• Bob D,  Strik

    Prototypen er færdig

    Asigtsudtrykket hos Bob viser med al tydelighed, hvor begejstret han er for sin nye sweater… så er det altså noget ved at strikke til andre.

    Note til mig selv: 115 g Sandnes Fritidsgarn rester. Str. F1. Mavestykket skal forkortes 4-5 cm til hanhunde.

  • Strik

    Bekæmp garnspild

    Garn kurven har bugnet af merinorester og nu er alle resterne brugt til ikke mindre end 4 sweatre til dagplejepigen Solveig.

    Den første i rød og hvid stribet er allerede taget i brug.

    Det er PetitKnit, der har lavet opskriften, der ligger til grund for alle 4.

    Friday Sweater Mini.

    Nem at gå til og fin i både perlerib og glatstrik. Især synes jeg om den brede raglan.

    Nu er der kun ganske små rester tilbage som evt. kan bruges til noget broderi.

    På pindene er et andet resteprojekt – en sweater til Bob. Jeg er endelig kommet i besiddelse af en opskrift som er lavet specielt til den franske bulldog med den korte muskuløse krop.

    Den er fra Wear Fifi.

    Det går tjept på pind 5.5 og snart mangler jeg kun ribben i benene.

    Farverne er ikke ligefrem diskrete, men som en prototype går det an. Til vinter tænker jeg, at han skal have en enfarvet, så han ikke bliver til grin i hele byen.

    Opskriften er i 4 størrelser. Bob er petit, så jeg strikker den mindste, men jeg overvejer at strikke den store af flere rester og så filte den. På den både bliver Fritidsgarnet både vind og vandtæt.

  • Et øjeblik...

    Det er en and

    Onsdagens arbejdsdag blev – modsat tirsdagens – ret munter.

    Midt i vores morgenmøde blev vi afbrudt af andemor med afkom på vej gennem kontoret i vores Ballerup afdeling.

    Hun har, siden æggene blev lagt, boet i en lukket gårdhave og ællingerne er nu klar til at komme ud i den virkelige verden.

    Eneste vej ud er gennem kontorene og ud af firmaets hovedindgang.

    Det er ikke første gang hun har slået sig ned præcis der, så hun er helt tryg ved at alle ællinger bliver hjulpet over dørtrinet med en paprampe og ud i verden.

  • Et øjeblik...

    Klatter og klatter

    Min ene kollega mener, at jeg klatter min ferie væk, men han skulle bare vide, hvor meget jeg nyder at have fri hver mandag om sommeren.

    Denne formiddag blev brugt på en tur i IKEA. Jeg havde brug for et af deres helt store lys til den 40 kroners lanterne jeg fik med hjem i lørdags fra Cool Shops lagersalg.

    Jeg fandt en ubrugt ramme i gemmerne og har med lidt møje og besvær fået skåret en plexiglasbagside ud, så den nu står næsten intakt. Og nu altså også med lys.

    Der skulle have været smukke pæoner i kurven ved siden af, men den har valgt kun at sætte blade uden den mindste antydning af blomster. Jeg har googlet mig til, at den måske har det for godt og derfor bruger krudt på at lave grønne blade. Bedre held næste sommer.

    Mere held har jeg med høstanemonerne, som min søster efterlod. De kommer ikke kun i bedet, men har også spredt sig og dukker op mellem fliserne. En af dem kan ses til venstre i billedet. De må være temmelig hårdføre.

    Resten af mandagen har været brugt ude under parasollen.

    Jeg har læst, strikket, leget med hundene og spist god mad med jordbær til dessert.

    En lokal landmand sælger i sæsonen de lækreste jordbær. Store og så søde at sukker ikke er nødvendigt. Jeg spiser dem med en skive af den gode Ryå is og en snas chokolade sovs.

    Klatter er på ingen måde et ord jeg vil bruge om min fridag 🙂

  • Baby,  Solveig

    Elleve måneder

    Om det var varmen, der påvirkede familiens mindste ved jeg ikke, men humøret var i bund til denne måneds fotografering.

    Elleve måneder og med krudt bag i.

    Hun er over alt og i alt.

    Verdens sødeste Solveig.

  • Et øjeblik...

    Kr. 2794 sparet

    Vi lagde fra land kl. 8:30 og 20 minutter senere, havde vi parkeret Nannas Up og stillet os i kø foran Cool Shops lager i Nørresundby.

    Sammen med mange mange andre, som havde set opslaget om dagens lagersalg.

    10 minutter senere da de slog dørene op var køen bag os 4 gange så lang og da vi efter en time forlod stedet var der stadig en enorm lang kø.

    Vi havde nogle få ideer om hvad vi ville gå efter, men det var ikke noget af det, vi gik derfra med.

    Billedet herunder viser de varer vi slæbte hjem. Normal pris kr. 3304 kr. vi kom af med kr. 510. Plus 3 stk. self tanning drops til en 10er stykket, som jeg ikke kan finde en før pris på.

    Lanternen er en af de fede galvaniserede fra A2 living – den største – den kostede kr. 40. Ja du læste rigtigt. Mange steder koster den lige knap kr. 1200. Den mangler glasset bagpå, deraf den lave pris, men enten kan jeg hænge den på væggen ellers kan jeg med lidt snilde sagtens skære et stykke plexiglas til, så det passer i størrelsen.

