Jeg drømmer om at se noget af verden fra søsiden.

Ikke som passager på en mindre sejlbåd, men som et luksusdyr ombord på et krydstogtskib.

Kontorvinduerne vender lige ud mod Limfjorden og vi har kig ind mod byen og Limfjordsbroen. Ugentligt – sommeren igennem – lægger forskellige af de store skibe til i Aalborg.

Jeg har ingen problemer med at se mig selv på sådan et flydende hotel… selvklart i en kahyt med terrasse og alverdens bekvemmeligheder.

Magallan ved ankomsten til Aalborg kl. 13:30 set fra solterrassen på firmaets 6. sal

I går var det Magallan, der var i byen. Det er bygget præcis her, hvor firmaet ligger i dag og har ligget i dokken, der adskiller vores to bygninger. Sidste år fik det er særlig velkomst da det besøgte byen for første gang siden det forlod værftet.

Det mangler så de omtalte kahytter med terrasse, hvor jeg har tænkt mig at skulle sidde med en G&T i hånden, læse bøger eller samtale med min rejsemakker.

Magallan passerer Hals kl. 21:30

Smukt var det da skibet sent om aftenen næsten lydløst gled forbi Hals og ud i natten med kurs mod…

Ligesom med uddannelsesplanerne i går er der ingen, der kan tage drømmene fra mig… og som Filosoffen siger: “du er den rigeste kælling, jeg kender“, så alle muligheder ligger åbne 😉

I hver side af min have tæt på huset står en hvid sommerfuglebusk. Jeg er hvert år slemt dupertet over dens enorme tiltrækningkraft. Der er et leben af den anden verden af forskellige insekter, men selvfølgelig hovedsagelig sommerfugle.

.
Det ulmer igen på jobbet. Lidt. En større organisationsændring træder i kraft 1. september og det er altid bekymrende uagtet at det bliver kommunikeret ud, at der ikke af den grund sker personaleændringer. Det har vi hørt før.

Når det ulmer begynder man, at tænke over fremtiden. Jeg har ikke nogen uddannelse at falde tilbage på og jeg har min alder imod mig. Men det ser ham filosoffen ikke som nogen hindring. Han går selv på universitetet trods det, at han er 50+ og dermed et glimrende eksempel på, at det aldrig er for sent. Lynhurtigt lavede han et fint lille regnestykke som viste, at det godt kan lade sig gøre.

Skeptikerne vil helt sikkert indvende, at det (igen qua min alder) bliver svært efterfølgende, at få et job… men det er så heller ikke målet. Det er at hygge mig med og dygtiggøre mig i noget, jeg rigtig godt kan li’.

Jeg elsker hans evne til altid at se muligheder frem for begrænsninger. Og så er det jo herligt at lade drømmene løbe lidt løbsk (:

Den smule garderobestang kunne jeg da sagtens sætte op selv, så jeg ikke behøvede besvære nogen.

4 pæne præcist borede huller med 4 gibs rawlplugs.

Kun de to tager fat og nu kan jeg hverken få dem ind eller ud.

PISOSSE!

😞 😞 😞

(update: hjembringer 1 stk. handyman i morgen)

Første arbejdsuge efter sommerferien kom og gik.

Mine kolleger havde holdt det værste skidt fra døren og midt på ugen havde jeg ryddet de små sedler og de lange lister af vejen, som lå på mit bord. Der er systemer de andre ikke har adgang til, men det skal kunderne ikke vente på, så det ønskede udstyr er udleveret og så fikser jeg det praktiske på bagkant.

Urørte lå kun de sager, hvor min rutine og erfaring er nødvendig for at visitere rigtigt. Skruen er strammet økonomisk og det er nødvendigt at kunne vurdere om noget er need-to-have eller nice-to-have. En slags omvendt sælgerjob, som jeg skal hilse og sige kan være lige så vanskeligt at håndtere (:


Weekenden vinker forude og ligger åben og blank lige til at putte i hvad jeg allerbedst kan li’: en weekendgæst, en koncert i byen, noget god mad, en fototur ud i det blå… jeg er klar til det hele!

G O D  F R E D A G

Tilbage på kontoret var det tid til et tiltrængt besøg hos Thomas Fysioterapeut.

»Det har du gjort godt i sommer« var den åbenlyse ironiske kommentar da han gik ombord i min skulder og ryg, som var stivere end stiv.

Efter en halv times manipuleren har jeg igen mulighed for at nå over smørre creme på min højre skulder.

Da jeg åbenbart formår at ødelægge det gode arbejde i løbet af ganske kort tid, mente han, at vi skal ses igen allerede i næste uge.

Jeg priser mig igen lykkelig for den medarbejderordning vi har. Tænk hvis jeg skulle betale af egen lomme ude i byen!

Det er i det hele taget ganske ok at være tilbage på pinden. Det er skønt at holde fri, når man har noget at holde fri fra. Jeg trives i selskab med mine kolleger, de daglige udfordringer jeg har med mine kunder og er sgu lidt bange for, at der ville gro mos på mig, hvis ikke jeg havde noget at rive i til daglig.

