejr, men jeg synes alligevel, at 14 dage uden en eneste hel tørvejrdag er lige i overkanten.

    I går blev vi kort fanget midt på heden under et træ og bag paraplyen, mens regnen stod med i stænger og vinden føg omkring os. Til gengæld havde vi Stubber Kloster og området omkring helt for os selv – det var ikke sket på en sommerdag.

    I dag er der lidt praktiske ting, der skal klares, mens bygerne driver forbi og hundene tager en slapper ovenpå gårsdagens udflugt.

    Fredag lover yr.no tørvejr og så tænker jeg, at vi tager på tur.

    Måske til Molslap. Jeg vil gerne vil selvsyn se om de der vilde heste virkelig er døde/døende som demonstranterne siger. Ikke langt derfra ligger Ebeltoft, som altid er et besøg værd.

  • Et øjeblik...

    Claustrum Stubbetorp

    – sådan blev Stubber Kloster første gang benævnt i 1268.

    Sidste år læste jeg Lars Novrup Frederiksens bøger, ‘Kristine’ og ‘Priorinden’, hvor vi følger en kvinde fra hun – mod sin vilje – bliver anbragt på klostret og til hun vælges som priorinde, hvordan hun tjener penge til klostret, og hvordan hun er i evige stridigheder med biskop Tyge i Ribe, og så har hun en forbudt romance til en herremand på Vinderupgård.

    Siden har jeg haft lyst til at besøge Stubber Kloster og engen omkring, hvor romanerne foregår. Det blev på den her regnvejrsonsdag.

    Den enlige klosterbygning, der er bevaret i dag, er en lille del af et oprindeligt større og firefløjet anlæg. Den udgjorde den nordlige del af klosterets vestfløj. Det var oprindeligt en højere bygning, formentlig to etager over kælderen. Det, vi ser i dag, er kælderetagen, som givet har fungeret som forrådskælder.

    I middelalderen var det et nonnekloster af benediktinerordenen under Bispen i Ribe. Efter reformationen i 1536 overtog kronen klostret, og i 1538 fik herremanden Ivar Juel det i forlening. Nonnerne måtte blive boende, og lensmanden skulle forsørge dem, så længe de levede.

    De sidste rester af klostret – undtagen den lille bygning, der er tilbage i dag – blev revet ned i 1870’erne.

    Ligesom ved besøget i rundetårn blev jeg fyldt med ærefrygt da jeg stod i bygningen. Nonner har levet på stedet, betrådt stenene i kælderen, sejlet på søerne og dyrket jorden. Det samme har historiske personer. Måske.

    Lars Novrup Frederiksens bøger er selvfølgelig fiktion, men det kan dokumenteres, at Stubber Kloster, Jens Kalf på Vinderupgaard og de dømte for mordet på Erik Klipping, i en eller anden udstrækning har kendt hinanden, har familieskab til fælles, og til en vis grad har skulle omgås rent arbejdsmæssigt.

    At resten er ren fiktion gør ingenting.

  • Solveig,  Tumling

    Tumling

    Den sidste mandag i ferien skulle jeg være barnepige i nogle timer.

    Solveig sov i haven da jeg kom, så jeg satte mig og så et afsnit af Happy Wally*. Jeg havde også medbragt mit strikketøj, men ingen briller, så det blev fjernsynet i stedet for.

    Efter en times tid var der rumsteren i babyalarmen og da jeg kigge ud i haven havde hun fået benene op over overlæderet på barnevognen.

    Der var ingen chance for at hun kunne vugges til at tage en halv time mere 🙂

    Vi legede, spiste banan, kiggede på biler, trykkede på alle knapperne på vaskemaskinen, tømte 100 bolde ud i stuen, kravlede op og ned i sofaen inden vi fra badeværelsesvinduet kunne vinke velkommen hjem til mor, der havde været til møde inde i Aalborg.

    . . .

    *I aften kan du se Happy Wally på DR1 – eller du kan streame hele serien på dr.dk. Det er brittisk, når det er bedst.

  • Et øjeblik...

    Den første uge

    Den første uge af min ferie er gået. Det noget omskiftelige vejr har ikke tillskyndet til en masse udeliv, men jeg har alligevel stornydt fridagene.

    Fredag var planen, at turen skulle gå til det nordtyske. Der var bestilt både hotel og hundepasning og kort før middag trillede vi ind i Kiel efter knap 4 timers gnidningsfri kørsel.

    Hjemturen trak derimod tænder ud.