    BOobles elefanten gav vi kr. 50 for – her var det kun kassen, der var gået i stykker. Det gjaldt i øvrigt også flere af de andre ting, at det var emballagen, der var defekt.

    Kølemåtten var det første jeg faldt over og den ligger nu ude under havebordet og er indtaget af hundene… perfekt dag at komme hjem med sådan en.

    Kr. 2794 sparet – den slags udsalg gider jeg godt en anden gang også.

    UPDATE
    Nanna har fundet prisen på de self tanning drops, som vi fik til en 10’er stykket – hos Sephora koster de kr. 239 pr. stk.

  • Et øjeblik...

    Ikke min uge

    Et nyt økonomisystem så dagens lys tirsdag morgen og mine adgange var forsvundet som dug for solen. Og som om det ikke var nok for denne uge var der også ‘nogen’, der tog den drastiske beslutning at sætte et script i gang, der lukkede 1200-1300 igangværende sager, som absolut ikke skulle lukkes.

    Det er ikke været mange succeshistorier på de to dage jeg har været på kontoret. Det bliver trættende når jeg synes jeg prøver og prøver, men lige meget hvad jeg gør løber jeg panden mod en mur.

    Så meget desto mere nyder jeg at komme hjem, sætte mig i gården under parasollen, med kaffe, strikketøj og hunde ved siden af på bænken.

    Fuglene er blevet så vant til at vi er her, så de fouragere uanfægtet og tager larmende bade i både hundeskålen og springvandet.

    Torsdag er ugens sidste dag på kontoret. Fredag arbejder jeg hjemme. Skal vi ikke sige at i morgen glider alt meget nemmere, jeg har fået mine adgange og mine fejllukkede sager er på mirakuløsvis genåbnet?

  • Solveig,  Strik

    Fire dages arbejdsuge

    Den første af sommerens korte uger er startet. I dag og de næste fem mandage har jeg fri.

    Jeg kan ikke påstå, at weekenden har været travl. Udover vores morgenture i skoven, har jeg ikke været ude af byen og det ser ud til, at tendensen fortsætter i dag.

    Weekendstilheden blev lørdag formiddag afbrudt af Solveig og hendes mor. Solveig havde lært nogle nye tricks hun gerne ville vise og så ville hun også gerne fortælle om sit besøg i den nye dagpleje. De har aftalt nogle besøg derude inden Solveig skal starte 1. juli. Hun er helt klar, social og nysgerrig på verden, så det skal nok blive en succes.

    Jeg har planlagt lidt rengøring i dag og ellers en fortsættelse af weekendens ‘aktiviteter’: strik, lydbog, kaffe og måske en lur i solen.

    På pindene er en Flower Top fra Knitting for Sif i en sart rosa farve.

    Den afløser 3 stk. mere praktiske dagplejesweatre til Solveig.

    De er alle strikket efter opskriften Friday Sweater Mini fra Petitknit og der er ikke tilkøbt garn. Jeg har rester nok til en mere i pastelfarver og så er alle merinorester også brugt – og Solveig er klar til køligere dage i dagplejen.

  • Et øjeblik...

    Sikken en nat jeg har haft

    YRT og jeg ankom i hver vores fuldt oppakkede bil. Vi kørte ind i en gård og lukkede en ramponeret træport bag os.

    Kort efter opdager YRT en skriggrøn kobra bag mig. Jeg sidder på jorden og kan ikke komme op, men han får mig hevet op inden den når hen til mig.

    Kobraen forsvinder skyldsomt op i et træ og vi begynder at pakke vores (åbenbart) mobile kontor ud. YRT har medbragt kage fra lagkagehuset, som vi nydelesfuldt spiser et stykke af.

    Ind af den ramponerede port kommer en stor huntiger. Panikken breder sig. Jeg får fat i noget, der ligner en gammeldags hakke og løbende med skrig, skrål og svingende vildt med hakken får jeg tigeren til at vende om og løbe ud af porten.

    Vi har kun lige pustet ud før huntigernes mage dukker op et andet sted fra. Hvordan vi får den jaget ud fortaber sig i drømmens tåger, men vi beslutter i hvert fald, at det er et skod sted at lægge Onsite, så vi pakker vores biler igen og overlader stedet til FOC, som endnu ikke er mødt ind.

    Inden vi kører synes YRT dog, at vi lige skal dele kagen. Det ville være ærgerligt, at den gik til spilde.

    (YRT og FOC er mine kolleger)

  • Et øjeblik...

    Så har jeg også prøvet det

    I dag har jeg lagt sag an mod mit tidligere pensionsselskab – eller dvs. det har min fagforening gjort på mine og mine kollegers vegne.

    Da vi for snart tre år siden skiftede pensionsselskab og mit nye selskab på mine vegne bad om, at opsparingen blev flyttet, og indtil den dag hvor overførslen skete, blev pengene anbragt på en 0-rente konto, hvor de stod en måned.

    Vi fik hverken del i stigningen af værdipapirer eller rente af pengene.

    En beregning viser, at det kan være helt op til 50 mio. kr., som vi samlet er gået glip af og for enkeltes vedkommende helt op til 75.000. Selvom det for mit vekommende ‘kun’ skulle være 25-30.000 er det sørme også penge.

    Jeg har udfyldt og underskrevet en del papirer i dag – så må det gå sin gang.

    Det bliver dæleme spændende om advokaterne får held med deres forehavende.