iPhones samtale historik viser, at sidst vi talte sammen var 28. august… indtil mobilen ringede i weekenden og afslørede hans navn i displayet.

Det var på ingen måde akavet. Samtalen flød, som var det i går vi sidst snakkede og det var både rart og velkendt at høre hans stemme igen.

Vi har haft sporadisk kontakt på messenger i en måneds tid, men før det, var det tre måneder med total radiotavshed af en årsag, som jeg aldrig helt forstod.

Jeg ved ikke helt, hvordan jeg har det med den fornyede kontakt og forstår heller ikke bevæggrunden for den… der har vi været og der er jeg langt fra sikker på, at vi skal hen igen.

Brændt barn og alt det der!

Vi må se hvor det bærer os hen og foreløbig snakker vi bare!

Vejret er vidunderligt. Koldt og klart. Der mangler kun den knirkende sne under støvlerne for at være perfekt. For mig.

Jeg have en aftale i Klarup og det betød, at det er langt nemmere at tage vores egne Limfjordsforbindelse hjem end at køre tilbage og tage tunellen. Det koster en 50’er for bil og fører med den lille færge, så det er ikke en tur jeg tager hver dag, men når det byder sig eller tunellen er proppet, så tager jeg gerne den vej.

Jeg har det svært med at finde rundt og selv om jeg har besøgt (…) flere gange roder jeg fortsat rundt i det industriområde i Klarup, hvor han bor. Også i dag. Det er en større vej med stikveje, som alle sammen hedder det samme. Det fungerer ikke for mig. Og uden fixpunkter dur det slet ikke.

Solen var ved at gå ned da jeg nåede færgen. Der var lidt ventetid og det gav mulighed for nyde området. Kig til en hejre, der gik på det lave vand og små flokke at fugle i lav flugt over fjorden.

Der er ret fint herude i vandkanten på sådan en dag.

Jeg drømte i nat, at der blev kradset på terrassedøren og udenfor stod en hundemor med en 10-12 hvalpe, som myldrede ind da jeg åbnede døren.

Hvalpene var selvfølgelig fawn med sort maske – præcis som Bob D – mens mor mere lignede en Stafforshire Terrier.

Lillebrors store Biabed blev fundet frem og inden længe lå de sovende i en klump.

Videre kom drømmen ikke…

Var der nogen, der sagde hund på hjernen?

Der er nu kun 10 dage tilbage til Bob D dag og jeg er SÅ klar.

Eller det vil sige, at jeg måske skal have købt en lidt mindre hundesnor. Det er som om Lillebrors er lidt overkill til det lille halsbånd…

Mine sidste feriedage bliver brugt når han kommer hjem.

Oprindeligt havde jeg regnet med 14 dage og derefter noget med at tage hjem til middag og arbejde hjemmefra. Men det er i stedet – efter aftale med min rare chef – blevet til én fuld ferie uge og så deler jeg de sidste feriedage op i halve, så jeg er hjemme i 3 uger, men skal arbejde på hjemmekontoret 4 timer om dagen i de 2 af dem.

Derefter må jeg se hvordan det går. Jeg har fortsat muligheden for at køre hjem til middag og så arbejde hjemmefra resten af dagen indtil han er glad og tryg ved at være alene hjemme.

Har jeg sagt der kun er 10 dage til og at jeg glæder mig?

  • Jeg er blevet Product Manager på vores nye ‘bring your own device’ program. Gad vide hvor meget arbejde det fører med sig?
  • Garnet er efterhånden skulderlangt. And still growing. I dag er kanten blevet trimmet
  • iGo har fået et sikkerhedscheck, skiftet bremser og er blevet vasket og støvsuget
  • MacBook Pro har invaderet min verden. Jeg kæmper fortsat med brugen, men lærer noget nyt hver dag
  • Jeg trådte ganske uforvarende i spinaten og gjorde en ung mand ked af det. Jeg vidste ikke bedre
  • Min datter er et betænksomt og rummeligt menneske, det har jeg vidst hele tiden. Det viser sig hendes kæreste rummer samme fine egenskaber
  • Bob D, som i stambogen hedder Hvalpely´s Fantastic Ferdinand, er nu både chipmærket og ansvars- og sygeforsikret
  • Der er nu bare 11 dage til afhentning

Og så faldt jeg over ‘The National’, som fylder min Spotify playliste…

The National – ‘Guilty Party’

Første hverdag i det nye år. Min dag begyndte hos Toyota i Nørresundby.

iGo skulle til stort eftersyn.