    Kø både i Tyskland og Danmark gjorde at hjemturen blev næsten 3 timer længere end udturen. Først da afkørslen mod Odense var passeret gled trafikken igen.

    De 7 timers hjemrejse var så incl. et besøg hos Fleggaard i Harislee, men alligevel føltes turen som en ørkenvandring.

    Havde jeg vidst at Kiel var så kedelig en by som den viste sig at være, så tror jeg, at vi var stoppet i Flensburg og sparet de sidste 100 km kørsel.

    Altstadt var slet ikke det, som den var talt op til på nettet.

    Lurvede og dødsyge forretninger. Ingen caféer, hvor vi havde lyst til at sætte os og nyde en kop kaffe. Havnen var en rigtig industrihavn og ikke engang aftenens musikalske indslag ved havnefronten kunne bløde op på det.

    Vi var indlogeret på The Niu Welly. Super fint hotel med god beliggenhed i forhold til Altstadt og lørdag aften fandt vi en lækker italiensk restaurant. Ellers var det altså så som så med det positive.

    Ovenpå weekendens lange tur skal der slappes af i dag.

    Sidste etape i Tour de France, kaffe og strikketøj.

    Et ufærdigt projekt har alt for længe ligget i strikkekurven, men lige om lidt er jeg færdig med ærme to og inden søndagen er slut har jeg hæftet ender, vasket og kan dermed sætte kryds ved Fjære Genser strikket i Rauma Fivel.

  • Baby,  Solveig

    Den første fødselsdag

    I følge Danmarks statistik blev der den 19. juli 2022 født præcis 200 børn – et af de børn er vores lille Solveig. Hun kom til verden ved kejsersnit kl. 00.33 – sikkert som en af de første den tirsdag.

    Der blev i alt født 58.430 børn i 2022 – deraf 28.302 piger – 66 af dem fik navnet Solveig.

    I dag er det vores Solveigs allerførste fødselsdag.

    Vi fejrede det i familien i lørdags, hvor også billederne er fra.

    Solveig fik sin helt egen lagkage som hun straks tog under kærlig behandling.

    Fødselsdagsbarnet høstede fine gaver – bl.a. en løbecykel, en sæbeboble enhjøring, en boldgiraf og et smukt navnebroderi… men det var nu nok bånd og papkasser, der hittede mest 🙂

  • Baby,  Solveig

    De sidste

    Vi har taget fotos af Solveig en gang om måneden det sidste år.

    I dag har hun været her og fået taget de sidste. Jeg tror det er meget godt, at vi nu har besluttet, at det fremover kun er hver 6. måned. Hun er konstant i bevægelse og synes det der fotografering er det kedeligste i verden.

    Hun er lyhurtig til at kravle og meget målbevist når det er de ‘forbudte’ steder hun er på vej til. Hun står – også uden støtte – og jeg tror ikke, at det varer længe før vi ser hendes første vaklende skridt.

    Hendes mor tog sine første skridt på sin 1 års fødselsdag. Det tror jeg dog ikke Solveig når indenfor de næste 3 dage, men det er jo heller ikke nogen konkurrence og hun skal nok lære at gå.

  • Solveig,  Strik

    Solveig kører i gult

    Førertrøjen bliver den sidste i et stykke tid, men jeg tror næppe den unge dame går ned på uld af den årsag.

    Jeg har en mønsterstrikket Fjære genser til mig selv, der mangler halvandet ærme, en lille gave sweater og en hæklet taske, der står for tur.

    Daisy Cardigan, str. 2 år. I alt 126 gram KFO merino og mohair i farven Kvæde. Knapperne er hjembragt fra Knapp-Carlsson i Göteborg.

    Det er en nem og klædelig model – og nr. 2 jeg har strikket til Solveig. Hun har også en i farven Havregryn. Nu runder hun sit første år og så skulle mohair ikke længere udgøre nogen gene for hende.

  • Et øjeblik...

    Jeg vil have ferie… NUUUUU

    To dage mere på pinden.

    To dage med meget få kunder og meget få opgaver.

    To dage der kun kan gå for langsomt.

    Der ligger en plan med destinationer, jeg skal besøge, men ingen planer om hvornår.

    Det kommer til at afhænge af dagsform, lyst og vejr.

    På regnvejrsdage bliver vi hjemme. Bliver det meget varmt, det samme.

    På de dage er noget strikketøj der skal passes, et Tour de France der skal køres, en 1 års fødselsdag der skal fejres, bøger der skal læses…