• Et øjeblik...

    To-do

    Hvis jeg troede, at jeg skulle slappe af i den her weekend, så måtte jeg tro om igen.

    Min to-do liste er lang og både lørdag og søndag fik jeg gjort et alvorligt indhug i den.

    Der er fortsat ting jeg mangler selv om det nu er 2 måneder siden jeg flyttede ind, men det skrider fremad.

    Langsomt, men sikkert.

    I weekenden er der bl.a sat lys op i entreen/bryggerset og min Svend Brasch plakat, som jeg fik som betaling for bryllupsfotograferingen, er hængt op derude.

    Jeg skal have fundet en eller anden form for opbevaringsmøbel, som skal stå sammen med den gamle FDB stol og indeholde huer, vanter, pung, nøgler og alt det andet jeg smider fra mig, når jeg kommer hjem.

    Jeg kunne have ønsket mig et bryggers OG en entré, men nu er det sådan at det er en kombi og så må jeg få det bedste ud af det.

    Jeg har indkøbt to udendørs stikkontakter og så vil Finn Vicevært gerne hjælpe mig med at sætte dem op. En i skuret, så der kan komme lys derude og en uden for køkkenvinduet. Det er udenfor hans arbejdsområde, men der er stor imødekommenhed og velvilje til at gøre noget ekstra.

    Og sådan fik den weekend ben at gå på.

  • Et øjeblik...

    Dagene bli’r mindre og nætterne gror

    Det er ikke kun lyset, der gør dagene mindre, det er også den travlhed og træthed, der melder sig på denne tid af året.

    Vi har rygende travlt på jobbet. Mange og lange møder. Projekter, der kræver involvering og forberedelse. En voksende bunke af daglige opgaver.

    Jeg forsøger at møde tidligt fordi jeg så også kan gå hjem i ordentlig tid. Det lykkedes sjældent i øjeblikket. Jeg sover tungt og har svært ved at komme ud af fjerene. Voksen Bob står ikke længere og tripper for at stå op… faktisk skal også han slæbes ud af sengen og det kræver mange stræk og buk før han er klar til morgenluftetur.

    Det betyder også, at jeg kommer lidt senere hjem og eftermiddagene bliver lidt hektiske for at nå ud med Bob inden solen går ned.

    Vi SKAL i skoven eller til stranden hver eftermiddag.

    I dag nåede vi det. Lige til øllet.

  • Et øjeblik...

    Siden sidst

    • Mit gamle kamera er solgt og sendt til Esbjerg
    • Hals har kastet sig over affaldssortering og alle har fået nye containere
    • Nevøen debuterede på Aab’s superligahold
    • ILVA fejrede fødselsdag og jeg købte sofabord (og valgte selvfølgelig en af undtagelserne, der ikke var sat ned)
    • iGo er gjort sneklar med vinterdæk
    • Silkeborg er strikket færdig
    • Min gamle vaskemaskine er doneret til det lokale flygtningemodtagecenter
    • De gamle har holdt Krondiamantbryllup OG fået royal hilsen
    • Garnet er trimmet. Igen
    • Lillebror er vaccineret, også mod kennelhoste, så han er klar til evt. hotelophold
    • Min ankel bærer præg af et spark til en pind. Et hårdt forfejlet spark

    965a3449

    Og sidst, men ikke mindst, så er den første sne faldet i dag til stor fornøjelse for både undertegnede og pelsdyret.

    Det sidste lange stykke tid har været både vådt og gråt, så sneen er en kærkommen afveksling.

    Desværre havde mørket næsten sænket sig da jeg nåede hjem fra job, så det blev kun knap en time i skoven, men den blev så til gengæld nydt til fuldt ud.

    Klar luft, røde kinder og rene hundepoter.

    Det gider jeg godt.

  • Et øjeblik...,  Jul

    Rigtig dejligt koldt

    Selvom vi ikke har fået sne, så kan vi sagtens mærke vinterkulden i Nordjylland. Vandpytterne i mosen havde et fint tynd lag is og skovbundens rimfrost dække glimtede i solen.

    IMG_3520_lilleJeg har længe følt gruppepresset fra mine naboer og i dag overgav jeg mig og satte julelys i de små træer udenfor. Det ser så hyggeligt ud og der er jo også kun en måned til. Næsten.

    Jeg har også hevet cedertræet ind i stuen. Det er tredie år det samme træ fungerer som juletræ i min lille stue

    Det var dyrt i indkøb, men har tjent sig selv ind. Det må være af den hårdføre slags for det kræver sit træ, at klare de store temperatursvingninger det bliver budt.