Jeg blev kørt på job og allerede lige efter frokost blev jeg hentet igen og kunne køre retur i en ny serviceret bil. Bremserne var skiftet og det kunne jeg sørme godt mærke.

Tilbage på jobbet var mine to kolleger ved at lægge sidste hånd på min MacBook Pro, som ankom lige inden vi gik på nytårsferie. I dag var den klar til brug og dette indlæg er det første, der er skrevet på det nye æble.

For år tilbage deltog jeg i undervisning på Teknisk Skole i både Lightroom og Photoshop og der brugte vi Mac, men det er også min eneste erfaring med Apple verdenen. Altså udover min iPhone.

Mange ting er anderledes. Hvor pokker sidder @? Hvordan højreklikker man? Tilknytter et netværksdrev? Scroller? Omarrangerer vinduer?

Der er 117 ting, der på en pc bare ligger i fingrene, som nu skal læres.

Uvant eller ej… for pokker, der ligger noget lækkerhedsværdi i sådan et æble. Og det er lige fra kassen den bliver sendt i og til den er taget i brug. Alt er der tænkt over.

På denne allerførste dag i det nye år har jeg taget Dronningens ord bogstaveligt og kun foretaget mig noget unyttigt.

Travet tur ved stranden med Jack. Ligget på sofaen. Set fjernsyn. Drukket kaffe.

Aldeles unyttigt, men også aldeles hyggeligt.

Jack klarede nytårsaften i fin stil. Opmærksom på at lys og lyde var anderledes, men ikke på nogen måde bange. Tænker det er temmelig vigtigt, at man selv er cool og udviser hunden tegn på nervøsitet er det værste man kan gøre at ynke den og dermed bekræfte at det er skide farligt.

I morgen er det igen hverdag. iGo skal til eftersyn og jeg skal på job. Om 2 uger holder jeg ferie og det glæder jeg mig til af mere end én årsag… en af dem er selvfølgelig Bob D 🙂

Pardon my french… overskriften er hentet fra en artikel jeg læste i Politiken, men matcher meget godt min oplevelse af 2017.

Bevares, dele af 2017 var dejlig – i glimt meget dejlig – resten NOT SO MUCH.

Jeg gør mig ikke i nytårsfortsætter og tilbageblik, men skulle jeg sætte fingeren ned et par steder må det blive…

Bedste oplevelse: Rejsen til London med min Pode. Fem skønne dage med mit yndlingsmenneske. Det var også her, jeg mødte Mr. Dawes, som stadig fylder mig med smil.

Årets sværeste: At sige farvel til Lillebror. Jeg kan forsat tage mig i at kigge efter ham og når det går op for mig, at han ikke er mere triller tårene. Der er ny hund, at glæde sig til først i det nye år, men Lillebror var bare noget helt særligt og vil for altid have en plads i hjertet.

Største udfordring: Kapsulit i skulderen, som har gjort mig temmelig handicappet hele året. Det ér blevet bedre, men der er stadig lang vej til noget normalt.

Vigtigste erfaring gjort: ikke at give så meget af mig selv til mennesker, som ikke er villige til at gøre det samme for mig!!!

Der var helt sikkert mange ting, jeg kunne ha’ gjort anderledes, mange ting jeg kunne ha’ undladt at sige, undladt at gøre… men livet har ingen undo knap og intet kan ændre ved det passerede.

Pas på jer selv derude i aften/nat og husk… gå aldrig tilbage til en fuser!

Vi er så skide klar til at Bob D flytter ind.

I dag kom det fineste lille bitte halsbånd og en aktivitets bold (som ikke larmer på gulvet).

Seng, skåle, line, snacks og bur står klar.

I næste uge skal jeg have tegnet forsikring på ham og så er det eneste vi mangler HUNDEN, som også snart er bagt færdig!

Jeg er meget i tvivl om jeg skal tegne en forsikring i mit eget forsikringsselskab Tryg eller vælge Agria, som har specialiseret sig i dyreforsikringer. Jeg må have nærlæst alle betingelser.

I morgen låner jeg ham Jack the Snack et par dage og får stillet de værste hund og hav abstinenser.

Og derefter er det blot at væbne sig med tålmodighed de sidste to uger.

17 dage tilbage…