Så jo… jeg holder også af hverdagen.

Forleden faldt jeg over en irsk perle på DR1 – The Secret Life of the Shannon.

»Shannonfloden er Irland og de britiske øers længste flod. Den har sit udspring i Ciulaghbjergene i Nordirland og løber, efter omkring 340 kilometer, ud i havet i nærheden af byen Limerick. På en rolig kanotur guider Colin Stafford-Johnson os gennem et år fra sommer til forår rundt i dyrelivet i og omkring floden, der også emmer af historie og legender.«

Jeg var tryllebundet af den megen smukhed… billederne, musikken og roen. Jeg kunne snildt se mig selv sidde i den kano og tage den betagende natur ind.

Udsendelsen kan ses på DR i en periode – det kan varmt anbefales.

For længe længe siden fik jeg en besked om, at det tema, der lå til grund for layoutet på denne blog, ikke længere ville blive opdateret.

Jeg har næsten lige så længe bakset i maskinhuset med at finde et nyt, jeg kunne leve og arbejde med.

Mange er blevet forsøgt og lige så mange er blevet forkastet.

I min ferie er det vist endelig lykkedes mig at finde en løsning, der passer mig. Der mangler fortsat lidt små justeringer som jeg ikke er tilfreds med, men ellers tror efterhånden det fungerer, som jeg gerne vil have det til.

Bloggen bruges til dels som ‘dagbog’ og jeg foretrækker derfor helt klart, at man bare scroller og så kommer indlæggene i kronologisk orden og i fuld størrelse uden en masse fikumdik. Sådan er temaet ikke oprindeligt. Alle indlæg blev tekstmæssige kogt sammen og havde så en ‘læs videre’ knap. Jeg er ikke nogen PHP guru, men det lykkedes mig alligevel at lokalisere og tilpasse det stykke kode.

Det tager lang tid og jeg kan nørde med det aften efter aften før jeg er tilfreds.

Håber det også fungerer ude på den anden side (:

Jeg hankede op i begge kufferter, traskede op af indkørslen og spurgte mig lidt for inden jeg fandt volontørkontoret, hvor Mirka residerede: »Vi ventede dig i går«, sagde hun. Jeg forklarede hende, hvad der var sket dagen i forvejen og om min sene ankomst til TelAviv. Nu var jeg her så ingen problemer… indtil hun så mit pas og kunne konstatere, at jeg kun var 17.

Nåmen, men nu var jeg rejst så langt og så gik det nok også selvom det var mod reglementet.

Jeg blev fulgt ned i det fjerneste hjørne af kibbutzen til et grønt træhus, eller et skur var det vel nærmest, med fire værelser. Jeg blev vist ind i et af værelserne. Mit hjørne af værelset bestod af en jernseng og en gammel træstol, som kunne bruges til sengebord. Mit tøj blev opbevaret i kufferterne under sengen, men da der blev udleveret arbejdstøj var det begrænset, hvor meget det kom i brug. I værelset boede i forvejen to New Zealandske piger, Julie og Lee. De var begge på arbejde, så jeg satte mig ude på trappestenen efter jeg havde pakket ud.

Beboerne i naboværelset kom hjem fra arbejde. »Hello there«, blev jeg hilst med. Kort tid efter stak de næsen ud og inviterede mig indenfor. De tre unge fyre, Stephen og John fra England og irske Noel, skulle være mine naboer de næste mange måneder.

Julie skulle vise sig at være en rigtig tørvetriller, som sov med biblen under hovedpuden, så selskabet i naboværelset blev det foretrukne.

kibbiuz-20

Det blev begyndelsen på et livslangt venskab og begyndelsen til en periode – omend den var ganske kort – som har præget en stor del af mit liv. Jeg tænker, at det er samme mekanisme som når mænd 40 år efter de var soldat fortsat kan fortælle soldaterhistorier med smil i øjnene.

Stephen (i den hvide t-shirt) var på det tidspunkt i starten af 20’erne – i slutningen af dette år bliver han 60. TRES!

Vi mødtes igen i 2012 i London – 31 år efter vi sagde farvel på p-pladsen foran kibbutzen. Om han får tid til endnu et gensyn når Poden og jeg drager til London i november er tvivlsomt. Han bor 3 timers kørsel fra London og det er en lang tur at køre blot for at sige hej.

Men det kunne altså være hyggeligt.

Antal feriedage gået: snart seksten

Vejret: Det ser ud til at ferien slutter med en sommerdag

Stranddage: 0

Malerarbejdet: Stue, køkken, entre, soveværelse DONE

Antal is: mange.

Ugens gode oplevelse: det positive udfald af tirsdagens sygehusbesøg

Ugens dårlige oplevelse: jeg bliver både vred og ked af det når et menneske, der står mig nær, ignorerer mig, når vi mødes og h*n er i andet selskab. Som om h*n ikke vil kendes ved mig. Meget mærkelig opførsel!

Humøret: Misfornøjet