    Der bliver ikke pyntet her før næste weekend.

    Men jeg gør klar.

    Vasker persienner og pudser vinduer. Henter gran, mos og kogler. Køber ind til pebernødder og julecookies.

    De første julegaver er klar og pakket ind…

    Det begynder, at minde både om vinter og jul!

  • Et øjeblik...

    Jeg drømmer lidt om..

    – lange traveture i vinterkulden, røde kinder og knirkende sne under støvlerne. Om smukke sneklædte landskaber, klar himmel og rene hundepoter.

    Vejrudsigten gav en lille smule håb om, at vi ville kunne få en smagsprøve i weekenden, men de har vist trukket i land igen.

    Sidste år var vinteren en fesen affære… jeg håber, at den tager revanche i år!

    Weekenden er kun få timer væk.

    Kalenderen er tom, men det betyder afgjort ikke det samme som at weekenden bliver det. Det betyder blot, at jeg er klar til at kaste mig over præcis det jeg har lyst til.

    weekend-1

  • Et øjeblik...

    Skinnet bedrager

    IMG_6768

    Sådan lidt på afstand og med en spejling af den blå himmel på søen, er der smukt herude… men kast lige et blik på fødder og poter, så er glansen ligesom gået af Sankt Gertrud.

    mudder

    Vi drømmer om frost og klar himmel, lange ture i skoven, knirkende sne under støvlerne og kulde, der bider i kinderne.

    Sidste år faldt der ingen sne før jul. Faktisk tror jeg, at vi også måtte vente til efter nytår før vi fik bare en smule hvidt drys.

    Det ville pynte gevaldigt derude på den grå og våde og mudrede verden… og som en bonus ville vi komme hjem med rene poter og støvler.

    Mark Pryde, Hunter Boots landede i min indbakke i dag. Mine defekte støvler var ankommet til Skotland og han ville vide, om jeg ønskede pengene retur eller et par nye støvler.

    Støvler kan jeg ikke undvære og bortset fra utætheden var der intet at udsætte på dem, så jeg afventer, at der lander et par nye – og forhåbentlig vandtætte – Hunters i min postkasse.

  • Et øjeblik...

    Novemberblues

    Natten til tirsdag blev en af de her, hvor søvnen havde mere end svært ved at indfinde sig. Det er ikke nogen god indledning til en lang og travl arbejdsdag, så der blev mest kørt på rutinen i dag.

    De opgaver, hvor der skal visiteres og diskuteres med kunden om deres ønsker er nice-to-have eller need-to-have tager jeg i morgen, hvor overskuddet og evnen til diplomati forhåbentligt er større.

    IMG_6588

    Der var slået græs på den store eng i mosen og vinterbaderen Lillebror spottede med det samme, at der igen er fyldt masser af badevand i søen.

    Som I kan se bader han i solnedgangen. Jeg kører hjem fra job kl. 14:45-15:00 og alligevel kniber det med at nå ud i lyset. Det er derfor stærkt begrænset, hvad der bliver taget af billeder på hverdage.

    Det er i det hele taget begrænset, hvad der foregår af aktiviteter på hverdage på denne tid af året.

    Det er mest af alt tiden til indendørs hygge, gode bøger, fede film og varme hunde ved fødderne.

  • Et øjeblik...

    Dagen er aftaget med 9 timer og 7 minutter

    Klokken er ikke mere end fire før solen begynder, at trække lange skygger for bare en halv time senere at være væk under horisonten.

    Hundene bliver smidt i bilen så snart jeg kommer hjem ellers når vi ikke mosen for det bliver for mørkt at gå derude.

    IMG_7678

    Jeg er ikke vild med novembers mørke og lange skygger. Og slet ikke november i 2013 versionen, hvor skyggerne består af en større prikkerunde på jobbet.

    Mange ældre medarbejdere har søgt en frivillig aftrædelse og om ikke så længe bliver antallet af reelle fyringer offentliggjort.

    Det er underligt ikke rigtigt at turde planlægge noget… vi siger mange i løbet af dagen; “hvis vi altså er her efter den 26.” – alene så banal en ting som tilmeldingen til årets julefrokost er udsat af de fleste. På dette tidspunkt plejer listen at lyde på 4-500 tilmeldinger. I år er der 71.

    Nåmen om ikke andet så får man en god lang juleferie :-/